Jonatan Spang: ”Nu har jeg en følelse af, at jeg er det sted, jeg allerhelst vil være”
Foto: Franne Voigt Jonatan Spang har fundet ro sammen med kæresten Louise i villaen på Frederiksberg, hvor der er plads til både børn og katte.

Jonatan Spang: ”Nu har jeg en følelse af, at jeg er det sted, jeg allerhelst vil være”

Efter nogle hæsblæsende år, hvor Jonatan Spang har produceret alt fra onemanshows til politisk satire, har han nu slået sig ned på Frederiksberg, hvor udsigterne til en nogenlunde stabil fremtid passer ham ganske fint, fortæller han i seneste nummer af ALT for damerne.

Årene fra 30 til 40 år har været alt andet end kedelige for 41-årige Jonatan Spang. Nu har han slået sig ned på Frederiksberg med hus og have sammen med sin kæreste Louise. De mødte hinanden på Roskilde Festival for tre år siden foran Orange Scene til lyden af enten Minds of 99 eller Scarlet Pleasure – det er der ingen af dem, som helt kan huske.

- Det forsvinder lidt i tågerne, og vi har tit talt om at gå ind og finde det gamle program, for vi burde kunne finde ud af det, men vi har ikke fået det gjort. Men der kyssede vi første gang.

Under festivalen mistede Louise sin telefon, så det lykkedes først Jonatan at få fat i hende igen, da de begge var hjemme fra Roskilde. Herefter gik det slag i slag, og efterfølgende er parret flyttet sammen i en villa på Frederiksberg.

Udover flytningen har parret også rejst rundt i Asien og Afrika sammen. Særligt turen til Tanzania blev hårdere, end de havde forestillet sig.

LÆS OGSÅ: Troels Lyby: "Vi bliver så akavede omkring jer, fordi I betyder så meget for os"

- Vi er helt klart blevet meget tættere, for det er langt mere intenst, når man rejser sammen som kærester. Vi tog til Tanzania for at bestige Kilimanjaro. Det er sgu sjovt at tænke tilbage på, for vi havde undervurderet opgaven – især højdesygen – og det var helt forfærdeligt, fortæller Jonatan i interviewet.

Heldigvis overvandt Jonatan og Louise både højdesyge og kulde – og selv med udsiger til ikke at nå toppen, fordi det var så hårdt, lykkedes det dem alligevel at bestige Kilimanjaro.

Fra Kilimanjaro til Frederiksberg

 Nu har Jonatan rundet de 40, er kommet hjem fra alverdens rejser og har blandt andet lavet DR2- programmet ”Tættere på sandheden”. Og dén kombination har virkelig fået tilværelsen til at give mening for ham, forklarer han til ALT for damerne.

- Jeg føler, at jeg er et godt sted i livet lige nu, men det kan jo også være, at programmet lukker, kæresten går – det hele kommer til at ligge i ruiner. Det ved man jo ikke. 

Heldigvis skal der mere til at ryste den 41-årige Jonatan, end der skulle, dengang han var 30 år og det hele kørte derudad med shows, film, tv og ikke mindst titlen som kreativ direktør på Nørrebro Teater.

– Da jeg var færdig på Nørrebro Teater, var jeg lost. Jeg vidste ikke, hvad der skulle ske, for jeg manglede ligesom en eller form for mening med tingene – også i forhold til standuppen. I starten handlede standup for mig om at få folk til at grine, så kom pengene ind i billedet, men når alle de ting på en eller anden måde er lykkedes, så begynder man at spekulere over, hvorfor man gør det her.

Men de trygge rammer på Frederiksberg har skabt en særlig ro, som Jonatan Spang håber fortsætter mange år endnu.

- Det kan godt være, at det lyder kedeligt – men jeg håber, at det forbliver lidt det samme: Jeg er stadig sammen med Loui, og vi bor det samme sted. At lave et program som ”Tæt på sandheden” er også en af de ting, jeg kunne se mig selv i, når jeg bliver ældre. Jeg synes ikke, det er bundet op på en bestemt alder – måske skal det have en anden form. Men det giver meget mening for mig. Jeg ser ikke det store behov for at lave en hel masse skift, nu hvor jeg har prøvet så meget i min karriere. Nu holder jeg fast i det, som jeg føler har en dybere mening. Nu har jeg en følelse af, at jeg er det sted, jeg allerhelst vil være. 

Du kan læse helt interviewet om Jonatan Spang i denne uges ALT for damerne, hvor han blandt andet fortæller, hvad en kat og toppen af Kilimanjaro har med hinanden at gøre.

Om Jonatan Spang

  • 41 år
  • Komiker, skuespiller og vært på ”Tæt på sandheden” på DR2 siden 2017
  • Aktuel med onemanshowet ”Typisk”, hvor han stiller skarpt på racisme, klima, demokrati og overvågningssamfundet
  • Bor på Frederiksberg sammen med kæresten Louise, som er head of design hos Ørsted
Se, hvad vi ellers skriver om: Kærlighed, Livsstil og Karriere