“Jeg havde indstillet mig på, at min far ville dø af druk”

Selvom vi lever i en tid, hvor vi taler åbent om det meste, er der stadig mange store tabuer tilbage. Kathrine Ravn Kruse er en modig kvinde. 32 år gammel lavede hun en film om sit livs største tabu og viste den til hele Danmark. Et tabu, der indtil 2011 havde været skjult og hemmeligt for omverden, selvom det berører mange børn og unge, og som hun nu er nomineret til en Robert for.

Da Kathrine Ravn var seks år gammel gik forældrene fra hinanden og den spæde begyndelse på et alkoholmisbrug for hendes far Palle Ravn, som stille voksede sig større. I barndommen skabte det usikkerhed og svigt og senere drev det en kløft i mellem far og datter. I et forsøg på at frigøre sig fra den tunge bagage rejste Kathrine efter gymnasiet ud i verden, og vendte kun for korte perioder hjem for til sidst at bosætte sig permanent i London.

Men pludselig skete der noget, som ændrede alt. Kathrines stedfar døde "ud af det blå", og det satte tankerne omkring hendes biologiske far i gang. Kathrine vendte hjem for at se sin far i øjnene.

- Jeg troede, min far var ved at dø af druk, og derfor ville jeg gerne nå at spørge om nogle ting, siger hun til Eurowoman.dk.

På det tidspunkt var hun 28 år gammel og læste film- og medievidenskab og besluttede sig for at lave en film om sin far, som hun i 2011 påbegyndte.

- Det var jo ikke bare at gå fra aldrig at snakke om det til at lave en film. Et år inden var jeg begyndt til psykolog, og det første lange stykke tid, inden jeg havde jeg super ondt i maven. Og jeg kan stadig blive overrasket over, hvor svært det er at tale om. Men jeg tror, det er vigtigt, at de nærmeste tør tale om det, og at nogen tør bryde tabuet.

- Med filmen ville jeg give et kig ind bag facaden. Når folk kiggede efter min far på gaden, tænkte jeg, "de skulle bare vide". Alkoholikere, er jo også mennesker med følelser og familie, som kan være søde og som kan opføre sig som idioter. Jeg ville gerne bryde det tabu, som jeg selv havde gået med, fortæller Kathrine.


Foto: Anders Nydam.

Kameraet blev en redning
I filmen følger Kathrine sin far med et kamera gennem tre år. En proces, der skulle vise sig at blive langt mere skæbnesvanger, end hun nogensinde havde troet.

- Da jeg i filmen spørger ham, hvorfor han, sagde til mig, at det ikke var sikkert han var der, når jeg vågnede, når han skulle sige godnat, dengang jeg ville, er det første gang, jeg og min far nogensinde taler om hans misbrug, siger hun.

Faren kvitterer med et "det ved jeg ikke", og så lytter de til musik, og snakker om farens fodboldstøvler. Han vil gerne begynde at spille igen.

- Hans misbrug har været et stort tabu mellem os to, og ikke kun i min familie og over for andre. Jeg havde forestillet mig, at jeg skulle lave mange flere scener, hvor vi snakker om de svære ting, og alt det, jeg altid gerne har villet spørge ham om, men det kunne han slet ikke. Så i stedet begyndte vi bare at hænge ud. Jeg tror, at kameraet har hjulpet os rigtig meget. Det har været en isbryder, og det hjalp mig med at se det hele lidt ude fra, og til at vi ikke bare trak i hver vores retning, siger hun.

I lort til halsen
De to tilbringer det meste af tiden i Palles ramponerede lejlighed, hvor det er umuligt at se gulvet for skidt og bras. Det er overalt. Brugte teposer på tallerkner med mad, skjorter med pletter, fodboldsko med mudder og en halvrådden madras med lort. Bogstavelig talt. Kasserede møbler, papirer, porcelæn og pantflasker i stakke og flokke. Kathrine lukker publikum helt ind.

Palles hår er uglet, skægget passer sig selv, og de små sår i det rødmossede ansigt får ham til at ligne et barn med skoldkopper – minus uskylden, plus alvoren.

- Lige inden jeg begyndte at lave filmen, væmmedes jeg over ham. Jeg kunne slet ikke genkende ham. Han kunne kun se sig selv, og aldrig mig. Han havde det dårligt og var meget forvirret og diffus og kom med blomster hele tiden som kompensation for alle de gange, hvor han ikke kunne være der, siger hun.

Hvorfor lukke hele verdenen ind her?

- Jeg ville gerne vise det, som ingen normalt ser. Jeg kunne godt have filmet på det værtshus, hvor han sidder, men det behøver vi ikke se, for at forstå, at han er alkoholiker. Jeg ville i stedet gerne vise det, som han i filmen også selv beder om: "mennesket bag facaden".

Trods den åbenlyse deroute, faren er på, og det svigt, som Kathrine over telefonen taler om, så er tonen mellem de to kærlig, let og fyldt med humor.

- Der har altid været enormt meget kærlighed i mellem os, men jeg har været meget langt ude i forholdet til min far. Når han havde en rigtig dårlig periode, gik jeg helt ned. Da jeg flyttede hjem, tror jeg, at jeg havde givet op, og bare ville forsøge at få det bedste ud af det. Jeg havde indstillet mig på, at han skulle dø, siger hun.


Kathrines far, Palle Ravn. Foto Anders Nydam.

Mere end bare en alkoholiker og noget rod
Men sådan skulle det ikke gå. Ikke lige foreløbigt i hvert fald. For det, som Kathrine troede skulle være en afslutning, blev i stedet en begyndelse. Som lyn fra en klar himmel begynder Palle at tage antabus fra den ene dag til den anden.

- Han siger, at han føler, at det var mig, der gerne ville have det. Det viser for mig, hvor vigtigt det er, at vi har hinanden. Jeg tror, at min kærlighed til ham gjorde, at han ville ændre sig, og gerne være det, som jeg så i ham. Jeg så jo ikke bare alkoholikeren eller alt rodet. Ved at gå en helt anden vej og give slip, har han fået plads. Og nu kan han så faktisk give mig nogle af de svar, jeg så gerne ville have. Vi skulle bare gå en stor bue udenom først, siger Kathrine, der samtidig har stor forståelse for andre pårørende, der ikke kan holde til det.

- Hvis man er pårørende, skal man først og fremmest tage vare på sig selv. Du kan jo ikke vide, om personen ændrer sig, og hvis man ikke kan leve sig eget liv, kan det måske være godt at komme væk, ligesom jeg kom. Hellere flygte lidt og ikke gå ned. Jeg kunne ikke have gjort det fem år tidligere.


I dag: Palle, Kathrine og sønnen Nohr på stranden. Foto: Privat

I dag lever Palle fortsat det liv, han gjorde dengang i vid udstrækning. Største forskel er, at det sorte net, han bærer rundt på, i dag er fyldt med light øl – ikke øl. Han overholder aftalerne, og de små sår i ansigtet er væk.

- Der er mange mønstre, der har været svære for mig at bryde. Jeg var hele tiden bange for, at han ville drikke igen og var nok mærket af den mistillid og det svigt, jeg tidligere havde følt og oplevet, men jeg kan mærke at tiden gør noget. At jeg ser hans styrke gør også noget. Jeg kan mærke, at han virkelig ikke ønsker at drikke, og det har med tiden gjort, at jeg har kunnet slippe frygten. Nu har jeg fået en far i stedet for at skulle være hans mor. I dag kommer han stadig meget med blomster, men det er ikke som en undskyldning, siger Kathrine.

"Mig og min far – hvem fanden gider klappe" er blevet nomineret til en Robert, der uddeles ved et show søndag d. 1. februar.

- Jeg håber, min film kan hjælpe til, at folk tør fortælle om det til andre. Vi skal nå til et punkt, hvor pårørende har en tro på, at det er okay at tale om, og der er nogen der må gå forrest.

Hvis du selv har en forælder som drikker for meget, er der hjælp at hente. Læs eksperternes råd her.

Se "Mig og min far – hvem fanden gider klappe" på Dr.dk.


LÆS OGSÅ: Jeg var 18, før jeg kunne ordet alkoholiker

LÆS OGSÅ: Sådan påvirker alkohol dit udseende

LÆS OGSÅ: Jeg ville ønske, at jeg var gået til gynækolog tidligere