Jane Kallesøe Aaberg

Foto: Mikkel Bækgaard Janes faldskærm foldede sig ikke ud, da hun en dag sprang faldskærmsudspring.

Janes faldskærm foldede sig ikke ud: “Da jeg ramte jorden, følte jeg en smerte i ben og ryg, som aldrig før”

Hvordan er det at stå i en situation, der kan koste dig livet? Og hvordan ser det genvundne liv ud bagefter? Mød her Jane Kallesøe Aaberg fra Odense, der havde flere hundrede udspring i rygsækken, da hendes faldskærm en dag ikke virkede - og hun troede, at alt var slut.

Jeg sprang ud sammen med to andre fra 4.000 meters højde. Det var 18.  juni 2006, og jeg deltog som medhjælper i et faldskærmsudspringsstævne i Odense. Jeg havde flere hundrede udspring i rygsækken, og det var perfekt vejr med 25 grader og høj sol.

Da jeg trak i snoren for at udløse skærmen, kom den ikke ud. Det havde jeg prøvet før, og så er der en reserveskærm. Man skal frigøre hovedskærmen, så den ikke folder sig ud, når man trækker reserveskærmen – men da jeg trak reserveskærmen, kom hovedskærmen pludselig med ud.

Dens liner filtrede sig sammen med reserveskærmens liner i en stor knude, og ingen af skærmene foldede sig ud.

LÆS OGSÅ: Gitte blev taget som gidsel i en bus: ”Han var vild i øjnene og råbte, at vi alle skulle dø”

Jeg prøvede at filtre knuderne ud, mens jeg susede mod jorden. Nu var jeg virkelig bange. Jeg fik skilt linerne ad, og så skulle jeg bare skære hovedskærmen fra, så reserveskærmen kunne folde sig ud.

Men det var fuldstændig umuligt, og jeg indså, at der ikke var noget at gøre. Jeg ville ramme jorden uden en udslået faldskærm. Derefter blev det vigtigt for mig at lande rigtigt; så vandret som muligt for at forsøge at glide den af, tænkte jeg.

Jeg husker øjeblikket, lige inden jeg landede. Jeg tænkte, at det var det. Jeg ville dø. Da jeg ramte jorden, følte jeg en smerte i ben og ryg, som jeg aldrig har oplevet før. Mine skrig blev nærmest presset ud. De to andre faldskærmsudspringere kom og var hos mig, mens vi ventede på ambulancen. Jeg røg straks ind på traumecentret, og de konstaterede, at jeg havde to brud på ryggen, en smadret diskus og et forstuvet ben. Jeg blev opereret, og herefter skulle jeg i genoptræning.

Inden ulykken havde jeg tænkt på, at jeg kunne dø ved et udspring. Hvis det skete, ville jeg dø lykkelig, for jeg elskede faldskærmsudspring. Jeg havde det svært i den tid, da jeg led af en spiseforstyrrelse, og at jeg lavede faldskærmsudspring næsten hver weekend var som spiseforstyrrelsen et misbrug.

LÆS OGSÅ: Mari-Ann var med i en togulykke: “Jeg var rolig og ikke bange, selv om jeg troede, jeg skulle dø”

Jeg kunne aldrig finde på at begå selvmord, men et eller andet sted følte jeg ikke, at mit liv var særlig meget værd at leve. Men da jeg var i øjeblikket den dag, mærkede jeg, at jeg ikke ønskede at dø. Jeg ville ikke kunne se mig selv i øjnene, hvis jeg ikke gjorde alt for at forsøge at overleve.

Det næste halve år var noget af det værste i mit liv. Der var så mange smerter. Jeg kunne ikke sidde eller ligge ret længe ad gangen, og virkningen af medicinen aftog for hurtigt. Jeg tænkte ikke så meget over, hvor tæt jeg havde været på at dø.

Det handlede bare om at komme på benene, så jeg kunne springe i faldskærm igen. Genoptræningen hjalp mig, og jeg blev så bidt af at træne, at jeg begyndte at dyrke styrkeløft. Det blev min nye interesse, og jeg endte med at blive verdensmester i 2015. I dag har jeg ingen fysiske men fra ulykken.

At jeg aktivt traf valget om ikke at dø, gjorde noget godt for mig. Så i dag er jeg taknemmelig for oplevelsen. Det giver en power indeni, at man ved, at man kan handle sig ud af sådan en situation. Der har været mange år med kaos indeni, men at overleve ulykken har givet mig selvtillid til at klare mange svære ting i livet.

Om Jane Kallesøe Aaberg, 40 år

  • Arbejder som coach.
  • Bor i Odense med sin mand.
Se, hvad vi ellers skriver om: Døden, Samfund og Interview