Bodil Jørgensen
Foto: Sara Skytte Bodil Jørgensen har oplevet lidt af hvert i de seks årtier, hun har levet.

Bodil Jørgensen om sin skilsmisse: "Vi havde begge viljen til, at det skulle gå godt"

Hvert årti har sin egen fortælling. Her fortæller skuespiller Bodil Jørgensen lidt om hvert af de seks, hun har levet i indtil nu, og hvad de har lært hende.

0-10 

Platfodet og rødhåret

– Jeg kom til verden som en lille rødhåret prop. To år senere kom min bror og skulle have pladsen ved min mors bryst, så jeg gik og skulede til ham. Nu skulle jeg hurtigt blive stor, men samtidig var jeg også min storesøsters lillesøster. Hun var fem-seks år ældre end mig. Jeg var hverken hende, der fik opmærksomhed, fordi hun var den første, eller ham, der fik opmærksomhed, fordi han var en dreng. Jeg var det platfodede, rødhårede mellembarn, og ind imellem grinede folk og sagde, at jeg enten var postens eller mælkemandens. Det røde hår var der jo ingen andre i familien, der havde. Nogle gange kunne jeg også bilde mig selv ind, at jeg havde en mystisk hjertesygdom, som de andre ikke havde. Ellers gik jeg i min søsters skygge og lidt bag min bror. Mine forældre var lærere på Løsning Skole, og jeg gik tit hjemmefra for at lede efter min far på skolen, når han ikke var hjemme. Det måtte jeg ellers ikke.  

10-20 

De sørgelige historier er de bedste

– Jeg havde min far til kristendom, og jeg kan huske, jeg syntes, historierne var så sørgelige, som for eksempel da Samson fik klippet sit hår af, eller da Jesus hang på korset. Det kunne få mig til at græde, men så var det heldigt, at min far lige var der, selv om det var lidt akavet for os begge to, når han skulle trøste mig. Jeg ønskede mig også altid sørgelige bøger og elskede triste film. Jeg havde en livlig fantasi, og da vi flyttede ind i et stort gammelt hus i Vejen, fik jeg en hule i en skunk i huset. Her holdt jeg selskab for mine usynlige venner og smuglede mine forældres fine glas ind. På væggene hang der billeder af Jesus, dronningen, Kongeåen og de drenge i klassen, jeg syntes var pænest. 

Min far lavede skolekomedie, og den første, jeg var med i, hed ”To prinsesser og Jætten Dumdum”. Han var klog nok til ikke at give sin datter hovedrollen, så jeg skulle spille en papmaché-sten. Det syntes han også, at jeg gjorde rigtig godt. 

LÆS OGSÅ: Marianne Stagetorn: ”Han er mit livs gave og mit livs opgave"

Jeg drømte om teatret, og det lykkedes at opnå det, jeg drømte om, selv om mine forældre mente, det måtte være nok for mig at være med i amatørteatret Syvstjernen i Vejen. Min mor blev ved med at spørge, hvad jeg skulle i det skarpe lys? Men jeg ville spille Shakespeare, hvor de bliver sindssyge og dør. Jeg havde lyst til at være med i dramaet frem for at analysere det, som på det engelskstudie, jeg senere startede på. 

20-30

Knips, så var jeg normal

– Jeg var handicaphjælper for skuespilleren Lone Barsøe i Aarhus, som havde Aarhus Krykensemble. Dem optrådte jeg sammen med og lavede blandt andet Cirkus Fantaspastisk, hvor vi udstillede handicappede som elefanter og opfordrede folk til at komme op og røre ved dem. Jeg gik rundt som en spastiker og samlede penge ind blandt publikum. De betalte bare for, at jeg skulle gå væk, og så – knips – var jeg normal. Så var der nogle, der ville have deres penge igen. Der var også både dem, der gik i vrede, og dem, der døde af grin. 

Jeg tog timer hos en skuespiller i Aarhus, der lærte mig at tale tydeligt og komme til tiden. Som hun sagde: ”Det eneste, der forhindrer dig i at gå på scenen, er din egen død”. Jeg skiftede kurs fra handicaphjælper til skuespiller og kom ind på skuespillerskolen, hvor jeg var færdig som 29-årig. 

30-40 

Børns gode minder

– Jeg mødte Henrik på skuespillerskolen, og han blev far til min ældste søn. Da Johannes var tre år, blev jeg skilt fra Henrik. I dag kan jeg se, at det var hele meningen med, at jeg skulle på skuespillerskolen: At jeg skulle møde Henrik. Efter vi blev skilt, kom vi begge i nye forhold, men han levede kun fem år til. I dag ses vi alle sammen stadig – alle os, der kendte Henrik. 

I starten var det hårdt at blive skilt, men vi havde begge viljen til, at det skulle gå godt, og vi havde mange samtaler om det. De samtaler førte os videre ind i et nyt kapitel. Nu skulle det handle om Johannes. Ikke om hvis tur og hvis jul, det var. Vi var to, der var blevet til tre, og det gav os et ansvar. Forældrene skal jo helst dø først, men vi skal tænke på, at børnene lever videre med minderne, og så gælder det om at fylde dem med noget godt. 

LÆS OGSÅ: Merete Mærkedahl: "Jeg brækkede mig, når jeg skulle ind på scenen"

40-50 

At løsne knuder

– Det var en fantastisk tid, da jeg var færdig på skuespillerskolen, og vi fik Johannes. Den fantastiske tid kom heldigvis igen, da jeg byggede en ny familie op, og der kom nyt lys i mit liv, da vi fik vores søn, Østen. Nogle gange holder folk fast i de knuder, de har bundet, men man kan godt ændre ting i sit liv, løsne de knuder og komme et andet sted hen. Jeg blev jo ved med at få børn i 40’erne. Der havde jeg en stor teenager og fik to til med min nuværende mand. 

Vi boede på Nørrebro og havde også sommerhus og kørte meget frem og tilbage, når jeg skulle ind og spille på teatret om aftenen. Dengang var jeg på Det Kongelige Teater, og det var fast arbejde. Mit fag afhænger totalt af min tilstedeværelse, men jeg havde også to børn derhjemme – det er to lidenskabelige sider af livet; arbejdet og børnene, og jeg kunne jo ikke tage mit arbejde med hjem. Det var hårdt at skulle forlade familien om aftenen, når vi lige sad og spiste, men jeg kan se i dag, at jeg har fået børn, der både er følsomme og robuste. Rigmor, som i dag er 12, kunne godt have udviklet en fobi for, at jeg skulle af sted efter min ulykke (i 2014 blev Bodil Jørgensen hårdt kvæstet i en traktorulykke på et filmset, red.), men det har hun ikke. 

Jeg tror, jeg var lidt senere på den end andre – både med at søge ind på skuespillerskolen og med at få børn – men sådan er det jo tit med os jyder. 

50-60 

Nu passer alderen

– Først da jeg blev 50, følte jeg, at jeg var det sted i livet, der passede til min alder. Hele familien var der på min 50-års fødselsdag, men jeg ville bare ønske, Henrik havde været der. Heldigvis har jeg en søn, som ligner ham helt utroligt. Bare en lys udgave.

I de år tænkte jeg meget over det med, at tiden ikke står stille. Vi er hele tiden i bevægelse, og det er jo godt. Man skal blive mere nysgerrig med alderen. Sådan var min far. Alene en tur i supermarkedet var et eventyr for ham, og han spurgte til alle de nye varer, der kom på hylderne: ”Nej, kan man nu også få den slags kapers?” Hans nysgerrighed på livet var et forbillede for mig. Corona-tiden ville have været en udfordring for ham, hvis han havde levet, men så havde han nok lavet et eller andet sjovt med mundbind. Han lavede altid sjov. Når vi fik gæster derhjemme, kunne han finde på at gemme sig – og få hele familien til at gemme sig med ham – så når gæsterne kom, stod de der og tænkte: Gad vide om det er den rigtige dag? 

LÆS OGSÅ: Mette Horn om svær tid: ”I lang tid gik jeg søvnløs rundt i mine stuer”

Jeg tænker også tit på min mormor og morfar. På deres tid kunne man sidde og vente på, at et æble modnedes i deres have. Man ventede på, at jordbærrene blev helt modne, for så smagte de bedst som grød. Min mormor og jeg rejste på landkortet, og om morgenen sagde hun: ”Nå, hvor skal vi tage hen i dag? Grønland?” Hun var sådan en kvinde, der inviterede nabokonerne til en læsekreds, og på væggen hang der ordsprog som: ”Du må aldrig dyrke din ager, så du glemmer at dyrke din sjæl”. Det tvang corona-tiden os netop til, selv om baggrunden var dyster. Jeg må indrømme, at jeg selv nød at trække stikket. Når man ellers tonser derudaf, er det en drøm at kunne sige: Fra i morgen er du bare hjemme med børnene. Jo, der var da også benspænd, men jeg håber, vi begynder at tænke over tiden, som i lang tid har været en mangelvare. For den er vigtig. For de små, for naturen og alt det, vi ikke når at se og opleve i vores ræs.

En anden ting, corona-tiden heldigvis gav mig mulighed for, var at lave en samtalebog med præsten Mikkel Wold. Noget af det måtte vi lave på Skype, men vi fik snakket om alt muligt som døden, livsmod og sjælesorg. Mikkel er en klog præst, der kan henvise til skrifter, bøger, Biblen, og jeg byder ind med historier fra mit eget liv. 

Hvem er Bodil Jørgensen

bodil jørgensen fakta.jpg

  • Født 1961.
  • Uddannet skuespiller. 
  • Kendt fra film som bl.a. Idioterne og Hvidsten Gruppen samt tv; fra Badehotellet til satireprogrammet Rytteriet.  
  • 19. oktober udkom samtalebogen Gå med fred, som hun har lavet med præsten Mikkel Wold. Desuden aktuel i familiejulekalenderen Julefeber på DR1 og voksenadventskalenderen Trines mors jul på DR2. 
  • Gift med filmfotograf Morten Søeborg og har tre børn.
Se, hvad vi ellers skriver om: Bodil Jørgensen, Kendte, Kvinder du skal kende, Livsstil og Interview