Camøno Guide Vandretur ALT for damerne
SPONSORERET indhold

Guide: Camønoen – Kongerigets venligste vandrerute

Journalist Marie-Louise Truelsen tog sin mand under armen og brugte tre dage på Camønoen på smukke Møn. Det blev til brudstykker af den 175 km lange rute, masser af naturoplevelser, dejlig mad og stor lyst til at komme tilbage.

Af:: Marie-Louise Truelsen Foto: Marie-Louise Truelsen
29. jun. 2021 | Livsstil | ALT for damerne

Møn er af mange mest kendt for den imponerende Møns Klint.

Men øen er så utrolig meget mere, og hvis du vil opleve den fra sin bedste side, så er en vandretur – eller flere – på Camønoen et rigtig godt bud.

Camønoen er kendt som "Kongerigets venligste vandrerute", og hvis du vil gå hele Camønoen, skal du kridte skoene til 175 km, men mindre kan også gøre det.

Du kan udvælge bestemte etaper og gå så langt eller kort, som du har lyst. Under alle omstændigheder venter der vidunderlige oplevelser pakket med smuk natur, historiske sights, dejlige spisesteder, lækre specialiteter, små butikker, loppemarkeder, venlige mennesker og meget, meget mere.

Østmøn er nok mest kendt, men brug også god tid på Vestmøn og smut eventuelt også lige over dæmningen til Bogø, hvortil Camønoen faktisk også går.

Camøno 3.jpg
Besøger du Møn i foråret eller tidlig sommer, er der mange smukke, blomstrende marker.,

LÆS OGSÅ: Szhirleys bedste ferietips: "Det er simpelthen balsam for sjælen"

Den officielle start på Camønoen går fra Møns Museum, hvor du kan købe kort over Camønoen, Camøno t-shirts, magneter og alt muligt andet, der har relation til turen.

Ligesom til pilgrimsruten Caminoen i Spanien kan man købe et pas – et Camønopas – som kan stemples ved alle Camønopausepladser. Det er måske mest for børn og barnlige sjæle, men dem er vi heldigvis også nogle stykker af.

Camønoen er inddelt i ti etaper, som går fra én Camønopause til en anden. En Camønopause er et hvilested, hvor der er en rund bænk, der ligner Camønoens logo, og hvor du kan komme på toilettet, fylde vanddunken og tale med andre vandrere. Der er ni Camønopauser i alt.

Find masser af god information om Camønoen på Camoenoen.dk, hvor kort over ruterne også kan købes.

Etaperne

Camønoens ti etaper byder på vidt forskellige oplevelser. Der er etaper med masser af havudsigt, etaper gennem marker og små landsbyer og etaper gennem skov og krat. Du kan vælge at gå hele Camønoen, tage udvalgte etaper eller bare gå udvalgte dele af forskellige af etaperne for størst mulig variation, hvis tiden og benene ikke er til alle 175 km.

Undervejs skal du holde øje med de karakteristiske orange Camønoskilte, der viser vej, men som indimellem gemmer sig lidt i vegetationen. Vi brugte tre dage på Camønoen, kom vidt omkring og fik et godt indblik i, hvad området kan tilbyde. Og en stor lyst til at komme tilbage. Vi nåede dele af følgende fem etaper på tre dage.

Camøno 5.jpg
Hold øje med de mange Camønoskilte, så du ikke bliver væk.

Mælkevejen

Mælkevejen går fra Klintholm Havn til Villa Huno og er 12,7 km lang. Her kommer du forbi Møns Klint og Geocenteret, som helt sikkert skal opleves, hvis du ikke har været her før. Turen gennem Store Klinteskov er vidunderlig, og der er en alternativ og mere udfordrende rute nede på stranden, hvis fysikken er til det.

Havetapen

Havetapen er den længste etape på Camønoen. 38,1 km lang strækker den sig fra Klintholm Havn på Østmøn til Hårbølle Havn på Vestmøn. Ligesom på flere af de andre etaperne er der både en officiel rute og en alternativ rute, som kan være lidt mindre fremkommelig.

På denne Camønoetape er det en rigtig god idé at vælge den alternative rute, når du kommer til Fanefjord Skov. Den går langs stranden, og det er simpelthen en af de smukkeste strande jeg nogensinde har set. Vi rappellede ned ad skrænten via at tov, der var hængt frem til formålet midt på stranden, hvilket gav turen lidt ekstra spice. Turen langs vandet ved Råbylille Strand kan også anbefales og foregår på sand hele vejen.

Camøno 1.jpg
Stranden ved Fanefjord Skov er helt utrolig smuk men også svært tilgængelig flere steder. Marie-Louise valgte at rappelle ned og op med et tov, der var lagt ud til fri afbenyttelse.

Fugleetapen

Fugleetapen er 19,5 km lang og går fra den lille ø Nyord over dæmningen til Pension Elmehøj på Østmøn – eller den anden vej, som vi gik. Ulvshale Skov er helt sin egen, og i området kan man være heldig at se de vilde heste, der lever der. Ude i vandet mod nord gik køerne og svalede benene, da vi gik forbi.

Turen på asfalt over dæmningen til Nyord var lang, men smuk, og nærmest meditativ i sin ensformighed. En lille, smuk, grøn sti fører ind til byen, og her er bl.a. information om vilde bier. Nyord er en lille verden for sig, og det var hyggeligt at gå rundt i de små gader og se den ottekantede kirke og den fine lille havn.

Camøno 4.jpg
Langs kysten ved Ulvshale svaler køerne benene i vandet.

Mølleetapen

Går fra Hårbølle Havn til Bogø Mølle. Etapen er på 10,3 km. Hårbølle havn er hyggelig lille havn, og ruten derfra går delvist langs Fanefjord og i en bue rundt til dæmningen mod Bogø.

Læg endelig vejen forbi Bogø Havn, hvor der er en helt vidunderlig lille bager, som kan duftes på lang afstand. Den drives af italieneren Christian Scanagatta, og her kan du både købe skønne pizzaer, lækkert brød, god kaffe og somme tider kage. Bogø Mølle er en gammel hollandsk mølle, og herfra har man en skøn udsigt over Grønsund til Falster.   

Kong Asgers Etape

Denne del af Camønoen går fra Bogø Mølle til Camping Mønbroen. Ruten er 27,3 km lang og går bl.a. forbi Kunsthal 44, som er et internationalt udstillingssted i et ombygget bilværksted. Kong Asgers høj er en af de flotteste og største jættestuer på Møn og blandt de fineste i Danmark.

Kravl ind og kig – med lommelygten på telefonen tændt – og gå derefter op på toppen og nyd den helt vidunderlige udsigt. Da vi var der blomstrede en purløgsmark med lysende lilla blomster lige ved siden af.

Camøno 2.jpg
En fin lille sti fører til den hyggelige lille havneby på Nyord.

Overnatning

Skal du gå hele Camønoen finder du tips til overnatning i hytter, shelters samt på forskellige Bed & Breakfast steder her. Hvis turen begyndes på det officielle sted – Møns Museum – kan man sågar overnatte der. Det er ikke luksus, men måske er det første og eneste gang du får muligheden for at sove på et museum.

Hvis du ikke skal gå fra sted til sted men i stedet har tænkt dig at shoppe lidt mere rundt mellem ruterne, kan det anbefales at bo nogenlunde midt på Møn, som vi gjorde, og køre til og fra ruterne.

På Bakkelund Bed & Breakfast+, som ligger centralt på Møn, får man lige lidt ekstra i form af helt nyrenoverede værelser, lækker økologisk mad og personlig betjening af Kristine og Peter, der i oktober 2020 overtog stedet og har brugt vinteren 2020/2021 til at sætte alt i stand.

Se mere og book på Bakkelund-bb.dk.

LÆS OGSÅ: Sofie Lassen-Kahlke: Her er mine tre bedste tips til Fanø

Mad og drikke

Der er masser af skønne spisesteder på Møn. Det er umuligt at nævne alle, men her er et par anbefalinger i forskellige kategorier.

Villa Huno

Villa Huno ligger med panoramaudsigt over Møns største sø, Hunosø, og det er her Camønoetapen Mælkevejen ender eller begynder. Bygningen er beklædt med naturlige materialer og falder fint ind i landskabet.

Du kan overnatte i en af stedets lejligheder, men du kan også bare besøge restauranten, hvor maden er baseret på udsøgte danske, økologiske råvarer efter årstiden. Hvis du er der, når mørket falder på, vil du på en klar aften opleve tusindevis af stjerner på himlen. Villa Huno ligger nemlig midt i Danmarks eneste Dark Sky Park, hvor lysforureningen er minimal.

Villahuno.com/restaurant

Bohème

Trænger du til en virkelig lækker sandwich på hjemmebagt bolle, en god kop kaffe og måske en efterfølgende hjemmebagt kæmpecookie er caféen Bohème stedet. Superhyggeligt og æstetisk indrettet og med et sødt ungt par bag disken. Ligger midt på hovedgaden i Stege.

Café Bohème, Storegade 30, 4780 Stege

Restaurant ND122

Der er noget særligt over at spise på en havn, synes jeg. Restaurant ND122 ligger på Klintholm Havn, og her kan du nyde såvel frokost som aftensmad. Om aftenen er der en fast menu, som skifter efter årstiden.

Nd122.dk

Det Gamle Bryghus

Har vandreturen givet lyst til en virkelig lækker burger eller måske en stor bøf, kan Det Gamle Bryghus anbefales. Restauranten sælger også mange forskellige øl og vand fra Bryghuset Møn, og hvis det er vejr til det, er det hyggeligt at sidde ude på den overdækkede terrasse i den lille smøge.

Detgamlebryghus.dk

Noorbohandelen

Har du gået hele vejen over dæmningen til Nyord er det rart at slå sig ned i Noorbohandelens café og tage en lille pause. Caféen byder på lette anretninger, kaffe og te, kage og is, øl og saft fra Bryghus Møn samt – ikke mindst – smagsprøver på Norbohandelens fine spirituosa, som den lille butik har egen import af, og som man kan få tappet på flaske på stedet. 

Noorbohandelen.dk

Naturvejledere og guider

Naturen på Møn er rig og meget varieret – og den kan også i mange tilfælde spises. Vi tog på en guidet tur med biolog og naturvejleder Susanne Rosenild i området omkring Jydelejet ved Store Klinteskov, hvor en del af Camønoen også går igennem.

Det var en forrygende oplevelse at høre hende fortælle ALT om de planter og dyr, vi mødte på vores vej, og det giver et helt andet blik på alt det, man oplever på Camønoen. Hele 18 vilde orkidéarter vokser på Møn, og vi var heldige at finde både blandt andet Stor Gøgeurt og Skovgøgeurt.

Vi hørte om fuglene og de vilde bier i området, kiggede på køer i skoven og fangede levende orangemyrer, som vi – gisp – spiste på stedet. De smagte umiskendeligt af citrus.

Som afslutning på turen tilberedte Susanne et skønt måltid af forskellige ting, som hun selv havde fundet i naturen. Det blev til en wrap med blandt andet trompetsvampe, skovløg, havtorneolie og skovsyre. Til dessert panna cotta med gransukker, rosenblad og rynket rose sirup. Vi drak te lavet på gransirup, saft på rynket rose olie og til sidst en havtornelikør. Susanne tager primært helt små grupper på tur, så hun kan skræddersy turen efter ønske.

LÆS OGSÅ: "Kikset" og "gammeldags" ferieform hitter blandt unge: Har du også prøvet den?

Læs mere på Naturguidemoen.dk, hvor ture kan bookes

En anden mulighed er at booke en guidet tur via Geocenter Møns Klint. Her kan bl.a. bookes fossiljagt på stranden, hvor du kan være heldig at finde dit eget 70 millioner år gamle fossil.

Læs mere på Moensklint.dk/dk/oplevelser/outdoor

Camønobureauet er for dig, der vil vandre uden at skulle tænke på alt det praktiske. Henriette Møller og Jeanette Lopez-Zepeda, der står bag, skræddersyr dagsture, pakkerejser og grupperejser, og de kan også sørge for lokale guider, der kan fortælle om historie, flora og fauna.

Camoenobureau.com

ALT for damerne var inviteret til Møn af Destination SydkystDanmark, som også har masser af information om området på Sydkystdanmark.dk

Anbefalet til dig