Skuespiller Kristian Ibler: "Alting var forandret, for jeg stod alene med børnene, huset og bilen"

Hvordan havde du det i perioden omkring hendes død?

"Vi var forberedt på, at hun snart ville dø, men det var alligevel meget mærkeligt, da det skete. Jeg havde haft en forventning om, hvordan jeg ville reagere, når hun døde, men det var slet ikke sådan, det blev. Og det kom meget bag på mig. Jeg havde forberedt mig på, at jeg ville gå helt ned med flaget. Men i stedet fik jeg ekstremt meget energi og lyst til at leve livet. Det var meget uventet for mig, og jeg følte egentlig heller ikke, at jeg kunne tale med nogen om, at jeg havde det på den måde. Det var for skamfuldt, at jeg havde fået lyst til at leve livet, når jeg lige havde mistet min kone."

"Det var bestemt ikke, fordi jeg ikke savnede hende. Jeg savnede hende enormt! Men jeg forsvandt aldrig ned i det hul, som jeg troede, at jeg ville efter hendes død. Det forbløffede mig. Ligesom det forbløffede mig, at jeg fik dårlig samvittighed over at være tilbage med vores børn. Jeg følte, at jeg havde stjålet dem fra hende. Vi havde jo fået dem sammen, men pludselig var det som om, at de kun var mine. Jeg skulle styre opdragelsen og deres hverdag."

"Hver dag havde jeg lyst til at spørge hende, bevare hende og være fælles om det, som vi plejede at være, så hun stadig var en del af vores liv. Men sådan kan man ikke leve – alting var jo forandret, for jeg stod alene med børnene, huset og bilen. Det var vigtigt for mig at opdage. For hvis ikke jeg havde opdaget det, ville jeg gå rundt med den der dårlige samvittighed over at fortrænge hende hele tiden. Men i virkeligheden ville jeg fortrænge mig selv til fordel for en, der ikke er her mere."

Hvordan kom dit høje energiniveau til udtryk?

"Ved at alt var oppe og vende! Skulle jeg sælge huset? Skulle jeg tage ud og rejse med børnene? Skulle jeg finde en ny kæreste? Der var SÅ mange spørgsmål oppe og vende hele tiden. Det var egentlig ikke, fordi jeg havde lyst til at finde en ny kæreste, men det var nok et udtryk for, at jeg havde lyst til at starte mit nye liv sammen med børnene – og jeg vidste ikke, hvordan det skulle være. For samtidig savnede jeg hende helt enormt og ville bare gerne have det hele tilbage. Det var en wired, skizofren følelse at have i kroppen."

Hvor lang tid efter havde du den der store energi og lyst til virkelig at leve livet?

"Halvandet år – og jeg har den delvist stadig. Så nogle gange har jeg tænkt på, om den er kommet for at blive. Og det var jo ikke sådan, at jeg ikke blev ked af det i perioder. Nogle gange kunne jeg godt være helt nede under gulvbrædderne, men som regel kun i kort tid, så kom jeg op igen."

Hvordan tog din omgangskreds imod din reaktion på hendes død?

"Lad mig sige det sådan her, at når man er i den situation, er det fuldstændig umuligt for ens omgangskreds at navigere i. Hvad må de, og hvad må de ikke? Skal de sige, at de er kede af det? Eller skal de prøve at ignorere det helt og lade som ingenting? Jeg kunne godt mærke, at der var lidt berøringsangst omkring det hos nogen i min omgangskreds, og jeg undrede mig egentlig over, at vi ikke snakkede mere om hendes død. Jeg har ikke været sur på dem over, at de tog lidt afstand fra det, og det var heller ikke alle, der gjorde, men jeg har hele tiden følt, at det var en mærkelig situation, at vi ikke kunne tale mere om det, der var sket."

Hvorfor tror du, at det er så svært for os mennesker at tale om sorg?

"Jeg tror, at det skyldes, at vi slet ikke er vant til at tale om død. Engang døde folk rask væk, mens der jo nærmest er ingen af os, der dør tidligt i dag. Derfor har vi en meget kejtet måde at håndtere døden på. Vi ved slet ikke, hvordan vi skal snakke om det og vores oplevelser med døden. Vi læser om det i bøger og blade, men når det kommer til ansigt til ansigt-kommunikationen, bliver det for svært. Og sådan har jeg også selv haft det. Men efter at jeg er begyndt at tale åbent omkring døden og sorgen, har jeg modtaget mange beskeder fra folk, der har haft den samme oplevelse med at få energi i sorgen."

"De har også følt en skam omkring det, så de syntes, at det var rart, at der var en anden, der talte højt om det. Og derfor tror jeg, at det er meget vigtigt, at vi bliver bedre til at tale om, at sorg kan se ud på forskellige måder. Vi har tit én definition på sorg – og det indebærer tristhed, men sådan behøver det altså ikke se ud. Det er vigtigt for mig at slå fast."