Karin Salling forlod sin mand, to jobs og et liv i middelklassen for den 24 år ældre Herman Salling
Foto: Runólfur Geir Guðbjörnsson Karin Salling forlod sin mand, to jobs og et liv i middelklassen for den 24 år ældre Herman Salling

"Hvis et ægteskab ikke kan holde uden børn, så kan det heller ikke holde med"

Karin Salling forlod sin mand, to jobs og et liv i middelklassen for den 24 år ældre Herman Salling – direktøren bag stormagasinet Salling og Dansk Supermarked. Efter 30 år som direktørfrue viderefører hun i dag sin afdøde mands vilje i firmaet – og ikke mindst Sallingfondenes velgørende arbejde.

En stor schæfer gør lidt, da jeg stiger ud af bilen foran den store smedejernslåge ind til den 71-årige Karin Sallings pompøse hus i Højbjerg. En gartner sørger for at lukke mig ind, og Karin åbner hoveddøren og byder velkommen iført et smygende stramt, multifarvet sæt i lime, lilla, orange, grønt og blåt. Fødderne er stukket i et par tårnhøje, limefarvede stiletter. Slank, rank, smart. Inde i stuen, der har udsigt over Aarhus Bugt, er der dækket op med jordbærkage, rundstykker med pålæg, kirsebær, friskpresset appelsinjuice og kaffe. Foran den store åbne pejs står to råhvide Ægget-lænestole, der er tykke ægte tæpper på gulvene, og ud af højttalerne strømmer let og glad musik. Huset har dannet rammen om Karin Sallings tilværelse siden midten af 70'erne, hvor hendes liv med ét slag ændrede sig, da hun mødte den 24 år ældre og meget velhavende Herman Salling. Hun forlod sin daværende mand, faren til sin syvårige datter, droppede sin karriere som tandtekniker og det glamourøse bijob som feteret model for at blive hjemmegående på fuld tid. Herman Salling ejede og drev Salling Stormagasin i Aarhus og Dansk Supermarked, men siden hans død i 2006 har Karin været næstformand i bestyrelsen for Sallingfondene og medlem af bestyrelsen i F. Salling A/S.

– Jeg har haft et pragtfuldt liv, når jeg tænker tilbage, udbryder hun spontant, da vi sætter os i sofaerne.

– Først med mine vidunderlige forældre. Hjemme hos os var min mor kærligheden og min far var trygheden. Hun var den, der altid var der for en, når man kom fra skole og lige skulle have lidt at spise og sludre om, hvad der var sket. Min far var trygheden, som sørgede for, at vi økonomisk havde det godt. Jeg har aldrig prøvet at mangle noget, hverken økonomisk eller i forhold til kærlighed. Min far var håndværksmester i Randers, og dengang var det sådan – og det accepterede min mor – at han tog på arbejde, kom hjem og spiste frokost, og så skulle han sove til middag, inden han tog på arbejde igen. Lørdag og søndag var han enten på jagt eller ude og fiske, og det er hans skyld, at jeg har fisket meget og stadig har mit jagttegn.

Hvilke værdier har du med hjemmefra?
– Ærlighed. Det var simpelthen hovedtemaet. Jeg har aldrig taget så meget som to øre fra min mor. Aldrig. Og man skulle respektere andre mennesker og helst behandle andre, som man gerne selv vil behandles. Det er stadig meget, meget vigtigt for mig. Jeg synes, at jeg gør mig meget umage for at vise den respekt for andre, som jeg gerne vil have, at de viser mig.

Kærlighed før ægteskab
Da Karin var ved at blive voksen, kom hun i lære som tandtekniker og arbejdede samtidig som model, blandt andet for stormagasinet Salling. Hun blev gift og fik datteren Tina, og livet så ud til at forme sig ganske let og uden bekymringer. Men nytårsaften 1975 ændrede det hele sig – hun mødte Herman Salling, som straks fik et godt øje til den smukke unge kvinde.

– Vi var på feriestedet Hvide Hus i Ebeltoft med fælles venner. Jeg kendte ikke Herman i forvejen, men jeg havde hørt en del om ham, og en veninde, som kendte ham vældig godt, placerede os ved siden af hinanden. Det var da ikke kærlighed ved første blik, men han havde en udstråling, som var helt fantastisk, jeg kunne godt forstå, hvad pigerne faldt for. Han var charmerende og en, man lagde mærke til. Vi var ude og danse, vi snakkede, og da jeg skulle hjem, spurgte Herman, om jeg ville komme til frokost dagen efter. Jeg sagde nej tak, og så sagde han, at så måtte han have mit telefonnummer. "Det står i telefonbogen", svarede jeg. Husk på, jeg havde jo min mand med. Og så gik jeg.

– Noget tid efter mødtes vi tilfældigt igen, da jeg skulle køre min mand i lufthavnen. Og jeg må da indrømme, at jeg havde haft Herman lidt i tankerne. Da han hørte, at min mand først ville komme hjem dagen efter, inviterede han mig igen ud at spise, og jeg tænkte, okay, så kan det være, jeg får ham ud af hovedet. Herman havde et rygte med hensyn til damer. Han kunne godt lide damer. Og nej, det blev sådan set ikke bedre af, at vi var ude og spise, jeg fik ham ikke ud af hovedet. Tværtimod.

Hvad tænkte du i forhold til, at du havde både mand og datter?
– Altså, hvor meget tænker du, når du er forelsket? Forelskelse er jo en sygdom, simpelthen. På den ene side er det en frygtelig sygdom, på den anden side er den jo pragtfuld. Men det er klart, man bliver frygtelig splittet i den situation, og man er jo aldrig stolt af at gøre et andet menneske ondt. Min mand fik selvfølgelig noget at vide om, hvad der foregik, og jeg ville gerne give mit ægteskab en chance, men der kom for mange skrammer og for meget jalousi ind i billedet. Så uanset om det var blevet til noget med Herman og mig eller ej, så ville jeg
have været nødt at forlade mit ægteskab.

Forholdet til Herman udviklede sig, og det endte med, at de flyttede sammen i december 1976 og blev gift den 21. januar 1977. Karin beskriver ægteskabet som dejligt og velafbalanceret.

– Jeg stod for det herhjemme, og han stod for det i Dansk Supermarked. Og hvis vi somme tider diskuterede noget af det, der foregik hjemme, så sagde jeg: Ved du hvad, helt i orden, så styrer du det herhjemme, så tager jeg på kontoret! Og så sagde han ikke mere. Så var det uddebatteret.

Holdt du helt op med at arbejde?
– Ja. Det savnede jeg slet, slet ikke. Om morgenen løb vi ud til Moesgård sammen, og så lavede jeg morgenmad, mens Herman gjorde sig klar til at gå på kontoret. Frokosten skulle stå på bordet klokken 12. Præcis.

Skulle han så sove til middag som din far?
– Det skulle han.

Så du gentog din mors mønster?
– Det gjorde jeg åbenbart. Ja. Jeg faldt fuldkommen ind i det. Herman sov til middag og tog tilbage til kontoret, og så kunne jeg foretage mig, hvad jeg ville, indtil sharp 18, så var han hjemme. Og det var ikke fem minutter over. Hvis han var fem minutter forsinket, ringede han og sagde det. Jeg sagde, at hvis det bare var fem minutter, behøvede han altså ikke at ringe, men han svarede, at når jeg gad at lave mad til ham, så havde han en forpligtelse til at ringe, når han var forsinket. Han var meget galant. Meget romantisk. Og meget taknemmelig.

Følte du aldrig, at du var meget ung i forhold til at leve på den måde?
– Nu du siger det, kunne jeg godt have tænkt over det, men det gjorde jeg ikke. Jeg havde så mange andre ting, jeg lavede, når Herman ikke var hjemme. Jeg gik til sprog, gymnastik, badminton, så tiden var fuldkommen fyldt ud. Jeg sad ikke bare her og ventede. I det sekund han var ude af døren, så var jeg også.

I medgang og modgang
Aldersforskellen havde dog betydning på den måde, at Karin og Herman aldrig fik børn sammen.

– Det var en beslutning, jeg traf. Herman var 57 år, da jeg mødte ham, og hvis vi fik et barn, så ville han jo være på alder med en bedstefar, når barnet skulle konfirmeres. Det, syntes jeg ikke, var lykken, og hvis et ægteskab ikke kan holde uden børn, så kan det heller ikke holde med.

En anden betydning af aldersforskellen var, at Herman, der, siden han var barn, havde lidt af en sygdom, der gav ham problemer med balancen, efterhånden fik sværere og sværere ved at gå. Det blev mere og mere udtalt som årene gik, og selvom han altid var meget sporty og trænede hver eneste dag, gik det ned ad bakke med førligheden. Da han var i begyndelsen af 70'erne måtte han have rollator, og de sidste tre år sad han i kørestol.

– Det var virkelig synd for ham, det var nedværdigende. Han var jo vital i hoved og krop, han var i gang hele tiden og tog stadig på arbejde indtil seks uger før, han døde. Der kom
aldrig en egentlig diagnose på, hvad han fejlede, men jeg er overbevist om, at det var den sygdom, han havde haft hele livet, der til sidst tog hele kroppen.

Hvordan var det at få rollen som sygeplejerske?
– Det kom gradvist, du tænker ikke over det, når du er i det. Og med den taknemmelighed Herman viste, var det ikke spor svært. Vi foretog små justeringer i huset, så han kunne trives. Og det er jo fantastisk, at vi på trods af aldersforskellen fik lov til at få næsten 30 skønne år sammen. Da vi havde kobberbryllup, sagde jeg til Herman "Ved du hvad, jeg tror, at vi fejrer det næsten som sølvbryllup. For hvis vi når sølvbrylluppet, så kan vi nok kun spise suppe allesammen." Og så holdt vi en stor fest. Men vi endte jo også med at kunne fejre sølvbryllup. Og vi kunne sagtens spise andet end suppe.

Hvordan reagerede du, da Herman døde?
– Jeg er meget, meget underlig i den sammenhæng. Indtil jeg mistede min mor, var jeg sikker på, at jeg ikke kunne miste hende, og sådan havde jeg det også med Herman. Jeg tror ikke på det, før det er sket. Jeg sad med Herman i hånden, da han trak vejret sidste gang, og alligevel var det helt uvirkeligt.

– Jeg havde en veninde, som slet ikke kunne være hjemme i sit hus, efter hendes mand døde, og sådan ville jeg ikke have det. Så jeg besluttede, at nu satte jeg mig i den ene lænestol og jeg ville blive siddende, indtil jeg havde vænnet mig til tanken om, at Herman ikke sad i stolen ved siden af. Sådan som vi havde siddet hver aften foran pejsen. Vi havde været meget hjemme, for Herman følte det som at sidde i et udstillingsvindue, når vi var ude, og han skulle have hjælp til forskellige ting de sidste år.

Hvor lang tid kom du til at sidde i stolen?
– Jeg sad der 14 dage. Måske tre uger. Men så var der nogle af mine gode venner, Hanne og Poul, som ringede og sagde, nu skal du altså lige med os i Musikhuset. Jeg vævede lidt, men tænkte, okay, selvfølgelig. For hvis det var Herman, der var blevet alene, så ville han have levet livet lige med det samme igen. Han ville acceptere, at når man ikke er der mere, så er man der ikke. Og det var starten på, at jeg begyndte at gå ud igen, og derfor er jeg faktisk Hanne og Poul meget taknemmelig for, hvad de gjorde dengang.

På direktionsgangen
Inden Herman Sallings død var Karin indtrådt som menigt bestyrelsesmedlem for stormagasinet Salling og i Sallingfondene. Efter hans død blev hun næstformand og fik mere indsigt og flere opgaver. I dag er hun med til at beslutte, hvem der skal ansættes i ledelsen, og hvilke kulturelle og sportslige formål Sallingfondene skal bruge sine penge på.

– I starten var det lidt underligt, og jeg var bange for ikke at gøre det godt nok. Ikke at gøre det rigtige. Men hvis du øver dig nok, går det som regel også, og jeg blev fantastisk godt taget imod alle steder. Det har været meget spændende at få større indsigt i virksomheden.

Hvad er dine styrker i forhold til bestyrelsesarbejdet?
– Min styrke er vel bare, at jeg ved, hvad Herman gerne ville have støttet. Det tænker jeg rigtig meget over. At det er i hans ånd. Det vigtigste for Herman var at støtte noget med kirker og kultur. Og så er det vigtigt, at vi støtter nogle ting, som både vores personale og vores kunder har glæde af. Her i Aarhus har vi blandt andet støttet Aros, Musikhuset, Aarhus Teater og Den Gamle By, og lige nu er der ved at blive lavet et havnebassin, som bliver rigtig godt, og en legeplads, hvor børnene kan lege på dyr fra forskellige lande og samtidig læse eller få læst højt om de lande, som dyrene kommer fra. Jeg følger projekterne så godt, jeg kan.

Hvordan er det at bruge sig selv på den måde efter de mange år, hvor du ikke arbejdede?
– Jeg føler en stor glæde ved det. Der er jo ikke noget skønnere end at se glade mennesker. Det har også været med til at udfylde tomrummet efter Herman, og jeg er glad for at jeg kan være med til at udvikle ting, der er i hans ånd.

Du holder fast i hans ånd, men du gør vel også, hvad du selv synes?
– Selvfølgelig, det er klart. Der kan da være enkelte tilfælde, hvor jeg tænker, det ville du ikke være gået med til Herman, men nu er det altså mig, der bestemmer. Eller Fonden, for vi skal jo helst være enige alle fem i Fonden.

Hvis Herman kunne kigge på dig og se den måde, du arbejder på, hvad ville han så sige til dig?

– Jeg tror i hovedtræk, at han ville være tilfreds. Men Herman var meget påpasselig rent økonomisk, og der ville han nok rynke lidt på næsen af mig en gang imellem. Hvis jeg kom hjem og havde købt et eller andet i Salling, så sagde han altid: "Har du brug for det?" Det skal man jo ikke spørge en kvinde om, for selvfølgelig har hun brug for det, når hun køber det! Jeg sagde til ham, at jeg da måtte støtte firmaet, og han svarede: "Ja, men de behøver jo ikke kun leve af os, vel?"

Hertil og ikke længere
Det er langt fra al Karins tid, der går med bestyrelsesarbejdet. Hun lever et aktivt liv med træning, sprogundervisning og sociale arrangementer med venner og veninder. Hendes datter bor i dag i Düsseldorf med sin mand og tvillinger på 16 år.

– Det er jo også en ting, du vænner dig til. Hvis jeg gik rundt og var ked af, at de boede så langt væk, hvem ville det så hjælpe? Tina bor i Tyskland og er glad for at bo der, og hun kommer hjem seks-syv uger i sommerferien. Jeg har et sommerhus, som jeg har fået bygget på grund af hende. Den dag, jeg er væk, har hun et hus her i Danmark tæt på vandet, byen og skoven.

Skal din datter eller Hermans datter ind i virksomheden en dag?
– Nej, slet ikke. Det står simpelthen i papirerne. Den dag, jeg forlader bestyrelsen, kan jeg selv vælge, hvem jeg vil have ind, men jeg må ikke vælge nogen fra familien. Det gør, at jeg ikke sidder i den knibe, at nogen føler sig forfordelt. Det er noget, Herman har ladet skrive ned. Og det retter jeg mig selvfølgelig efter.

LÆS OGSÅ: Dronningen af d'Angleterre

LÆS OGSÅ: 10 kvinder, der gør os stolte over at være kvinder

LÆS OGSÅ: USAs ambassadør: "I er elendige til at gøre reklame for jer selv"

Karin Salling, 71

Uddannet tandtekniker og arbejdede flere år i faget sideløbende med modeljobs for blandt andet Salling.

Hjemmegående i mange år og i dag næstformand i bestyrelsen for Sallingfondene og medlem
af bestyrelsen i F. Salling A/S.

Gift med Herman Salling fra 21. januar 1977 til hans død den 8. maj 2006. Parret fik ingen børn, men Karin har datteren Tina fra sit tidligere ægteskab og to børnebørn. Herman Salling havde to døtre, Cathrine, der døde af kræft i 2004 og Mariann, der i dag bor i Aarhus. Cathrine efterlod
sig en datter.

Familiefirmaet Salling
Ferdinand Salling grundlagde i 1906 en manufakturhandel i Aarhus. Butikken blev udvidet flere gange, og i 1948 åbnede Salling Stormagasin. Da Ferdinand Salling døde i 1953 overtog hans søn, Herman Salling, virksomheden og stiftede Jysk Supermarked, som siden blev til Dansk Supermarked. Herman Salling indgik partnerskab med A.P. Møller, for at kunne fortsætte udviklingen, og han var direktør og senere bestyrelsesformand for virksomheden frem til sin død i 2006. I januar 2014 købte Sallingfondene 48 procent af aktierne i Dansk Supermarked fra Mærsk og ejer nu 81 procent af Dansk Supermarked.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview