Hvem har lyst til at kramme en kaktus? Drop frygten for sårbarhed i dit parforhold
Foto: Klaus Rudbæk Sårbarhed er et vigtigt element i et parforhold, mener psykolog og parterapeut Frej Prahl.

Hvem har lyst til at kramme en kaktus? Drop frygten for sårbarhed i dit parforhold

Har du også brugt ”Disney-forklaringen” over for din partner? Så er der god grund til at læse med her.

”Kan det virkelig passe, at jeg skal fortælle ham det direkte, når jeg har brug for hans støtte og trøst? Det føles ydmygende at bede om det.”

Ovenstående er ét af de mest typiske spørgsmål, jeg støder på som psykolog og parterapeut. Hvorfor er det så vanskeligt at bede om støtte og trøst fra sin partner?

Lyt til podcast-serien Parterapi lige her

Længe har vi forsøgt os med ”Disney-forklaringen”: At kvinder skulle være under indflydelse af en særlig romantisk forestilling om, at deres mænd burde være i stand til at læse deres tanker og følelsesmæssige behov. Hun er klar til at vente i evigheder på, at den drøm går i opfyldelse. At hun en dag slår dørene op derhjemme til en mand, som står klar med en åben favn, da han på lang afstand har fornemme hendes melankoli. Jeg er overbevist om, at den forklaring har noget på sig, men den er for overfladisk. Problemet stikker langt dybere.

Det er nemt for de fleste af os at bede om hjælp til noget praktisk. Men for mange af os er noget af det mest skræmmende at bede om trøst fra et andet menneske. Eller en forsikring om, at det nu engang er mig, du vil.

"Hvem har lyst til at kramme en kaktus?"

Det handler om vores frygt for hengivelse. Vores frygt for virkelig at stille os sårbare. At stille sig sårbar betyder at stille sig et sted, hvor nogen kan såre én. Jeg risikerer, at min partner afviser mit ønske. Hvorfor er det så farligt? Det er det, fordi de fleste af os har barndomserfaringer med forældre, som ikke var i stand til at give os den trøst og støtte, vi havde brug for. Derfor bliver det vigtigt for os at klare vores følelser selv. Og derfor forbinder vi det at spørge om trøst med noget skræmmende og ubehageligt. Noget inde i os forventer, at vi ikke bliver grebet. At vi ikke får den krammer, vi kalder på.

Det betyder ikke, at vi stopper med at ”kalde” på den andens omsorg. Men måden vi kalder på, bliver ikke sårbar, men sårende. Som en kvinde engang udtrykte overfor sin partner i en parterapi: ”Ofte når jeg er rigtig vred på dig, er dét, jeg i virkeligheden har brug, at du fortæller, at du elsker mig og holder om mig,” hvortil manden svarede:

”Hvem har lyst til at kramme en kaktus?”

Vi ender med at maskere vores behov for nærhed i bebrejdelser og kritik. På den måde får vi meget mindre af det, vi faktisk har brug for.

Hvis kvinder eller mænd bryder sammen i det terapeutiske rum, kan jeg finde på at spørge dem, om de har brug for noget fra deres partner lige nu? Nogle gange svarer de:

 ”Han må godt tage min hånd, eller give mig et knus.”

Læs også: Kære kvinder: I skal sadle om, hvis I ønsker en mand, der viser sårbarhed og følelser

Bliver det sagt uden skyggen af bebrejdelse eller en skjult forventning om, at det burde han eller hun også gøre, har jeg endnu til gode at opleve en partner, som ikke har besvaret og opfyldt det behov. Herefter sker der ofte det, at den sårbare og hengivne partner siger:

”Hvordan kan det være, at du først giver mig det nu? Jeg har da bedt dig om det tusind gange.”

”Jamen aldrig på den måde!” Er svaret altid.

En anden mand sagde det sådan her: ”Jeg har følt, at jeg stod på en mørklagt fodboldbane og skød på mål. Det var umuligt at se målet, men i det øjeblik, du sagde, hvad du længtes efter, var det som alle lysene på stadion blev tændt. Jeg kunne se, hvor jeg skulle ramme.”

Sårbarhed er et afgørende skridt

Måden vi beder om støtte og trøst på er afgørende for, om vi får det. Uheldigvis har de fleste af os tidligt aflært at gøre det på en måde, som vækker andres lyst til at være der for os. Vi har lært at være selvstændige og selvhjulpne.

Måske er jeg en kvinde, hvis mand er faldet for lige præcis dét: Min selvstændighed. Min usårlighed. Da kommer jeg kun til at frygte afvisningen endnu mere: Vil han eller hun også kunne holde af min mere sårbare og afhængige side?

Læs også: Har dette par løst gåden til god sex?

Måske kan jeg fortælle min partner, at min usårlighed har en sårbar historie. En historie om en lille trold, som tidligt lærte at klare sig selv. Måske kan jeg endda finde et konkret barndomsminde, hvor jeg oplevede noget vanskeligt uden at få hjælp. Måske kan jeg tage min partner i hånden og invitere min partner med ind i det minde, uden nogen forventning om, at min partner skal gøre andet end at være med og lytte.

Fortæl din partner, hvilken gave det vil være, at han eller hun blot er med som en tavs men nærværende passager. Dét kan være et afgørende og vigtigt skridt henimod at invitere sårbarheden ind i livet.   

Psykolog og parterapeut Frej Prahl

Frej-Prahl-fakta.jpgFoto: Klaus Rudbæk

Se, hvad vi ellers skriver om: Parforhold, Parterapi og Kærlighed