Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Lucia Odoom
Foto: Rasmus Weng Karlsen Da Lucia Odoom fyret fra Det Elektriske Barometer, crashede hendes verden.

Lucia Odoom: "Folk går fra hinanden, fordi de får spat af det der Instagram-Hay-hjem og hinanden"

Hvad foregår der i millennial-generationens hoveder, på grænsen til voksenlivet? Det giver Lucia Odoom, 30, der er kulturjournalist på Politiken et no bullshit-svar på og kommer også med et opråb. Der er for mange Instagram-filtre og krav og for lidt mærken efter, mener Lucia, der selv for nylig har gjort op med det gennem-regulerede voksenliv. Hun er gået fra kæresten og flyttet i bofællesskab.

Hvem har bestemt, at du er voksen, når du er fyldt 30, har et velbetalt fuldtidsjob, lever i et langvarigt forhold med en kæreste, som du har investeret i en treværelses brokvarter-lejlighed med, komplet med veloursofa og de helt rigtige sydfranske museumsplakater fra 80'erne, røde Ø-mærker og naturvin i køkkenskabene og en forventning om, at der snart skal bo en baby i maven...?

– Og så skal du have den rigtige barnevogn, som en eller anden mor-blogger har skrevet om, du skal gå op i, hvilken institution med økomad, barnet skal gå i. Senere skal I skændes om, om barnet skal gå på en skole sammen med indvandrerbørnene, og om I skal eksperimentere med barnets opdragelse. Sådan ruller det, og det bliver vildere og vildere. Voksenmanualerne udvider sig og bliver store som Krak-vejvisere, og så er der ikke nogen, der finder deres eget kompas ever. Det handler om at følge planen og læse alle guiderne i alle bladene og iByen-tillægget. Ikke tænke selv og ikke føle selv. Bare gøre det, der står, for så er der ikke nogen, der kan komme og sige noget til dig, så kan du ikke tabe ansigt, siger Lucia, opgivende på sin egen generations vegne.

LÆS OGSÅ: Vibeke Windeløv: "I perioder var jeg så dødeligt træt, at jeg næsten ikke kunne komme ud af sengen"

– Men måske er det en god idé at tabe ansigt? Alle gør alle mulige lækre ting. Ikke fordi de har lyst, men fordi de føler, de skal. Og ingen taler om, at det føles forkert, for det ser jo rigtig godt ud udefra, så hvad er problemet? Og så bliver de angste, depressive og ensomme, for de har ikke noget sted at gå hen med deres tanker. De har jo det, de skal have.

Og så kommer opfordringen –
– Alle skal stoppe med at følge manualerne nu! Lyt til dig selv, hvad har du lyst til? Snak med hinanden, og bryd de kedelige forudsigelige konventioner! Tag dig selv seriøst og find ud af, hvad der er godt for dig i stedet for, hvad der ser godt og rigtigt ud. Så tror jeg, det bliver lettere at løse parforholdsproblemer og kriser på jobbet. Jeg er selv i gang med at undersøge, hvad kærlighed, karriere og bolig går ud på, siger Lucia.

Hun er gået fra sin kæreste gennem 11 år og deres fælles andelslejlighed og er flyttet i bofællesskab med fire andre.

– Jeg vil gerne have en følelse af grundstøj, som jeg ikke skal skabe selv, men som kommer fra alle mulige mennesker omkring mig. Der er en sindssyg stemning i mit liv lige nu. Det er ligesom at være med i en sitcom. Når døren åbner, vælter en dude ind, der vil låne noget mælk. Vi er i gang med at finde ud af, hvordan vi gerne vil bo sammen med andre mennesker, hvordan vi gerne vil leve og være voksne, samtidig med at vi gerne vil være unge og have det sjovt.

LÆS OGSÅ: Emma Holten: "Feminisme må aldrig blive din lækre selvhjælpsløsning"

Skal du så til at opføre dig ungt?
– Det er nedladende over for livsfaser at tænke sådan. Folk har det sådan med voksenlivet, at det er der, du lukker dig om dig selv. Den eneste 'voksne' måde at leve på er at leve i bobler. Parforholdsboblen eller kernefamilieboblen. Men hvorfor kan man ikke bo i bofællesskab og være voksen, i stedet for at leve i små lukkede bobler, som alle sammen brister på et tidspunkt, fordi folk går fra hinanden, fordi de får spat af det der Instagram-Hay-hjem og hinanden.

Hvad er så voksent?
– Det er at lytte til sig selv i stedet for at følge den der manual, der handler om idealer, og hvordan du undgår at falde ved siden af. Tænk, hvis du brugte 30'erne på et rigtig fedt eksperiment, hvor du finder ud af, hvordan du gerne vil være voksen resten af dit liv, i stedet for at lege 50-årig alt for tidligt?

Hvordan ved man, hvad der er rigtigt for én?
– Hvis du kan mærke, at du bliver drænet dér, hvor du er, kan det være, at du skal holde en pause. Dem, der følger deres fornuft har tit råd til det. De har ofte en opsparing, eller også har de en lejlighed, de kan sælge, og så kan de tage ud at rejse. De har bare ikke overvejet, at alt det, de har købt, som giver dem tryghed, også er en kapital, der kan give dem frihed, når de har brug for det. Jeg følger altid min mavefornemmelse, så jeg har aldrig råd til det. Jeg er altid på røven. Men hvis det virkelig ikke går, kan jeg altid gå tilbage til at gøre rent på Bispebjerg Hospital. Så er det heller ikke værre. Nu ville jeg kunne gå rundt og høre podcasts. Det kunne man ikke, da jeg arbejdede der for 10 år siden.

For 10 år siden var forholdet til hendes nu ekskæreste nyt. I august gik hun fra ham.

– Vi var så gode til at blive unge sammen, vi har hjulpet hinanden med at finde os selv hver især, støttet hinanden og givet hinanden plads. Men det var sværere for os at blive voksne sammen. Så kom alt det med, at vi 'burde', og så vidste vi slet ikke, hvor vi skulle hen. Der var ikke stemning for et bryllup, og ingen af os kunne hidse os op til at lave et barn. Vi vidste slet ikke, hvor vi skulle hen. Så vi endte med at blive gamle sammen, før vi egentlig var blevet gamle. Jeg havde brug for at hacke den manual. Jeg fik kæmpeklaus over, at der var nogen, der havde forudbestemt, hvad de næste 10 år i mit liv skulle handle om. Der var noget, der var større end os, som vi ikke kunne bryde igennem, siger Lucia.

De boede sammen i tre måneder, efter de slog op, indtil Lucia flyttede i bofællesskab i december.

LÆS OGSÅ: Aura: "Det er en del af livet at blive slået ud af kurs. Og du skal selv slå dig tilbage"

– Vi har været sammen igennem vores 20'ere, og jeg har ikke særlig meget familie, så derfor er jeg også meget opsat på, at vi ikke bare sletter det hele. Jeg har joket med, at vi har haft sådan noget Gwyneth Paltrow og Chris Martin-consciously uncoupelling-pis kørende, hvor vi har passet på hinanden i break up-perioden, siger Lucia.

Lucia Odoom er ansat i en tidsbegrænset fuldtidsstilling på Politiken, hvor hun skriver om kultur, anmeldelser af film, tv og musik, klummer, essays, reportager og kommentarer, og så laver hun podcasten Politikens Poptillæg.

– Det, jeg arbejder med nu, er det, der altid, altid, altid har interesseret mig. Da jeg gik ned og lånte hele musiksamlingen på Hillerød Bibliotek, var der ingen, der fortalte mig, at jeg en dag ville kunne leve af det, jeg nørdede med. Jeg synes, det er ret vildt, at jeg lever af min største fornøjelse, siger Lucia.

Hun er vokset op i familiepleje hos sine bedsteforældre i Hillerød, hvor hun også gik på gymnasiet.

– Jeg fik et gennemsnit på 6,7 på den gamle skala og havde ikke snit til at komme ind på noget som helst på uni. Jeg kunne da komme ind på Biblioteksskolen, men det var røvsygt.

For på alle måder at gøre livet lidt sjovere og mere opløftende end sit studiejob i Netto, søgte hun om at blive studentermedhjælper i DR's musikarkiv. Men det blev hun ikke, for så så hun også, at DR søgte en radiovært, og det var måske i virkeligheden endnu sjovere.

– Jeg var Netto-ansat, og så blev jeg radiovært. Det er jo en ret god overskrift, siger Lucia Odoom, for det blev hun, på Det Elektriske Barometer, hvor hun satte sig i stolen lige efter programmet Tværs med Tine Bryld.

Det gik godt. I fire et halvt år. Så blev hun fyret.

– Dér crashede jeg! Det føltes, som om jeg pludselig ikke kunne bruges til noget som helst. Jeg havde lyst til at smadre alle ruderne ude i DR Byen med et baseballbat. Der var ingen, der hjalp mig og viste mig, hvordan jeg kunne blive bedre. Jeg havde det ad helvede til.

De følgende par år havde Lucia forskellige jobs og begyndte også at læse til journalist på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

– Jeg havde nogle rigtig hårde år omkring de 25, hvor jeg ikke vidste, hvad jeg skulle. Jeg var de forkerte steder, jeg følte, at jeg spildte tiden, og at jeg visnede. Jeg startede på en uddannelse, men egentlig gad jeg slet ikke gå i skole, for jeg gad ikke sidde og lade, som om jeg var ved at lære noget. Jeg vidste jo godt, hvad der interesserede mig.

Lucia fandt sig tilpas og fandt sin plads igen, da hun i 2015 lavede kulturmagasinet Poppel, hvor hun kunne skrive om netop det, hun syntes, der skulle skrives om. Magasinet blev dog ikke nogen kommerciel succes og måtte lukke efter to numre, så hun tjente penge ved siden af ved at være webjournalist på Eurowoman og lavede playlister for en streamingtjeneste.

– Jeg kan huske, at jeg stod nøgen i badet og tænkte: "Nu er jeg ægte broke!" Jeg var så tæt på at ringe til Netto for at høre, om de manglede én til at sidde ved kassen. Og så ringede Simon Lund (musik–anmelder på Politiken, red.), "Hej, har du lyst til at anmelde musik for os?" Politiken ringede! Det sker sgu da aldrig, at nogen ringer!

Hvad kendetegner din generation?
– Os millennials? Jeg kan huske stemningen omkring årtusindeskiftet. Jeg var i Brasilien, alle havde hvidt tøj på, vi hørte TLC, Aaliyah og Waiting for Tonight med Jennifer Lopez. "Nu kommer fremtiden, og det hele bliver sindssygt!" De første sociale medier, Myspace, LunarStorm og Arto poppede op. Vi er de første, der har forbundet os på kryds og tværs af provinsbyer og indkomster og sociale baggrunde. Det er os, der har opfundet en ny måde at være sammen og tale sammen på. Det er på godt og ondt, for vi er testkaninerne.

Flere fællesskaber er den gode nyhed. Narcissismen er den dårlige.

– Den der måde, man iscenesætter sit følelsesliv på, gennem billeder, er farlig. Vi skal mødes og se hinanden i øjnene. Mener vi noget som helst, eller er det hele bare et image? Jeg kan godt frygte, at vi er den generation, som bliver grinet af, fordi vi mente alting på en Instagram-agtig måde, og så kommer næste generation og vælter alle vores Mac-computere og vores evne til at italesætte alle vores ideer uden at udføre dem. Vi er fake, og de fleste ved det godt, men vi gør ikke rigtig noget ved det.

Hvad vil du gerne have til at ske?
– Jeg vil gerne have, at vi tager mere ansvar for andres ensomhed. Der er bygget en løgn op i Danmark om, at vi alle er lige heldige. Men folk omgås kun mennesker, som er ligesom dem selv, så de glemmer, at der er nogen, der står udenfor. Det kunne jeg godt tænke mig, at vi kunne bryde ud af og tage noget ansvar for dem, som ikke er lige så heldige, som os selv. I stedet for bare at snakke om det og stemme på Enhedslisten og bo i en forældrekøbt lejlighed. Gør fucking noget! Kom nu! Do better! Vi har overskuddet til det. Jeg kender folk, der bliver nødt til at flytte væk fra København, fordi de ikke kan finde noget at bo i. De føler sig som en fiasko. Så må dem, der har en treværelses lejlighed lige dele lidt og invitere lidt mere på middag.

Hvad håber du har forandret sig i verden om 20 år?
– Jeg håber, at mennesker, der ikke plejer at være forbundet, bliver forbundet. At flere mennesker, der ikke føler, at de passer ind, kan mødes uden at føle sig fejlplacerede. At du, hvis du sidder i din lejlighed og længselsfyldt stirrer ud på fællesskabet, kan gå ned til de andre, uden at de synes, det er underligt. At alle reserverede mennesker bliver varmere og ser andre mennesker tydeligere og kigger andre i øjnene i Netto-køen. Først når vi har fået styr på en grundlæggende vilje til at se og møde andre mennesker, kan vi få styr på klimakrisen og alle de andre store issues i verden.

Se, hvad vi ellers skriver om: Kvinder du skal kende, Interview og Karriere