FRA ARKIVET: Katherine Diez: Især kvinder har det svært med, at jeg både er smuk og klog

Katherine Diez kom ud af Instagram og ind i de etablerede medier, da hun i januar i år debuterede som anmelder på Berlingske og postede et afklædt billede af sig selv med forfatteren Morten Sabroes bog ”32 cm” på brystet.

”Jeg går i seng med mit arbejde. Morten Sabroe og hans 32 cm har ligget oven på mig hele natten og holdt mig vågen til klokken jeg-ved-ikke-hvad”, skrev hun og gav ham efterfølgende 3 ud af 6 stjerner i avisen.

Det var for meget for Morten Sabroe, der gik på Facebook og blandt andet skrev:

”Det er denne kvinde, der anmelder min roman ”32 cm” i Berlingske Tidende i dag. Hun ved rigtig meget om dansk litteratur, det kan enhver med øjne i hovedet se”.

– Det hele var et PR-stunt fra Mortens side, men det fandt jeg først ud af senere. Da han lagde billedet ud på sin Facebookside, fik han al den opmærksom, han gerne ville have, og imens lå jeg derhjemme i 14 dage og havde det elendigt og følte mig skudt på fra højre og venstre. Men det, der provokerede ham og også provokerer andre, er, at de ikke kan sætte mig i bås. Vi har den der akkumulerede måde at tænke på; hvis ting har hjul, jamen så er det et køretøj. Men sådan behøver det ikke at være. Hvis en kvinde både har looks and brains, så bliver mange mennesker snotforvirrede, fordi vi historisk set har været vant til, at de to ting var adskilt. Enten var man en lille, grim kontormus med briller, der var klog, eller også var man en langbenet supermodel, som ikke havde noget herinde, siger hun og peger på sit lange, lyse hår.

– For mange 100 år siden blev man brændt på bålet for at have begge dele. Det er en del af patriarkatet, at kvinder enten skal have det ene eller det andet, og så snart man blander det, er der mange, der ikke ved, hvad de skal stille op.

Smuk og klog?

Katherine kan godt lide at provokere, og det blev kun endnu vigtigere for hende, efter hun for fire år siden startede på universitetet og konstaterede, at synet på kvinder ikke havde ændret sig synderligt siden bålafbrændingerne.

– Da jeg startede på dansk, oplevede jeg, at der var nørderne, som var dygtige og kloge og læste i pauserne og mere end det, der stod på pensum-listerne. På den anden side var der de pæne, moderigtige piger, jeg var en del af. Men da det gik op for nogle af mine medstuderende, at jeg også gik op i noget vigtigt, noget, der havde relevans for mit studie, sagde de: ”Ej, kan du lide at læse bøger?” ”Jamen, jeg går på dansk, så ja, det kan jeg!”

LÆS OGSÅ: Klumme om hjerneveninde

– Jeg oplevede, at ikke engang på et litterært studie var det okay for en, der så godt ud, også at interessere sig for det faglige. Da jeg blev klar over det, ville jeg gerne gøre noget ved det, men hvordan? Jeg kunne skrive et debatindlæg, men det hjalp ikke rigtigt. Derfor fik jeg inkorporeret det på min Instagram, for jeg ville gerne vise, at det var muligt at have begge dele, siger hun.

De sidste to år har Katherine forenet smukke (og indimellem afklædte) billeder af sig selv med en opfordring til følgerne om at se en ny operaforestilling i Skuespilhuset og læse digte af Tove Ditlevsen eller værker af Kierkegaard. Men hun har også delt beskeder fra følgere, der siger, de tog fejl af hende – og det er ikke få:

– Der har været sindssygt mange mennesker gennem mit liv – og især kvinder – som ofte har haft det sådan: ”Jeg bryder mig ikke om dig”, selvom de ikke har kendt mig, eller sagt: ”Du er ikke, som jeg regnede med”, alene fordi jeg viser, at man som kvinde kan være både smuk og klog.

Men tror du ikke, at de har følt sig intimideret eller truet af dig?

– Hvorfor skulle man føle sig truet af en kvinde, der prøver at gøre noget godt for alle kvinder? Jeg synes aldrig, at vi kvinder skal føle os truet af hinanden, medmindre vi rent faktisk bliver truet. Vi vil jo dybest set det samme alle sammen:

Vi vil gerne respekteres, anerkendes og kunne barbere vores ben uden at blive udskammet for det. Hvis man endelig skal se sig sur på nogen, skal man se sig sur på modebloggerne, for det er dem, der bliver ved med at reproducere den her forestilling om, at kvinder kun kan
være smukke og blanke.

– Jeg respekterer modebloggerne, fordi de lægger så mange kræfter i at være æstetiske, og det synes jeg også er vigtigt, men prøv at forestille dig, hvis modebloggerne rent faktisk skrev noget klogt til deres billeder? Det ville jo være fantastisk, at de oven i at se godt ud også havde en ambition om at rykke noget og putte noget ind i folks hoveder. Hvis jeg var en af de der modebloggere, ville jeg skamme mig helt vildt, og jeg ville være så bange for, at folk troede, jeg var en skal uden noget indeni. Jeg vil have, at folk skal se, at der også er noget herinde, siger hun og peger på sit hjerte – og så er det fint, at det også spiller udenpå. Jeg ville bare ønske, der var flere, der ville dele noget med substans, for så tror jeg, at mange mennesker ville være meget gladere og sundere, siger hun.

Vis mig ikke dine strækmærker

Selvom Katherine er jævnaldrende med mange af sine følgere på Instagram, lyder hun ikke som en, der er 29. Hun interesserer sig for klassisk dannelse, kunst og kultur, og hendes superstjerner hedder ikke Kim Kardashian eller Fie Laursen, men Herman Bang og Jean Genet. Og netop det, tror hun, er en af årsagerne til, at hun ikke kan genkende den uro og følelse af utilstrækkelighed, som mange kvinder – og særligt unge – føler i dag.

– Jeg lader mig ikke skræmme af en smuk kvinde, der står på den rigtige måde og får 20.000 likes. Og jeg kan egentlig ikke forstå, hvorfor nogen skulle. Der er mange, der føler et tomrum og søger et svar på noget større. Når det kun er popkulturen, de nyeste, fedeste posts på Instagram og realitystjerner som Fie Laursen, som dominerer ens liv, kan jeg godt forstå, hvis man føler et tomrum, men det tomrum har jeg aldrig følt, for jeg har altid været meget bevidst om, hvad der virkelig var vigtigt i livet.

– Jeg er vokset op med kunst og kultur. Min far har stimuleret min interesse for litteratur, rejst med mig og spillet Mozart på musikanlægget derhjemme. Det er meget privilegeret og ikke alle forundt, det ved jeg, men jeg tror virkelig, man bliver lykkeligere af at finde ud af, at der er noget derude, der er vigtigere end én selv, siger hun og fortsætter:

– Vi lever i en tid, hvor vi dyrker os selv som guder, og jeg gør det også, når jeg lægger billeder ud af mig selv, ”se mig”, men litteraturen kan få os væk fra den der navlepillende verden. Litteraturen fjerner os fra os selv, man ser alting ovenfra og fra andres perspektiv, man føler med en karakter, og det, tror jeg, er sundt. At komme væk fra sig selv, for det gør man ikke rigtig længere, siger Katherine.

Egentlig er det ikke de sociale medier, hun har et problem med. Men måden, folk bruger dem på.

Hun er blandt andet træt af, at kropspositivistiske budskaber fylder det meste, og selvom hun er erklæret feminist, er hun sgu ligeglad med, om andre lader hårene gro eller har en blævrende mave.

LÆS OGSÅ: Alexandria Ocasio-Cortez: Hvem er den 29-årige kvinde, der er udråbt som politisk stjerne ved det amerikanske midtvejsvalg?

– Det har i lang tid irriteret mig grænseløst, at medmindre man viser, at man har bildæk eller strækmærker eller hår under armene, er man ikke ægte nok. Det, synes jeg, er noget pis. Der er alt for meget fokus på krop, så da jeg lagde et billede ud af mine strækmærker, som næsten ikke var synlige, var det for at pisse folk af. Det er jo lige meget for resten af verden, om jeg har strækmærker eller ej. Det ændrer ikke noget og gør ikke verden til et bedre sted.

– Vi skal blive bedre til at sige: Ja, strækmærker findes, og når vi går på stranden om sommeren, kan vi se dem. Fred være med dem. Men skal vi virkelig tale mere om det? Det synes jeg ikke. Det er spild af tid. Jeg prøver at få fokus væk fra kroppen, fordi det fastholder os i sådan en: ”Det handler om kroppen, den skal se ud på en bestemt måde”. Nej, det skal den ikke!

Men er det ikke nemt at sige, når du har en pæn krop og ikke lider af overvægt?

– Det er det sikkert, men jeg ville sgu have mere respekt for et overvægtigt menneske, som ikke konstant sagde: ”Jeg skal også have lov til at være her”. Ja gu’ skal du have lov til at være her, men jeg kan ikke se, hvorfor du ikke skulle? Hvis vi alle sammen blev enige om, at nu gider vi ikke tale mere om de kroppe, de har en funktion og skal holde os oprejst og gående gennem livet, men det er også det, og i stedet fokuserede på det, vi har i hovedet, ville det være dejligt, siger hun.

Vi hader alle os selv

Det er hverken ignorance, arrogance eller overdreven selvtillid, der gør, at Katherine kan se sig fri af den (kropsfikserede) sammenligningskultur, som mange i dag lider under. Nej, det er bare ikke her, skoen trykker, som hun siger.

– Vi har alle lavt selvværd på et eller andet plan, og jeg kan have ekstremt lav selvtillid, når jeg skriver. Jeg kan sidde og stresse over en klumme eller en anmeldelse og være i tvivl om, om jeg er god nok og skriver godt nok. Jeg kan sagtens være i tvivl om mine egne intellektuelle og kreative evner, og dér kan jeg spejle mig i andre og tænke: Er det nu godt nok? Men jeg kan ikke se, hvorfor jeg skal dele mine usikkerheder med andre.

– Det er som om, at vi efterhånden har glemt, at vi alle græder, hader os selv indimellem og har dårlige dage. Det er der ikke noget mærkeligt i, men i stedet for hele tiden at bekræfte hinanden i, at vi alle har det dårligt, skal vi bare huske, at vi alle er mennesker med komplicerede følelser. Det er misforstået at tro, at vi skal svæve heroppe og være lykkelige hele tiden, siger hun og lader hånden svæve over hovedet.

– Nogle gange skal vi bare være ulykkelige, men jeg kan ikke se, hvordan det gør verden til et bedre sted, og hvordan jeg skal drage nytte af den viden, at andre har det dårligt med deres kroppe eller sind.

LÆS OGSÅ: Joan Didion har for længst rundet de 80, men har aldrig været mere populær

– Jeg ville i det hele taget ønske, at enhver koncentrerede sig mindre om sig selv og gik mere op i verden. Historien, de politiske konflikter, kunsten, litteraturen. Der er nok at tage fat på, men det ser ud til, at intet interesserer folk så meget som et eller andet forkælet, hvidt, velstillet middelklasseproblem som kroppen. Når folk så råber op på sociale medier om, at de har angst eller lignende, og andre mennesker behandler hvert eneste opslag som en verdenssensation, får jeg brækfornemmelser. ”DYK NED I LITTERATUREN, OG OPDAG, AT ANGST HAR EKSISTERET FOR EVIGT, OG AT DER VAR MILLIONER AF MILLIONER, DER LED AF DET FØR DIG. DU ER IKKE EN ENER, SÅ LAD VÆRE MED AT OPFØRE DIG SOM EN”, har jeg lyst til at råbe!

På trods af sin unge alder er Katherine træt.

Træt af, at mange tror, at deller, babygylp og hverdagens ulyksaligheder gør et medie som Instagram mere virkeligt. Det gør det ikke, mener hun.

I stedet ser hun gerne, at folk bliver ved med at poste smukke billeder af en verden uden dagligdag.

– Hvad skal jeg bruge virkeligheden til på et socialt medie? Jeg har jo virkeligheden lige her. Når jeg går på Instagram, vil jeg gerne se kunst, noget smukt, hvor folk har gjort sig umage. Jeg kan ikke forstå, at der ikke er flere, der har luret den, for jeg synes, det er så gennemskueligt. Vi har muligheden for at prøve noget alternativt og skabe en smukkere verden. Vi er alle tiltrukket af det, der er smukt, og det skal billeder også have lov til at være. Det ville være symptombehandlinger at gå ind og sige, at nu må INGEN poste noget, hvor de ser godt ud. Nu skal vi kun se løbende mascara og babygylp. Vi skal fremme en kollektiv forståelse for, at selvfølgelig er det ikke virkeligheden. Det er mediet, og det skal folk bare være klar over, siger Katherine og håber, at vi alle med tiden bliver bedre til at skelne mellem virkeligheden bag skærmen og den levede.

For facaden er kommet for at blive, det er hun sikker på.

– Lad de pæne billeder være, det æstetiske ideal vil aldrig forsvinde. Læs en bog engang imellem eller ofte. Fyld hovedet med det, der giver dig noget, i stedet for det, der forvirrer dig.