Fra ’floss’-dans til læbeforstørrelse: 12 mærkelige ting, internettet har fået os til at gøre gennem tiden
SPONSORERET indhold

Fra ’floss’-dans til læbeforstørrelse: 12 mærkelige ting, internettet har fået os til at gøre gennem tiden

Internettet har fået os til at gøre mange dumme ting i årenes løb. Vi har samlet en liste over nogle af de mærkelige trends, som du nok kan huske – og måske endda selv hoppede med på?

Af: Emma Kleist Christensen Foto: Getty Images
18. sep. 2018 | Livsstil | ALT.dk

Du kan måske godt selv se, at det er en anelse fjollet, men alligevel er det svært at modstå en sjov trend på sociale medier.

For når alle andre kaster med flasker eller danser en underlig dans, skal du da også liiige prøve.

Læs også: 16 tegn på, at du burde drikke noget mindre

Vi har samlet en liste over nogle af de fjollede ting, som internettet (desværre) har fået mange af os til at gøre gennem tiden.

1. Lave ”planken” alle mulige mærkelige steder

Er du ægte internet-influencer, husker du måske udfordringen, der satte gang i en bølge af ”challenges”. For ”Lying Down Game” eller plankeudfordringen – ej at forveksle med træningsbevægelsen – gik allerede i 2009 viralt på internettet. Eller… Så viralt som noget kunne gå tilbage i 2009.

Udfordringen gik i al sin enkelhed ud på at ligge udstrakt som en planke diverse underlige steder – fx på rulletrapper, midt på gaden eller på sit eget køkkenbord.

2. Lave ”dab”-fagter med armene

Vi kan ikke med sikkerhed sige, hvem der egentlig startede det – nogle mener, at det var amerikanske football-spillere, andre peger på musikere – men én ting er sikkert: at dabbe er en af de fjollede ting, som bliver gjort i stor stil af både unge og gamle.

Selv politikere og seriøse nyhedsrapportere ynder at bevæge armene i en skrå opadgående bevægelse, når de har gjort noget sejt – eller bare når der bliver taget et billede – for at vise, at de er med på internet-noderne.

3. Ryste kroppen, som var vi i Harlem

Da en dansegruppe i slutningen af 2012 introducerede os til dansetrinnet ”Harlem Shake”, skulle alle filme sig selv danse, som var de med i en amerikansk hiphop-gruppe i et af New Yorks hårde kvarterer.

Desværre er det bare ikke helt så sejt, når man er en meget bleg, ung pige fra en mindre dansk provinsby.

4. Nominere hinanden til at drikke øl virkelig hurtigt

Selvom amerikanere i 2013 brugte den såkaldte ”Dare Challenge” til at udfordre hinanden i at drikke alt muligt mærkeligt, var den mest gængse ”dare”, eller udfordring, herhjemme at udfordre sine venner til at drikke en øl virkelig hurtigt.

Og hvis de ikke gjorde det, så skulle de selvfølgelig købe dig en kasse øl.

5. Overhælde os selv (eller andre) med iskoldt vand

Den startede som en kampagne for at sætte fokus på sygdommen ALS, men hurtigt blev ”Ice Bucket Challenge” udbredt til hele verden.

Det resulterede i, at vi i 2014 alle sammen pludselig synes, at det var sjovt at overhælde os selv og andre med iskoldt vand – også selvom vi ikke anede noget om ALS.

6. Forsøge at suge vores læber større med en lille plastikkop

I 2015 blev mange overraskede, da den yngste søster i Kardashian-klanen fra den ene dag til den næste havde fået store, fyldige læber.

Ifølge Kylie Jenner selv var tricket blot at suge hårdt nok ind i en lille plastikkop.

Læs også: Kylie Jenner har kurs mod vild rekord: Er på vej til at slå Mark Zuckerberg

Det udløste en lavine af unge piger, der forsøgte at gøre hende kunsten efter med den såkaldte ”Kylie Jenner Challenge”. Desværre var resultatet af udfordringen sjældent helt heldigt, så mange endte med sugemærker om munden eller blodsprængninger frem for smukke voluminøse læber.

Senere kom det da også frem, at det var botox, og ikke en plastikkop, der havde gjort underværker for Jenners læber.

7. Melde os ind i ”kosegrupper”, fordi alt bare ER love

Var du også en af dem, der udvidede dit ordforråd ved at sige ”drittkul” og hashtaggede billeder med #alterlove?

Da den norske ungdomsserie ”SKAM” havde premiere i 2015, var vi mange, der blev så betagede af webserien, at vi meldte os ind i ”kosegrupper” på Facebook, blot for at kunne diskutere serien med andre ligesindede.

Det var en feber, der tog nettet med storm i mange år, og den er stadig ikke helt død, for den danske ”Kosegruppa” har stadig over 40 tusind medlemmer, som ikke heeelt har sagt farvel til SKAM-livet endnu.

8. Kaste med flasker

Anders Samuelsen gjorde det, gamle damer gjorde det – og måske gjorde du det også?

Vi taler selvfølgelig om tendensen, hvor folk kastede rundt med flasker for at få dem til at lande i en stående stilling under navnet ”Bottle Flip Challenge”. Gennem hele 2016 kunne vi simpelthen ikke få nok af at kigge på folk, der flippede flasker. Det var dengang.

9. Stå musestille til en fest for at høste likes

Samme år som flaske-fænomenet var det også et hit at stå helt stille foran et kørende kamera i den såkaldte ”Mannequin Challenge”.

Pointen var, at man skulle få rigtige mennesker til at ligne mannequin-dukker, når de for eksempel var til fest eller gjorde hverdagsgøremål. Vi tænker, at det nok var lidt sjovere at kigge på udfordringen end at udføre den selv.

10. Danse “floss-dance”

Gamerne startede allerede med at danse den i 2017, men dansen fra computerspillet Fortnite er først for alvor blevet en landeplage i 2018.

Vi har efterhånden set både bedsteforældre, Eurovision-deltagere og alle vores Insta-venner vrikke hofterne frem og tilbage, mens de bevæger deres udstrakte arme i takt. Desværre er det de færreste af os, der mestrer dansen, og det bliver derfor sjældent særligt kønt at se på.

11. Drikke orange drinks

Det er underligt, hvad der sker, når vi får en orange drink i hånden. Det er som om, at vores instinkter bare skriger på, at vi skal tage et billede af den og lægge det op på diverse sociale medier.

Læs også: Skøn drink: opskrift på Aperol Spritz

Og hvorfor mon? Drinken ”Aperol Spritz” har gennem 2017 og 2018 oversvømmet vores Instagram-feeds, og selvom vi prøver, så er det altså virkelig svært at holde sig tilbage fra at tage det obligatoriske billede med teksten ”her går det godt <3”.

12. Danse ved siden af rullende biler

Tidligere i år satte komikeren bag @theshiggyshow en bølge i gang. Efter at han havde danset til Drakes rapnummer ”In My Feelings”, blev det pludselig en ting at danse selv samme dans ved siden af rullende biler.

Nogle af os holdt os dog til at danse ”In My Feelings”-dansen hjemme på stuegulvet, fordi tricket med bilen syntes direkte dum – og ikke mindst farlig.

Anbefalet til dig