Vibeke Dorph klumme venskab kæreste

Foto: Getty Images Min kæreste beklager sig ofte over, at han ingen venner har. Jeg forstår ikke, hvorfor han ikke prøver. Hvad gør jeg? Det tager Vibeke Dorph stilling til.

Min kæreste har ingen venner

Min kæreste har ingen venner, og jeg føler ikke, at han gør noget for at ændre det. Han beklager sig over det, og jeg vil gerne hjælpe ham, for jeg har lidt ondt af ham. Hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Spørgsmål om kærestens manglende venskaber

Jeg har den dejligste kæreste, som har alt det, man kan drømme om hos en mand. Der er bare et problem; Han ses ikke med andre end mig og er meget ensom, og de få venskaber, han har haft, løber altid ud i sandet.

Det er ikke, fordi han er introvert. Han er god til at tale med nye mennesker, men det bliver bare aldrig til mere end det. Jeg synes, det er så hårdt at være vidne til. Vi har før snakket om bryllup, fødselsdage og andre begivenheder, hvor man inviterer sine venner.

LÆS OGSÅ: "Jeg føler mig misbrugt af mine venner"

Her kommer han med kommentarer såsom "hvis jeg skulle invitere to mennesker, ville jeg ikke engang vide, hvem det skulle være". Eller hvis jeg spørger ham, om han tænker på at holde sin fødselsdag, så svarer han "hvem skulle jeg dog invitere? Jeg snakker jo ikke med nogen". Til det svarer jeg oftest ting som "der er da mange, du kunne invitere" eller også remser jeg nogle navne op på folk, han har snakket med et par gange.

Jeg har prøvet at tale med min kæreste om problemet, men han lukker helt ned. Derudover har jeg foreslået ham at starte til en fritidsaktivitet, men han virker ikke særlig interesseret i det. Jeg har også foreslået, at vi flytter, så han kan starte på en frisk, men det har heller ikke hans interesse.

Personligt er jeg selv en person med masser af venskaber, og jeg har også forsøgt at invitere mine venner hjem til mig, mens han er der, men det ender sjældent som en succes. Efterhånden synes jeg, jeg har prøvet alt. Hvad gør jeg for at hjælpe ham?

Vibeke Dorph råder til droppe medlidenheden og være konkret

Jeg kan godt forstå, at du lider med din ensomme kæreste, men jeg synes, du skal passe lidt på med at gøre dine egne følelser til hans. For det kan da sagtens være, at din kæreste ingen venner har, men han virker ud fra din beskrivelse heller ikke særlig ihærdig på at få nogle. For når hans få venskaber løber ud i sandet, så har han også et ansvar for, at det ender sådan. Ønskede han sig virkelig et venskab, så ville han vel arbejde ihærdigt på at få det.

Tilmed lyder det også til, at alle dine mange andre gode forslag til konkret handling preller af på din kæreste: Han afviser dit forslag om at invitere nye potentielle venner hjem, han tager sig ikke sammen til at starte på en fritidsaktivitet, han er ikke interesseret i at flytte for at starte på en frisk, og når du forsøger at tale med ham om problemet, vil han heller ikke det. Til gengæld lyder han så til at være lovlig god til at komme med beklagelser over tingenes tilstand, men igen, han gør jo intet aktivt for, at det skal ændre sig.

LÆS OGSÅ: Hendes nærighed gør mig rasende

Hvorfor han ikke gør det, kan du og jeg jo kun gisne om. Handler det om, at han frygter at blive afvist? Handler det om, at han ikke selv tør give noget af sig selv, som man jo skal i et venskab? Eller handler det i virkeligheden om, at problemet ikke er så stort for ham, som du går og tror, at det er?

Alt det, kan din kæreste selv kun svare på. Derfor er mit råd til dig, at du dropper medlidenheden og i stedet spørger ham direkte om, hvad han konkret har tænkt sig at gøre, næste gang han beklager sig over, hvor få mennesker, han kender. For det er kun ham selv, der kan løse problemet – da gerne med din støtte og hjælp – men det kræver altså, at han dropper beklagelserne og skrider til handling.

Om Vibekes Brevkasse - nu på podcast

VibekesBrevkasse.jpg

I podcasten Vibekes Brevkasse kan du blive klogere på alt fra parforholdsproblemer til familiekonflikter og få gode råd til at håndtere svære følelser som svigt, jalousi og vrede. Her vil Vibeke Dorph, der er mangeårig brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, i selskab med journalist og vært Sara Wilkins nemlig gennemgå nogle af de mange dilemmaer, Vibeke har modtaget i årenes løb for at nå til bunds i nogle af de hverdagsproblemer, der fylder allermest hos danskerne.

Lyt til podcastserien her.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk. Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. Du har også mulighed for at ringe hver tirsdag kl. 10.00-12.00 på tlf. 30 85 19 68.

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i de sidste 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med- og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.

Se, hvad vi ellers skriver om: Brevkasse, Parforhold og Venner