Vivienne Westwood scroll-down
Foto: Getty Images Designer Vivienne Westwood er ikke bare et fyrtårn inden for mode, men har i mange år også brugt sin platform til at lave klimaaktivisme.

”Okay. Så vi skal alle være klimaaktivister. Men hvordan bliver man det?”

Det er vigtigt at værne om klimaet. Det ved du. Men det virker også uoverskueligt. For hvad nytter det, hvis vi ikke alle sammen gør en indsats i hverdagen? En helt del. Men det kræver mere end kampråb.

Af Stinne Kaasgaard
Livsstil Eurowoman

Det er hævet over enhver tvivl, at modebranchen bærer et stort ansvar for klimakrisen, men klimakamp er meget mere end vores tøjforbrug. Vi sorterer skrald som aldrig før, fravælger røde bøffer og forsøger at flyve mindre. Men vi bruger kræfterne helt forkert, og det tager vores energi fra at blive rigtige klimaaktivister. Ja, den er god nok. Du behøver ikke at være din tids Greta Thunberg med bannere og kampråb. Men du kan gøre meget mere end at ændre dine egne vaner og dit private forbrug.

Tag cyklen på arbejde. Lev så vidt muligt plantebaseret. Gå i genbrugstøj, eller køb tøj i god kvalitet, der holder længere. Spis lokale råvarer. Undgå madspild. Sluk lyset. Du kender de gode råd til døde og følger formentlig allerede flere af dem. Og du har sikkert også en mere og mere insisterende dårlig samvittighed over alle de ting, du stadig gør, som du ikke burde gøre, og alt det, du burde gøre noget mere. Men faktisk er det helt forkert at victim blame os selv og hinanden som enkeltpersoner, når det handler om klimakrisen. Verden går nemlig under, i hvert fald som vi kender den, uanset om du bliver fleksitar eller aldrig køber et stykke tøj igen. For det er de helt store systemer og strukturer, der skal ændres, hvis vi skal have en jordisk chance for at redde kloden fra kollaps. Et kollaps, som langt de fleste klimaforskere er overbeviste om, at vi vil opleve, hvis det ikke lykkes os at gribe ind i tide, og som bl.a. vil medføre massive oversvømmelser, langvarig tørke, skovbrande som i Australien og ikke mindst store flygtningestrømme, fordi klimaforandringerne vil ramme de fattige lande hårdest. Det er nemlig de kul-, olie- og gasproducerende virksomheder i verden, der bærer ansvaret for omkring 70 procent af den samlede udledning af drivhusgasser. Derfor er det også mere eller mindre de store virksomheder, industrier og ikke mindst politikerne, der kan og skal handle. Den gode nyhed? Du kan rent faktisk godt påvirke udviklingen som individ, men du skal ikke udelukkende fokusere på dine egne forbrugsvaner. Hvad du skal gøre i stedet, vender vi tilbage til.

Der findes ikke dårligt vejr ... Fremtidens strandture kan godt gå hen og blive en våd fornøjelse. Og så skal vi have ryddet op i al det plastik! Foto: Getty Images

Problemet med at gøre klimakrisen til et spørgsmål om individuelt ansvar er bl.a., at det er uigennemskueligt, hvad vi skal stille op. Netop som du er begyndt at sortere skrald i fem kategorier, hører du i nyhederne, at skraldemændene alligevel bare blander det sammen i den samme vogn. Netop som du overvejer en elbil, læser du, at batterierne vist ikke er særlig klimavenlige. Ligesom det også virker utroværdigt, når et modebrand skipper Black Friday, fordi de går imod klimabelastende fast fashion for dernæst at holde lagersalg et par uger senere og i øvrigt stadig slynger otte kollektioner over disken om året. 

Den grønne tænketank Concito undersøger med jævne mellemrum danskernes forhold til klimaudfordringerne i Klimabarometeret. I det seneste fra 2018 svarede sølle én procent af danskerne, at de finder det “meget let” at gennemskue, hvilke varer der er klimavenlige, mens 62 procent af os finder det “svært” eller “meget svært.” Samtidig er sortering af affald og at tage cyklen på arbejde de to ting, vi gør mest, fordi vi tror, det er det, der har størst betydning, når det handler om at mindske vores private CO2-udslip. Også selv om det faktisk ikke er tilfældet. Der er desuden ingen officiel mærkningsordning, som viser os vejen, og der er intet, der rigtig står i vejen for, at brands kan markedsføre sig som bæredygtige uden faktisk at være det. Derfor er det også svært at blive ved med at motivere os selv til at leve bæredygtigt. 

“Konsekvensen af det er magtesløshed. Alle føler sig utilstrækkelige, fordi de er i tvivl, om det overhovedet nytter noget, hvad de selv gør. Og så bliver vi sure på vores venner, som falder i fælden hele tiden, flyver på ferie eller spiser en bøf,” siger Esther Kjeldahl, der er filosof og aktiv i Den Grønne Studenterbevægelse. Hun har i sit speciale fra London School of Economics set på vores moralske ansvar i forhold til klimakrisen, og hvilke barrierer, der holder os fra at handle klimabevidst.

En global trussel

Magtesløsheden er berettiget. For det nytter meget lidt, at vi hver især træffer bæredygtige valg i hverdagen. Vi bor i et land, som bl.a. baserer dets økonomi på klimabelastende svineproduktion, olie fra Nordsøen og en stor betonindustri, og derfor har hver enkelt af os som udgangspunkt et højt CO2-aftryk, også selv om vi slet ikke indregner vores forbrugsvaner. 

“Det kan godt være, at du cykler til din arbejdsplads, men hvis den er bygget i beton, og der er kød i kantinen hver dag, betyder det ikke ret meget. Vi kræver, at folk skal minimere deres eget CO2-udslip, men det kan de ikke, så længe den ramme, som gør, at vi lever klimabelastende, ikke ændres,” siger Esther Kjeldahl.

Hun bakkes op af Morten Fibieger Byskov, der er ph.d. i international politik ved University of Warwick i England.

“Klimaforandringer er en global trussel, og derfor kræver de globale reformer, som kun kan indføres af verdens regeringer. Det enkelte individ kan i bedste fald være ansvarlig for sin egen adfærd, men regeringerne har magten til at indføre lovgivning, der tvinger industrier og individer til at handle bæredygtigt,” siger han i en kronik på det forskningsbaserede nyhedssite The Conversation.

For selv om forbrugernes magt er stor, er den ikke nær så stor som den, de internationale virksomheder har. Og deres interesser er det kun verdens regeringer, der kan holde i skak. Et ansvar, som de ifølge Morten Fibieger Byskov generelt svigter.

“Som regel forventer vi, at det er regeringernes opgave at beskytte deres borgere. Så hvorfor er det, at vi lader dem slippe for det ansvar, bare fordi det er mere belejligt for dem at opfordre til individuelle handlinger? Når man beder individet om at bære byrden i forhold til global opvarmning, lægger man ansvaret over på dem, der burde blive beskyttet frem for at lægge det på dem, der skal beskytte dem. Vi er nødt til først og fremmest at holde regeringerne ansvarlige,” siger han.

En ubekvem sandhed

  • De 20 varmeste år nogensinde globalt er registreret inden for de sidste 22 år.
  • Det er de rige lande, der er ansvarlige, men de fattige lande, der vil lide mest. Fx vil et land som Bangladesh, der er ansvarlig for 0,3 procent af CO2-udledningen miste 10 procent af sit territorium på få årtier, hvilket vil drive omkring 18 millioner mennesker på flugt.
  • Hvis alle i verden levede som indbyggerne i USA, ville det kræve fem jordkloder at levere de nødvendige ressourcer.
  • Mere end en million dyrearter risikerer at uddø som resultat af bl.a. ændrede økosystemer som følge af klimakrisen.
  • Madspild og et markant mindre forbrug af kød er et af de områder, hvor vi kan gøre mest som privatpersoner. Mindst 20 procent af den mad, der bliver produceret, bliver kasseret, og produktion af især kød øger CO2-udledningen markant.

Sluk klimabranden

Har du lænet dig tilbage i sofaen? Så kan du godt rette ryggen igen. For bare fordi vi ikke redder verden ved at spise broccoli og droppe plastiksugerøret, er vi ikke fritaget for ansvar. 

“Hvis du er ressourcestærk og lever i et demokrati, og hvis du forstår, at det kræver kæmpestore strukturelle samfundsændringer at løse klimakrisen, så har du faktisk et moralsk ansvar for at være politisk klimaaktivist,” siger Esther Kjeldahl.

En anden grund til at vi skal lade være med at prioritere ændringer i vores individuelle forbrug er nemlig, at det tager kræfter og motivation fra at gøre noget, der virkelig betyder noget – nemlig at skubbe til de store stukturer og dermed lovændringer i samfundet. Som er det, klimaaktivisterne først og fremmest arbejder for. Men hvordan kan man overhovedet gøre sig til dommer over moralsk ansvar? Esther Kjeldal henviser til den irske filosof Philippe Petit, som har set på, hvornår mennesker kan siges at være medvirkende til en stor ulykke, fordi de ikke griber ind. 

Det handler kort fortalt om, at du kun kan siges at have et moralsk ansvar, hvis du ved, at der finder en ulykke sted, og hvis du har evnerne til at gøre noget. Et teoretisk eksempel kunne være: Hvis et hus brænder, og der er et barn i huset, er du ansvarlig for at hjælpe, hvis du ved hvordan og har evnerne til at bruge en vandslange, og hvis du ved, at der er et barn inde i huset. Hvis du fx ingen arme har, og du ikke ved, at der er et barn i huset, kan du ikke gøres moralsk ansvarlig. Det giver jo god mening, hvis du lige tygger på det.

Samme tankegang, mener Esther Kjeldahl, kan overføres til klimakrisen. For hvis du er i en situation, hvor du ved, at der er en reel klimakrise, og at den kræver store, strukturelle ændringer at løse, har du en moralsk forpligtelse til at blive klimaaktivist og dermed påvirke politikerne til at lave de nødvendige lovændringer.

“Hvis du følger nogenlunde med i medierne og i den danske debat generelt, ved du godt, at der er en klimakrise, som er meget alvorlig. Selvfølgelig vil der altid være nogle, der overhovedet ikke følger med, eller som ikke har de personlige ressourcer, som det kræver at gøre noget, fx hvis du er alenemor til fem børn, og det er ikke dem, der skal handle.
Det er derimod dem, der kan og har ressourcerne,” siger hun.

Aktivisme er mere end kampråb

Okay. Så vi skal alle være klimaaktivister. Men hvordan bliver man det? Er det noget med at flette håret, pjække fra skole og arbejde og møde op med bannere på Christiansborg? Ja og nej. For selv om dele af boomer-generationen og de mellemliggende generationer har haft travlt med at feje for egen dør eller måske endda gøre grin med unge klimaaktivister som Greta Thunberg og andre “klimatosser,” kan den nyopståede klimabevægelses indflydelse ikke undervurderes. Det mener klimaprofessor Sebastian Mernild, der er direktør ved det anerkendte klimaforskningscenter Nansen Environmental and Remote Center Bergen. 

“Klimavidenskaben har sagt de samme ting i flere årtier, og alligevel er der ikke blevet lyttet og handlet på budskaberne. Nu begynder man at se en mobilitet i den politiske verden, dog langt fra nok, og den tror jeg, at den folkelige opbakning har været med til at rykke ved. Folk er meget mere bevidste om klimaforandringerne end for bare 10 år siden, og det er jo derfra, politikerne får deres stemmer,” siger han og henviser bl.a. til den klimalov, som Folketinget vedtog i december 2019, og som forventes at blive fulgt op af en klimahandlingsplan dette forår.

Demonstrationerne og de unges klimastrejker har altså tilsyneladende virket. Men der er mange andre måder at lave klimaaktivisme på, mener Esther Kjeldahl. Hun nævner fx muligheden for, at man som medarbejder i en virksomhed presser på for at få ledelsen til at ændre nogle beslutninger. Det kan være alt fra at indføre en vegetarisk kantine til at sørge for, at medarbejderne flyver mindst muligt eller investerer overskuddet klimavenligt.

“Det har langt større betydning, at du arbejder et sted med en plantebaseret kantine, end at du selv lever plantebaseret,” siger hun.

Esther Kjeldahl fremhæver desuden bevægelsen Ansvarlig Fremtid, som arbejder for at få helt almindelige mennesker til at stille op til bestyrelser i fx deres pensionskasse eller forsikringsselskab. 

“Mange af den type virksomheder er demokratiske, så alle medlemmer kan stille op. Og bestyrelserne har kæmpe indflydelse på, hvad medlemmernes penge investeres i. Der er en tradition for at investere meget i kul og olie, og det kan du være med til at påvirke,” siger hun.

Derudover opfordrer hun til, at du bruger den platform, du nu engang har, til at mobilisere dit netværk. Fx i en skolebestyrelse, i kommunikationsbranchen eller andre steder, hvor du har mulighed for indflydelse. Har du reel indflydelse i den branche, du er en del af, fx som leder, kan du endda møde op i Folketinget som enkeltperson eller gruppe og kræve opmærksomhed af de relevante politikere. Det hedder noget så sexet som deputation eller foretræde for et udvalg i Folketinget. 

Og endelig, og det er måske noget af det mest essentielle, selv om det kan lyde banalt: Vi skal tale meget mere om bæredygtighed med hinanden. 

“Vi er sociale væsener, og noget af det, der motiverer os allermest, er, hvad vores venner og kolleger mener og gør. Hvis du tror, at dine venner eller kolleger synes, at klimakampen er lidt latterlig, er det enormt svært at stille dig op og sige, at du faktisk er meget bekymret, og at du gerne vil gøre noget,” siger Esther Kjeldahl.

Vi har nemlig tendens til at undervurdere, hvor meget folk omkring os bekymrer sig, viser undersøgelser. Det vil fx måske komme bag på mange, at 88 procent af os mener, at klimaforandringerne enten er et “meget alvorligt” eller “i nogen grad alvorligt” problem ifølge tænketanken Concitos seneste klimabarometer fra 2018.

“Mange føler sig alene, fordi det ikke er socialt acceptabelt at tale om, at du bekymrer dig om klimaforandringerne,” siger hun.

Og endelig er det ifølge Sebastian Mernild vigtigt ikke at tage modet helt fra alle dem, der forsøger at ændre deres livsstil i en bæredygtig retning. For godt nok udleder Danmark under en promille af verdens samlede CO2, men signalværdien er vigtig.

“Ved at handle bæredygtigt som individer og som et lille land kan vi vise verden, at vi er et samfund, der tager klimadagsordenen seriøst. At vi er et samfund, der rent faktisk godt kan omstille os mod en mere bæredygtig levevis, og at vi på den måde kan være et foregangsland, der kan inspirere lande omkring os,” siger han.

Vil du være klimatosse?

Hvis du vil være den, der kan tale med ved middagsselskabet, når det handler om klima, har du her 5 tip til inspiration.

1. Filmen Wake Up, Freak Out – then Get a Grib. 11 minutter lang animationsfilm, som sagligt og med fine illustrationer fortæller de hårde facts om klimakrisen.
Find den på Youtube.com

2. @everydayclimatechange. Fotografer fra seks forskellige kontinenter dokumenterer klimaforandringer på Instagram – og opfordrer dig til at gøre det samme under #everydayclimatechange.

3. Concito: Uafhængig grøn tænketank, som bl.a. udgiver Klimabarometeret. En undersøgelse, der ser på danskernes forhold til klimaudfordringerne.
Concito.dk

4. Jesper Theilgaard. Ham kender du. Og han har sin egen vidunderligt pædagogiske blog, som fortæller om klimakrisen, så du ikke når at falde i søvn eller give op.
Klimaformidling.dk

5. An Inconvenient Truth. Film af instruktøren David Guggenheim med den tidligere amerikanske præsidentkandidat Al Gore i hovedrollen. Selv om filmen er fra 2006, er den bestemt stadig relevant.
Find den på Netflix.

Se, hvad vi ellers skriver om: Klima, Bæredygtighed og Livsstil
Tilbage til toppen