Individualisme, personlig stil og unika-design. De begreber, der beskriver de sidste tyve års identitets-politik og stilhistoriske trends er ikke fremmede for nogen læsere af nærværende publikation.
Tværtimod. For har du lige som jeg læst ALT for damerne, siden Nicoline Werdelin leverede tegneserier, og pastasalat var groundbreaking, så ved du, at magasinet har bevaret sin relevans over årerne, fordi det ikke bare er et inspirationskatalog til den tilværelse, som vi stræber efter, men også et direkte spejl af det liv, som vi allerede lever.
På modesiderne lærer vi med indsigt og æstetisk akkuratesse, hvordan vi bliver en bedre og (endnu vigtigere) ”særlig” version af os selv. Til trods for at vi shopper i præcis de samme butikker som alle de andre læsere, og alle kollektivt beundrer de helt samme designere på helt samme tidspunkt. På madsiderne opdager vi, at det nu er tid til at eksperimentere med slow food, fermentering eller veganisme, og vi har for længst kasseret stenalderbrød, skyr og den evindelige chiagrød som blærerøvsfavoritter på morgenbordet. Nu vil vi åbenbart heller spise chili-æg og genindføre de langtidshævede morgenboller smurt med Læsø-saltet smør og hjemmegjort rabarbersylt serveret i en brødkurv, som vi naturligvis har fundet på et loppemarked. Salt, sukker og mel er a la mode igen. Rullepølse, saltkød og sky må vi fortsat vente på.
Også på boligsiderne bliver jeg gjort opmærksom på, at gammelt, unikt, genbrugt, men først og fremmest ”personligt” er godt. Toscanske krukker, provencalske landkøkkener eller sterile designklassikere skal vi ikke flashe. Vores hjem skal helst se ud, som om vi er flyttet ind i keramikværkstedet, kolonihavehuset eller et nymalet hvidt atelier. Er du til boheme-hytten eller indiearkitekten med sans for simple living?
Det er nemt at se karikaturerne og endnu nemmere at gøre grin af dem. Men hvorfor ikke omfavne dem? For det er med karikaturer som med klichéer: De er kun interessante, fordi de rammer noget i os selv, som vi elsker at hade. Og hader, at vi elsker. Jeg startede ikke min egen surdej under coronalockdown, og jeg begyndte heller ikke at strikke eller sætte gang i en ny karriere som akvarelmaler eller keramiker. Men jeg forstod lysten, og jeg kastede mig da frådende over brødbagning, farvebøger og kulørte blyanter, så ”Normale mennesker” på skærmen og genoptog gåture i skoven og historielæsning ved pejsen.
Ligesom alle andre opdagede jeg det saliggørende ved havluft i ansigtet, løse bukser og madlavning med vin i glasset i flere dage, end jeg havde lyst til at indrømme. Klichéerne har forfulgt min familie længe efter, at lockdown i Danmark blev ophævet. Vi er blevet vilde med at campere, vi har genopdaget bordtennisbordets glæder, og minsandten om vi ikke også har holdt fast i både hjemmebiografen, højtlæsningen og de hyppige bageritualer. Og i uopfindsomhedens navn blev vi også hundeejere hen over sommeren. Til et gadekryds, der hedder præcis det samme som alle andre tilsvarende hunde (Molly) og med et personligt tvist til mellemnavn (Popcorn), som det sig hør og bør.
For det kan godt være, at man kan skabe sig en god forretning ved at være firstmover, iværksætter og trendspotter. Og det kan også være, at der er en særlig charme knyttet til altid at være først med det sidste nye og færdig med en tendens, før hele verden har opdaget den. Men lykken, har jeg konstateret, er for mange af os blot at omfavne klichéerne og udleve sin indre karikatur.
ALT for damernes klummeskribenter
Sine Gerstenberg
Født 12/4 1980
Selvstændig konsulent/skribent, gift og mor til tre, superløber og superlæser.
Stephanie Caruana
Født 9/9 1974
Forfatter og freelanceskribent, single og mor til to, film- og bogelsker/-anmelder.
Mette Kirstine Goddiksen
Født 7/3 1976
Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.
Søren McGuire
Født 23/8 1979
Journalist, gift og far til tre, den yngste far på villavejen med den største Willie Nelson-samling.
På denne side finder du alle vores seneste og bedste artikler med stærke mennesker, der har truffet spændende valg i livet.
Læs med om aktuelle emner og tendenser i samfundet. Få også inpiration og gode råd om parforhold, økonomi og jobskifter. Og søger du altid gode tips til din næste spiseoplevelse, kulturbegivenhed eller rejse?
Så er du havnet det rigtige sted.
For vi elsker at skrive om stort og småt i livet og hverdagen, så vi kan blive klogere, overraskede og måske (lidt) forbedrede udgaver af os selv!
Derfor kan du her finde artikler om alt det, der vedrører dit og mit liv. Hver eneste dag giver vi dig de nyeste tendenser og bedste tips på livsstilsfronten:
Fra det svære og tabubelagte til vigtige debatter eller sjove trends her og nu. Fra det nære og personlige til det store, underholdende og drømmende.
Uanset om du er på jagt efter et modigt karriereskifte, om du vil forstå andre mennesker bedre, du søger nye måder at beskue livet på, vil finde en god bog, podcast eller tv-serie, om du søger råd om kærlighed eller søger den perfekte gaveidé. Du kan finde nyt om det hele på siden her.
For vi bestræber os på at give dig de bedste artikler, der kan hjælpe til at gøre din hverdag lettere - og inspirere dig til at drømme større.