Interview med Ida Praetorius

Foto: Anne Nørkjær Bang Ida Praetorius er netop blevet udnævnt til solodanser på Den Kongelige Ballet.

Interview med Ida Praetorius

Ida Praetorius’ barndomsdrøm blev til virkelighed

Ida Praetorius er vokset op på Det Kongelige Teater med alt hvad dertil hører af teatermagi, eventyr og forventningspres. Nu er hun blevet tildelt en af de fornemmeste titler, man kan få som balletdanser i den danske danseverden: Titlen som solodanser ved Den Kongelige Ballet.

Historien her både begynder og ender på Gamle Scene på Kongens Nytorv, sent på aftenen den 6. april 2016. Da danserne i balletten "Romeo og Julie", med 22-årige Ida Praetorius i den dramatiske og krævende rolle som Julie, har taget deres sidste trin, træder balletmester Nikolaj Hübbe, klædt pænt i smoking, ud på scenen. Salen bliver stille, mens han taler i et ekko af åbningen på Shakespeares skuespil:

– Den store gamle scene er den stad / hvor spillet om to huse nu forstummer / Men publikum spids / øren til mit kvad / For i vort spil vi nu en stjerne rummer.

Ida Praetorius forstår, at noget vigtigt er ved at ske. Men ikke helt hvad. Hun kan mærke, hvordan hendes danserkollegaer klemmer hendes hænder hektisk. Og hun kan også efterhånden mærke, at det handler om hende.

– Jeg frydes ved til jer at mig henvende / Og annoncere at Veronas Julius / I aften bliver solodanserinde! / Tag godt imod Ida Praetorius!

LÆS OGSÅ: Dronningen af dansk natteliv er blevet voksen

For Ida Praetorius var dette øjeblikket,hvor barndommens slørede fremtidsdrømme pludselig blev til helt nærværende virkelighed: Hun blev udnævnt til solodanser ved Den Kongelige Ballet - en forfremmelse, som man ikke kan ansøge om, men kun gøre sig fortjent til med lige dele hårdt arbejde og sjældent talent.

– Det kom helt bag på mig den aften. Jeg har altid drømt om at blive solodanser, og jeg har allerede haft fornøjelsen af at danse en masse store roller, men jeg havde ingen idé om, at det skulle ske den aften. Jeg har set det på film bagefter, og jeg er jo helt paralyseret. Jeg står bare og tuder og rør mig ikke rigtig. Nikolaj var nødt til at sige til mig: "Gå frem og buk!", fortæller hun og tilføjer:

– Det var en meget stor aften.

Ida Praetorius er lige blevet udnævnt til solodanser ved Den Kongelige Ballet. Foto: Anne Nørkjær Bang

Et værelse på teatret
Man ved, at man bruger uforholdsmæssigt meget tid på Det Kongelige Teater, når man har fået sin egen garderobe. Den garderobe, der tilhører Ida Praetorius og hendes veninde og kollega ved balletten, ligner et teenageværelse: Rodet med masser af tøj, postkort og fotografier på væggen og, måske mere usædvanligt, bunker af slidte balletsko. I hundredvis.

Bunker af brugte balletsko og masser af reperationsarbejde. Livet som balletdanser kræver ikke bare at man er let på tå, men også snild på fingrene. Foto: Anne Nørkjær Bang. 

– Nogle gange kan man slide dem ned på kun én aften, fortæller hun og viser, hvordan hun prøver at gøre skoene mere robuste med små sting på den flade snude.

– Vi er to, der deler værelset her. Det er lidt en hule, ikke? Men det er hyggeligt! Vi har en ting med, at vi giver hinanden kort, når vi har premiere på en stor rolle eller noget andet betydningsfuldt, siger hun.

De små kort på spejlet minder Ida Praetorius om, hvor heldig hun er, at hun har fået lov så mange store partier. Foto: Anne Nørkjær Bang. 

Hun peger på det brede spejl, som hænger midt på den ene væg i værelset. Spejlet er plastret til med små kort: "Pøj pøj med premieren, Ida", "Tillykke med rollen" og "Du er for sej!" står der på dem. Ida Praetorius fortæller, at hun har været nødt til at udvælge lidt i de mange søde kort på det seneste.

– Jeg er så glad for de her kort. Dem, jeg har hængende her, er næsten kun fra denne her sæson. Jeg har været så heldig at få så mange vidunderlige roller, siger hun og lyser op i et udtryk, som bedst kan beskrives som en blanding af glæde, overraskelse og beskedenhed.

Balletsko-prepping al la Ida Praetorius: For at gøre de nye, ubrugte sko, som hun får håndsyet til sig, mere fleksible, ødelægger Ida Praetorius konsekvent sine sko, inden hun tager dem i brug. Først snitter hun sålerne ujævne, så bøjer hun dem af led, så skal de trampes på - og først da er de klar til dans, forklarer hun. Foto: Anne Nørkjær Bang. 

"Heldig" er et upræcist ord at bruge i denne sammenhæng. Ida Praetorius har nemlig mere end blot et heldigt naturtalent. Hun har knoklet, hun er ambitiøs, og hun har brugt et helt liv på at forfine sin teknik.

– Jeg er gået all in. Men det kommer jo af, at jeg synes, at det er sjovt. Jeg elsker træningen. Selv når jeg er træt, og min krop gør ondt, så kan jeg det meste af tiden rigtig godt lide det. Den der udvikling og proces, man er igennem, både med en rolle, men også bare basic teknik. Jeg har været på scenen, siden jeg var otte år. Og hvis jeg kunne vælge, ville jeg gøre det igen. Jeg ville ikke bytte det for en mere "normal" barndom, siger hun og tilføjer:

– Det var et eventyr. Når andre børn skulle i seng om aftenen, skulle jeg af sted på teatret. Det var så spændende!


Ida Praetorius elsker livet på teatret. Foto: Anne Nørkjær Bang.

Den næsten barnlige begejstring over teatrets magi sidder stadig i Ida Praetorius, som har brugt hele sin barndom, ungdom og begyndende voksenliv i de smalle gange bag Gamle Scene.

– Man kan jo mærke kunsten i væggene, siger hun begejstret.

– Man kunne næsten tro, at her var spøgelser. Nogle gange kan man godt blive i tvivl. Efter forestillingerne, når vi holder fester herinde, er der et tidspunkt, klokken et tror jeg, hvor der kommer en stemme i højttalerne, som siger noget i stil med: "Teatret lukker, alle bedes forlade teatret, kom godt hjem!" Og det er Ghita Nørbys stemme. Det er så magisk hver gang. Ghita siger, at vi skal gå!


Foto: Anne Nørkjær Bang.

Ballet i blodet
Ida Praetorius' mor var selv balletdanser, og selvom hun holdt op med at danse, inden Ida blev født, er familien alligevel blevet en "balletfamilie". Hendes to brødre danser i hvert fald begge to - den ene i korpset på Den Kongelige Ballet, den anden går i 9. klasse på balletskolen. Og drømmen om at blive "ballerina eller prinsesse", som hun selv udtrykker det, har siddet i hende, siden hun var ganske lille:

– Jeg har altid drømt om det. Men jeg tror først, at det var, da jeg kom herind på teatret og blev balletbarn, at jeg blev helt tryllebundet af det. Jeg er jo vokset op på teatret, jeg er blevet voksen herinde. I teenageårene blev jeg mere ambitiøs omkring det. Jeg nørdede det meget, teknikken og sådan noget. Da jeg var yngre, var det mere eventyr.

LÆS OGSÅ: 23-årig mistede 200.000 i forretningseventyr. Sådan vendte hun fiaskoen til succes

Der er jo mange fordomme om balletverdenen. Er den lige så hård, som den lyder?

– Jeg tror måske, at balletverdenen udefra virker lidt mere brutal, end den er, når man er i det. Det er rigtigt, at der er eksamen hvert år på balletskolen, og at de piller børn fra, for det er jo en eliteskole. Men for mig var det først og fremmest en eventyrfabrik. Jeg fik lov at gå rundt blandt mine idoler. Alle de voksne danserinder, som jo for mig var, hvad popmusikere er for andre børn.

Men hvordan har det været for dig, så tidligt i dit liv at skulle forholde dig til, at der er nogle voksne mennesker, som skal vurdere, om man er god nok?

– Jeg blev hurtig voksen, tror jeg. Lærerne gik jo og kiggede meget på os, og jeg ville så gerne gøre det så godt. Jeg var meget perfektionistisk. Jeg vil ikke sige, at jeg generelt var et bekymret barn, men jeg brugte alligevel meget tid på at tænke på, om jeg var god nok. Og hvis man så det udefra, så gik det jo rigtig godt. Så jeg ville da på en måde ønske, at jeg selv kunne hoppe tilbage i tiden og sige til mig selv: Hey hey, keep cool, det kommer til at gå fint!

Foto: Anne Nørkjær Bang. 

Ida Praetorius gjorde lynkarriere ved Den Kongelige Ballet. Hun blev ansat som aspirant, da hun var 16 år, og skulle ud på scenen og levere i vigtige roller og rejse verden rundt - uden far og mor.

– Mine forældre har altid været ret cool. Jeg har altid haft stor opbakning fra deres side, og samtidig har de også understreget over for mig, at jeg kun skulle gøre det, hvis jeg selv havde lyst. At jeg måtte stoppe, lige når jeg ville. I mine unge aspirantår, hvor jeg var heldig at få mange store roller meget tidligt, kan jeg huske, at jeg altid var glad, når mine forældre kom og så forestillingerne. Så følte jeg mig tryg. Og det er jo helt åndssvagt, for de kan jo ikke gøre noget som helst fra eller til, når man står oppe på scenen og danser et stort parti. Men det var bare tanken om, at der sad nogen dernede i mørket, som holdt med mig lige meget hvad. Som ville give mig knus, hvis det gik godt, og et knus, hvis det gik galt. Så jeg var da klart påvirket af det her med at have et stort ansvar i en ung alder. Men jeg er også stolt af det. Jeg synes sgu, at jeg var sej, siger hun.

Ida Praetorius er netop nu aktuel i forestillingen Don Quixote på Det Kongelige Teater. Foto: Costin Radu

En mærkelig verden
Som balletdanser er man både kunstner og elitesportsudøver, fortæller Ida Praetorius. Hun ser sit krop som sit instrument, og hun passer på den, præcist som hendes musikervenner gør med deres instrumenter, som de slæber rundt på i forede poser og kasser, for at de ikke skal komme noget til.

– Jeg sørger for at sove nok, spise sundt og passe på mig selv. Mine venner griner nogle gange af mig, når jeg sidder med min spand med isvand og dypper fødderne. Og der er selvfølgelig gange, hvor jeg må sige, at jeg ikke kan gå til fest fredag aften, fordi jeg skal op og træne om morgenen lørdag, selvom jeg gerne ville. Jeg går heller ikke lige i stiletter, hvis jeg ved, at jeg skal ned i mine tåspidssko dagen efter, griner hun.

I hverdagene tager Ida typisk på teatret omkring kl. 9. Hun skifter til træningstøj og gør klar til morgenens første stræk og bøj.

– Om morgenen gennemgår vi alt teknik. Det er opbygget ret skematisk, så man starter ved stangen, stille og roligt, og får kroppen i gang, og så bygger man mere og mere på, og slutter af med de store spring, tricks og store piruetter. Det er meget meditativt for mig. Vi har en live pianist, som sidder og improviserer til. Jeg stiller mig gerne helt tæt på klaveret, det er sådan en fornøjelse, fortæller hun.

I kostumeafdelingen hænger tutuerne "på hovedet" i loftet, så de holder deres form. Foto: Anne Nørkjær Bang.

– Bagefter har vi prøver på de forestillinger, der nu måtte være. Typisk fra 12-16, nogle gange til 18, hvis der er forestilling om aftenen. Og så er forestillingerne jo typisk fra 20-23. Og i Romeo og Julie er jeg jo på scenen næsten hele tiden. I tredje akt går jeg slet ikke af scenen! Det er hårdt, og det er nogle lange dage.

Bliver det nogensinde "another day at the office" for dig?

– Selvfølgelig er der nogledage, som er sjovere end andre. Men jeg siger aldrig: Jeg skal på arbejde. Jeg siger: Jeg skal på teatret. Det er ikke fordi, jeg ikke ser det som et arbejde, men jeg føler ikke, at jeg ofrer noget. Jeg kan jo rigtig godt lide det, jeg laver.


Ida Praetorius fremviser et af de mange kostumer, der bærer hendes navn i Det Kongelige Teaters kostumeafdeling. Denne sorte kjole skal bruges i forestillingen Don Quixote. Foto: Anne Nørkjær Bang. 

Har du nogensinde overvejet at droppe det og gøre noget andet?

– Det har jeg faktisk ikke. Der er da øjeblikke, hvor jeg tænker: Hvad er det for noget mærkeligt noget, jeg laver? Hvad sker der for det her? Jeg er meget fascineret af den her verden. Kostumerne, settet, musikerne i orkestergraven, baghuset - jeg elsker det virkelig! Men nogle gange kan jeg godt stoppe op og se mig omkring, måske midt i en bevægelse inde til træning, og tænke: Det er jo så unaturligt det her. Men det er jo samtidig det fede ved det. Det er lidt magisk. Det er kunst.

LÆS OGSÅ: "Det at være succesfuld designer er 95 % hårdt arbejde og 5 % talent"

Selvom udnævnelsen som solodanser markerer enden på en lang rejse op gennem det danske ballethierarki for Ida Praetorius, ser hun det ikke som en afslutning. Snarere en begyndelse.

– Lige nu ser jeg det bare som begyndelsen på en forhåbentligt lang karriere. Jeg drømmer jo om at få en masse store, fantastiske roller. Det er derfor, jeg gør det. Jeg er dybt beæret og meget stolt over at have fået den her titel, men i bund og grund er det jo, fordi jeg gerne vil danse de roller, der er. Jeg drømmer om at udvikle mig, arbejde med nogle dygtige koreografer og rejse rundt i verden. Jeg har en hel liste over partier, jeg brænder for, men... ja...

Hun stopper sig selv i talestrømmen og smiler.

- En dag af gangen, ikke?

Foto: Anne Nørkjær Bang. 

LÆS OGSÅ: Laura Lindahl: "Kvinder, der vil til tops, kan komme det. Vi har ligestilling"

LÆS OGSÅ: "Man kan faktisk godt være keramiker og nå bredt ud"

LÆS OGSÅ: Emma Holten: "Jeg har fundet mig i alt for meget pis"

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview