Alexandra sagde sit job i filmbranchen op for at forfølge en vild drøm
30-årige Alexandra Burke tog en stor og modig beslutning sidste år. Hun valgte at sige sit gode job i filmindustrien op for at forfølge en drøm, hun havde haft, siden hun var teenager: at tilbagelægge den gamle silkerute fra Mellemøsten til Kina. På cykel og hesteryg.
Hvis Alexandra Burke bliver bedt om at vælge den filmkarakter, hun helst vil være, lyder svaret: Indiana Jones. Og sin eventyrlyst har hun ikke fra fremmede: Hendes far var forfatter til den første Lonely Planet bog. Her fortæller australske Alexandra Burke om at bade under fuldmånen i Iran kun iført trusser og om at blive kysset af en smuk mand i blå gallakjole under et Prideoptog i Istanbul og om at cykle gennem Kirgisistans ørken i 55 grader. Om at tage på eventyr og møde verden med tillid.
– Jeg flyttede til Danmark fra Australien i 2007. Jeg ankom i januar. Jeg vil ikke sige, at januar er den måned, Danmark viser sig fra sin bedste side, men det år var den magisk. Og magisk nok til at vedligeholde min kærlighed til landet lige siden.
– I de sidste seks år har jeg arbejdet i filmindustrien som international sælger for et filmselskab. Jeg elskede mit job, det bød på hyppige rejser over hele verden: Cannes, Toronto, Berlin, Seoul og LA. Det var fantastisk at være agent, men det var blevet tid for nye udfordringer. Jeg havde lyst til at blive ved med at lære af verden. Så jeg besluttede mig for at leve op til det løfte, jeg gav til mig selv som 17-årig om at tage Silkevejen fra Tyrkiet til Kina. Silkevejen havde al den romantik, mystik og skær af fare, der skulle til for at begejstre mig.
– Mine venner var meget støttende omkring min beslutning – selvom de indimellem ikke kunne lade være med at spørge om det nu var sikkert at begive sig ud på sådan en rejse ene kvinde – og så endda på cykel. Min familie var meget bekymrede, forståeligt nok. Det ville jeg også være, hvis min datter var på vej ud i verden på egen hånd.
– Indimellem blev jeg ramt af tvivl om, at det var en god idé at tage af sted. Men jeg lærte at kontrollere panikanfaldene og overtale mig selv til, at jeg skulle tage af sted. Det handler om at forstå, at livet er risikofyldt. Dårlige ting kan ske for hvem som helst, hvor som helst – selv rundt om hjørnet fra, hvor du bor. Og hvis du tager chancen og begiver dig ud på eventyret, kan du også lige pludselig sidde i selskab med en glad afghansk lastbilschauffør, som har givet dig et lift gennem den iranske ørken, og som lige er kørt ind til siden ved en tankstation for at købe dig en himmelsk rosenvandsis, som smelter i din mund og tvinger dig til at smile et smil, du ikke kan tørre af dit ansigt i de næste 400 kilometer.
– Jeg var så lykkelig for at sætte mig ned i flysædet. Der er ikke mere, du kan gøre, når først du sidder der, så al den stress og nervøsitet, der følger med at pakke og planlægge, forsvinder. Det er overstået. Rejsen er begyndt. I det øjeblik vi skulle til at lande i Shiraz, tog alle kvinderne på flyet deres hovedbeklædninger på. Denne gestus viste med al sin tydelighed hvilket land, vi var på vej ind i. Jeg fulgte trop. Mit første forsøg på at vikle et tørklæde rundt om mit hoved blev mødt med venlige nik fra kvinderne omkring mig i sæde 15a, b og d.
– En af de største oplevelser på rejsen hidtil har været at svømme om natten i Iran. Jeg rejste rundt på Quesh, en ø i Den Persiske Golf, med en fyr, der hedder Jess. Vi havde blaffet rundt og var endt i en landsby. Vi blev samlet op af en bilfuld af smukke tehranere, som inviterede os med ud og svømme den nat, da der ville være fuldmåne. Jeg havde kæmpet med varmen de foregående uger – helt tildækket og med tørklæde – så det at tage al tøjet af undtagen undertøjet, løbe ud i vandet og flyde rundt under fuldmånens skær var en utroligt frigørende følelse.
– En anden særlig oplevelse var at ankomme til Samarkand ved solnedgang. Vi havde cyklet 300 kilometer fra Bukhara til Samarkand i de varmeste dage i nyere usbekisk historie. 55 grader og opefter! Så det havde været en blandet fornøjelse. Men de sidste 130 kilometer af turen bragte os til den legendariske Registan-plads i Samarkand på det tidspunkt, hvor solen gik ned og en blød palette af lilla, orange og dybrød flød ud over himlen og den plads, hvor kejsere, købmænd og rejsende har gjort holdt i så mange århundrede. Vi dansede!
– Fem venner, jeg kender fra filmverdenen, besluttede sig for at slutte sig til mig på Silkevejen, hvilket jeg blev meget begejstret for. De var ikke så tændte på at cykle, så jeg arrangerede en 10-dages tur på hesteryg i de kirgisiske bjerge. Det blev en oplevelse, jeg stadig har svært ved at fatte: At tilbringe hele dagen på ryggen af de her stærke heste, der med lethed besteg de spektakulære bjerge og galloperede over sletterne. Jeg var meget taknemmelig for at mine venner var fløjet fra forskellige lande verden over for at møde mig på dette afsidesliggende sted. De er nogle helt særlige kvinder, og hver dag i selskab med dem var damn fun.
– Jeg var i Istanbul den samme weekend som Priden. Det havde været en historisk uge: I USA havde man tilladt homo-ægteskaber, og på Facebook var alles profilbilleder belagt med en brilliant regnbueskygge. Men i Istanbul gik politiet på gaden i stort tal med vandkanoner, peberspray og gummikugler. Pride-optoget var blevet opløst, men en lille fraktion havde fundet vej til det kvarter, der hedder Cihangir. Mine tyrkiske venner og jeg tog hen på en lille bar, hvor jeg mødte en vidunderlig mand i en blå gallakjole. Han kyssede mig, som om han mente det, og hoppede så op på bordet og dansede på den der smukke tyrkiske måde, hvor det hele er arme, hænder og hofter. Han fortsatte med at kysse alle, der var til stede i baren. Men jeg følte mig stadig speciel og har ikke vasket mine læber siden!
– I Iran tog min rejsemakker Jess og jeg på en blaffetur, der gerne skulle bringe os det sidste stykke til Tehran inden aftensmad. Bilens chauffør viste sig at være en af de mest karismatiske mænd, jeg nogensinde har mødt – på trods af, at han nærmest ikke talte engelsk – og at jeg ikke talte farsi. Vi tilgav ham, at han kun kørte 70 km/t på motorvejen, fordi han var så underholdende. Vi tilgav ham også, at han kørte ind og ud mellem kæmpemæssige lastbiler og kun undveg dem med nød og næppe. Den mand var charmerende, og vi grinede og havde en dejlig lang vandmelonpause ved bredden af en stor saltsø. Men da opiumspiben kom frem – suppleret med flere linier kokain – gik det op for os, hvor karismaen kom fra. Han havde været høj på opium og kokain hele tiden. Når jeg tænker tilbage på, hvor tæt vi var på at køre galt – flere gange! – får jeg helt ondt i maven.
– Jeg var så heldig at få lov at bo hos Afsane og hendes mand i Tehran. Afsane er en skuespiller, som klæder sig i lyse farver og har kort hår med tre lange fletninger i nakken. Hun talte kun en smule engelsk, men hendes livlighed, humor og stærke personlighed skinnede alligevel igennem. En gang havde en mand angrebet hende med en kniv. Han havde råbt til hende, at hun skulle give ham hendes taske. Hun sagde nej. Han sagde: "Jeg har en kniv!". Hun sagde: "Og hvad så?" og slog den ud af hans hånd og skreg af ham som en dyr. Hun skiller sig ud fra mængden og bliver ofte chikaneret af politiet, men det forhindrer hende ikke i at smøre et tykt lag rød læbestift på.
– Hvert land har haft hver sin transportform: blafning i Iran, Marshrutkas (deletaxier) i Georgien, hesteryg i Kirgisistan. Det har været skønt at komme i gang med at cykle i Centralasien. Du har så meget frihed, når du cykler. Du begynder at tænke anderledes på afstande: 600 kilometer er noget, du kan tilbagelægge på en uge. At campere i det fri kan være både fantastisk og udfordrende. Og ens diæt består primært af brød og is-te. Hundene bider. De lokale er for det meste venlige. De inviterer dig på is, te og på at sove hos dem om natten. Når du cykler, bliver du en del af et virkelig fint community. Du møder andre cyklister fra hele verden, som har hver deres historie om, hvordan de en dag gik ud af døren, satte sig op på deres cykel og cyklede ned ad vejen, rundt om hjørnet og over et bjerg.
– Vi fik en varm start på vores tur. Jeg krydsede ørkenen i Uzbekistan i 55 graders varme. Du bliver nødt til at indrette dig efter varmen – stå op før daggry og cykle mindst fem timer før spærretiden kl. 11. Der bliver du nødt til at holde pause og vente på at temperaturene falder lidt ved 17-tiden og så cykle et godt stykke ud på aftenen. Jeg er i dette øjeblik på vej til at starte på en lang og hård cykeltur over Kirgististans bjerge og krydse Tian Shen-bjergkæden for at komme til Kina. Der kommer til at være sne.
– De fleste, jeg møder er venlige, skønne og gæstfri. Nogle gange er det udfordrende at rejse som kvinde. Iran har været det eneste land, hvor jeg har følt at styrets love og regulationer har påvirket min hverdag. I andre muslimske lande som Usbekistan og Kirgisistan er hovedbeklædning ikke påkrævet, og man kan købe alkohol. Jeg ankom til Iran som enlig, kvindelig rejsende. På den første dag mødte jeg tre søstre og blev inviteret hjem til deres hus til frokost. Vi tog ud og shoppe og besøgte en forlystelsespark om aftenen. Den næste dag tog vi til nabolandsbyen for at besøge deres bedsteforældre. Eftermiddagen tilbragte vi på en skovtur i bjergene.
Annonse
– Tilbage på hostellet i Shiraz mødte jeg Jess, og vi klikkede med det samme. Vi tilbragte de næste dage sammen, og det gik op for mig, hvor anderledes min oplevelse af at være i landet var fra hans. Jeg havde kun været omgivet af kvinder. På gaden henvendte mændene sig til Jess, mens de ignorerede mig. Kønsopdelingen sker allerede, når børnene er omkring 11 år. En kvinde kan ikke gå på gaden med en mand, som ikke er hendes mand eller i familie med hende. Som udenlandsk kvinde har jeg aldrig følt mig truet eller chikaneret. Men nogle gange oplever jeg, at folk går ud fra, at vestlige kvinder er løsagtige, og nogle mænd vil forsøge at komme i fysisk kontakt med mig enten ved at insistere på at give hånd (hvilket muslimske kvinder ikke gør) eller ved at prøve på at befamle mig. Men jeg har ikke oplevet ikke at kunne afvise eller skubbe dem væk – og det er ikke noget, som kvinder i resten af verden ikke har oplevet. Klamme stoddere findes over hele verden. Faktisk har jeg aldrig følt mig så tryg ved at rejse i noget land som her.
– Det føles helt vildt fantastisk at leve denne drøm ud. Jeg vil virkelig anbefale drømmeforfølgelse! Jeg vil altid have det her; de her minder, de her venskaber og alt det, jeg har lært på denne rejse.
Har du nogle råd til folk, som måske har et godt job og et stabilt liv, men som har en eller anden skør og hemmelig drøm, som bliver ved med at lure i baghovedet?
– Hvis der er noget, der bliver ved med at lure, er det bedst at udleve det. Stil dig selv nogle basale spørgsmål: Hvad vil der ske, hvis jeg gør det her? Den metode kan anvendes på alle slags drømme. Og den belønning, du får for at handle, er for det meste meget større end, hvad der ville ske, hvis du bare bliver, hvor du er, og lader drømmen blive i baghovedet resten af dit liv.
