De bedste gyserfilm på Netflix og andre streamingtjenester lige nu
SPONSORERET indhold

De 10 bedste (og mest uhyggelige) gyserfilm på Netflix og andre streamingtjenester lige nu

Vi har været i filmarkivet og giver dig her 9 bud på de bedste gysfilm og en enkelt gyserserier, der leverer meget mere end splat, skræk og B-effekter. Tør du læse videre?

Af: Mette Skjødt Foto: Getty Images
17. okt. 2022 | Livsstil | Eurowoman

Har du saltet popcornene og hældt cola i glasset? Så sæt dig godt til rette i sofaen, for nu skal vi se gyserfilm.

Vi har fundet ni af de mest uhyggelige gyserfilm og en nyere gyserserie. Flere af dem kan du streame på Netflix, Viaplay, Blockbuster, Filmstriben og HBO.

LÆS OGSÅ: De bedste tv-serier og film: Nyt på Netflix og andre streamingtjenester i 2021 

1. The Silence of the Lambs

Anthony Hopkins og Jodie Foster er legendariske i Jonathan Demmes intelligente gyserthriller fra 1991, hvor en ung kvindelig agent knytter bånd med seriemorderen Hannibal Lecter, hvis sult som bekendt er svær at stille. Og dialogen er tilsvarende skarp. “Clarice, er lammene holdt op med at skrige?” Svaret må vist være: Ikke helt.

Filmen kan du leje via Blockbuster.

2. Stranger Things

Der er gode grunde til, at brødrene Matt og Ross Duffers sci-fi-gyser-serie har været et hit for Netflix siden første afsnit i 2016, og ser man bort fra den åbenlyse, at historien om børns forsvinden, overnaturlige eksperimenter og en anden dimension er skræmmende god, er det især den geniale iscenesættelse af 1980’erne, der lokker os til.

Stranger Things (4 sæsoner) kan streames på Netflix.

3. Speak No Evil

Christian Tafdrups film fra 2022 er blevet beskyldt for at være for splattet, grim og uhyggelig, men vi klapper stadig af at kunne se gys på dansk og det tilmed i et genkendeligt setup. Filmen spidder vores høflige omgang med ordet nej og viser, hvordan overdreven overbærenhed giver plads til ondskab. Det mærker en dansk familie, der drager mod venner i Holland, og det mærker du i allerhøjeste grad også, når du ser med.

Flimen kan streames via Viaplay og Blockbuster.

4. Misery

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt Stephen King-klassikeren fra 1990 er en gyser, så se den igen, for selv om der intet overnaturligt er i den uhyggelige fangeleg mellem forfatteren Paul og hans creepy vogter, spillet eminent af Kathy Bates, så er den filmiske fortælling skruet så skræmmende sammen, at angsten hurtigt kryber under huden på dig.

Misery kan du streame på Viaplay, leje via Blockbuster og finde gratis på Filmstriben.dk.

5. Psycho

Du kender scenen med badeforhænget, de skrigende violer og kniven, der hakker til, og alligevel skræmmer den hver gang. Alfred Hitchcocks terroriserer din psyke, præcis som han gør det i de fleste af sine film, men denne gang er uhyggen legendarisk ond. Psycho, der er fra 1960, siges at være stærkt inspireret af Wisconsin-morderen Ed Gein – og af Robert Blochs romankarakter Norman Bates.

Filmen kan du streame via Blockbuster.

6. The Shining / Ondskabens hotel

Behøver vi sige mere end “Come play with us, Danny”? Stanley Kubricks The Shining fra 1980 er som gyser så rislende effektiv, at ensklædte søstre for evigt vil give koldsved og hjertefrys. Alt imens er scenografien og billedæstetikken nærmest smuk. Og Jack Nicholson i rollen som forfatteren Jack Torrance er svær at glemme.

The Shining kan ses på Viaplay.

7. It Follows

Horror-filmene fik baghjul, da instruktøren David Robert Mitchell i 2014 stillede an med gyseren It Follows. En gruppe teenagere besættes af en ondskab, der kun stopper, når den gives videre – via sex. Det lyder som en gængs B-film, men med kameraet i fotografen Mike Gioulakis hænder er der skabt 360 graders klaustrofobisk gru.

It Follows kan streames via Blockbuster og ViaPlay.

8. Rosemary’s Baby

En hånd for øjnene og en på maven. Mia Farrow er yndig, forvirret og skræmt fra vid og sans i Roman Polanskis New York-klassiker fra 1968, hvor det unge ægtepar Woodhouse får naboer, der er mere end bare almindeligt interesseret i det barn, hovedpersonen bærer. Musikken, skrevet af Krzysztof Komeda, er enestående ildevarslende, og Mia Farrows vuggehymne vil forfølge dig i dagevis.

Find denne gyserfilm på Blokcbuster og Viaplay.

9. The Exorcist

Pigen Regan lider af dæmoniske anfald, og en katolsk præst med erfaring i eksorcisme tilkaldes for at uddrive den onde ånd, hendes mor mener, hun er besat af. Plottet er såmænd ganske enkelt i William Friedkins uundgåelige 70’er-gyser, men chokket den skaber, føles vildt. Filmen vandt adskillige priser og betragtes stadig af mange som gyseren over dem alle.

Filmen kan streames via HBO og Blockbuster.

10. Get Out

Jordan Peeles debutfilm fra 2017 er gys og satire rystet sammen til en djævelsk cocktail. Chris skal på weekend hos sin hvide kærestes forældre, og det viser sig hurtigt, at det er et sted, hvor klasseforskel og racisme spøger i krogene. Spørgsmålet er, om det er det eneste?

Get Out kan blandt andet ses på Netflix, Blockbuster, Apple TV og Prime Video.  

Anbefalet til dig