'Jeg holder jul i udlandet af 2 grunde'

"Jeg holder jul i udlandet af 2 grunde"

51-årige Karoline Leth rejser væki julen for at slappe helt af og væreintensivt sammen med sin nærmestefamilie. For otte år siden blev hunforelsket i en lille landsby i Goa iIndien, hvor hun har skabt nyejuletraditioner, og kan ikke længere forestille sig at tilbringe højtideni Danmark.

Jeg er egentlig enebarn, men jeg har syv halvsøskende, som jeg altid gerne har villet samle til jul. Mine søskende har jo kun mig til fælles, så hvis jeg vil se dem alle, er det mig, der må gøre det. På den måde er jeg samleren i en splittet familie. Jeg fik børn ret tidligt, så jeg valgte at holde jul og inviterede hele familien på kryds og tværs til en jul med et hippietwist. I mange år havde vi en tradition om, at de små og de gamle fik gaver, og så lavede vi hjemmelavede gaver til midtergenerationen. Det har været alt fra tændstikæsker med guldsprayet pasta på til en billedkalender og stoftryk.

LÆS OGSÅ: Sognepræst: "December skal være som en tilbageholdt orgasme"

Julen spiller en stor rolle i enhver familie, og det gør den også i min på den måde, at den handler om samvær med familien, men i bund og grund er jeg meget lidt julet. Jeg har nok været lidt hård ved mine børn, da de var små, fordi jeg sagde, at alt det julepynt, de lavede, kun måtte hænge et bestemt sted på opslagstavlen. Juletræet hentede vi juleaften og smed det ud et par dage efter. Jeg husker den første jul, vi holdt for min mands familie. Vi havde nærmest ikke noget pynt til træet, så jeg satte alle til at lave guirlander, som kom på træet sammen med min datters fjerboa og nogle perlekæder, vi havde fra Haiti.

For otte år siden producerede jeg en film med en indisk filminstruktør, og vi skulle egentlig have klippet filmen i Mumbai, men det var for dyrt. Nogle af mine danske bekendte havde fortalt om den her fantastiske, fredelige og smukke landsby i Goa, hvor vi kunne klippe, og siden har vi holdt jul i landsbyen på nær en enkelt gang, hvor mine børn gerne ville være i Danmark. Vi tager af sted 10 dage før jul og er væk i tre uger, hvor vi bor i en lille landsby i det nordlige Goa, som er det rene paradis. Her er strand og søde lokale, og efterhånden er det lidt som at komme i kolonihaven, hvor vi kender den lokale mad, ved, hvor vi kan hæve penge, og hvordan vi prutter om prisen på markedet. Det er maksimal afslapning, og så kan man gå til yoga, som jeg gør hver morgen.

LÆS OGSÅ: En julaholics bekendelser: "Jeg har allerede spist 5 kilo risalamande"

Jeg holder jul i udlandet af to grunde. Fordi det er godt for mig i mit arbejdsliv at knække vinteren og komme væk. Og fordi jeg har store børn, hvor tricket er, hvordan jeg får dem til at holde jul med mig længst muligt. Mine børn er det vigtigste for mig, og de bliver ikke mindre vigtige, fordi de bliver store. Det er bare ikke længere så naturligt, at man er sammen med dem hele tiden. Hvis man rejser væk sammen i to til tre uger, er man sammen meget længere end blot juleaften. Jeg vælger at betale rejsen for dem af mine børn og svigerbørn, der har lyst til at tage med. Og det vil de heldigvis gerne, når det kan lade sig gøre.

Fordi vores jul i Danmark ikke har været så traditionel, har det været nemmere for mig at give slip og tage af sted. Min mor tog også ud at rejse i julen, da jeg var ganske ung, så det har været naturligt for mig, og jeg er lykkelig, når jeg vinker farvel til den danske julestress. Første gang vi holdt jul i Goa, var vi 40 mennesker til en stor julefest. Siden har mine søskende og mange af vores venner også været der i julen, og jeg siger altid til alle, at de er velkomne. Nogle af de venner, der kommer derned, er lige så meget familie, som min familie er for mig.

Juleaften går vi ud og spiser på en restaurant. Ofte en kæmpe fiskemenu med store hummere og rejer. Vi kender byen så godt, så vi ved, hvad der er lækkert, og der er en helt særlig fransk restaurant, hvor de har en skøn chokoladekage med flydende chokolade indeni. Den er der mange i familien, som synes er en meget vigtig del af traditionen. Om dagen er vi i badetøj og slidte sommerkjoler, og om aftenen klæder vi os pænt på, og så er det juleaften. En af vores venner har bygget et hus i byen, så der kan vi godt ende til en aftendrink. Så sidder vi der i den varme, mørke vinternat og hygger os.

Den udenlandske juletradition startede så småt for 13 år siden, hvor vi holdt jul hos min far (Jørgen Leth, red.) i Haiti. Han blev så glad for, at vi kom, og her fik jeg smag for at rejse væk i julen. Det var en meget alternativ jul, hvor vi brugte palmeblade som juletræ og købte små gaver på markedet. Det var en stor kollektiv julefest med min bror, hans venner og min fars venner, og selve juledag var mindre problematisk, fordi vi kunne tage på stranden med ungerne, så tiden gik lidt hurtigere. Vi var i Haiti igen for tre år siden og vil gerne af sted igen, men det er en dyr rejse, så når det ikke kan lade sig gøre, tager vi til Indien.

Jeg er vokset op i et miljø uden særlige traditioner, så jeg går selv meget ind for traditioner. Men jeg savner ikke nogen af traditionerne ved den danske jul, fordi vi har skabt nogle nye. At vi tager af sted, at vi skal spise en julemiddag, og at vi klæder os pænt på. Nogle gange går vi amok og løber rundt i gaden og synger Nu' det jul igen. Inderne synes helt sikkert, at vi er tossede, men også lidt sjove. Når jeg kommer hjem fra ferien, er jeg fyldt med energi og varme. Jeg føler mig stærk og i form pga. yogaen, og jeg har spist en masse sund mad. Jeg er fyldt op på alle måder, og fordi jeg har været sammen med min familie, er jeg klar til at tage et stort hug arbejdsmæssigt.

Julen for mig er kvalitetstid med min mand og mine børn. Det er det allervigtigste for mig. Det, jeg glæder mig mest til på turen, er de fantastiske middage, hvor vi er sammen og fortæller historier og griner. Det er kernen. Men også dagene, hvor vi bare daser. Hvor jeg kan ligge ved siden af mine voksne børn og læse en bog. Det er kærlighed, og det er smukt at kunne det. Kvalitetstid er både, når man ævler løs, fordi man har så meget at fortælle, men også når man ikke taler sammen. At nå til det punkt, at man har tid til at tie stille sammen. Det er skønt.

Hvis det står til mig, holder jeg jul sådan her resten af mit liv, og jeg rejser gerne en hel måned, hvis jeg på et tidspunkt kan skrue lidt ned for mit arbejde. Min datter Emma sagde forleden, at det bare ikke er godt for mig at holde jul i Danmark, og det har hun ret i. På et tidspunkt får mine børn jo børn, men man kan godt rejse til Indien med et lille barn, og det er vigtigt for mig, at jeg kan give dem tilbuddet om at tage med.

LÆS OGSÅ: Bedre end sokker: 12 juleønsker, mændene selv skriver på listen

LÆS OGSÅ: Sådan overlever du første jul hos svigerfamilien: Step by step-guide

LÆS OGSÅ: De bedste bøger, du kan give til mændene i dit liv

Om Karoline Leth

Født 1964.

Datter af filminstruktør Jørgen Leth og forfatter Wivi Juul Leth.

Ansat i DR Fiktion, hvor hun er producent på bl.a. tv-serien Arvingerne.

Har tidligere bl.a. produceret tv-serien Rita og filmene Marie Krøyer, Og det var Danmark og Jeg taler til jer.

Gift med Thomas Hobby og mor til Aksel på 27, Emma på 25 og Othilia på 18.