Min søn mener, jeg har ødelagt hans liv

Spørgsmål om eskaleret konflikt med søn

Jeg er en kvinde i 50'erne, gift og mor til fire voksne børn. Kun vores yngste søn på 17 år bor stadig hjemme. Min mand har et krævende job og har i alle årene været meget hjemmefra. Jeg har derfor taget mig af alt. Jeg har nydt at være mor, men jeg er på ingen måde fejlfri og indrømmet, så er der ting jeg gerne ville have gjort anderledes, for det har været hårdt at stå så meget alene. De tre store har da også i perioder beklaget sig over, at jeg har været dominerende og humørsvingende, men det har vi fået talt om.

Problemet er min yngste søn. Han har altid været meget indadvendt og stædig og minder en del om sin far, som han har et rigtig godt forhold til. For et år siden havde min søn og jeg en diskussion om noget ganske banalt. Her gik min søn pludselig amok og anklagede mig for at have ødelagt hans liv.

LÆS OGSÅ: Min voldelige ekskæreste vil have mig tilbage - hvordan skal jeg reagere?

Han sagde blandt andet, at han burde være blevet fjernet hjemmefra på grund af min psykiske vold. Han blev truende, jeg blev bange og fuldstændig knust. Senere sagde han undskyld, men siden da er han talrige gange gået amok på mig på samme måde. Hver gang er jeg blevet skræmt, så jeg forsøgte kun at være hjemme, når min mand var der, for min søns udbrud skete kun, når vi var alene.

Til sidst meldte min søn ud, at han forlangte, at min mand og jeg blev skilt. Min mand har fra start erklæret, at han ikke vil blandes ind i vores konflikt, så jeg trak mig og flyttede i sommerhus. Her hørte jeg hverken fra min søn eller min mand. Via et af de andre børns mellemkomst fik jeg lov til at komme hjem. Det forværrede kun situationen, for min yngste søn gik nu fuldstændig amok og sagde, at han havde regnet med aldrig at skulle se mig igen.

Lige nu er det frygteligt at være hjemme. Min søn taler kun med min mand, når vi spiser, og siger jeg noget, så forlader han bordet. Jeg overvejer at flytte fast i sommerhuset, så han kan få fred, men det synes min mand, er noget rod. Hvad gør jeg?

Vibeke Dorph råder til at give modspil og sætte foden ned

Under læsningen af din mail slog én tanke mig konstant; hvor er din mand i alt det her? Hvorfor dukker han sig, hvorfor bakker han dig ikke op som ægtemand overfor jeres søn, der i mine øjne opfører sig fuldstændig urimeligt?

For det kan da sagtens være, at du har gjort en masse ting forkert, det gør de fleste forældre, men det er ikke ensbetydende med, at du skal føje dig og flytte ud af dit hjem, bare fordi jeres søn forlanger det. Han er i forvejen i en alder, hvor hormonerne går amok. Han er også i en alder, hvor han har brug for at markere sig. Det er fint nok, og det lyder det da også i den grad til, at han gør, men han savner fuldstændig modspil. Derved får han lov til at splitte hele familien ad, hvilket hverken gør ham eller jer til gladere mennesker, tværtimod.

LÆS OGSÅ: Min søster skaber splid i familien

Det, jeres søn dybest set beder om, når han går amok på den måde, er modspil. Modspil fra dig og ikke mindst, din mand. Han kan anklage jer, for hvad han end har brug for, men han har brug for at få at vide, at du har gjort det, så godt du kunne, og sådan er det. Han har bestemt ikke brug for at få lov til at kommandere rundt med dig med sin fars tavse billigelse. Får han lov til det, så hjælper I kun med til, at han udvikler nogle usympatiske og manipulerende træk, som han tager videre med sig i livet.

Så du skal få sat foden ned. Forlang, at din mand bakker dig op, og at din søn flytter ud, hvis ikke han kan rette ind. Ingen bliver lykkelige af at føje hans luner på den måde, slet ikke ham. Du har gjort alt, så godt du kunne. Det er ikke perfekt, nej, men som et gammelt klogt ordsprog siger; den der ikke laver fejl, laver ikke noget, så drop den dårlige samvittighed og sig fra.