Utroskab i parforholdet
SPONSORERET indhold

Hvorfor er mine kærester altid utro?

Igennem årene har seks af mine kærester været mig utro, og derfor er jeg sindssygt bange for at min nuværende kæreste også skal være mig utro. Jeg tør ikke at give mig helt hen til hende, fordi jeg er bange for at det ender galt, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Af: Vibeke Dorph Foto: Getty Images
28. nov. 2019 | Livsstil | Hjemmet

Spørgsmål om utroskab, mistro og mistillid

Jeg er en mand på 50 år, som igennem tiden har haft lange som korte forhold. Min første rigtige kæreste, som jeg flyttede sammen med, da jeg var 18 år, valgte at være mig utro med min gode ven. Det gjorde ondt, og det sluttede derfor selvfølgeligt.

LÆS OGSÅ: Min kæreste har været mig utro med en stripper

Det var så desværre blot starten på utroskab i mine forhold. Igennem årene tror jeg, at omkring seks af mine kærester har været mig utro. Hver gang har jeg selv opdaget det, måske fordi at jeg konstant har antennerne ude.

Jeg blev skilt for halvandet år siden efter fire års ægteskab – grundet utroskab. Det tog hårdt på mig, men jeg havde en rigtig god veninde, som var der for mig. Hende danner jeg så par med i dag, og jeg elsker hende højt og tror også, at hun elsker mig. Problemet er så, at jeg hele tiden er sindssyg bange for, at hun også skal være mig utro. Det er så ødelæggende for mig at have de tanker, jeg ønsker jo blot fred til at nyde min nye kærlighed uden mistro og mistillid.

Jeg tør ikke give mig 100 procent hen til min kæreste, fordi jeg ”ved”, at det nok ender galt. Jeg kan ganske enkelt ikke give slip på fortiden, og det besværliggør hverdagen. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, for jeg håber sådan, at jeg kan få et langt og trygt forhold med min kæreste. Vi taler faktisk om, at vi vil giftes og flytte sammen, men jeg tør simpelthen ikke, for angsten for, at det igen skal gå galt, overskygger alt. Jeg er kort sagt ulykkelig i et ellers lykkeligt forhold. Det skal siges, at jeg aldrig selv har været utro. Hvad gør jeg?

Vibeke Dorph om frygt og jalousi i parforhold

Når jeg læser din mail, så fornemmer jeg, at du godt selv ved, at du er det eneste menneske på denne planet, der kan få bugt med din jalousi. Ved at være klar over det, er du allerede langt! For det er rigtig nok kun dig, der kan få lukket ned for den alarm, der går i gang, hver gang, du indleder et forhold til en kvinde, og dermed forhindrer dig i at give dig hen med hele dig og være din kæreste en jævnbyrdig partner.

Jalousi er jo i bund og grund en frygt for noget, der kan ske i fremtiden. Så for at få bugt med din jalousi, skal du blive bedre til at slukke for tankerne om, hvad der kan gå galt og i stedet øve dig i at være i nuet, som jo også reelt er det eneste sted, vi kan være i. Du skal således øve dig i at holde op med at spejde efter fare på færde og i stedet gøre det stik modsatte, nemlig turde give dig 100 procent hen til din kæreste, jeres forhold og det nu, I to konstant er i.

LÆS OGSÅ: Jeg har været utro og den dårlige samvittighed forfølger mig

Om du på egen hånd kan lære det, ved du kun selv, men når der nu har været sådan et uheldigt mønster tidligere, så tænker jeg, at du kan have stor glæde af at alliere dig med en dygtig og veluddannet psykolog, som kan stå dig bi i din kamp. Har du ikke mod på eller råd til det, så læs så meget du orker om jalousi og ikke mindst om, hvordan man slipper den.

Du er jo ikke den første, der døjer med problemet, så der findes ”heldigvis” masser af selvhjælpslitteratur, der kan gøre dig klogere. Og så håber jeg også, at du løbende får talt med din kæreste, så I finder en måde, hvor dit problem kan være i rummet, uden at det tager over. Her skal du huske på, at du selv må tage ansvar for dine følelser og ikke begrænse din kæreste i at være den, hun er og leve sit liv, som hun ønsker det, for begrænsninger og misforståede hensyn er ikke vejen frem. Din jalousi er din, så se at få gjort noget ved den.

Anbefalet til dig