Hjemmets brevkasse
SPONSORERET indhold

Kære brevkasse: Skal jeg gøre det forbi med min kæreste?

Jeg tvivler på mine følelser til min kæreste, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Af: Vibeke Dorph Foto: Stockbillede, Getty Image
19. feb. 2018 | Livsstil | Hjemmet

Hjemmets brevkasse

Jeg er en kvinde på 26 år, der er midt i en krise. Jeg er kæreste med en dejlig fyr, som jeg bor sammen med. Jeg er netop kommet hjem efter tre måneders rejse i Thailand. Der er sket mange ting på min rejse, jeg har lært mere om mig selv, og jeg er nu kommet i tvivl om, hvorvidt jeg vil blive i vores forhold.

Jeg var også en kæmpe idiot og blev forelsket i en anden fyr, mens jeg var af sted. Vi var i seng sammen, og efter jeg er kommet hjem, har det derfor både været et omvendt kulturchok og hjertesorg, der har fyldt. 

Den første uge har været frygtelig, fordi jeg ikke kunne se min kæreste i øjnene eller lade ham røre mig. Jeg har fortalt ham om min utroskab, og at der er sket nogle ting inde i mig, der gør, at jeg er kommet i tvivl om vores forhold. Han har været helt utroligt forstående, og han siger, at han ikke er vred, men vi er begge to meget kede af det.

LÆS OGSÅ: Kære brevkasse: Min svigermor vil styre mit liv

Inden jeg tog af sted var jeg meget tryg i vores forhold; det har ændret sig nu. Jeg er virkelig forvirret over, hvad jeg føler, og hvad jeg vil. Jeg elsker min kæreste, men jeg har ikke lyst til at være i et forhold, hvor jeg er i tvivl eller har udlængsel.

Jeg har været single meget få måneder af mit liv og mine forhold har nærmest overlappet hinanden. Men er jeg for gammel til at blive single?

Jeg er også bange for, at jeg kommer til at være utro igen. Det er sket for mig tit i tidligere forhold, men jeg troede ikke, det ville ske i dette. Jeg er bange for, om jeg overhovedet kan finde tilbage til min kæreste og få et normalt sexliv igen. Jeg bliver faktisk skrækslagen for, at han skal røre ved mig. Jeg har aldrig været så forvirret og ulykkelig før. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Vibeke Dorph Svarer

Du lader til at være en pige, der har søgt trygheden, men også som en pige, der er nysgerrig på livet og har brug for at leve og mærke det. Du vil sikkert i øjeblikket gerne være foruden den sprælske og livstørstige side af dig selv og nøjes med den pige, der kan være tilfreds med sit trygge forhold og tingene, som de var.

Sådan er det bare ikke lige nu, noget i dig vil det ikke sådan længere. For lige meget, hvor meget du holder af din kæreste, så er der altså noget galt, når du ikke kan klare, at han rører ved dig. Din krop vil det ikke, din sjæl vil det ikke, lige meget, hvor meget din vilje prøver at holde dig på plads.

Du bliver derfor nødt til at lytte til, hvad dine følelser prøver at fortælle dig. Dem kan du nemlig ikke løbe fra, det vil gøre dit liv lettere, hvis du hurtigst muligt indser det.

LÆS OGSÅ: Kære brevkasse: Skal jeg sladre om min nabos affære?

Så hvad gør du? Jeg kan og vil ikke beslutte det for dig, men jeg har i min fortid stået i præcis samme situation som din. Jeg gik, og det var svært, også fordi jeg skulle såre et andet menneske, som jeg jo holdt af.

Alligevel har jeg aldrig fortrudt. Jeg ser tilbage på de år som mine dannelsesår, der hvor min familie holdt vejret og var lidt bekymrede, mens jeg følte mig meget alene, men endte med at blive mig selv i bedst mulige udgave. (I øvrigt fik min ekskæreste også en ny kæreste, som han var bedre tjent med end mig.)
Jeg tænker, at du også er for ung til at gå op i, om du skulle ende som gammeljomfru, hvis du bryder med din kæreste. Det tror jeg under ingen omstændigheder, at du kommer til. Du har evnen til at være i et parforhold, det har du vist, så det skal du nok komme igen, når og hvis du vil det.

Mit råd til dig er derfor, at du lytter til dig selv og handler derefter. Det vil på den lange bane styrke dit selvværd, hvis du tør tage dine følelser alvorligt og handler derefter og dermed tager ansvaret for at skabe et liv, der er 100 % godt og rigtigt for dig.

Anbefalet til dig