Første dom i sag om hævnporno er blevet fældet.
SPONSORERET indhold

Første dom nogensinde afsagt i sag om hævnporno

2014 har været hævnpornoens forbandede år. Flere sager har set dagens lys, og fokus mod den krænkende forbrydelse har været enormt. Nu er næste skridt blevet taget.

Foto: Alamy
08. dec. 2014 | Livsstil | Eurowoman

I Californien blev 36-årige Noe Iniguez som den første nogensinde i sidste uge dømt for overtrædelse af statens lov mod hævnporno, der forbyder at poste nøgenfotos af andre for at skade dem følelsesmæssigt. Det skriver Los Angeles Times.

Iniguez havde delt billeder af sin ekskæreste på hendes arbejdsplads' Facebookside med nedladende kommentarer og en opfordring til, at de skulle fyre hende. Efter en uges retssag blev der fældet dom: et års fængsel. En historisk dom, erklærede distriktsanklageren i en pressemeddelelse ifølge Berlingske. En dom, der sender "et alvorligt signal" til alle, der påtænker at udstille andre mennesker på den måde lød det yderligere.

Loven, der gjorde det muligt at dømme Noe Iniguez i Californien blev vedtaget i 2013, og anses som årsagen til, at der kunne blive fældet som i sagen. 14 amerikanske stater forbyder nu ligeledes hævnporno, og i oktober indførte Storbritannien et lignende forbud.

Emmas kæreste delte nøgenbilleder af hende
Begrebet hævnporno fik international opmærksomhed, da en lang række Hollywood-stjerner pludselig fik hacket deres iCloud-kontoer og intime billeder af dem blev spredt som steppebrænde på internettets slagmark.

I Danmark kom det blot et par dage efter også på dagsordenen, da 23-årige Emma Holten stod frem og fortalte, at hun i tre år havde levet med daglige henvendelser og afpresning fra mænd, der havde set nøgenbilleder af hende på internationale såkaldte hævnpornosites, hvor der var blevet delt billeder af hende. Hendes modsvar var at stille op til sin egen topløse fotoserie.

Loven i Danmark
I Danmark har vi ikke en decideret lov mod hævnporno, men det ulovligt, at dele nøgenbilleder af andre mod deres vilje. Det er et brud på retten til privatliv.

Trods loven kan det være svært at stille noget op, hvis intime, private billeder først er endt på de store internationale hævnpornosider, der lever af at dele præcis den slags, fordi delingen og krænkelsen går på tværs af landegrænser.

- Det er jo en velkendt problematik, som opstår, når overtrædelsen bliver "grænseoverskridende", forklarer Vibeke Borberg, Forskningschef i Medieret ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

- Det kan gøre det meget kompliceret. Der er ingen tvivl om, at hvis nogen deler nøgenbilleder af dig uden dit samtykke, så er det efter dansk ret et brud på loven. Hvis nu det sker mellem to personer her i landet, så vil det være muligt at gennemføre en straffesag i Danmark, men hvis billederne er blevet delt på en international side, så kan det måske være svært at få dem fjernet afhængig af, hvilket site der er tale om. På Facebook og den slags, der gør meget for at holde deres sites rene, vil det være nemt, men der er andre steder, hvor de er fuldstændigt ligeglade, og hvor det er svært at at få den fjernet fra, siger hun.

Stigning i antallet af sigtelser
Herhjemme er der sket en stigning af antallet af sigtelser for hævnporno, viste en ny opgørelse fra Rigspolitiet i september. Der blev foretaget 59 sigtelser i Danmark sidste år, hvilket er dobbelt så mange sigtelser i forhold til 2007.

Hos Rigspolitiet opfordrer de blandt andet til, at ofre for hævnporno tager kontakt til politiet og anmelder sagen samt forsøger sig med at kontakte sitet, hvor billederne ligger for at få dem fjernet.

Se Rigspolitiets guide, hvis du er udsat for hævnporno her.

LÆS OGSÅ: Derfor er vi feminister, selvom vi er mænd