Louise tog orlov, da hendes mor kom på hospice med kræft: "Jeg ville være der så meget som muligt"
Da Louises mor blev ramt af kræft, besluttede Louise sig straks for at træde til, hvad enten det indebar kørsel til behandlingerne, madlavning eller bare det at se et hyggeligt program i fjernsynet sammen. I dag er Louise taknemmelig for den sidste tid, hun fik med sin mor.
Et flot kobber-farvet armbåndsur lyser op på Louise Bendtsen Hansens venstre håndled. Hun kigger på det, rører lidt ved remmen og siger:
"Det fik jeg af min mor på min 30-års fødselsdag den 1. juni. Min mor vågnede klokken fire om morgenen og insisterede på, at jeg skulle pakke det op," siger Louise.
Et smil former sig om hendes mund, men alvoren ligger lige under. For Louise har endnu ikke vænnet sig til tanken om, at hun ikke længere har sin mor, Pia, i sit liv. Men alt det gode, hendes mor har efterladt, får til gengæld gløden frem i hendes øjne.
"Min mor har altid sagt til mig: "Du er lige, som du skal være". Hun var en kvinde, som kæmpede for det, hun gerne ville. Det har også lært mig at kæmpe," fortæller Louise, der bor i Gørding ved Esbjerg og til daglig arbejder som fængselsbetjent i Renbæk Fængsel i Sønderjylland.
Pia fik konstateret lungekræft med spredning i januar 2021, men forinden vidste Louise instinktivt, at noget var galt. Moderen tabte sig en del på kort tid, og hun hostede mere og mere. Louise drog omsorg for hende ved blandt andet lave små snacks, som lå klar i køleskabet – for eksempel bananpandekager med Nutella.
"Jeg besøgte hende meget, og vi boede heldigvis tæt på hinanden. Da hun ringede og fortalte, at hun var syg, var der ikke nogen tvivl hos mig. Jeg ville være der så meget som overhovedet muligt," siger Louise, inden stemmen knækker over, og hun må tørre tårerne væk.
Louise har en tvillingebror, som er sømand og derfor ikke meget hjemme. Til gengæld har hun sin bedstefar Henry tæt på, og hun nyder at være sammen med ham.
Louise har en tvillingebror, som er sømand og derfor ikke meget hjemme. Til gengæld har hun sin bedstefar Henry tæt på, og hun nyder at være sammen med ham.
Bakkede mig op
De næste måneder passede Louise både sit fuldtidsjob i fængslet, et studie på universitetet i Kolding og regnskabsopgaver på sin ekskærestes gård – samt hyppige besøg hos sin mor. Når hun tænker tilbage på den tid, ved hun næsten ikke, hvordan det var muligt for hende at finde ressourcerne. Det hårde program endte da også med, at hun fik tiltagende migræneanfald og blev sygemeldt med stress.
"Jeg var så frustreret over, at jeg ikke kunne være der nok for min mor. Min læge og jeg talte om, hvad der kunne løse problemet, og det ville være at tage plejeorlov. Det var en stor lettelse," fortæller Louise, der nød at have sin mor tæt på sig og køre hende til og fra undersøgelser på forskellige sygehuse. De lange ture i bilen åbnede for gode snakke.
"Min mor ville ikke tale om døden, men vi talte meget om hendes mange oplevelser gennem livet. Og når vi kom hjem til hende, hyggede vi med udsendelser på TV 2 Charlie, som min mor elskede, eller talte om mit arbejde. Jeg er oprindelig uddannet revisor, men jeg trivedes ikke med det. I stedet ville jeg være fængselsbetjent. Min mor bakkede mig meget op i at blive det og i det hele taget at få det bedste ud af livet. Det er jeg hende meget taknemlig for."
Annonse
På sin mobiltelefon har Louise utallige skønne billeder af sin mor. Blandt dem flere motiver hvor Pia laver skøre ansigter. Hun var ikke en kvinde af mange ord – til gengæld elskede hun at lave sjov.
"Jeg sagde til hende: "Du ved ikke, hvor sød du er"," fortæller Louise, der fulgte med sin mor på hospice helt til det sidste. Pia døde den 21. juli klokken seks om morgenen.
Louise vendte tilbage til sit arbejde på fuld tid kort efter sin mors død. Under plejeorloven arbejdede hun én dag om ugen, og hun nød at holde kontakten med sine gode kolleger ved lige.
"Jeg har verdens bedste kolleger. De er som familie for mig, og de har trøstet mig mange gange. Mens jeg passede min mor, kom de også og fyldte min fryser op med hjemmelavet mad som lasagne, wokretter og pizzasnegle. De syntes, det var det mindste, de kunne gøre," fortæller Louise og bliver rørt igen.
Under forløbet har det også været opløftende og livsbekræftende for hende at være en del af et lokalt kvindefodboldhold. Hun opretholdt sine træninger flere gange om ugen og deltog ind imellem også i kamp i weekenden.
"Det var mit frirum, og jeg er virkelig glad for, at jeg holdt fast i det," siger hun og smiler. Hun håber på et lyst 2022 – gerne et år, hvor hun får opfyldt sin drøm om at få sin egen familie.
"Jeg vil gerne have en mand og nogle børn," siger hun med et lille smil.
Mit barnebarn fortjener Hjemmets julekurv
Hjemmets journalist, Marlene Grøftehauge, overrækker her checken til Louise, mens hendes bedstefar ser til.
Henry Bendtsen på 91 år tændte sin computer den dag, han læste i Hjemmet, at nu kunne man indstille nogen til årets julekurv. Han satte sig til tasterne og forfattede et brev, hvori han fortæller, hvorfor hans barnebarn, Louise, har fortjent en erkendtlighed:
"Louise lavede diætmad til sin mor, og når der skulle noget ekstra på bordet, lavede hun sin mors livretter. Louise var chauffør ved Pias utallige hospitalsbesøg, og hun var hos sine mor mange timer hver dag og forsøgte at holde modet oppe gennem snak og anden underholdning. Til sidst fulgte hun med til hospice i Esbjerg for at støtte sin mor til det sidste, " skrev Henry i sit brev.
Pia er hans datter, så Louises store indsats har naturligvis også været en hjælp for ham i forløbet.
Louise blev overrasket og glad for indstillingen, og hun siger til Henry med et smil og en hånd på hans skulder:
"Tak, bedstefar, for, at du har sørget for alt det her!"
