Geeti Amiri scroll-down
Foto: Franne Voigt I en ny artikelserie kommer vi helt tæt på en række kendte kvinder, der hver især indvier os i en del af deres liv, som de ikke før har fortalt om.

Geeti Amiri overskred enhver tænkelig grænse i sig selv for kærligheden: "Det er smertefuldt at indrømme"

I sit forsøg på at fastholde kærligheden, så hun ikke skulle blive forladt, har Geeti Amiri overskredet enhver tænkelig grænse i sig selv. Og det har været svært at erkende, at også stærke mønsterbrydere kan havne i psykisk voldelige parforhold.

Af Nillou Zoey Johannsen
Livsstil ALT for damerne

Hun har været flittigt citeret og selve billedet på en stærk minoritetskvinde i den offentlige debat. Hun har ærligt fortalt om at blive tvangsfjernet som 17-årig, om farens død, storebrorens vold og moderens passive omsorgssvigt. Geeti Amiri har beskrevet splittelsen i at vokse op mellem to kulturer, og hun har lagt ansigt til fortællingen om den succesfulde mønsterbryder. Men efter fire år ude af spotlyset, hvor hun har arbejdet som skolelærer og skrevet sin første roman, er hun kommet i kontakt med en mere sårbar side og en skamfuld erkendelse, hun ikke før har delt med offentligheden.

"Sagen er den, at jeg har været i psykisk voldelige forhold hele mit liv. Jeg har faktisk aldrig været i andet end psykisk voldelige kærlighedsforhold. Det har været svært for mig at indse, fordi jeg har haft et andet selvbillede. Jeg har, som mange andre, lidt af den vildfarelse, at kvinder, der ender i psykisk voldelige forhold, ser ud på en bestemt måde, de er ikke stærke og selvstændige, sidder ikke i debatter i ”Deadline” og har ikke noget netværk."

"Siden jeg kan huske det, har jeg forsøgt at finde et hjem i et andet menneske. Jeg har forsøgt at håndtere min hjemløshed ved at kaste mig hovedkulds ind i et forhold. Mit mønster har været, at hver gang jeg møder kærligheden, slipper og svigter jeg mig selv. Alt kommer til at dreje sig om ham, og i mit forsøg på at fastholde kærligheden, så han aldrig forlader mig, så jeg ikke skal mærke hjemløsheden og smerten, overskrider jeg enhver tænkelig grænse i mig selv. Det er smertefuldt at indrømme."

”Geeti Amiri” står der med blokbogstaver på dørklokken til lejligheden i Sydhavnen. Selvom hun har revset sit bagland, stillet sig frem i blodige debatter og haft prominente politikere på nakken, er hun ikke skræmt. Her bor Geeti, og det betyder ikke så lidt for hende at have fundet sit eget hjem, skal det vise sig. Hun tager imod i døren og smutter ud i køkkenet, hvor hun vasker jordbær og ærter og brygger kaffe, som hun hælder i den store guldkaffekande. Rummene er fyldt med grønne planter, lyserøde blomster og bløde, lyserøde gardiner, der skærmer for forårssolen udefra. På væggen hænger der et sort/hvidt billede af en mand ved nogle udgravninger, og der er et farvebillede af Geeti med sin mor. Manden er hendes far, og billederne på væggen er del af det puslespil, hun har brugt årene væk fra offentlighedens søgelys på at samle, mens hun har skrevet sin roman.

 I ”Mosaik” følger vi hovedpersonen Dunya, der er nyuddannet, har mistet sin far og har et ambivalent forhold til sin mor. Hun er af afghansk afstamning, og så higer hun efter kærligheden, som hun gang på gang slår sig på. Dunya må først finde ind til sig selv, før hun kan heale sit mønster med den psykiske vold i sine kærlighedsforhold.

"Jeg startede med at skrive i ren afmagt over, at det var så svært for mig at få kærligheden til at hænge sammen. Når jeg datede, var jeg helt indstillet på, at det var på danske præmisser. Altså, man ser tiden an, og der er ingen fastlagte ritualer. Alligevel havde jeg på tredje date brug for at vide, hvad det her var og skulle udvikle sig til. Det var forfærdeligt, for jeg følte mig som den her kvinde med et tikkende biologisk ur, men jeg higede sådan efter stabilitet."

I skriveprocessen begyndte hun at spørge sig selv, hvorfor hun var så hungrende efter tryghed, rammer og sikkerheden udefra. Hvorfor mændene skulle give hende svar og garantier.

"Jeg spurgte engang en kæreste, om vi ikke kunne spise nogle rugbrødsmadder, for det er jo det, mange par og børnefamilier spiser i hverdagen, når det skal gå stærkt. Jeg tænkte, at hvis vi spiser rugbrødsmadder, så er vi godt på vej imod min forestilling om det normale liv."

Hun smiler og hælder kaffe og mælk fra den lille guldkande op til os og fortæller, at hun undervejs i skriveprocessen fandt ud af, at hun har en allergisk reaktion over for sig selv.

"Jeg er så træt af at høre på mig selv, tale om mig selv, og jeg ved godt, det kan lyde påtaget, men jeg stod som 27-årig og havde krænget min sjæl og mit hjerte ud for hele Danmark. Når jeg mødte nogle nye mennesker, kunne de med få ord få mig til at føle mig decideret forslået og blottet bare ved at sige: ”Jeg har læst din bog”. Min første bog, ”Glansbilleder”, er jo ekstremt ærlig, jeg fortæller uden at tage højde for, om min mor, storebror eller familie kommer til at læse den. Så jeg havde en kvalmende mæthedsfornemmelse over at skrive om mig selv. Derfor har jeg hele tiden haft en trang til at gå væk fra mine egne oplevelser og mine egne fastlåste holdninger."

Men selvom Dunya ikke er Geeti, følger den fiktive hovedperson nogle af de samme emotionelle mønstre, som rigtig mange kvinder med en anden baggrund end dansk oplever, forklarer hun. Og som de ikke har lært at sætte ord på. Fordi det ligger så indlejret i forventningerne til pigen, der vokser op og bliver kvinden og moderen, at hun ofrer sig for familien. At hun tilsidesætter sine egne ønsker og drømme, at hun gør det, der er forventet af hende. Geeti konstaterer, at selv om det har kostet hende dyrt og krævet et smertefuldt opgør, har hun det lettere i dag. Det er naturligt for hende at følge sine lyster. Det er langt sværere at begrave sig selv, sine lyster og livsvilje, fordi man er opdraget til at behage alle andre end sig selv. Fordi man skal leve op til et billede, der tilfredsstiller familien.

"Vores opdragelse har været så rettet mod ægteskabet, at vi på første date allerede giver sparket, hvis han ikke lever op til forestillingen om et ægteskab. Jeg har i mine tidligere forhold nærmere haft blik for, hvordan han er om fem år, end hvordan jeg føler det her og nu."

Hvem Geeti Amiri?

  • Folkeskolelærer og forfatter til sin første roman, ”Mosaik”, der udkom d. 25. maj.
  • Udgav bogen ”Glansbilleder” i 2016 om opvæksten som flygtning i Danmark. Om kultursammenstød, vold og tvangsfjernelse.
  • I dag er hun forsonet med sin mor og storebror.
  • Geeti er 32 år og bor alene i København.

Hun vil gerne bryde med klichéen om den succesfulde og ukuelige minoritetskvinde. Hun findes ikke, for enhver, der har været igennem de ting, Geeti har været igennem, får slået noget itu indeni. Det har en emotionel konsekvens, siger hun.

I Dunyas tilfælde går det helt galt, da hun bliver gift med en afghanskfødt mand. Hun er aldrig god nok til hans familie, og trods ihærdige forsøg smuldrer hun langsomt under hans kontrollerende adfærd og krav til hende. Dunya når ikke at komme væk i tide, og den psykiske vold amputerer hende dybt inde i sjælen. Geeti kender historien, hun har også arrene, men alligevel har hendes liv fået et heldigere udfald. Måske fordi hun i sin tid valgte at blive fjernet hjemmefra og lagde kimen til et andet liv.

Et liv med personlig frihed, hvor hun har brudt det mønster, der er blevet aktiveret igen og igen i forelskelser og parforhold. Et mønster, hvor en kæreste har sat hende op på en piedestal og dyrket hende som en eksotisk og sjælden blomst eller gudinde fra de græske myter. Hvor hun har følt sig elsket, tryg og endelig hel. Og afhængig af hans kærlighed. Hvor hun har glemt sine venner og familie og kastet sig ud i at indrette hans lejlighed for at skabe sin egen plads i ham og for at skabe deres kommende fælles hjem.

"Jeg hengiver mig så meget, at alt det, der var så eksotisk og vildt ved mig, forsvinder. Det viser sig, at jeg er en basic bitch som alle andre, der bare drømmer om villa, vovse og Volvo. Alt glimmeret omkring mig falmer, og så er det, at jeg begynder at høre for, at jeg er besværlig, en stor mundfuld, for meget, og at mine rødder, min historie osv. står i vejen for mig. Jeg bliver gjort forkert, og jeg overhører alle alarmklokker i forsøget på at redde kærligheden."

"Man skal indse én ting, hvilket jeg selv har haft svært ved. Psykisk vold sker ikke kun i forlængelse af fysisk vold, og voldsudøveren er ikke kun ham med tatoveringer op ad halsen eller bandemedlemmet. Det, der kendetegner den psykiske vold, som jeg har oplevet i tidligere forhold, er, at den er i ekstrem forklædning af omsorg. Så hver gang jeg blev korrekset, blev det fulgt op af et ”det er for dit eget bedste, min blomst”."

Hun tænker sig om, for der er så mange eksempler, at det kan være svært at sætte en præcis finger på, hvordan den form for vold udfolder sig. Det er noget af det, der gør den så svær. Den er subtil og konstant til stede, og så efterlader den ingen synlige blå mærker på huden.

"I mine parforhold har der ligget en underliggende tone af, at jeg var forkert, og en kontrol, der har bredt sig til alle områder i mit liv. ”Blomst, jeg synes ikke, du skal ses med de venner.” Hvorfor, hvad rager det dig, kunne jeg så spørge. ”Det er for din egen skyld”. Inderst inde har jeg vidst, at kontrollen var forkert, men problemet var, at jeg følte, jeg kunne læne mig tilbage. At der var en, der tog styring, passede på mig og gav mig den stabilitet og omsorg, jeg havde savnet, siden min far gik bort."

Hun slår armene opgivende ud og konstaterer, at alle hendes kærlighedsforhold er gået i ring, siden hun var 17 år. Nu er hun single og har lovet sig selv at blive stående, til hun har forstået sit mønster. At hun aldrig mere vil søge sit hjem i et andet menneske.

Mens ”Glansbilleder” er en hudløs beretning om Geetis opvækst og ar, levnede den ikke meget plads til andet end hendes sorg og vrede, forklarer hun. Hun kunne ikke rumme andet, og samtidig havde hun ingen viden om sine forældre. Hun vidste ikke i andet end overskrifter, hvad de kom med, hvad de havde mistet, og hvem de var, før de ramte den danske jord og blev flygtninge først og mennesker bagefter. Da hun mistede sin far i en alder af 14 år, havde hun ikke den fjerneste forestilling om, hvem den rolige og omsorgsfulde person, hun havde idealiseret og sat på en piedestal, var.

Hun vidste ikke, hvorfor hun som barn havde været den højtagtede Amiris yngste, kønne datter, bejlerne havde stået i kø for. Med hans død frøs hun billedet af den kærlige mand ned i sig uden at bearbejde sorgen. Det var inden, hun blev ”krisecenterpigen”, som hun smilende fortæller er det prædikat, der er på piger som hende i minoritetsmiljøet. Piger, der ikke kan rette ind og leve op til forventningerne, dem man ikke vil have giftet ind i familien, fordi de laver ballade. Hun havde skabt en forestilling i sit hoved om, at hendes forældre aldrig havde skændtes, og at det meste havde været godt, indtil han døde. Hun husker tydeligt, at hun i de mindre klasser delte historier om hjemmeskænderier med sine to danske veninder.

"De nærmest konkurrerede om, hvor meget deres forældre skændtes, mens jeg med hånden på hjertet og i ægte overbevisning kunne sige, at mine forældre aldrig skændtes. Jeg fortrængte det ganske enkelt."

Da Geetis søster mange år senere undrende spurgte hende, om hun ikke kunne huske morens og farens voldsomme skænderier, begyndte et slør at løfte sig fra hendes hukommelse.  

"Så kom det sivende op fra min sjæl, hvordan min mor slog sig selv i ren afmagt over ikke at kunne kommunikere med sin mand, hvordan hun lavede mad i vrede, hvordan stemningen var så forpestet, fordi de to voksne ikke evnede at kommunikere."

Andre minder begyndte at pible op om faren. For eksempel om de gange, hun havde fået lov til at tage med ham på sine daglige togture.

"Han havde et fast ritual. Hver dag stillede han sig under uret på hovedbanegården og tog det første tog til endestationen. Det var hans meditationsture, på togturen havde han fred for råb og larm fra lejligheden og os fem børn. Jeg var med et par gange, men den anden og sidste gang, jeg var med, skulle jeg tisse. Han anede ikke, hvad man stiller op med et barn på otte-ni år, der skal tisse, og det endte med, at jeg tissede i mine grå strømpebukser. Det var meget skamfuldt, men han var ikke i stand til at passe på børn."

Minderne smeltede den illusion, hun havde skabt om sin barndom, de gav ansigter og former på de mange følelser af hjemløshed, hun havde i sig. I et par år forsøgte hun at grave sig til viden om sine forældres baggrund. Hver gang hun udspurgte sin mor, var svaret undvigende tavshed, og til sidst opgav hun at lære sin far at kende. Det var dér, hun modtog en mail fra en amerikansk mand, der havde arbejdet sammen med faren og kunne fortælle hende, hvem denne Amiri var.

Han var oprindeligt uddannet lærer, havde siden videreuddannet sig til arkæolog, og de sort/hvide billeder på hendes væg er fra udgravninger i Afghanistan, som den amerikanske kollega sendte hende. Han fortalte også, at hendes far siden var blevet direktør for Ministeriet for kultur og turisme i Kabul. Han var en stor mand, før han kom til Danmark og endte sine dage på førtidspension. Amerikaneren sendte også farens CV og dokumenter med hans håndskrift. Hun græd, og samtidig rejste en vrede sig i hende. Hvorfor havde hendes mor aldrig villet fortælle hende, hvad hun kom fra, så hun bedre kunne forstå sig selv?

"Jeg tog hjem til hende med vrede og anklager om, at hun havde berøvet mig viden om mit ophav, men hun spurgte mig bare: ”Hvad skulle det have hjulpet? Det hele er jo mistet”. Det er nok det, der er så svært at forstå for alle andre end dem, der vitterligt har mistet alt. At man slet ikke kan italesætte den følelse, at den er så dyb, at man måske ikke kan se på den uden at dø.”"

Hun løfter let i den lyserøde spisebordslampe, der hænger lavt over spisebordet. Vi har drukket en kande kaffe. Hun ser træt ud, og hendes vejrtrækning er mere overfladisk, hun snøfter en anelse, og hendes krop giver alle tegn på, at hun har nået grænsen.

"Jeg ser det hos mine folkeskoleelever med minoritetsbaggrund og hos kvinder i 20'erne og frem til start-30'erne. Vi har ikke sprog for at sætte grænser, det eksisterer ikke. Hvem er jeg, hvad har jeg lyst til, hvad gør mig tilpas, hvad føles rart, hvad drømmer jeg om? Jeg vil gerne være med til at give de kvinder et sprog for de svære grænser, både i mit liv som lærer og med min roman."

For Anna og Aisha har ikke den samme ligestillingskamp, siger hun. Anna kan stå frem med sit vidnesbyrd om krænkelser og overgreb. Hun kan diskutere samtykke, #Metoo og bestyrelsesposter, mens Aisha ikke engang har ord for de krænkelser, der overgår hende. Hun forklarer, at hun ikke kender ordet for voldtægt på dari, som er hendes modersmål. Det skaber en naturlig splittelse at navigere i to så vidt forskellige mentaliteter. En splittelse, der næsten ikke er til at forstå i den homogene, danskhed, Geeti er opvokset i. 

"Det tog mig rigtig mange år at se min dobbelthed som en styrke og forstå, at min måde at være dansk på aldrig bliver 100 procent dansk, men altid med et stænk af Afghanistan. Det giver mig styrke og farver. Det har taget mig lang tid at elske mit kardemommedrys. Alting er ikke faldet på plads i mig, men jeg smager stadig på tingene, og jeg tør stå i min sårbarhed. Der er ikke noget sort og hvidt. Jeg har fået plads til nuancerne."

Tilbage til toppen