Drømmerejse til Sydafrika

Knastørt græs, træer uden blade og støv, der flyver rundt i luften. Kalenderen siger september, hvilket i Sydafrika betyder slutningen af vinteren. Men selv midt i den mest døde periode tager området vejret fra en. Parken er omkranset af bjerge, vegetationen skifter for hvert nyt øjekast, og dyrelivet er helt for sig selv. Mafusu knejser stolt med nakken. Midt i det udtørrede landskab skiller den store hanelefant sig ud. Med et årvågent blik holder han øje med os, vi er trods alt på hans territorium.

– Kan I se, at ørerne hænger? Det betyder, at han accepterer os, så vi kan godt køre tættere på. Hvis han begynder at løfte ørerne, bakker vi stille og roligt tilbage, fortæller guiden Gift, mens han roligt kører så tæt på Mafusu, at vi kan mærke, når den store han blafrer med ørene.



Vi befinder os i Pilanesberg Game Resort i Sydafrika, en nationalpark med masser af muligheder for at opleve de vilde dyr i deres normale omgivelser. Det er Sydafrikas tredjestørste nationalpark og et perfekt sted at tage på safari. Her er der mulighed for at spotte The Big Five: elefanten, leoparden, næsehornet, bøflen og løven. Udtrykket stammer fra jagtens verden, hvor The Big Five blev anset for de farligste dyr at skyde til fods, derfor var der en særlig hæder i at skyde dem. I dag bliver dyrene kun skudt med kameraer.

I Pilanesberg kan man komme på safaritur med en guide eller selv køre rundt på afmærkede stier. Det gode ved guiderne er, at de kender området som deres egne, kakifarvede bukselommer og ved, hvor dyrene normalt gemmer sig.



– Hvorfor tror I, jeg er stoppet op her? spørger guiden smilende. Vi kigger forvirret rundt. Tjo, langt oppe på bakkekammen står noget, som vi ved hjælp af en kikkert genkender som et næsehorn. Muligvis er det et farligt dyr, men det er altså noget af en sikkerhedsafstand at tage. Mens vi dumt kigger rundt, peger guiden smilende ned på den nærliggende sø. Hvad der ved første øjekast lignede en klynge sten, er nu forsvundet. Stenbunken viser sig at være en flok flodheste med masser af små, fine unger. Da vi først har lært virkelig at se, går der ikke lang tid, før vi spotter både giraffer, gazeller og zebraer.

– Pumba, skriger jeg i barnlig iver, da jeg får øje på et vortesvin. Guiden spørger meget forundret om, om jeg taler swahili. Med et forvirret løftet øjenbryn, lærer jeg, at pumba betyder vortesvin på swahili. Mens jeepen begynder at køre tilbage, spejder jeg forgæves efter løven, men dyrenes konge har desværre valgt at gemme sig denne dag. Alligevel er det dog helt utroligt, hvor mange dyr vi har nået at se på to en halv time.



Dejlige dråber
Efter en dag fyldt med utrolige oplevelser, er det godt med afslappende omgivelser. Vi bor på The Palace, som er et af de fire hoteller i The Sun City Resort. Her er udsigt til søer, skønne vandfald og det flotteste dyreliv, mens hotellet indvendigt er udsmykket med fresker, mosaikker og håndmalede lofter. Her er mere end god mulighed for at slappe af.



The Sun City Resort føles som sin egen lille verden, hvor man finder alt, hvad enten man er til gourmet og wellness, casino og entertainmentcenter eller golf og bølger i badelandet. Fordi resortet næsten er omkranset af nationalparken, er der et stykke vej til de nærmeste byer, men det tænker man ikke over, fordi der er så mange forskellige udbud i Sun City.



Et sted hvor de mange muligheder kommer til syne, er udvalget af barer og restauranter i området. På The Palace alene er der seks lokaliteter. Meget af maden er europæiskinspireret, men det er muligt at få lokale retter. Hvad vin angår, er de sydafrikanske dråber fantastiske. Jeg har allerede fundet en favorit eller fem. Arabella Sauvignon Blanc og Tranquille fra Pierre Jourdan er skønne.

Elefanttungen er knudret, ru og våd.
Safarituren er heldigvis ikke vores sidste møde med dyrene. Vi får igen lov til at møde Afrikas venlige kæmper, elefanterne. Vi kører ud til The Elephant Wallow, hvor der er mulighed at komme helt tæt på kæmperne. Man kan klappe elefanterne, men vil man blive gode venner med dem, står den på håndfodring med jordnødder. Den våde snabel snuser sig ned ad armen for at finde nødderne, hvilket føles meget grænseoverskridende. Det kilder, er slimet og min arm er fuldstændig smurt ind i jord, da elefanten lige har ledt efter mad på jorden.



Elefantpasserne nævner, at man kan kommandere elefanten til at løfte snablen, så maden kan lægges på tungen af den. Med bævrende skridt går jeg hen for at gøre det, elefanten skal helst ikke blive ramt af et øjebliks vanvid og bide min arm over. I frygt lukker jeg øjnene, men hunelefanten er helt ligeglad. Så længe hun får sine jordnødder, er hun glad, og jeg beholder heldigvis armen, samt får mig en ny ven i den godmodige elefant. Mens jeg klapper elefanten, drømmer jeg allerede om næste gang, jeg skal til Sydafrika.


LÆS OGSÅ: Oplev Israel på land og i vand