Giv et blad i julegave. Priser fra 149 kr. Klik her →

Utroskab er blevet mere og mere almindeligt
Foto: Alamy Utroskab er blevet mere og mere almindeligt

Flere er systematisk utro uden at fortryde det

At være systematisk og overlagt utro er i en kategori for sig, når det kommer til utroskab, mener parterapeut Christina Copty, der oplever en tendens til, at flere har det, hun kalder "forsyningsaffærer" – systematisk utroskab uden særlig anger.

Parterapeut Christina Copty mener ikke, at utroskab nødvendigvis er blevet mere udbredt, men at den er blevet mere synlig f.eks. med et utroskabssite som Victoria Milan. Desuden oplever hun, at der er en tendens til, at flere i dag har det, hun kalder forsyningsaffærer.

– Vores samfund lægger op til en øget egoisme, hvor "selvrealisering" og "mine behov og lyster" står øverst for mange mennesker. For 50 år siden var solidaritet, fællesskab og plads til alle de store gyldne ord. I dag handler det om, at individet er noget særligt og derfor også forlanger at blive behandlet som noget særligt, fortæller Christina Copty.

Hun har mange par i terapi, hvor den ene part har været utro, og hun mener, det er vigtigt at dele utroskab op i tre kategorier: Engangsaffærer, kærlighedsaffærer og altså forsyningsaffærer.

Engangsaffæren er den, hvor man i en ordentlig brandert er sammen med en anden end sin partner og bagefter fortryder inderligt. Kærlighedsaffæren kan starte som en engangsaffære, men hvor man mærker en forbindelse med den anden, som gør, at man føler sig set og forstået på en måde, man savner derhjemme. Som er seksuelt tillokkende, og som man kun skal forholde sig til som kvinde/mand og ikke som mor/far, og som man opbygger en intimitet med. Også i kærlighedsaffæren er den utro part plaget af skyld og skam over for sin partner. Og så er der forsyningsaffæren, hvor man ofte er utro mange gange og gerne med forskellige, og den utro har det som mønster i sin historie. Den utro er ikke plaget af dårlig samvittighed i samme grad som de to andre kategorier.

Svært ved at føle empati
Det er den sidste kategori, Christina Copty mener, oftest benytter sig af sites som Victoria Milan, og som er den mest giftige at være i et forhold med.

– Den, der har forsyningsaffærer, har svært ved at føle ægte empati og har fokus på sine egne behov, så han/hun kommer til at manipulere med sine omgivelser. Han/hun er opfyldt af egne behov, f.eks. at ville have tryghed hjemme og sex hos en eller flere elskere. Han/hun forsyner sig gennem partnere og er ikke super kræsen, for det handler ikke om partneren, men om hans/hendes egen tilfredsstillelse. Han/hun er af den opfattelse, at "Hvorfor skulle jeg ikke dyrke sex med en anden? Du får jo det, du har brug for, jeg har bare brug for mere". Han/hun lyver og holder sine affærer hemmelige for ikke at miste en af sine forsyninger, i de fleste tilfælde det trygge hjem.

Forsyningsaffære-typen er på evig jagt efter flere oplevelser, og derfor er det kendetegnende, at han/hun hurtigt er videre fra den ene til den anden – partner eller elsker – uden sorg, uden selvrefleksion.

– Han/hun er kynisk, beregnende i den forstand, at de altid vil sætte deres egne behov og lyster foran hensynet til andre og derfor har lettere ved at retfærdiggøre utroskab end de fleste andre, forklarer Christina Copty.

Sådan spotter du tegnene
Hvis du overvejer, om du er faldet i kløerne på en forsyningstype, er der visse fællestræk, du kan kigge efter: Han har sikkert fejet benene væk under dig og leveret en meget intens forelskelsesperiode de første tre måneder til et halvt år. I starten af relationen føler du dig feteret, fordi han interesserer sig for det, du interesserer dig for, og han virker lige så opslugt af dig, som du er af ham. Og så begynder det at stilne af, i takt med, at han får dig til at føle sig forkert. Han leverer sporadisk kærlighed til et meget tørstende menneske, der begynder at tænke "Måske er det mig – hvis jeg bare...".

– Problemet er, at ham, du forelskede dig i, og som var så fantastisk, han kommer ikke igen. Han har vundet sin forsyning, og han er på jagt efter den næste.

Lige meget hvilken type utroskab der er tale om, mener Christina Copty ikke, at det er ukompliceret at komme igennem, hvis man vil prøve at blive sammen som par.

– Det er naivt at tro, at det ikke ligger som et issue i flere år. Det er et tillidsbrud, der er voldsomt for intimiteten, at der har været en tredjepart indover. Hvis man alligevel vælger at blive sammen, kræver det hårdt arbejde, og den utro part skal være villig til at gøre sig fuldstændig gennemsigtig og stille sig til rådighed for det, den forsmåede part har brug for. Tilliden skal genopbygges, så den forsmåede part ikke går og er bange. Og den forsmåede part skal være villig til at slippe – når han/hun føler, han/hun er parat til det, siger Christina Copty, der pointerer, at det at tilgive ikke er det samme som at sige, at nu har man glemt det, men at man slipper energien på det.

LÆS OGSÅ: Alle har ret til et sidespring - eller hvad?

Eksperten

Christina Copty er uddannet psykoterapeut og tilbyder både individuel terapi og parterapi til alle typer par. Læs mere på Christinacopty.dk
Se, hvad vi ellers skriver om: Sex og Utroskab