Dorethe Pedersen Køge Fællesbyggerne Bofællesskab

Foto: Peter Nørby Dorethe Pedersen er 74 år og tidligere folkeskolelærer og skolebibliotekar.

"Mine børn synes, det er fantastisk": Kunne du leve som Dorethe?

Dorethe Pedersen, 74, har sagt farvel til parcelhusliv og vante rutiner til fordel for et utraditionelt bofællesskab i Køge. Den tredje alder krævede nemlig et nyt eventyr, som hun selv ville være med til at skrive.

Der er blå neglelak på de solbrune, bare tæer, som jeg følger ud på tagterrassen.

"Det her er mit personlige hjørne, men alt det andet er fællesarealer," siger Dorethe Pedersen, og peger ud over en solbeskinnet tagterrasse, der har kig til Søndre Havn i Køge.

Da hun var 70 år, blev hun tændt af en ide: Hun ville være med i et bofælleskab, der var det første af sin slags i Danmark: Fællesbyggere, der finansierede og kuraterede deres eget bofælleskab. Fire år senere står hun nu i det hjem, hun selv har designet, og i en tilværelse, hun selv har komponeret.

LÆS OGSÅ: Ejerne af Danmarks ældste minigolfbane: Vi har travlt hver dag

Kollektiv 1.jpg

"Du må ikke kalde det oldekolle, indskærper hun flere gange for mig, forud for at vi skal mødes, og jeg skal interviewe hende om, hvorfor hun så sent i livet flyttede fra sit moderne parcelhus med god plads og tæt på familien til et nybygget bofællesskab. For det er vi ikke. Vi har plads til alle aldre, der vil fællesskabet."

Byggeriet er det første af sin slags, og Dorethe Pedersen, der i dag er 74 år, har været med hele vejen. Og mødet med den nyudklækkede pioner er decideret opløftende. For her er en kvinde, der har udskiftet begrebet "senior" med "superior", og som i den grad inkarnerer budskabet i Jane Fondas Ted Talk, Life's Third Act, om den tredje alder:

"… now that I am actually smack-dab in the middle of my own third act, I realize I’ve never been happier. I have such a powerful feeling of well-being. And I’ve discovered that when you’re inside oldness, as opposed to looking at it from the outside, fear subsides. You realize you’re still yourself - maybe even more so."

Dorethe Pedersen er bestemt ikke ked af sin alder. Tværtimod. Hun gik på pension i 2011, og året efter døde hendes mand. Hun var alene, men hun var ikke ensom. Hendes datter, svigersøn og børnebørn boede på hendes vej, og hun var aktiv i Køges Kunstforening og sad i bestyrelsen for den lokale vinterbadeklub, Valkyrien, der har over 1300 medlemmer.

Kollektiv 10.jpg

Alligevel følte hun en indre uro.

"Jeg er typen, der altid griber faklen, går forrest og tager initiativer. Det kan muligvis blive for meget af det gode for andre, men det er det, jeg trives med," erkender Dorethe.

"Nu må jeg fylde mit liv ud med noget fornuftigt, tænkte jeg. Jeg skal ikke være sådan en, der bare sidder derhjemme eller passer børnebørn fra morgen til aften... ej, det skal du nok ikke skrive. Eller ved du hvad: Mine børn kender jo godt min holdning, og de er faktisk glade for, at jeg er så foretagsom."

Det var til et foredrag i 2017, at ideen om at bo på en ny måde vågnede i hende. Et panel fra selskabet Køge Kyst beskrev en drøm, Dorethe ikke vidste, hun havde: om et moderne Villa Villekulla med kig til vandet og udsigt til masser af spontane kaffeaftaler, fælles fester, langborde med lækkerier og solnedgange med tilhørende drinks, grin og gode snakke.

"Jeg blev helt tændt på ideen om, at man kunne skabe et fællesskab på tværs af generationer, samtidig med, at vi kunne bo præcis, som vi ville," fortæller Dorethe, der sammen med seks andre ildsjæle blev de drivende kræfter. Dorethe slap sin indre Pippi Langstrømpe fri. Fællesbyggermodellen er nemlig aldrig før blevet realiseret i Danmark, men de aktive ældre var sikre på, at de nok skulle få succes på det ukendte territorium.

"Jeg er i den tredje fase af livet, og jeg var så klar på, at der skulle ske noget. Jeg vil have plads til det impulsive liv – en dagligdag omgivet af mennesker, som jeg kender og er tryg ved, og hvor fællesskabet rækker udover det familiære."

"Vi har så mange grupper her. Nogle vil noget med det grønne og bæredygtige, nogle er optaget af litteratur, og nogle har lavet en sundhedsgruppe. Vi har yogaundervisning, en salsalærer og er ved at opbygge et bibliotek. Og i går aftes så vi EM på storskærm, hvor der pludselig var en, der havde fået en kæmpe jordbærkage i gave, og andre sørgede for drikkevarerne."

"Det hele er så herligt uforpligtende. Vi er mange, der kommer i orangeriet sidst på eftermiddagen og har vores egen kaffekop eller et glas vin med. Det er en helt anden måde at være sammen på, end da jeg boede i mit parcelhus, og gæster skulle inviteres, middage planlægges, og tre retter sættes på bordet."

Dorethe Pedersen var en vigtig del af den arbejdsgruppe, der skulle få drømmen til at leve. De købte en gammel campingvogn til 5.000 kr., og den blev deres intermistiske salgskontor, hvorfra de hver weekend solgte idéen videre.

Kollektiv 2.jpg

LÆS OGSÅ: 80-årige Jette: "Jeg er gået på pension to gange - men jeg kunne ikke holde det ud"

"Jeg har altid slået på, at man kommer til at bo sammen med nogen, der har interesser som en selv. Du er tæt på kajakklubben, vinterbadning, vores lokale bryggeri Braunstein og selvfølgelig skoven og stranden," fortæller Dorethe og konstaterer, at de var langt bedre til selv at sælge drømmen end nogen ejendomsmægler, hvorfor alle lejligheder på nær to er afsat.

"Og så er der en kæmpe gevinst for både de ældre og de yngre i, at vi bor sammen. Vi ældre har masser af timer til snak, hygge og spontane planer, men vi kan jo også være gode babysittere for børnefamilierne. Og samtidig bliver vi holdt unge af alle dem, der ved noget om it, kan sætte en storskærm op eller koordinere en fastelavnsfest, hvor alle kan være med."

Eventyr i blodet

Det er ikke så underligt, at Dorethe Pedersen vil fylde sin tredje livsfase med nyt eventyr. Det har nemlig altid ligget til hende. Allerede som 17-årig rejste hun til Tyskland og boede hos en dansk/tysk familie i et år, og som 19-årig backpackede hun alene rundt i USA. Hjemme igen uddannede hun sig til lærer i dansk og historie og senere skolebibliotekar, men hun blev ikke hængende i hjemlandet.

Med sin første mand flyttede hun til Düsseldorf og så Bonn, og læste moderne tysk litteratur. Men udlængslen var ikke slut, og da to blev til tre, rykkede familien til Stockholm, hvor Dorethe studerede svensk, mens hendes mand arbejdede som musikforlægger for Skandinaviens største pladeselskab, Polar Music, og stjerner som ABBA udgjorde ikke bare professionelle forbindelser men også parrets gode venner.

Men også den svenske hverdag blev der rystet op i, da parret besluttede sig for at sælge alt, hvad de ejede, og flytte til Menton i Sydfrankrig.

"Det var et fantastisk år. Vi boede tæt på den italienske grænse, og vi lavede nærmest ingenting. Vi havde tid til vores lille datter, dyrkede citroner og nød høsten fra vinrankerne. Vi passede et æsel og os selv. Vi var aldeles uafhængige."

Kollektiv 3.jpg

Tilbage i Danmark blev Dorethe også mor til en søn og arbejdede som lærer i 40 år. Men den økonomiske uafhængighed og personlige frihed har hun prioriteret lige siden.

"Jeg er den næstsidste i rækken ud af en søskendeflok på fem. Jeg er den eneste, der stritter ud. Mine søskende er til kernefamilieliv med børn, hus og traditioner – og de synes nok, at jeg er lidt vanvittig indimellem," siger hun.

"Jeg ligner mest min mor, der også gik sine egne veje. Mine forældre havde en gård på Falster sammen, men de blev skilt, og det var ikke noget, "man" gjorde dengang. Men hun kom godt ud af skilsmissen og blev siden frontfigur i Køges afdeling af Soroptimisterne, der er et verdensomspændende netværk af kvinder i erhverv, der arbejder for kvinders og pigers rettigheder i og udenfor Danmark."

Fælleskab er fremtiden

Vores samtale bliver afbrudt, da Dorethe udbryder:

"Hej Hanne, kommer du og drikker rosé ved 15-tiden?"

Hanne, der også er pensionist og Dorethes nabo, står i den åbne terrassedør og smiler imødekommende. Hun kommer da gerne. Ikke kun til ære for ALT for damernes fotograf, men fordi netop det er der tid til.

Faktisk behøver Dorethe blot at varsle jordbær og en skænk ti minutter inden vores ankomst, og så er der en beredvillig gruppe af beboere, der ville lade deres unikke fællesskab forevige i nærværende magasin.

Kollektiv 4.jpg

Men hvad med familien og Dorethes "gamle" venner – opstår der ikke en vis jalousi over hendes nyfundne fællesskab?

"Mine børn synes, det er fantastisk. Min datter sagde så sent som i går aftes, at sådan kunne hun også sagtens bo. Og mine venner er glade på mine vegne, men der er ingen af dem, der ville flytte herhen. Det forstår jeg ikke, men mange er mere knyttede til deres hjem og deres ting, end jeg er. Jeg elsker, at det fællesskab, der er her, er et, som vi alle har lyst til at bidrage til."

"Alle yder noget, og det er imponerende, så mange kompetencer, vi har samlet her. IT, yoga, surdej! Vi har vores eget intranet. Selvom bofællesskabet stadig er nyt, så har vi allerede en bredde til at dække de fleste behov. Vi behøver ikke at hyre ekstern hjælp til fibernettet, køkkenhaven, træning eller hvad det nu måtte være."

Eftermiddagskaffe er der hver dag for dem, der har lyst. Og det kan også blive til en G&T eller et glas vin. Man mødes, kommer og går, som man vil. Men der ER regler for fællesskabet: Der er ikke lukkede grupper, ingen kliker og ingen, der må holdes udenfor. Der skal altid være plads til at trække en ekstra stol til bordet.

LÆS OGSÅ: Safo og Suzanne bor i et bæredygtigt bofællesskab: "Selvom vi er kommet længere ud af byen, er vi kommet tættere på andre"

Kollektiv 5.jpg

"Det har ikke overrasket mig, hvor meget arbejde der ligger i at bygge stedet op. Men det har overrasket mig, hvor hurtigt sammenholdet er blevet etableret – og at det kunne overleve et helt år med nedlukning, hvor vi kun kunne mødes på zoom. Den kontakt, tryghed og tillid, der var skabt i udgangspunktet, den viste sig at være intakt. Tænk, at vi kunne bevare den gode forbindelse, når det trods alt er nye bekendtskaber."

Men det er ikke kun fællesskabet, der begejstrer Dorethe. Det er også den plads, som hun har fundet i det.

"Jeg har godt kunnet føle mig gammel, da hele it-bølgen rullede ind. Og selvom mine børn og børnebørn synes, jeg er frisk og aktiv, så er jeg jo alligevel "den gamle" i relation til dem. Men her føler jeg, at jeg har fået en helt ny rolle. Jeg er ikke gammel her – jeg er en ressource blandt mange.
Ligeværdighed er et kardinalpunkt i bofællesskabet sammen med holdningen om, at alle skal ville være en del af en større fælles enhed."

"Inden man flytter sammen på denne her måde, skal man være bevidst om, hvor meget fællesskab, man ønsker sig. For selvom du deltager i det omfang, som du vil, så må du ikke flytte ind her udelukkende for den personlige bolig og gode udsigt. Ønsker man ikke et nært fællesskab, så skal man ikke flytte ind her. Man skal have lyst til at blande sig med sine naboer. Vi har været meget tydelige omkring det budskab fra starten – og vi har jo håndplukket hver eneste beboer ud fra overbevisningen om, at de havde lyst til at bidrage."

Kollektiv 7.jpg

Simple Living

Dorethes blik bag det blå brillestel dvæler på det køkken, hun selv har valgt. I yndlingsfarven. Blå.

"Jeg behøver ikke længere tænke på, hvad der er praktisk, eller tage hensyn til andres smag. Jeg elsker mit blå køkken, og jeg kan lide store rum. Mit gæsteværelse udgøres af en daybed i alkoven, og jeg har badeværelse på fire kvadratmeter. Resten er bare to store rum med masser af lys, siger hun og smiler.
Der står stadig bogrygge på reolerne og skilter med navne som John Irving, Jan Guillou og Tolkien. Men udvalget er kurateret stramt," bekræfter Dorethe, der også er tidligere skolebibliotekar, og som nyder at starte morgenen med kaffe i koppen og en bog mellem hænderne.  

"Jeg har smidt to tredjedele af mine ting væk. Tøj jeg ikke brugte, og bøger jeg har foræret væk. Jeg har masser af luft og skabsplads nu. Jeg har ryddet ud. Alt er bare nemmere på den måde. Jeg har beholdt min bil, men jeg elsker at cykle, så det gør jeg oftest."

Og til spørgsmålet om, hvad der er det allerbedste ved tilværelsen, som den ser ud lige nu, svarer Dorethe Pedersen uden at tøve:

"Simple living. Enkelheden og friheden er ubetalelig. Jeg skal ikke bevæge mig langt væk for at opleve noget. Og der dumper gode tilbud ned i turbanen hele tiden – lige foran min dør."

Der kommer damer ind af terrassedøren nu. Hanne, Sus og Clara. Der bliver talt om Folkemødet på Bornholm, rejser til Italien og kommenteret på det smukke blå køkken. Dorethe er den bedste guide til Køge, forstår man. Hun ved altid, hvad der sker i byen og hvornår. Og så kan man jo selv afgøre, hvad man vil være med til. Tiden er ikke til langstrakte planer. Den er til det ukomplicerede og spontane liv. Til rosé og jordbær, en improviseret frokost, dage der starter med et havbad og slutter med blå timer i orangeriet, på terrassen eller lige der, hvor fællesskabet nu har søgt hen...

Kollektiv 8.jpg

Kollektiv 9.jpg

Livstilsekspert og etnolog Julia Lahme om bofællesskaber i den tredje alder

68’-generationen er blev kaldt egoflippere. Er de blevet mere sociale med alderen?

"Det har de altid været. Men lidt hårdt sagt, så er de det på den måde, der gavner dem selv mest. Det er den første generation, der har brudt med generationskontrakten i forhold til, hvor meget man passer på hinanden. Deres egne forældre hjalp dem med at passe børn og få tingene til at spille, men de regler vil 68’erne ikke ligge under for. Det har konsekvenser for de midaldrende kvinder i dag, fordi de ikke får den aflastning, deres mødre fik. Jo mindre hjælp der er til børnefamilierne, jo mindre hjælp er der til kvinderne, og det er med så med til at skævvride ligestillingen. Så det er ikke omkostningsfrit, når bedsteforældrene prioriterer at gå Caminoen og lære baskisk eller ikke kan passe børnebørnene, fordi de har en vigtig foredragsrække, de skal til."

Hvordan vil den ældre generation gerne leve i dag?

"Der er stor prestige i at holde sig aktiv, sund og mentalt frisk – selvudviklingen må ikke gå i stå, og man skal blive ved med at tage sig selv alvorligt. Det er faux pas at kaste sig på sofa og spise flødekager. Og man vil ikke kaldes gammel. Man er ældre eller senior eller slet ingenting. Aldersløshed er et nyt begreb – også i skønhedsbranchen – hvor idealet er at være frisk i sin udstråling og ubestemmelig i sin alder. For to år siden lavede den tyske tænketank CEP et studium, hvor de undersøgte, hvornår livskvaliteten toppede. Og det var, når man fylder 69 år! Bofællesskaber og oldekoller har en kæmpe fremtid foran sig. For vi vil ikke være gamle alene. Men hvor 68’erne prioriterer den personlige udvikling og laver keramik, læsegrupper og vinsmagning, så vil 88’erne komme til at prioritere fællesskabet på tværs af generationer og lave legestuer og klatrevæg til børnebørnene."

Hvordan ser fremtidens ældreboliger ud?

"De kommer til at være fremmende for en aktiv og social livsstil på tværs af generationer. Det nye bliver, at man får lyst til at mikse generationer mere og mere. Man vil ikke miste kontakt til børn og børnebørn, for det er også med til at holde en selv ung."

Er de ældres liv federe end de unges i dag – er de mere rock’n’roll end generationerne efter dem?

"Ja, for 68’erne har smidt ansvaret og støtter hinanden i, at det er okay. Ansvaret for familien, børn og børnebørnene er ikke deres. Den diskurs, de er blevet unge i, handler om den individuelle frihed. De har frigjort sig fra tidligere generationers forventninger og følger nu deres egne drømme. De har styrket vores sans for frihed, men det har kostet noget på fællesskabets konto."

Se, hvad vi ellers skriver om: Veninder, Boligkøb og Livsstil