Min steddatter slider os op
Min steddatter anerkender ikke al den hjælp, min mand og jeg giver til hende. Vi passer hendes skønne søn, tager ham på ferie og låner hende penge, men det er alligevel aldrig nok, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om steddatter, som er på tværs
Vi er en sammenbragt familie med i alt fire nu voksne børn – tre sønner og en datter. Den ældste, min steddatter, har den skønneste søn, som vi elsker højt.
Desværre har hun nu valgt at holde pause fra os, vi må dog gerne se vores barnebarn.
Grunden til hendes brud er, at hun føler sig svigtet og ikke ”set”. Det har vi svært ved at forstå, for vi har længe ligget i pendulfart mellem hendes og vores hjem, fordi hun grundet sit job og studier havde brug for pasning af sin søn, som hun er alene med.
Vi hjalp hende i både hverdage og weekender, så meget, at vi begge var ved at gå ned med stress. For vi var selv i gang med ombygning af vores hus, jeg var alvorlig syg, og vores lille barnebarn savnede også tit sin mor, fordi vi passede ham så meget. Vi var så pressede, at vores venner og øvrige familie udtrykte bekymring for os.
Alligevel hævdede min steddatter, at vi ikke gjorde nok for hende. Hun begyndte også at hive ting frem fra sin barndom og beskyldte (igen) min mand for at have svigtet hende. Alt det, har de ellers været igennem for mange år siden. Hun mente også, at han i dag ringer for sjældent og bør komme forbi hende fra job. Min mand prøvede at være mere imødekommende, men så var det pludselig hende, der aldrig havde tid.
Vi har lånt hende penge, haft vores barnebarn med på ferie og købt tøj til ham, haft ham i weekender, når hun havde brug for alenetid, alligevel er det aldrig nok. Min mand har fået nok af beklagelserne og siger, at hun nu selv må komme til os. Han er så udmattet af, at det altid er ”mig, mig, mig”.
Min steddatter har en diagnose, der gør, at hun let kommer i konflikt med sine omgivelser. Nu er det så os, det går ud over, og det gør mig ulykkelig. Vi vil jo gerne hjælpe hende, blot ikke konstant, for vi vil jo også gerne selv have et liv. Så hvad gør vi?
Vibeke Dorph råder til at sætte klare grænser
Din steddatters forvirrende og krævende adfærd vidner om, at hun er faret vild i, hvilke krav hun kan tillade sig at stille til andre, og hvilke hun bør stille til sig selv. Det har hun åbenbart svært ved at skelne imellem, men er I fremover mere tydelige om, hvad I kan og vil byde ind med, så ved hun det og kan indrette sig derefter. Hvis I derimod fortsætter med konstant at føje hende, så bliver I slidt ned, uden at hun i øvrigt selv vil få det bedre.
Mennesker som din steddatter har brug for klare grænser, meget lidt diskussion og en tydelig sigen fra, når de forsøger at manipulere. Det sidste synes jeg nemlig, at din steddatter gør, når hun hiver gamle sager fra fortiden frem eller forlanger, at hendes gamle far konstant skal stå til hendes rådighed. At være tydelig er ikke det samme som at skabe konflikter, og det ville da også være det værste I kan gøre i forhold til en person som din steddatter, der lyder til at næres af uoverensstemmelser.
Du og din mand skal i stedet blive enige om, hvad I magter og har lyst til og så holde jer stramt til den plan uden at gå ind i nogen former for diskussioner med hende.
Jeg synes her, at det er vigtigt, at I har jeres barnebarns ve og vel i fokus. Han lyder til at trænge til faste og trygge rammer, så koncentrer jer om at give ham det. Her er det måske meget godt, at I pt. har mulighed for at gøre det, uden at hans mor hele tiden er inde over, selvom jeg selvfølgelig håber, at I finder en måde at være sammen på, som I alle trives i.
For at det kan ske, ville jeg ønske for din steddatter, at hun vil søge hjælp for den indre uro og stress, hun tydeligvis døjer med. Desværre er det så ofte bare sådan, at de mennesker, der har mest brug for hjælp, er de dårligste til at få den, men kan du få sagt det på en pæn måde ved lejlighed, så vil det være godt for jer alle.