Katrine Marie Guldager
Foto: Peter Nørby Vi har haft en snak med forfatter Katrine Marie Guldager om sin turbulente opvækst og om en arvestrid, der splittede hendes familie.

Katrine Marie Guldager: For mig blev det meget ødelæggende, at min far døde

Forfatteren Katrine Marie Guldager er berømt for sin Køge-krønike, men hun er selv vokset op i et nordsjællandsk kollektiv med 100 forældre, åbne ægteskaber og utrygge rammer. Hillerød, Hellerup og badebyerne Tisvilde og Gilleleje danner bagtæppe for hendes barndom og ungdom, hvor hun længtes efter den kernefamilie, hun nu selv har skabt.

Bofællesskab med åbne døre og ægteskaber

– Jeg boede i Hellerup de tre første år af mit liv og derefter i Afrika, indtil jeg var seks år. Så kom vi tilbage til Danmark, og jeg flyttede med mine forældre og min storesøster til Hillerød. Mine forældre ville gerne være en del af Danmarks første bofællesskab, Sættedammen, lige syd for Hillerød i Ny Hammersholt. Mine forældre fik det sidste hus, der var til salg, og Sættedammen var i høj grad en lille og meget selvoptaget boble. Jeg syntes, at det var meget dejligt, at der var masser af legekammerater og fælles sommerudflugter til Tisvilde og Gilleleje for at bade, så jeg er kommet meget i hele det nordsjællandske kystområde som barn. Der var også en enorm tro i tiden på, at børnene kunne, hvad de ville, og vi måtte lige det, vi havde lyst til. Der var en kæmpe tiltro til os børn. Vi skulle ikke bare sætte os ned og gøre, som de voksne sagde. Vi blev taget alvorligt lige fra starten, og det var jo meget positivt.

– Det var i de vilde 70’ere, og det var også FOR vildt for mig, at der var så meget med åbne ægteskaber, og at børn skulle have 100 forældre. Jeg tror ikke på, at man bare kan sige, at børn skal have 100 forældre. Jeg tror på, at der i relationer mellem børn og forældre er en høj grad af forpligtelse, og den forpligtelse har man jo ikke med andres forældre. Forældreskab handler om, at vi er sammen om både det gode og det dårlige, og hvis der er alt for mange udgange i den relation, så bliver det ikke nogen vigtig relation. Som forældre skal man kunne rumme barnets dårlige sider. Man kan ikke bare gå sin vej, hver gang barnet er irriterende. Så ja, jeg tror på, at den forpligtelse, der er mellem børn og deres forældre, er meget vigtig, og at det med, at børn kan have 100 forældre, er en illusion.

LÆS OGSÅ: Nina Munch-Perrin: "Da jeg var ung, var jeg enormt usikker på mig selv som kvinde"

– Det unikke ved Sættedammen var, at man boede i små kernefamiliehuse, og så havde man et fælleshus. Mine forældre var lidt for gamle til at være helt med på hippiebølgen, men de havde meget travlt med realisere sig selv i alt det nye. I den nye tid og med andre voksne. Jeg brød mig ikke om, at folk bare susede ind og ud ad dørene hos hinanden, som man gjorde i Sættedammen. Jeg syntes, det var utrygt. Jeg har heller aldrig haft lyst til selv at bo i kollektiv. Jeg kan godt lide en base, hvor tingene er nogenlunde stabile og nogenlunde trygge, så man ved, hvad man kan regne med. Jeg blev nok lidt sky og tilbagetrukket af at vokse op i Sættedammen. Jeg savnede helt klart kernefamilien. Jeg savnede, at min mor, far og søster var der. Selv når vi skulle på ferie, havde mine forældre valgt at dele deres sommerhus med andre. Først med min mors familie og så med min fars familie. Så ikke engang der kunne man være i fred. Der var altid andre mennesker omkring en, og der var altid nogle, hvis mening man også lige skulle høre. Jeg gik på Hillerød Lilleskole, hvor det også handlede om fællesskaber, fællesmøder og medbestemmelse hele tiden. Der var ikke noget helle for mig nogen steder, ingen steder, hvor jeg kunne slippe for andre menneskers projektioner. Det fik jeg virkelig nok af. Det var først, da jeg gik på RUC, og der endnu en gang var gruppearbejde, at jeg valgte at lave min egen gruppe. Jeg var så helt igennem træt af, at alt skulle være fælles. Så jeg lavede min egen gruppe med mig selv. Og det fik jeg lov til.

Katrine Marie Guldager

Den hellerupske indflydelse

– Som barn var jeg meget knyttet til min mormor. Hun var egentlig fra Fyn, men hun og min morfar boede i Hellerup, hvor jeg også boede de første år af mit liv. Min mormor var en meget ukuelig kvinde. Og hun var en af de første kvinder i murerlærer og en af de første kvinder, der blev arkitekt herhjemme. Selvom hun endte med at blive husmor i stedet for, da hun blev gift med min morfar, så blev hun ved med at gå op i arkitektur og udstrålende altid sådan en form for uovervindelighed. Verden skulle satanedme ikke prøve at lave numre med hende. Jeg har været ude og rejse med hende mange gange, og samtidig med, at hun var fuldstændig åben over for alt det nye, havde hun også sine helt klare grænser og den der overklassementalitet. F.eks. var det sådan en vittighed imellem os, at hun altid slog døren op til det hotelværelse, vi havde bestilt hjemmefra, og udbrød: ”NEJ, her kan vi virkelig ikke bo!”. Med tyk Hellerup-accent. Og så gik hun ned og lavede en kæmpe scene i receptionen og sørgede for at få det bedste værelse med havudsigt.

– Min mormor havde en forventning om, at hun ville få god service alle steder, og at folk ville behandle hende godt. Hun stilede altid efter det bedste, og det er meget hellerupsk for mig. Man forventer simpelthen ikke de der problemer, andre mennesker står i, når man bor i Hellerup. Man flyver bare lige en halv kilometer højere oppe og kan ikke forstå, hvorfor alle de andre ligger dernede og roder rundt. Man er vant til en vis standard, og så regner man med, at verden indretter sig efter det. Og så er penge gode på rigtig mange måder. Man behøver ikke være så bange for, om nogen lægger sag an mod en eller giver en en parkeringsbøde. Man ved, at man nok skal klare sig, og det giver en enorm tryghed. Samtidig synes jeg også, at penge nogle gange gør, at man kan blive lidt arrogant, fordi man ikke er afhængig af andre på samme måde, som hvis man har en mere normal indkomst. Man kan godt gå hen og blive lidt for meget ske-min-vilje-agtig.

– Min nye roman ”Et rigtigt liv” handler om Filip, der vokser op i en strandvejsvilla i Hellerup. Jeg kan skrive om ham, fordi jeg har en forståelse for det miljø. Filip kommer fra en overskudsverden. Han er vant til at klare sig godt, han er vant til at få sin vilje, og han har nogle forestillinger om, at det nok skal gå alt sammen. Han har ikke den der tabermentalitet eller sårbarhed, som man kan have i andre miljøer, hvor man er usikker på, om man er god nok, og om man kan klare sig. Hellerupmentaliteten går nok lidt i arv fra min mormor via min mor og ned til mig. Jeg gik i gymnasiet i Gentofte, og jeg kan se min mormor i mig selv. Jeg kan også godt finde på at slå døren til et hotelværelse op og udbryde: ”Er du rigtig klog, her kan vi ikke bo!”. Min mormor var ikke særlig god til at underkaste sig, og hun nåede heller aldrig at være ude på arbejdsmarkedet, hvor andre bestemmer over en. Det var bare stop, da hun blev gift. Det samme kan man sige om mig. Jeg har heller aldrig været på arbejdsmarkedet, så jeg har heller ikke lært at underkaste mig en chef. Jeg har aldrig været til MUS-samtaler eller været udsat for at skulle gøre noget, jeg ikke ville, eller som jeg syntes var dybt åndssvagt, fordi en chef sagde, at jeg skulle. Så på den måde minder jeg nok lidt om min mormor. Jeg er vant til selv at bestemme det hele.

Katrine Marie Guldager

Alene i verden

– Mine forældre blev skilt, da jeg var 13 år. Jeg boede hos min mor et stykke tid, og så flyttede jeg ind til min far, som var flyttet i kollektiv i København. I første omgang var det måske en lettelse, at de blev skilt, for så slap jeg i det mindste for, at de skændtes og havde det skidt. Men på lang sigt var det da ærgerligt, at ens fundament revnede. Det var meget bedre at bo hos min far, for han var mere rolig og stabil end min mor. Hun var meget ramt af skilsmissen, og jeg følte ikke – overhovedet – at der var plads til mig.

– Da jeg var 21, blev min far slået ihjel ved den store togulykke ved Sorø. For mig blev det meget ødelæggende, at han døde. Det burde det måske ikke nødvendigvis være, når man er 21, for så er man jo voksen, og hele resten af familien er der stadigvæk. Men for mig var det dramatisk. For det første var jeg ikke særlig voksen som 21-årig, jeg var faktisk ret umoden. Der skete også det, at det ret hurtigt kom til en arvestrid i familien, og efter kort tid mistede jeg også forbindelsen til min mor. Min mor sagde på et tidspunkt, at det var mere synd for min søster, at vores far var død. Og det var altså bare gift i min relation til min mor, fordi det var som om, at jeg slet ikke kunne være der med min sorg. Min søster var ikke nogen støtte for mig, og min fars familie bekrigede os. Så jeg gik fra at have en far og en familie til ikke at have en far og ikke nogen familie. Det var som om, hele tæppet blev revet væk under mig.

LÆS OGSÅ: Jussi Adler Olsen: Min søn gav mig en nyhed, der fik mig til at græde

– Jeg blev forelsket i en 13 år ældre mand og flyttede sammen med ham, men det holdt kun et par år. Jeg stod med min store sorg, og så begyndte jeg at gå til psykolog og senere til psykoanalyse, hvilket nok ikke var det rigtige for mig set i bagspejlet. Psykoanalyse handler om at analysere og forstå ting, mere end det handler om at hjælpe. Hvis man forestiller sig, at man kommer ind med et stort benbrud, så vil analytikeren give sig til at analysere, jamen hvorfor ser det sådan ud, hvordan er det sket? Hvor du måske i virkeligheden har brug for at komme ind til en læge, der kan sætte det sammen i en fart. Og så kan man måske analysere det bagefter, når man engang er helet noget mere. Men jeg var jo ret alene om min valg i de år, så jeg havde ingen at spørge til råds.

– Jeg følte, at jeg svævede rundt i et tomrum i mange år, og dybest set kom jeg ikke rigtig videre med mine problemer. Jeg svævede rundt og håbede på bedre tider. Jeg kan huske, at jeg skrev et digt, der hed: ”Jeg venter på mig selv, jeg er længere fremme”. Jeg kunne ikke rigtig være der, hvor jeg var, for der var ikke nogen jordforbindelse. Jeg gik og ventede på, at et eller andet ydre ændrede sig. Men det gjorde det ikke rigtigt. Men så begyndte jeg at skrive, og så fandt jeg i det mindste en trøst i, at jeg kunne finde ud af noget. Jeg kunne forsørge mig selv. Og jeg fik en identitet i at være skrivende.

Katrine Marie Guldager

Det trygge parforhold

– I dag har jeg mere eller mindre brudt med min familie. Jeg ser kun sjældent min mor og min søster. Det har betydet, at det forhold, jeg har til min mand, er meget stærkt. Det er nødt til at være meget stærkt. Jeg tænker faktisk nogle gange: Stakkels fyr! Han skal både være min far, min mor, min veninde, min kæreste, min samarbejdspartner og min kritiker. Det må sgu nogle gange være lidt hårdt for ham, at han skal være så mange ting på én gang, men han håndterer det fint. Det gør mig selvfølgelig meget afhængig af ham. Tænk nu, hvis HAN døde i en togulykke. Så ville jeg være fuldstændig blottet igen. I mange år efter min fars død havde jeg sådan nogle katastrofetanker. Jeg tror, det er sådan en slags efterchok. Sådan noget med pludselig at tænke, at der nok snart sker en ulykke. Igen. Som om den næste katastrofe hele tiden venter om hjørnet. Bare vent, du skal ikke begynde at føle dig tryg. Men det er jeg heldigvis kommet ud af.

– Der er dog nok ingen tvivl om, at det, at jeg mistede min far og faktisk hele familien lige bagefter, har gjort, at jeg har søgt en mand, der er tryg og stabil. Og sådan er Troels. Han hviler meget i sig selv. Han er helt klippefast. Og han har sine egne meninger. Han er elektriker, og det er utrolig dejligt, at han ikke er kunstner. Jeg kunne ikke forestille mig at være gift med en kunstner. En, der var lige som mig. Jeg ville ikke kunne holde det ud. Min mand har engang beskrevet det som om, at inde i hans hoved er der en motorvej, der bare går lige ud. Der er lidt buske og træer i vejsiden, men det er en stille og rolig tur derudaf. Og MIN hjerne … Den er bare motorveje, der krydser hinanden på kryds og tværs, trafikpropper og lyskryds, der ikke fungerer. Kaos!

– Vores børn er ved at blive lidt større nu, og det er skønt. Det er dejligt, at man får lidt modspil som forældre. Det får en til at tænke over, hvordan man opdrager dem, og at man skal lære at give dem plads til at være dem, de er. Grundessensen i mit forhold til mine egne forældre var, at de havde et meget positivt syn på børn. Og det synes jeg, at jeg har bevaret. Vi støtter vores børn i alle mulige kreative udfoldelser, der er mange projekter her i huset, som handler om dem. Jeg er slet ikke så fraværende, som mine forældre var. Jeg arbejder selvfølgelig nogle gange om aftenen, når jeg holder foredrag, men ellers drejer vores verden sig rundt om børnene, og det vil den nok også gøre de næste ti år. Vi bor i Kastrup på en lille lukket vej, hvor vi kender alle naboerne. Men vi har jo ikke fællesmøder med dem om noget, sådan som jeg selv oplevede i min opvækst i Sættedammen. Selvfølgelig er der grundejerforeningen, men vi har ikke den der erklærede hensigt om, at vi skal noget særligt sammen. Så man kan meget bedre skeje ud her, fordi man har sit privatliv.

Katrine Marie Guldager

Slottet, skovene og frisk fisk

– Min mor bor stadig i Sættedammen, og vores børn synes, det er fedt at besøge hende, for der er en stor fælles legeplads og masser af børn. De kan godt lide det der trygge landsbymiljø, hvor man kan løbe ind og ud hos alle mennesker. Området er også skønt, og hvis jeg skulle vise nogen rundt deroppe, ville jeg først og fremmest tage dem til Frederiksborg Slot. Det var også typisk det, vi gjorde, når vi havde gæster, da jeg var barn. Vi viste slottet frem. Jeg synes, det er utrolig flot at gå fra stationen hele vejen gennem byen og så ned til slottet, hvor man kan kigge ud over slotssøen og slotshaven. Det er nærmest som en tidsrejse at stå der og forestille sig, hvordan tingene var engang. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at selvom kongen dengang var på toppen af kagen, så har vi det bare alle sammen så meget bedre i dag. Tænk på, hvor ubekvemt det har været at være konge dengang med kulde og dårlige toilet- og soveforhold. Alt er bedre i dag. Og det er enormt rart at tænke på, synes jeg. Hele det kæmpe skridt for menneskeheden.

LÆS OGSÅ: Jo Nesbø: "Jeg begyndte at tænke på døden, allerede da jeg lærte klokken"

– Jeg ville også vise gæster rundt i Grib Skov og Store Dyrehave. Jeg kom meget i skoven som barn, jeg elskede at gå rundt derude og bare være. Det var også fedt at skøjte på slotssøen om vinteren, og så er der også Esrum Sø, som jeg til hver en tid ville vise gæster rundt om i dag. Jeg har aldrig været på Esrum Kloster, men jeg kunne godt tænke mig at besøge det en dag. Vi kom også oppe på kysten ved Tisvilde, Gilleleje og Rågeleje, og jeg vil helt klart også anbefale det område. Måske ikke Tisvilde helt så meget, jeg har på fornemmelsen, at der er blevet meget overrendt i dag. Men lej et sommerhus i Gilleleje eller Rågeleje, og tag på havnen i Gilleleje og køb noget frisk fisk, som kan spises i haven. DET er virkelig lækkert og noget, jeg elsker. Jeg går ikke så meget på restaurant eller café, men friskfanget fisk tilberedt hjemme er altid godt. En anden ting, der er værd at besøge i det område, er Louisiana. Ikke mindst for at nyde udsigten over til Sverige.

– Sættedammen siger mig ikke så meget mere, men det er nok fordi, der har været så mange brud i mit liv. Men det betyder noget, at mine børn kender deres mormor. Det er godt for dem, synes jeg. Jeg er ikke uvenner med min mor, jeg føler bare virkelig ikke, at vi er tætte, og jeg føler heller ikke, at vi skal være det. Jeg synes, det ville være rart, hvis der kom en bredere accept af, at ting godt må slutte. Det er som om, folk forventer, at det er en periode, det går over lige om lidt, når man har brudt med sin familie. Men nej, nogle gange er det bedst, at man siger: Du har dit, og jeg har mit. Man er gået videre, og man skal ikke blive ved med at holde en dør åben. Jeg synes godt, at man somme tider må erkende, at tiden er løbet fra noget, og at det bedste, man kan gøre, er at se det i øjnene.

Det giver en masse ro.

Katrine Marie Guldager

Katrine Marie Guldager, født 1966

  • Forfatter aktuel med romanen ”Et rigtigt liv”.
  • Især kendt for Køge-krønike, som er en slægtshistorie i seks bind, og den anmelderroste roman ”En uskyldig familie”.
  • Gift med Troels, der er elektriker.
  • Sammen har de datteren Rikke, 9, og sønnen Frederik på 7 år.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Kvinder du skal kende og Bøger