Helles far tog livet af hendes mor – da kisten lukkede, talte de ikke mere om hende

Jeg vil indgyde håb til andre, der måske efter 50 år får mod til at stå frem med deres historie. 

Jeg er selv blevet et helt menneske af at gøre det. Når jeg holder foredrag, står folk i kø bagefter for at fortælle om hengemte oplevelser belagt med skam, som de ikke har delt med nogen før.

Tammi Øst: ”Det var så svært, at jeg ikke magtede at snakke om det”

Man skal kæmpe for kærligheden, for livet og kærligheden hænger uløseligt sammen, siger skuespiller Tammi Øst, der til gengæld selv gik stille med sorgen over sin skilsmisse. Det fortæller hun til ALT for damerne.

Sådan siger 68-årige Helle Thorngaard Jessen. Selv om hun gerne fortæller historien om dengang, hendes far slog hendes mor ihjel, vil hun ikke fremstå som et offer. 

For det kan godt være, at hendes far den nat i 1971 gjorde moren, Helle og hendes brødre til ofre for sin forbrydelse. Og det kan godt være, at traumet ændrede hendes liv for altid. 

Men hun har aktivt valgt at se det svære i øjnene. Og det er vigtigt for hende at bringe mod til andre med sorg og traumer, der heller ikke blev talt om.

"Det hjælper, også efter mange år," fastslår hun.

En stille mand

For 54 år siden gik 14-årige Helle i 1. real, da hun en morgen blev vækket af sin far, der sagde: ”Din mor er vist nok død i nat.”

Den morgen i april mistede Helle ikke blot sin mor, men hele sin familie. Hun voksede op i Holbæk og senere på Mors, i en familie, der forekom skræmmende normal, som hun siger. 

Ingen advarselslamper lyste rødt.

"Far gik på arbejde, og mor gik hjemme og passede os tre børn – hun var meget omsorgsfuld, god til at bage, brodere og strikke," fortæller Helle.

"Min far var god til at gå på arbejde. De levede i hver deres verden, og han var en stille mand, der gemte sig bag avisen. Men intet faldt uden for normen."

Fredag den 16. april 1971 havde Helle fri fra skole, for hendes lærer var på kursus, og derfor havde hun en veninde på overnatning. Om morgenen meddelte hendes far, at hendes mor ikke var stået op, men ville blive liggende, fordi hun havde sovet dårligt. 

Helle spiste morgenmad og sendte sin veninde af sted, inden hun selv gik op og sov videre. Uden anelse om, at noget usædvanligt var på færde.

Alene i verden

Op ad formiddagen bliver Helle igen vækket af sin far, og nu står der to fremmede mænd sammen med ham samt hendes ene lillebror.

"Min far sagde: ”Helle, du skal vågne. Din mor er vist nok død i nat.” Og så gik han og betjentene. Min lillebror gik hen til vinduet og sagde, at der holdt en ambulance og to politibiler udenfor," husker Helle.

"Jeg fløj selvfølgelig ud af sengen, og idet jeg kiggede ud, så jeg min far sætte sig ind på bagsædet af den ene politibil, og så kørte de væk."

Det er sidste gang, Helle ser sin far.

Hun og hendes lillebror på seks år er alene tilbage. I stuen går en tekniker rundt og sikrer spor, og han spørger, om Helle ikke kender nogen i nærheden, hvor de kan gå hen. 

Så Helle går ud på vejen med sin lillebror i hånden, og genboen er hurtig til at lukke dem ind.

"Da jeg fik at vide, ar min mor var død, brast min verden. Det føltes på en måde, som om jeg også døde. Jeg blev fuldstændig forstenet," husker Helle.

"Alle lyde og farver forsvandt omkring mig. Lydene kom hurtigt igen, men farverne kom først tilbage efter flere timer."

Først senere finder Helle via fjernsyn og aviser ud af, at hendes far har kvalt hendes mor.

Da Sylvia var 20 år, mistede hun sin mor, og dén historie har trykket – indtil nu

Da instruktør og manuskriptforfatter Sylvia Le Fanus mor blev uhelbredeligt syg, var ventesorgen så svær og kompliceret, at Sylvia endte med at lægge afstand til sin mor. Afstanden medførte mange svære følelser, og lige siden hun mistede sin mor som 20-årig, har dén historie ligget og trykket – og nu er den blevet til hendes debutspillefilm.

"Min første reaktion var at få voldsomt ondt af ham – tænk, at han var kommet til at gøre det! Jeg blev også vred, men det var fortvivlelsen over, at min mor var væk, der dominerede," husker Helle.

Måtte ikke sige farvel

Helles far får senere ti års fængsel for drabet. Det viser sig, at han er blevet taget i underslæb og på grund af skammen havde besluttet at slå sin familie ihjel. 

Meningen var, at både Helles mor, børnene og han selv skulle dø, men fordi Helle havde en veninde på besøg, opgav han den plan.

Kort efter drabet bliver Helle og hendes brødre kørt ud til deres moster i Varde. Men Helle får ikke lov til at se sin mor.

"Da de voksne skulle se hende, var jeg desperat og råbte: ”Jeg vil med!”," husker Helle.

"Men en af mine onkler sagde: ”Det kommer du ikke. Hun ser forfærdelig ud.” 

Helle får ikke lov at sige farvel til sin mor og får i stedet mareridt om, hvordan hun ser ud. "Det var et udslag af, hvordan man taklede børns sorg," siger hun. "Børn skal lov at sige farvel til deres nærmeste, for deres fantasi er ofte værre end virkeligheden."

Kunne ikke lære

Helle og hendes brødre bliver efter deres mors død splittet op og skal leve i hver deres hjem. Ingen af dem får professionel hjælp. 

To dage efter begravelsen begynder Helle på en ny skole, hvor ingen får noget at vide. I hjemmet i Varde bliver der heller ikke talt om sorgen.

"Da min mors kiste blev lukket, forstummede al snak om hende. Hun blev først dræbt og siden tiet ihjel. Ingen i min familie var onde, men de har jo været fuldstændig lagt ned – ligesom mig," siger Helle.

"Men tænk, hvor givende det kunne have været, hvis vi havde delt vores sorg og fortvivlelse." 

En konsekvens af traumet er blandt andet, at Helle – der ellers har klaret sig godt i skolen – mister evnen til at indlære. Blokaden varer adskillige år og koster hende senere sygeplejeuddannelsen.

"Hverken jeg selv eller andre forstod sammenhængen, og det gav mig mindreværd. Tænk at jeg, der havde haft så let ved at lære, ikke kunne blive sygeplejerske," siger Helle.

Flygtede fra hjemmet

I tiden efter sin mors død føler Helle, at hun kan blive liggende. Eller at hun kan rejse sig. Og Helle finder kræfterne til at rejse sig.

"I min mosters hjem hørte jeg udsagn som ”vi skal ikke snakke om det svære, så bliver vi kede af det” og ”du skal ikke regne med, at hvem som helst vil have dig, når de hører, hvad din far har gjort”," fortæller Helle.

"Det var sagt i kærlighed, men jeg tænkte: ”Det her skal jeg væk fra”."

Som 16-årig flytter hun til Aarhus for at gå på husholdningsskole. 

Hendes storebror har ikke samme styrke og dør senere som misbruger. I de følgende 25 år taler hun ikke om traumet i andet end brudstykker, fx når folk spørger, om hun ingen forældre har. 

Kun hvis de spørger insisterende, nævner hun den fulde historie. Men hun får ikke bearbejdet traumet.

Så mørket i øjnene

Først da Helle i 1996 starter på uddannelsen til familieterapeut, og hendes treårige datter begynder at spørge efter sin mormor og morfar, sker der noget.

"Min motivation for at uddanne mig var, at jeg ikke ønskede at lægge mine traumer over i min datter; den dag hun skulle høre min familiehistorie, skulle jeg selv være afklaret," forklarer Helle.

"Men i min iver efter at kigge på mine traumer og ”komme videre” gik det for stærkt. Jeg røg ud i de vildeste angstanfald; i et kvart århundrede havde jeg lavet en masse strategier for at overleve, og de blev fuldstændig brudt ned." 

Helle får intensiv terapi en gang om ugen ved siden af uddannelsen og føler sig gradvis stærkere ved endelig at se mørket i øjnene.

"Min mor blev offer for min fars gerning og blev ubarmhjertigt slået ihjel," siger hun.

Ditte Hansen indrømmer: ”Jeg var en bedre mor anden gang”

Skuespiller Ditte Hansen må indrømme noget bestemt om sit forældreskab, da samtalen falder på børneopdragelse i ALT for damernes podcast ’Skål Søster’.

"Jeg har gjort mit til, at hun ikke også skulle ties ihjel. Jeg har insisteret på at snakke om det og om hende; hun fortjente så meget mere."

Pæne ord om far

Helle er i dag en flittig strikker og mormor til fire. Hun rejser, og hun er begyndt at vinterbade. Og så er hun en efterspurgt foredragsholder.

"Med min historie rammer jeg noget, der for andre i min generation er næsten skræmmende genkendeligt: Smertelige tab, ofte uforløste, der bliver gemt væk som store tabuer," siger hun.

"Og jeg får selv ”gaver” under mine foredrag; jeg får bearbejdet noget hver gang," fortsætter hun.

"Der er også stadig folk, der kan huske mine forældre. Jeg mødte for nylig en mand, der kun havde gode ting at sige om min far som kollega. 

Hvis der er noget, der ikke er sagt om min far siden 1971, er det pæne ord. Det er med til at gøre mig og min fortælling hel."

Helle oplever, at hun specielt inden for de seneste fem år har foldet sig helt ud.

"Nu lever hele mig, i og med at jeg står frem med min livshistorie, siger hun. "Hvis jeg kunne møde mig selv som 14-årig, ville jeg sige: ”Det bliver ikke sjovt, men det skal nok gå,”" fortsætter hun – og tilføjer:

"Én bestemt sætning har desuden givet mig enorm styrke gennem mit liv: Tre uger før min mors død overhørte jeg en samtale, hun havde med sin søster, hvor hun sagde: ”Men Helle, hun skal nok klare sig!”"

Og det gjorde Helle.