Julia og papegøjen Arturo var uadskillelige – men en dag måtte hun træffe en svær beslutning

Arturo bevæger sig langsomt langs Julias skulder. Papegøjen læner hovedet mod hendes kind, næsten som om han hvisker. Julia stryger ham over nakken, hvor de grønne fjer er glattest.

– Jeg er så taknemmelig for, at vi har fundet tilbage til hinanden. Nu er det os, for evigt, siger Julia Ryberg.

Arturo laver en lyd, og Julia svarer: ”Ja, vi skal snart spise frokost.” Begge lader blikket glide ud gennem vinduet og ser solen titte frem. Arturo er næsten 60, og Julia er 71. Hun beskriver med et glimt i øjet, at de begge har deres skavanker at slås med:

– Jeg har slidgigt i tommelfingrene, og Arturo har slidgigt i fødderne, griner hun og ser op på Arturo.

Det er svært at forestille sig, at de har levet adskilt i 43 år. Når man ser dem sammen, er det, som om det altid har været de to. De aflæser hinandens kropssprog, bevæger sig i samme rytme, og når Julia taler, kommenterer Arturo med en blød lyd eller en let bevægelse af hovedet.

– Han flyver ikke længere. Hvis han vil op, viser han det, og så sætter jeg ham på hans plads. Han er meget tydelig.

Deres fælles historie begyndte i Guatemala. Julia var 14, da hun første gang mødte Arturo – en gulnakket amazonpapegøje, der i dag er en truet art. Arturo var ung og nysgerrig, og da Julia rakte hånden ud, kom han hen til hende – som om det var forudbestemt.

Fra det øjeblik var de uadskillelige. Han sad på hendes skulder gennem hendes teenageår, fulgte hende overalt og lo, når hun lo.

– Han var min anden papegøje. Jeg havde en magen til ham før, også ved navn Arturo, og da han døde, sørgede jeg meget. Da jeg fik en ny, blev vi straks uadskillelige. Det føltes, som om den gamle Arturo og den nye var forbundet.

Fra kærlig til aggressiv

Familien flyttede senere tilbage til USA, og Arturo fulgte med og tilpassede sig det nye liv. Da Julia mødte Mats, som hun senere giftede sig med, ændrede hendes liv sig endnu en gang. 

Arturo fulgte med igen, hele vejen over Atlanten til Sverige.

– Ja, Mats fik os begge to, som et sæt.

Flytningen til Sverige gik godt, og også her tilpassede Arturo sig. Han havde sin Julia – og Mats. Men i 1976, da Julia en dag kom hjem med deres første barn, skete der noget. Arturos humør ændrede sig. Fra at være kærlig blev han aggressiv, slog Julia, når han fik chancen, og skreg hele natten. Julia forsøgte flere gange at håndtere ham, men det virkede ikke.

– Han var skuffet over mig, og jeg tror, det var jalousi.

Situationen kunne ikke afhjælpes. Arturo var stresset, skreg og slog ud. Han måtte derfor flytte ind hos Julias svigerforældre, der boede ved siden af familien.

– Det gjorde ondt at overlade ham til andre, men det var det eneste, vi kunne gøre.

Hos svigerforældrene fandt Arturo fred. Han havde rutiner og tryghed og ofte selskab af Mats. Af en eller anden grund accepterede Arturo ham, men ikke Julia.

LÆS OGSÅ

Her er alt, du behøver at vide, for at få succes med dine tomater

Nyhøstede, solvarme tomater, sprød salat og nye kartofler. At dyrke vores mest almindelige grøntsager er både sjovt og smager ekstra godt. Sådan gør du for at få succes!

– Jeg sørgede over os og var nogle gange jaloux. Hvorfor Mats og ikke mig? Men samtidig var jeg glad, fordi jeg vidste, at han ikke havde glemt os, siger Julia.

Årene gik. Julia og Mats fik flere børn, og afstanden mellem Julia og Arturo strakte sig nu over årtier. De havde samme familie, men ikke samme nærhed. Alligevel blev båndet aldrig helt brudt.

Da Julias svigerforældre døde, kom Arturo hjem til Mats og Julia igen, stadig i sit store bur – og stadig vred på Julia.

Pludselig en dag…

Men så en dag i 2019 ændrede alt sig. En eftermiddag sad de i køkkenet og spiste middag. Julia befandt sig i en livskrise: Hendes mor var gået bort, hun havde sagt sit job op og følte sig fortabt.

– Jeg var i en dyb krise, næsten som en depression, siger Julia.

Mats havde åbnet Arturos bur, så han kunne bevæge sig frit rundt. De spekulerede på, om han ville angribe Julia ved køkkenbordet, hvor de sad. Men i stedet kom han hen til Julias plads og klatrede forsigtigt op på hendes skulder.

– Jeg kunne ikke tro, det var sandt. Jeg var på vagt, jeg troede, han ville angribe mig. Men der skete ingenting.

Han gjorde ingen udfald. Der var ingen skrig. I stedet klatrede han langsomt op på hendes arm, hen over hendes skulder og lagde hovedet mod hendes hals. Præcis som han gjorde, da hun var 14.

Julia tror, at Arturo fornemmede hendes sorg og vidste, at hun havde brug for ham.

– I hans verden følte han sikkert, at jeg havde svigtet ham, da jeg kom hjem med et barn, der fik al opmærksomheden. Men på trods af det viste han efter 43 år, at han ville give mig en ny chance.

Siden den dag har de igen været uadskillelige. Arturo elsker at være med i alt, hvad Julia og Mats laver. På gåture sidder han på hendes skulder eller i sit opvarmede rygsækbur i køligere vejr. Ud over det har han ikke længere et bur. Han vil altid være der, hvor Julia er.

– Han har lært mig at se livet med nye øjne. At man kan tilgive. Det har jeg lært af ham. Arturo sagde undskyld på sin egen måde.

Da han blev midlertidigt syg for to år siden, tatoverede Julia et billede af ham på sin arm af frygt for at miste ham.

– Jeg ville have et minde om ham. Først tænkte jeg: ”Hvad har jeg gjort?” Men da mine børnebørn sagde, at jeg var cool, føltes det rigtigt.

Julia og Mats har også talt om fremtiden. Hvad vil der ske, hvis de dør før Arturo?

– Det har vi også taget hånd om. Arturo er et familiemedlem, og det er vigtigt, at han har det godt, så længe han lever.

Julia og Arturos forhold har varet i 57 år – papegøjer kan blive meget ældre, end de fleste tror. 

Nu er deres historie også blevet til en børnebog, ”Julia + Arturo = Sandt”, der viser, hvordan forhold udvikler sig, og hvordan tilgivelse og venskab kan være nøgleelementer i et livslangt forhold. Julia siger:

– Vi er gået igennem alt. Og nu er vi hjemme. Det er det vigtigste.

LÆS OGSÅ

Vi levede altid med en stram økonomi – men da min mand døde, var jeg i chok over sandheden

Da min mand døde, kom sandheden om økonomien frem.