Natascha Kampusch: "Jeg føler mig stadig som en outsider"

I efteråret 1998 beslutter Wolfgang Priklopil at shine kælderrummet lidt op. 10-årige Natascha Kampusch, som har boet i kælderen et halvt år, får selv lov at vælge, hvilken farve væggene skal have. Sartrosa. Savsmuldstapet. Præcis som væggene på hendes værelse derhjemme.

Hver aften i kælderen de næste mange år lukker hun øjnene, inden hun skal sove, strækker hånden ud og lægger den på tapetet. I sit indre forestiller hun sig møblerne på sit eget værelse, sine dukker og gardiner. Og gør hun det intenst nok, tænker hun, vil hun en dag vågne op i sit gamle værelse hos sin mor.

Efter otte år i fangenskab befrier Natascha Kampusch sig selv, og da hun for første gang besøger sin mor igen, går hun ind på sit gamle værelse, hvor alting står, som da hun forlod det otte år forinden. Hun lægger sig på sengen, lukker øjnene, strækker hånden ud og rører væggen.

„Her er jeg igen,“ hvisker hun.

„Kan du se, det virkede...

Natascha Kampusch som lille.

Skal se folk an

Jeg trisser ned ad Ringstrasse i Wien, den brede boulevard, som omkranser bykernen. En perlerække af kejsertidens pompøse bygningsværker flugter gadens runding, og om lidt træder jeg ind i et af dem for at møde Natascha Kampusch. Hun har udgivet en bog om sit otte år lange fangenskab. Jeg husker tydeligt hendes ansigt, dengang hun gav sit første tv-interview efter sin befrielse i 2006. De levende billeder gik verden rundt. Jeg husker en bleg pige med lilla tørklæde viklet om hovedet, som ord for ord lod hele kloden få indblik i sine tanker. Husker, hvordan hun i mit fjernsyn indimellem lukkede øjnene. Tøvede. Og hvordan hun nu og da slog en lille, prøvende latter op, så det ikke var til at fatte. Da jeg åbner porten til bygningen, tager jeg mig selv i at være nervøs ved tanken om snart at møde hende. Men hvorfor? Jeg har tidligere interviewet både voldtægtsofre, selvmordsramte familier, incestofre. Og kendte. Men det her er anderledes. Det er hendes histories ubegribelighed, der skræmmer mig. Som om min empati og fatteevne ikke kan række, uanset hvor meget jeg anstrenger mig. Som om ethvert spørgsmål kan virke som en sårende bagatellisering af de otte år i fangenskab. Elevatoren indkapsler mig i en hakken og hvinen og sender mig til tops i bygningen. Få minutter senere rejser hun sig fra stolen. Hun ser anderledes ud. Ubeskriveligt, men ubestrideligt. Sundere end i mit fjernsyn. Med gulvlang nederdel, en blomstret top og det askeblonde hår hængende tungt om ansigtet.

– Guten Tag.

Hun smiler let og lægger hovedet på sned. Hendes manager er altid med under interviews. Ligesom Natascha Kampusch i det hele taget aldrig går ud alene, hvis hun kan undgå det.  

–I lang tid har det været sådan, at jeg altid har en ved min side, når jeg går ud, for jeg kan stadig have følelsen af, at folk rundt omkring mig vil behandle mig dårligt. Sommetider frygter jeg, at nogen vil bortføre mig i dag, fordi jeg er blevet så kendt, at de kan få en stor løsesum, siger hun og fortæller mig, at hun har det med fremmede mennesker som med apotekernes „Hold afstand“-linje. Billedligt talt.

– Jeg vil gerne have, at folk lige venter et øjeblik, før de taler til mig. Jeg har brug for mere tid end andre til at indstille mig på nye mennesker og situationer.

Læs også: Positiv psykologi - Grin dig igennem sorgerne

Måske er det derfor, hun i begyndelsen af interviewet svarer kort. Meget. Kort. Ofte med blot et enkelt eller få ord. Et øjeblik overvejer jeg alvorligt, om jeg har stillet et spørgsmål, som har såret hende. Men som minutterne går, og vi ser hinanden an, vokser længden, nuancerne og den rammende refleksion i hendes svar. Jo, det her er uden tvivl en særlig kvinde.

To år uden frisk luft

Den 2. marts 1998 var 10-årige Natascha Kampusch på vej til skole. I det øjeblik, hun passerede en fremmed mand på Melangasse i udkanten af Wien, greb han hende om livet, løftede hende ind i en hvid varevogn og kørte hende til et hus i landsbyen Strasshof uden for Wien. Bortføreren hed Wolfgang Priklopil.

Da Natascha kom til sig selv igen, lå hun i et kælderrum. 2,7 meter langt og 1,8 meter bredt. Ikke en lyd trængte ind, ikke en smule lys. Hun krøb sammen på en tynd madras og faldt i søvn.

– Som voksen har jeg tænkt på, hvordan jeg overkom den aften. Det var skræmmende, men hjernen og forstanden kan præstere utrolige ting ved at trække sig tilbage for ikke at give op over for en situation, som ikke er til at forstå logisk, fortæller hun.

Hendes stemme lyder spag, men sært overvældende i stilheden. Og næsten hver eneste sætning begynder hun med et sagte „Jaaahh“ – som om hun tager et roligt, verbalt tilløb til ordstrømmen.

Først efter et halvt år kom hun for første gang op fra kælderen til Priklopils hus for at få et brusebad. Og efter to år i fangenskab kom hun ud i den friske luft: En nat lod Priklopil hende komme ud i haven og mærke følelsen af at kunne fylde lungerne med store mundfulde kølig luft.

Lænket sammen om natten

Da Natascha Kampusch kom i puberteten, blev Priklopils forhold til hende forandret. Som barn blev hun mest i kælderen og passede sig selv, men som ung kvinde skulle hun stå til rådighed for ham og under strengt opsyn udføre arbejdsopgaver i huset – rengøring, madlavning.

I perioder hjalp hun med at istandsætte huset indvendig. Slæbte marmorplader, døre, trak sække med cement hen over gulvet, brækkede beton op med stemmejern og forhammer.  En eftermiddag kylede han – i pludselig aggression – en Stanley-kniv efter hende. Den borede sig ind i hendes knæ og blev siddende, mens blodet løb ned ad skinnebenet.

„Lad være med det, du laver pletter,“ snerrede han, slæbte hende ud på badeværelset for at standse blødningerne og klaskede irriteret koldt vand i ansigtet på hende.

„Hold op med at tude.“

For at dulme hendes tunge humør og sin egen samvittighed gav han hende en is bagefter.

– Efter det anfald var det, som om en magisk cirkel var brudt, fortæller Natascha Kampusch.

Han begyndte at mishandle hende med daglige knytnæveslag, spark og ydmygelser.

– Jeg følte mig som en lille, pryglet hund, der ikke kunne bide den hånd, der slog den, fordi det var den samme hånd, som fodrede den.

Ofte lukker hun øjnene, mens hendes mund fortsætter med at fortælle – som om hun et øjeblik skærmer for virkeligheden.

Da Natascha Kampusch fyldte 14 år, sov hun for første gang i fire år over jorden. Skrækslagen lagde hun sig i Priklopils seng. Han lænkede dem sammen med kabelbindere ved håndleddene. Den del af fangenskabet, som omhandler seksualitet, vil Natascha Kampusch hverken skrive om eller fortælle om.

– Det er den sidste rest af privatsfære, jeg vil beholde for mig selv, siger hun.

Jeg kan kun unde hende det.

– Men selvfølgelig udsatte han mig for små seksuelle overgreb. De blev en del af de daglige chikaner. Men når han lænkede os sammen om natten, drejede det sig ikke om sex. Han ville bare ligge tæt med nogen.

Opskriften på det gode liv: 7 gode vaner

Glimt af normalitet

I sin dagbog har Natascha Kampusch beskrevet en hyggelig nytårsaftensdag i sit fangenskab: Priklopil kom hjem lidt før midnat. De tændte for fjernsynet ved midnat for at høre Pummerin-klokken og Donauvalsen, de skålede og beundrede fyrværkeriet uden for vinduet. 

– Jeg tror, mennesker har en evne til at skabe et glimt af normalitet i selv de mest unormale situationer for ikke at miste sig selv. For at overleve. Det kunne også være de små øjeblikke, som når han roste mine tegninger eller gennemgik skolestof, som jeg forsømte, forklarer hun.

– For mig var disse nuancer afgørende. Man bliver vanvittig, hvis man i årevis kun ser gruen, og det lykkedes mig at overleve ved ubevidst at skubbe det grufulde væk. Det er de få øjeblikke, der virker normale, som man klamrer sig til, og som sikrer dig overlevelse.

Det virkede umuligt for hende at flygte. Både fordi hun aldrig måtte bevæge sig mere end en meter væk fra sin bortfører, når hun var oppe fra kælderen, og fordi hun med tiden også følte sig mentalt lænket til ham:

– Angsten for verden udenfor, hvor man hverken elskede eller savnede mig, havde han plantet så godt i mig, at den næsten blev større end længslen efter frihed. I en periode kunne jeg heller ikke bære tanken om, at min frihed ville få ham bag tremmer i mange år. Det gav mig ingen form for tilfredsstillelse.

Brændte hendes hår

„Der Täter“, som Natascha Kampusch konsekvent omtaler ham – „gerningsmanden“ – var en spinkel mand med bløde, ungdommelige træk. Elektromekaniker. Med brunt hår delt af en pertentlig skilning i siden. En kvindehadende single med moderbindinger, der beundrede Hitler og Jörg Haider. Og så var han god til at være forbryder: Nataschas affald blev ikke lagt i skraldespanden, men hver dag transporteret i en sportstaske til et andet sted. Ligesom han minutiøst brændte de hår, han fandt fra hende i huset, med en loddekolbe.

„Jeg har altid ønsket mig en slavinde,“ forklarede han hende flere gange.

For sin egen skyld forestillede Natascha Kampsuch sig, at hendes bortfører havde været et lille, uelsket barn, men faktum er, at han havde en tryg barndom i en umiddelbart helt almindelig familie. Far, mor, barn. Men under sit fangenskab fik hun to sider af ham at føle: Den ene var en hang til magt og undertrykkelse. Den anden et behov for kærlighed og anerkendelse.

– Jeg tror, det har gavnet mig, at jeg forsøgte at se ham som et menneske, som ikke var ondt fra begyndelsen af, men som først var blevet det i løbet af sit liv. Ingen bliver født kriminelle, alle har fejl, og alle har følelser. Intet er kun sort og hvidt. Og ingen er kun god eller ond. Det gælder også ham.  

Den 23. august 2006 lod Wolfgang Priklopil hende for første gang ude af syne et kort øjeblik. Den 18-årige Natascha Kampusch støvsugede den hvide varevogn, hun var blevet bortført i otte år forinden, og lyden fra den sugende maskine var så overdøvende, at Priklopil var fortrukket til haven for at tale i mobiltelefon. Og dér – midt i garagen – samlede Natascha Kampusch alt mod i kroppen. Og løb.

Samme aften kastede hendes bortfører sig ud foran et tog.

I terapi for berømmelse

Overvældelsen ved at vende tilbage til den virkelige verden efter otte år var enorm i sig selv. Men også at vende tilbage til en virkelighed, hvor alle øjne var skarpt rettet mod hende, og rygterne spredte sig som en steppebrand, var endnu mere overvældende.

– Jeg er gået fra den ene yderlighed til den anden. Fra total isolation til at være genkendt overalt. Egentlig vil jeg bare gerne leve et normalt liv, men det findes bare ikke for mig. Jeg har svært ved at finde mig til rette i samfundet, jeg har virkelig forsøgt, men det er, som om jeg ikke hører til. Endnu i dag er det svært at bære, at jeg har mistet min ungdom på grund af en enkelt mands indfald og psykiske sygdom, men jeg vil ikke ses som et offer, for så bliver jeg aldrig anerkendt som et almindeligt menneske.

I sit forsøg på at blende ind i samfundet giver Natascha Kampusch ind i mellem sig selv udfordringer. For eksempel at gå upåvirket igennem en meget befærdet gade.

– Jeg føler mig stadig lidt som en outsider, og jeg er ked af, at folk altid har en forudindtaget holdning til mig. Jeg vil gerne et sted hen, hvor der ikke er andre. Eller hvor ingen genkender mig, siger hun.

– Man kunne klippe håret af. Eller sætte kunstigt skæg på overlæben.

Hun griner lidt.

I de første år efter bortførelsen gik hun i terapi for at bearbejde fangenskabets oplevelser, men i dag benytter hun mest terapien til at komme overens med sin berømmelse.

– Det er meget svært. Og det har været hårdt at indse, at alle ikke vil mig det godt. Folk på gaden kan råbe, at jeg skal gå tilbage i kælderen, og en dame spurgte forleden, hvorfor jeg dog gik ind i den hvide varevogn. Folk har svært ved at acceptere, at jeg ikke fordømmer min bortfører på den måde, som de forventer og bryder sig ikke om det, når jeg siger, at det hele ikke var så sort/hvidt. Der giver også stor forargelse, når jeg fortæller, at jeg gerne ville have deltaget i hans begravelse, men folk må forstå, at jeg med min flugt ikke kun befriede mig selv fra en plageånd, jeg mistede jo også et menneske, som nødvendigvis stod mig nær. Det ærgrer mig i dag, at hans gravsted er ukendt for offentligheden, for på den måde er dét, han forsøgte at gøre ved mig, nu overgået ham selv: Han er blevet gjort identitetsløs. Anonym.

Det meste af sin fritid tilbringer Natascha Kampusch hjemme i sin lejlighed i hjertet af Wien. Tegner, skriver digte og tekster og læser. Kun sjældent går hun i byen i weekenderne:

– For det første kan jeg ikke danse, siger hun og griner lidt.

– Og konversation er meget vigtigt for mig, men der er så meget larm på diskoteker, så det er umuligt at føre en samtale.

Jeg nikker.

– Se, hun forstår mig, nærmest jubler Natascha Kampusch og ser over på sin manager.  

Vi sludrer lidt om lydniveauet på diskoteker, og så siger hun:

– Indholdet sådan et sted er så…

Hun holder en pause.

– Banalt. Virkelig banalt. 

Og så er Natascha Kampusch i øvrigt blevet guf for papparazi-fotografer, og ofte må hun se sit ansigt plastret op på spisesedlerne, når hun har bevæget sig uden for sin lejlighed.

– Det er endnu en grund til at blive hjemme, konstaterer hun.

Har udviklet en styrke

Jo, Natascha Kampusch vil gerne have en mand. Og stifte familie.

– Engang, skynder hun sig at sige.

For først har hun brug for mere tid for sig selv:

– Jeg vil ikke føle mig fastlåst. I hverdagen, når jeg er sammen med andre mennesker, kan jeg hurtigt føle mig indespærret. Da jeg var barn, levede mine forældre hver for sig, og jeg så kun sjældent min far. Derfor er gerningsmanden den mand, jeg har kendt bedst i mit liv. Han er jo ikke en speciel god repræsentant for hankønnet, så selvfølgelig er jeg forsigtig omkring mænd, og jeg må indrømme, at jeg kan være meget skeptisk, siger hun.

– Jeg er gået i gang med at læse til guldsmed. Jeg er et kreativt menneske, som gerne vil skabe noget med hænderne. Når man tager højde for mit udgangspunkt, er jeg ret tilfreds med mit liv, som det er lige nu. Jeg har læst i en meditationsbog, at det vigtigste i livet er, at man er tilfreds med sig selv og hviler i sig selv. Man skal sætte pris på, at man lever. Gennem mine oplevelser under fangenskabet har jeg lært at være stærk. Måske endda udvikle en styrke, som jeg aldrig ville have været i stand til i frihed.

En fin udgangsreplik, tænker jeg, da interviewet slutter.

Mens jeg pakker papirer og diktafon sammen, spørger jeg, hvad hun skal bruge resten af dagen på. Så svarer hun:

– Når jeg kommer hjem, skal jeg vaske mit tøj. I morgen skal jeg stryge mit tøj, og i overmorgen skal jeg gå i det tøj, jeg har strøget.

Hun ser direkte på mig. Og fortrækker ikke en mine.

Min fornemmelse for ironi er kommet til kort, og jeg kan ærligt talt ikke gennemskue, om det er sagt i sjov. Et tæppe af tavshed lander i rummet et par sekunder, men jeg bliver ikke klogere.

Nå. Sådan er det nok bare med Natascha Kampusch, konstaterer jeg for mig selv, da jeg senere sidder i Wiens lufthavn. Omverdenen kan glemme at tro, at den ved bedre, når det kommer til hende. Hun kan ikke gennemskues. Kan ikke kigges i kortene. Eller sættes i bås. Uanset hvor mange timer, Natascha Kampusch bliver interviewet, vil ingen med logikken nogensinde kunne begribe det, hun har været igennem.  

Wien åbner sig i et vældigt panorama, da flyet mod Danmark letter, og folk på gaden forvandler sig til bittesmå, sitrende punkter i varmedisen. Dernede går en kvinde, som mest af alt ønsker at gå i ét med mængden af sorte punkter. Men hun vil altid skille sig ud.

„Sommetider frygter jeg, at nogen vil bortføre mig i dag, fordi jeg er blevet så kendt, at de kan få en stor løsesum“

„Angsten for verden udenfor, hvor man hverken elskede eller savnede mig, havde han plantet så godt i mig, at den næsten blev større end længslen efter frihed“

„Endnu i dag er det svært at bære, at jeg har mistet min ungdom på grund af en enkelt mands indfald og psykiske sygdom“

Læs også: Anna David: Jeg var bange for at blive svigtet

Nøgleord: Natascha Kampusch