Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Carsten Bjørnlund
Foto: Franne Voigt Det var ikke rart at være barn i Carsten Bjørnlunds familie, og han var længe overbevist om, at han i hvert fald aldrig selv skulle være far. I dag har han tre børn og en bonusdatter og arbejder hårdt med at slippe vreden over fortiden og være en god kæreste og far, selvom han konstant kommer til at gentage sine forældres fejl.

Carsten Bjørnlund om sin mor

"Det er virkelig en røvssyg sygdom, fordi den er sååå... INTET!"

Carsten Bjørnlund taler om sin mor i datid, selvom hun er 71 og stadig lever.

Selvom Carsten Bjørnlund gerne vil have en familie med alt, hvad det indebærer, er det også et sted, han indimellem har svært ved at føle sig hjemme, fordi den hierarkiske rollefordeling vækker minder fra barndommen. Når han er med familien i deres sommerhus, som de deler med en gruppe venner, oplever han derimod, at rollerne bliver sat fri. Han trives nemlig bedst, når han bare får lov til at være et menneske med hele det virvar af følelser, der følger med.

– Jeg fungerer bedst i en større flok sammen med mange børn og voksne. For mig indebærer fællesskabet, at jeg bliver sat fri – det er en lidt friere rolle at være i en større flok end at være far, mor og børn. Det er meget rigidt på en eller anden måde, fordi der er en bestemt hierarkisk orden, siger Carsten, der bor i en lejlighed på Frederiksberg med sin kæreste Christie, deres fælles datter på et år, sine to sønner fra sit tidligere forhold og sin bonusdatter.

Carsten Bjørnlund med kæresten Christie Fals, som har han en fælles baby og tre sammenbragte børn med.

– Jeg tror, at jeg har godt af at se mine børn være sammen med andre børn, for så ser jeg dem som nogle individer, der gør noget. Så er de ikke bare dem, der vil have slik eller penge. Lige såvel har mine børn godt af at se mig sammen med andre voksne, så de kan tænke: "Nååå, det er sådan, han er med de andre. Han siger ikke hele tiden til dem, at de skal tage deres sko af." Jeg tror, at man får en mere bred opfattelse af sine børn eller forældre, når man ikke er helt stramt inde i det der "far, mor og børn"-hjem. Jeg er i hvert fald ikke særligt god til at være inde i det rum. Det er selvfølgelig også, fordi der var en dårlig stemning i mit barndomshjem, så familiestrukturen er i udgangspunktet ikke rar for mig at være i.

Han har derfor skullet finde ud af, hvordan han gerne vil være som far, og i den proces har han prøvet at tilgive sine forældre og slippe vreden fra fortiden, hvor han ikke altid følte sig velkommen som den, han var.

– Jeg har både været ked af det, bange og forvirret, og i sidste ende har jeg dækket det med et temperament, fordi det ikke blev mødt ordentligt, da jeg var lille. Og så dænger man det jo over med noget, et skjold af en art. Nogle begynder at drikke eller tage stoffer, andre bliver meget religiøse. Folk gør jo alle mulige ting for at deale med deres følelser. Jeg går i terapi og spiller skuespil og musik, siger Carsten, der allerede i en alder syv vidste, at han ville være skuespiller.

I øjeblikket er han i gang med de sidste optagelser til DR-serien "Liberty", som er baseret på Jakob Ejersbos berømte roman. Lige nu kan han opleves i Max Kestners science fiction-film "QEDA", som handler om den verden, vi giver videre til vores efterkommere. Den foregår i 2095, hvor vandstanden er steget så meget, at København er blevet forvandlet til en kold og dyster udgave af Venedig, hvor vandet strømmer gennem gaderne. Carsten spiller over for sig selv i filmen, da hans rolle bliver spaltet i to. Den ene del bliver i 2095, mens den anden bliver sendt tilbage til 2017 for at redde nogle forskningsresultater, inden de går tabt. Men noget går galt, da han begynder at påvirke fortiden.

LÆS OGSÅ: Kaspar Colling Nielsen: “Det var bare en helt almindelig dag, hvor der foregik helt almindelig ting. Og så døde min mor”

Som barn havde han det også bedst i flokken, gerne sammen med sine to brødre og vennerne, for derhjemme skulle han gå på listefødder.

– Der var en dame hjemme hos os, som vi kaldte mor, og som ikke altid havde det for nemt. Det kunne hun ikke altid kontrollere og styre, og det var svært at indordne sig under, for det var ret uforudsigeligt, hvordan temperaturen lige var, når man kom hjem. Nogle gange var hun glad og mild, andre gange lå hun oppe i sengen – og så skulle man bare være stille – eller også var hun helt vildt hidsig.

Forældrene blev skilt, da han var knap tre år, og han så sin far hver anden weekend og i ferierne. Han nåede at gå på seks forskellige skoler i løbet af sin skolegang, hvor hans mor flyttede gradvist nordpå fra Frederiksberg til Helsingør.

– Min mor havde nok fået kam til sit hår med tre drengebørn, som på hver sin måde skiftevis forsøgte at indynde sig, men også byde hende trods. Men efterhånden som vi blev ældre, blev trods-delen større og større, for det der med at hun var så omskiftelig i sit humør, gad vi ikke. Det gider man jo ikke!, slår han fast.

– Jeg tror, at vi er tre drenge, der er rigtig gode til at lodde en stemning hurtigt... Ja, også lidt for gode. Nogle gange mærker man også noget, der ikke er der, fordi man er bange for, at det er der. Så det er ikke sådan en god hensigtsmæssig lærdom, vi har med hjemmefra – det er nærmest en hæmsko nogle gange, fordi man bliver lidt for fintfølende i forhold til vibrationer. En lukket dør kan være nok til, at jeg tænker: "Shit, hvad sker der?"

En ting, han til gengæld ikke lærte, var at sætte ord på sine følelser. Når noget gik ham på, fik han at vide, at han skulle mande sig op. Men som barn af en tid, hvor der blev gjort op med de maskuline værdier, var han i tvivl om, hvad det at mande sig op egentlig ville sige, så ofte reagerede han bare med et vredesudbrud.

– Dengang var der en meget klar opfattelse af, hvad det ville sige at være en mand, og jeg prøvede på en eller anden måde at leve op til forventningerne fra mine omgivelser. Samtidig var der et opgør med nogle stereo­type kønsroller, hvor vi som mænd blev skammet over i et hjørne, for samfundet mente, at det var bedre at have de egenskaber, som man forbandt med damer – altså det var bedre at græde end at være vred. Vi fik at vide, at det er godt at være en blød mand, men damerne vil ikke bolle med en blød mand... Det var hele tiden så skrupforvirrende, hvad man skulle gøre som mand, og jeg kunne bare mærke, at der var en masse følelser, der buldrede inden i mig.

LÆS OGSÅ: Mille Lehfeldt var ikke sikker på, at hun ville have børn: “I dag forstår jeg ikke, hvad jeg var så bange for”

Han er overbevist om, at mange mænd fra hans generation har haft en lignende oplevelse af tiden. Til gengæld oplever han, at kønsrollerne i dag er ved at blive mere fleksible.

– Det virker heldigvis, som om der er ved at komme en accept af, at vi alle sammen har alt muligt blandet inden i os, og at der findes mange måder at være en mand på. At en mand ikke er noget meget snævert, men noget meget bredt og favnende, og at der faktisk ikke er den store følelsesmæssige forskel på kønnene. Det tankesæt vil jeg gerne adoptere og give videre til mine børn. Vi er ikke stereotyper, men individer, der har alle mulige forskellige svingninger – ud og ind af zoner. Det, jeg oplevede som barn, var selvfølgelig i kølvandet på kvindefrigørelsen, som var vigtig og væsentlig, og den skulle selvfølgelig være der. Men vi er bare nogle andre, der blev klemt – eller i hvert fald glemt – i den.

Han svinger også selv ud og ind af føleapparatets zoner, men temperamentet er dog noget af det, han gerne vil blive bedre til at kontrollere.

– Jeg har et stort ønske om at være mindre temperamentsfuld. Det er bare ikke os alle, der er lige gode til at kontrollere det virvar af følelser, vi har i os. Nogle er enormt gode til at sætte ord på, hvordan de har det, fordi deres forældre på en eller anden måde har sagt: "Det er helt okay, at du er ked af det eller savner eller er bange. Det er ikke farligt. Verden er her stadig, du er her stadig, selvom du er ked af det." Min bonusdatter på ni er sindssygt god til at sætte ord på sine følelser, og det må hun jo være takket være sin mor og far. Det er ikke mig i hvert fald. Det ligger ikke i min grundkodning.

Han stopper op et øjeblik og smiler lidt forlegent.

– Min terapeut kalder det en loddefejl. Der er sådan en loddefejl i mit føleapparat, ik', og det er først sent i livet, jeg er begyndt at prøve at gøre noget ved den loddefejl.

Han begyndte nemlig først at se lidt indad, da han fik nogle angstanfald som ung.

– Mange hankønsvæsner er snotforvirrede i starten af 20'erne, fordi man skal finde sig selv og lære at håndtere alle de nye privilegier, man har. Nogle falder så igennem og får deciderede angstanfald, og andre – sikkert dem, der også kan sætte ord på deres følelser – gør ikke. Det var også på det tidspunkt, at det gik op for mig, at det var en god ide at kigge lidt indad og prøve at tage ansvar for, hvordan jeg var i verden. Og jeg fandt ud af, at jeg godt kunne prøve at styre mig uden om nogle bestemte situationer og følelser. Jeg behøver ikke at blive kapret af det gang på gang. Og det har så taget... Ja, nu er jeg så 44, og jeg arbejder stadig på det, fortæller Carsten, der har gået i terapi i perioder lige siden, så han kan få ryddet lidt op i det hele, som han siger. Derudover finder han ro ved at dyrke yoga og meditere, når han har tid.

– Lige nu får jeg det ikke rigtigt passet ind, når jeg har en baby. Det er jo en form for egohandling, selvom jeg gør det for at prøve at slippe omkring egoet, så er det stadig noget tid, jeg skal tage for mig selv, hvor jeg så ikke bidrager til det fællesskab, min familie er. Men det er vigtigt for mig at få gjort, fordi jeg får det bedre af det. Det giver ro og overblik og minimerer stress.

I lang tid var han egentlig overbevist om, at han aldrig selv skulle have børn, men så mærkede han pludselig et behov for at prøve at give noget af den kærlighed videre, som han synes mennesker fortjener, og som han selv manglede som barn. Og han bestræber sig på at være en god kæreste, far og bonusfar.

– Jeg synes ikke, at det er så anderledes at være i en sammenbragt familie. Det er selvfølgelig lidt anderledes, fordi jeg ikke er far til min bonusdatter, og min kæreste ikke er mor til mine to sønner, men rollerne er jo stadigvæk klart definerede: Jeg er faren, hun er moren, de er børnene. Men jeg tror klart, at det er nemmere at være i en sammenbragt familie, når begge parter har børn. Jeg er i hvert fald meget glad for, at min kæreste havde et barn i forvejen, da vi mødte hinanden.

Selvom han prøver at slippe fortiden, må han dog også erkende, at den stadig sidder i ham, og at han ikke altid selv er helt nem at bo sammen med.

– Jeg har så mange latterlige uvaner med hjemmefra. Jeg er for temperamentsfuld, for egoistisk i forhold til "er I klar over, at når jeg føler sådan her, er det svært det hele, så det må I bare rette jer ind efter..." Altså alle de der egoistiske, åndssvage ting, min mor gjorde, dem kæmper jeg da med. På ugentlig basis, fortæller han.

LÆS OGSÅ: Thomas Kristensen: "Kære Isabella og Alexander, jeg elsker jer over alt andet her i livet og er ked af, at jeg ikke er hos jer mere..."

– Jeg synes, at det er dejligt, vidunderligt og sjovt at være forælder, men der er fandeme da mange udfordringer i det, fordi du bliver mødt med alt dit eget lort fra dine børn. Du bliver konfronteret med det gang på gang på gang... Du bliver presset, du bliver mødt med din egen stædighed, du bliver udfordret på din autoritet – og når man i forvejen selv synes, rigide autoriteter er åndssvage, så er det svært at skulle være stædig omkring noget. Men samtidig er man nødt til at have nogle klare, faste regler, for børnenes skyld, ellers bliver de utrygge, og så sejler de rundt og aner ikke, hvad der er op og ned på verden. Og når vi så er nogen, der ikke har lært at udtrykke den autoritet på en rolig og velfunderet måde... Så bliver det lidt skingert nogle gange. Og så har man først tabt sutten fuldstændigt, og børnene gider slet ikke høre, hvad man siger.

Han er efterhånden begyndt at føle sig velkommen i verden og oplever også, at han bliver anerkendt, for eksempel for sit arbejde som skuespiller, hvor han for alvor blev kendt for rollen som den indebrændte jurist Frederik i DR-serien "Arvingerne". Og det var netop i forbindelse med sæsonpremieren på "Arvingerne" tidligere på året, at han blev inviteret ind i radioprogrammet "Mads & Monopolet" sammen med musiker Søren Rasted og politiker Johanne Schmidt-Nielsen. En lytter skrev ind, fordi hendes venindes kæreste havde gramset på hende til en fest, mens hun lå og sov, og hun var i tvivl, om hun skulle fortælle veninderne det, for hun frygtede, at de ville blive sure på hende og mistænke hende for at ville stjæle ham.

– Jeg forholdt mig ikke til, om manden var en kæmpeidiot, for selvfølgelig var han det. Jeg forholdt mig til hendes spørgsmål, der gik på, om hun skulle fortælle det til veninderne. Og hvis hun havde haft lyst til at stjæle ham, ville den samtale blive svær for alle. Så det bad jeg hende tænke over, siger Carsten, der derefter fik pressen, mange af programmets facebookbrugere samt Dansk Kvindesamfund på nakken, da de fik det gjort til, at han syntes, at det var i orden at gramse på kvinder, der ligger og sover. Selv kunne han dog godt se, hvordan misforståelsen opstod. Men det var en misforståelse.

– Da shitstormen først tog fat, så kørte den – den har jo sin egen anatomi – og jeg stod så midt i det og prøvede at holde hovedet koldt. Jeg prøvede at undgå at blive kapret af de der følelser af, at det her godt nok var uretfærdigt, fordi jeg fik påduttet en holdning, som jeg ikke abonnerer på, og jeg havde det bare sådan "lad nu være med igen at stille mig over i et hjørne og skamme mig ud." Det føltes, som om nogen bare tog mig og gjorde mig til noget, som ikke havde en skid med mig at gøre.

Da Carsten begyndte at gå i terapi, havde han et opgør med sin mor. Det resulterede i, at de ikke havde kontakt i en længere periode.

– Hendes natur var sådan, at hun ikke kunne indgå i nogen samtaler omkring sin egen andel af et ansvar for en fortid. Det var forbundet med sådan en form for fornægtelse fra hendes side. Det var nogle andre, der havde det ansvar.

Han taler om sin mor i datid, selvom hun er 71 og stadig lever.

– Min mor er her stadig. Fysisk. Men har Alzheimers. Hun er helt gone nu og findes ikke mere. Min mor findes ikke mere! Hendes hylster er her, og der er en eller anden, der går rundt i hendes krop, men det er ikke hende, fortæller han.

– Det er virkelig en røvsyg sygdom, fordi den er sååå... INTET! Du kan I-N-T-E-T stille op med den. Jeg kan ikke engang trøste hende, for hun aner ikke noget. Hun ved ikke engang, at hun er syg.

Da hun langsomt begyndte at forsvinde for ni år siden, stod det endegyldigt klart, at de aldrig ville få talt ud, og at det var op til ham selv at beslutte, at han ville slutte fred med fortiden.

– Jeg findes heller ikke længere for hende som søn. Det vil sige, at alt, jeg skal gøre for at reparere den relation, er noget, jeg skal gøre inden i mig. Men selvom jeg beslutter mig for at sige til mig selv, at jeg ikke vil deale med det længere, og at jeg er kommet videre, så findes det stadig i mig som en klangbund og en sorg af en art, at vi mistede hende så tidligt, og at forholdet aldrig nåede at blive normaliseret. Så det er noget, jeg helt selv skal gøre inden i mig, tilgive hende og tilgive mig selv i forhold til hende. Tilgivelse er vildt vigtig.

I dag har han et fint forhold til sin far takket være en tilgivelse, der er gået begge veje.

– Jeg ved, at der i hvert fald er én ting, jeg gør bedre end min mor, og det er, at jeg er god til at sige undskyld, hvis jeg ved, at jeg har været en idiot. Og det prøver jeg også at lære mine børn, det der med at kunne sige undskyld og modtage en undskyldning... Det kunne min mor ikke. Hverken det ene eller det andet, siger Carsten.

– Som barn havde jeg virkelig svært ved at sige undskyld – og jeg havde mange ting at sige undskyld for – men jeg kunne ikke få det over mine læber, fordi jeg ikke havde lært det. Der var ikke en tilgivende stemning derhjemme, og der kunne blive båret nag i flere dage... Det gør jeg ikke! Jeg bærer aldrig nag.

Carsten Bjørnlund, 44

Skuespiller og forsanger i bandet Rovdrift.

Kendt fra tv-serierne "Arvingerne" og "Rita".

Aktuel i filmen "QEDA".

Kæreste med designeren Christie Fals, som han har en datter på 1 år med.
Har to sønner på 14 og 9 år fra et tidligere forhold og en bonusdatter på 9.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Kendte