Malou Aamund scroll-down
Foto: Franne Voigt Malou Aamund er bedst kendt som succesfuld erhvervskvinde, men nu er hun også aktuel som forfatter.

Malou Aamund: "Man kan sagtens have familie og være kvinde, selvom man gør karriere"

En af Danmarks mest kendte og succesfulde erhvervskvinder, Malou Aamund, har skrevet en roman, der skal vise os, hvor mange forskellige måder vi kan vælge at være i verden på. Mød Google-chefen, der efter 23 år i toppen af det globale erhvervsliv pludselig skal prøve at være den nye til noget. Den, der ikke ved, hvordan man er forfatter.

Af Marie-Louise Truelsen
Livsstil ALT for damerne

 Erhvervslederen Malou Aamund har haft en hemmelighed i ti år. En hemmelighed, som kun hendes mand, Mikael Bertelsen, har kendt til. Ikke engang hendes tre døtre har vidst, at deres mor i alle ferier og i de fleste ledige øjeblikke har skrevet på en bog. Ikke en businessbog. Ikke en how-to-bog. Ikke en biografi. Nej, hun har simpelthen skrevet en skønlitterær roman. ”Maria” hedder den, og den følger to kvinder på deres 40-års fødselsdag. Begge ser de tilbage på deres liv og reflekterer over de valg og fravalg, de har foretaget, og som har ført dem til den situation, de står i nu. Den ene Maria, som bogens første del handler om, har lige fundet ud af, at hendes mand er hende utro. I bogens anden del er den anden Maria netop blevet degraderet fra sin høje stilling og kan ikke finde ud af at fortælle det til sin mand, som beundrer hende sådan for hendes succes. Lige nu venter Malou spændt på modtagelsen af bogen, og hun føler sig for første gang i mange, mange år som en nybegynder. 

– Jeg har været i erhvervslivet i 23 år og havde glemt, hvordan det er at være 25 år og skulle starte på en karriere. Jeg har troet, at jeg kunne huske, hvordan det var, og jeg har siddet her og givet mange unge mennesker gode råd. Tag nogle chancer. Vær modig. Tro på dig selv. Alle de her lidt letkøbte råd. Min rolle som leder har altid været at få det bedste frem i andre, men nu, hvor jeg har siddet med redaktøren på min bog, har det været med modsat fortegn. Hun har skullet prøve at få det bedste ud af mig, og det har været utroligt interessant for mig at opleve, men også afsindigt hårdt og krævende. Den usikkerhed, man har, når man begiver sig ind i noget nyt, kan være overvældende. Er jeg overhovedet god til det her? Hvad vil folk tænke? Det har været meget bizart at have den følelse samtidig med, at jeg i mit normale fag har en helt intuitiv fornemmelse for, hvad jeg skal gøre. Når jeg får en forretningsmæssig problemstilling, så ved jeg metodisk, hvordan jeg skal gå til værks. Jeg har en enorm værktøjskasse og erfaring at trække på, men som forfatter kan jeg slet ikke bruge de værktøjer til noget. Og bare det at skulle sige, at jeg er forfatter … Det kan jeg ikke lide. Jeg synes, det bliver for prætentiøst. Men min redaktør siger, at jeg bliver nødt til at stå ved det og tage ejerskab. Lægge beskedenheden væk. 

Beskedenhed har der ikke været meget grund til i Malou Aamunds karriere. Hun har, siden hun blev færdiguddannet, været leder i IBM, folketingsmedlem for Ny Alliance og senere Venstre, direktør for en del af Microsoft Danmark og senest landechef og direktør for Google i Danmark. I Googles kantine, hvor jeg får lov til at hente kaffe, inden jeg bliver vist op på Malous kontor, er der en hel væg med bland-selv-slik. Jeg mikser begejstret lidt forskelligt i en rød-hvid papirspose, og Malou griner, da hun ser det.

Hun fortæller, at Google i Danmark har fået en særlig tilladelse til at have slik stående fremme. Det må man ellers ikke i koncernen, men lige på det område er danskerne fuldstændig politisk ukorrekte. Sjovt nok er netop forskelsbehandling et af temaerne i Malous roman. Og det er ikke tilfældigt. 

– Det er gået op for mig, at romanen faktisk handler om unconscious bias. Ubevidst forskelsbehandling som følge af køn. Manden til den Maria, der i romanens første del ender med at være offer, har mange af de samme karaktertræk som den Maria, der er hovedperson i anden del af bogen. De går begge benhårdt efter det, de vil have, og kører hårdt på med karrieren.

Det sjove er, hvor forskelligt folk reagerer på det, afhængigt af om det er en kvinde eller en mand. Gyldendal sendte manuskriptet til en læsegruppe for at få noget respons, og her tog læserne enormt afstand fra hovedpersonen i romanens anden del og syntes, at hun var en karrierebitch.

Lige indtil en af testlæserne sagde, at hun jo ikke var værre end manden i bogens første del, og ham havde ingen reageret på.

I det ligger der noget med, at det generelt er utrolig svært at acceptere en kvinde, der ikke er der fuldt ud for sine nærmeste. Da jeg skrev bogen, kunne jeg også selv mærke, at jeg havde svært ved at finde sympati med den karriereorienterede Maria. Køn interesserer mig meget, og jeg har læst ret meget forskning på området.

Der findes et begreb i amerikansk kønslitteratur, der hedder Queen Bee. Dronningebien. Det er kvinden, der for at opnå en position på et mandsdomineret område fralægger sig sine kvindelige træk og bliver one of the boys, og som ikke hjælper andre kvinder til at avancere. 

Jeg ser også sådanne kvinder i erhvervslivet, og efter min mening misforstår de fuldstændig, hvad det vil sige at være i en lederrolle. De bliver mere mænd, end mændene nogensinde har været. Vi skal holde fast i, at mænd og kvinder bringer noget forskelligt til bordet, og arbejdspladser har brug for diversitet. Kvinder og mænd skal ikke være ens. Og man kan sagtens have familie og være kvinde, selvom man gør karriere. 

Det er du jo selv et godt eksempel på med mand og tre døtre, hvordan har du prioriteret gennem livet?

– Jeg fik faktisk min ældste datter, mens jeg stadig læste, og det var jeg virkelig glad for, for det gjorde, at jeg følte, at jeg havde mine prioriteter i orden. Jeg har aldrig været i tvivl om, at det var familien, der betød mest for mig, og at arbejdet kom derefter. Jeg var dog meget tydelig over for min mand, da jeg gik hjemme med vores første datter. Jeg sagde til ham, at ja, nu tog jeg en større del af barslen, men jeg forventede, at der var pay back time senere. Det var han indforstået med, og han var helt enestående, da jeg fik mit første job. Han sagde, du skal ikke gøre noget som helst, jeg henter, laver mad, alt, nu er det din tur. Han var en helt utrolig støtte. Det gjorde, at vi ret hurtigt fik en god indbyrdes rollefordeling, hvor vi tager hensyn til hinanden. På arbejdet har det, at jeg fik barn tidligt, betydet, at jeg allerede i mit første job var sindssygt god til at prioritere, så jeg kunne komme hurtigt hjem til familien. Da vi stadig var ret unge, blev jeg udstationeret til USA, og der gik Mikael hjemme og sørgede for preschool og så videre. Jeg var hovedforsørger på det tidspunkt, men jeg prioriterede at komme hjem så tidligt som muligt hver dag. Da vi kom tilbage til Danmark, skulle Mikael starte talkshowet ”Den 11. time” op, og så tog jeg orlov fra arbejdet nogle måneder, så vi kunne få det til at hænge sammen. Vi har været heldige, at vi laver ret forskellige ting, og at jeg har været ansat i nogle meget progressive amerikanske virksomheder, som har fået ligestilling ind med modermælken på en helt anden måde, end vi har i Danmark. Sjovt nok, for man tænker jo, at sådan burde det være i Danmark, men store amerikanske virksomheder er faktisk længere fremme hvad det angår. 

Hvad forsøger du at give videre til dine piger i forhold til karriere og livsvalg? 

Malou holder en lang pause. Tænker længe over svaret. 

– Det var meget sjovt, for jeg var for nylig på en workshop i Silicon Valley, hvor alle vores familier var blevet sat til at skrive personlige breve til os. Alle deltagerne i workshoppen blev placeret i en rosenhave, hvor vi fik udleveret de her breve og – meget amerikansk – nogle Kleenex, ha ha. Og så, endnu mere amerikansk, noget aromaterapi, der var blevet designet til programmet, og som skulle sætte refleksioner i gang. Og så sad vi ellers der i den rosenhave med vores aromaterapi og breve, og alle var meget bevægede over deres breve. Mine piger havde skrevet til mig, at de satte pris på, at jeg altid havde været der for dem, når de havde brug for mig, og at de var så glade for, at jeg netop sætter familien først. Det er jo ikke noget, jeg tænkt eller sagt, at jeg gerne vil give videre til mine piger, men når jeg kigger på dem i dag, kan jeg se, at de har præcis de samme værdier. Jeg har for nylig fået lavet en korsbåndsoperation, og i begyndelsen kunne jeg ingenting. Jeg lå bare på sofaen, og da Mikael var nødt til at rejse nogle dage efter operationen, flyttede min mellemste datter og min ældste datter og hendes kæreste ind. At opleve den omsorg, de udviste for mig der, det var simpelthen enestående. 

Hvem er Malou Aamund

  • Født 1969.
  • Direktør for Google i Danmark, aktuel som forfatter med romanen ”Maria”.
  • Tidligere direktør i IBM og Microsoft og folketingsmedlem for Ny Alliance og Venstre. 
  • Gift med journalist Mikael Bertelsen, som er aktuel med en række interviews for TV 2, der først bliver bragt, når interviewpersonerne er døde. Sammen har de døtrene Aia, 24, Olivia, 20, og Luka på 15 år.

– Mine piger siger, at det, som jeg derimod har sagt meget tydeligt til dem, er noget med selvstændighed. Og det, tror jeg, er fordi, jeg netop har set mange af de her spildte kvindeliv. Det, som jeg også prøver at beskrive i bogen. At man kan havne i en skidt situation, hvis man tilsidesætter sig selv for meget. Så bevidstheden om, at man skal kunne klare sig selv, har jeg gjort meget for at give videre til mine piger. Og det handler bestemt ikke om, at de skal ud og have en eller anden crazy erhvervskarriere. Det handler om, at de skal være sig selv ud fra deres egne værdier. Jeg har altid forsøgt at sige til dem, at det ikke kun handler om at klare sig godt i skolen, det handler lige så meget om at have et rigt socialt liv og have tid til at gøre nogle spændende ting. Jeg kan blive helt udmattet over unge menneskers cv i dag. Det er helt vildt, hvad de har nået, inden de bliver 25. De har gået på flere universiteter, lavet frivilligt arbejde og haft relevante studiejobs. Jeg kan godt sidde og tænke: Har I overhovedet haft det sjovt? Har I gået til fester? Har I dummet jer og fortrudt? Grinet med jeres venner?

Hvad har du selv fortrudt i dit liv? 

– Det er helt politisk ukorrekt, men jeg ville faktisk gerne have haft længere barsel med nummer tre. Det er ikke så ligestillingsagtigt, jeg ved det, særligt når jeg lige har haft et indlæg i Politiken om tvungen barsel til mænd, ha ha. Men jeg ville altså gerne have haft mere end de syv-otte måneder, jeg også tog med de to første. Jeg syntes, det var rigtig hårdt at komme tilbage i en lederstilling med tre børn. Men bortset fra det er jeg nok ikke typen, der dvæler ved de ting, der ikke er gået så godt. Jeg er mere fokuseret på, hvor jeg er her og nu. Jeg synes, det er okay at fejle og somme tider ikke lykkes med noget. Det lærer man af.  

Idéen til ”Maria” har rumsteret i Malou, siden hun blev 40 år. På det tidspunkt lavede hun – helt klassisk – en form for status over sit liv. Hun følte, at hun begyndte at se mønstre gentage sig, og hun oplevede også, at mange kvinder, hun var i kontakt med, følte sig begrænsede af kravene fra familien, arbejdspladsen og samfundet. De følte simpelthen, at de havde mere at byde på. 

– Jeg syntes, at der var en åben flanke omkring kvinders selvbevidsthed i nogle af de valg, de træffer, og jeg begyndte at tænke over, hvad der skulle til, for at kvinder kunne få en større selvbevidsthed i den sammenhæng.

Skulle man komme med gode råd i en faktuel bog om personlig udvikling?

Da jeg begyndte at tænke nærmere over det, gik det op for mig, at den måde, jeg har lært mig selv bedst at kende på – og lært andre mennesker at kende på – er gennem litteratur.

Jeg synes, jeg kommer ned i nogle andre følelseslag med skønlitteratur, end jeg gør, når jeg læser en how-to-bog.

Og så fik jeg den idé, at jeg kunne skrive en roman, hvor man fik kvinders livsvalg fremprovokeret gennem deres historie. To kvinder, der var hinandens modsætninger, og som ville reagere forskelligt på en række begivenheder.

På den måde kunne jeg gøre spillepladen større for kvinder generelt og vise modpolerne.

Samtidig var det mit håb, at man ville reflektere over sine egne livsvalg, når man læste romanen, og måske endda diskutere den med sine veninder. Aj, sådan ville jeg ikke have gjort i den situation, jeg ville have gjort sådan og sådan, hvad ville du have gjort?  

Hvordan var forløbet derefter? 

– Jeg fik skrevet den første del godt igennem, fik skrevet anden del, og så lå bogen stille længe. I perioder tog jeg den frem igen og arbejdede på den, og jeg gik hele tiden rundt med en notesbog og skrev ned, når jeg hørte eller observerede noget, som kunne bruges i bogen. På den måde fodrede jeg de to Maria-karakterer igennem ti år, og jeg tror faktisk, at det var rigtig godt, at der gik så lang tid. Jeg har fået flere erfaringer gennem de år, og jeg har kunnet gøre personerne i bogen mere nuancerede.

Hvorfor fortalte du ikke andre end Mikael, at du skrev på den bog i alle de år? 

– For det første tænkte jeg, at det jo kunne være, at jeg aldrig blev færdig med den. Jeg havde rigeligt i mit liv i forvejen med tre mindre børn og et krævende arbejde. Jeg orkede ikke hele tiden at blive konfronteret med spørgsmålet: Hvordan går det med romanen? I stedet har det bare været mit eget hemmelige rum, som jeg har kunnet gå ind i, og som jeg har nydt at være i. Franskmændene taler ofte om en jardin secret – en hemmelig have – og man kan sige, at i dag, hvor så meget af vores liv er til offentligt skue, har jeg nydt at have noget, som kun var mit. En hemmelig have. Det var faktisk ret grænseoverskridende for mig at skulle melde det ud og have den første samtale med Gyldendal, for jeg følte, at det hele var så meget inde i mit hoved. Jeg overvejede endda at skrive under pseudonym, men samtidig tænkte jeg, at hvis jeg gjorde det, så ville jeg være lidt af en tøsedreng. 

Allerede i begyndelsen af januar i år skrev Weekendavisens litteraturanmelder og skribent, Klaus Rothstein, en kommentar til Malous kommende bog. Han var faldet over Gyldendals katalog over forårets udgivelser, og han brugte en del plads på at sammenligne Malou Aamunds udseende med Alberte Windings – ”samme lyse hår og samme fine linjer” – og samtidig elaborerede han en anelse hånligt over, at endnu en kendis fra en helt anden boldgade kastede sig ud i at være forfatter. Hvordan skulle Aamund dog have fået tid til at skrive en tankevækkende roman om vigtige livsvalg, som Gyldendal skrev? Det var nok en sag for ALT for damerne og Aftenshowet at kigge nærmere på, mente Rothstein, som også gættede på, at Malou sikkert havde fået et par fif af Hanne-Vibeke Holst, som hun er i VL-gruppe med. Underforstået sådan lidt kvinde-til-kvinde-hyggeligt. Kommentaren faldt ikke i god jord på de sociale medier, hvor en lang række kvinder kritiserede den for at være nedladende over for kvinder. 

Hvad tænkte du, da du så Rothsteins kommentar? 

– Jeg fik den tilsendt på mail af en bekendt, og i første omgang tænkte jeg bare, nå ja, en af den slags notitser, og så slettede jeg den. Jeg tror faktisk ikke, at jeg ville have tænkt mere over det, hvis ikke der ikke pludselig var blevet en kæmpe debat ud af det.  

Du blev ikke selv vred?

– Nej, det gjorde jeg ikke. Men jeg vil også sige, at jeg nok er blevet lidt tykhudet af at have været i politik. Der bliver man vant til at blive udsat for rimelig heftig kritik og angreb, hvor man går efter laveste fællesnævner. Fordi jeg er på vej ind på et nyt territorium, har jeg også hele tiden været forberedt på, at nogen fra det territorium vil mene, at jeg ikke hører til der. At der vil være nogle systembevarende typer, som føler, at nu kommer der et uventet og uvelkomment dyr i junglen, og hvordan kan hun – en erhvervskvinde – overhovedet bilde sig ind, at hun har noget at byde på her. Men debatten, der efterfølgende opstod på de sociale medier og i aviserne, gjorde alligevel indtryk på mig. Folk var forargede på mine vegne. Samtidig vidnede alle indlæggene om, hvor stor en interesse der er for, at nogen afviger fra normalen. At det er vildt, hvis man tillader sig at hoppe ud i noget nyt. Det sjove er, at erhvervslivet ofte bliver kigget på som noget meget konservativt og reaktivt, men for nylig var nationalbankdirektøren faktisk på forsiden af Berlingske for en udtalelse om, at det er et økonomisk problem, at vi ikke har ligestilling.

Samtidig tager alle de CEO’s og bestyrelsesformænd, jeg kender, den problemstilling virkelig alvorligt, og mange er frustrerede over, at vi ikke lykkes mere med at få skabt ligestilling. Alle taler om unconsious bias, for det er det, pilen peger på, og for mig har det været vanvittig interessant at se den debat, jeg normalt har med kollegaer i erhvervslivet, i et helt andet forum.

Jeg ser debatten som et tegn på, at kvinder har fået en stemme og mod til at sige fra, og det, synes jeg, er stærkt. Det må ramme noget, som mange kvinder føler sig udsat for og kan identificere sig med. Stadigvæk. Og jeg taler da også jævnligt med erhvervskvinder, der er trætte af, at de ikke kan lave et interview uden, at deres højde, sko, briller, tøj eller alder skal kommenteres.

Mange registrerer forskelsbehandling på grund af køn, og det har været sjovt for mig at opleve, at netop noget af det, som min bog handler om, er jeg så selv blevet udsat for i forbindelse med, at den skal udkomme. Det er dog ikke noget, der har holdt mig søvnløs om natten. Som sagt er jeg nok ret tykhudet.

Før mødet med Malou Aamund har jeg læst hendes roman, ”Maria”. Sjovt nok sideløbende med Jane Aamunds mere end 20 år gamle bestseller ”Colorado drømme”, som jeg var i gang med at genlæse, inden jeg skulle kaste mig over efterfølgeren, ”Bjergsted drømme”, som udkom efter den populære forfatters død sidste år. Jane Aamund var Malous faster, og evnen til at skrive løber måske i en lige linje mellem de to. 

Ikke at de skriver ens, slet ikke, Malou skriver langt mere stingent og moderne, men begge kan skrue en historie sammen, så man bliver hængende. 

Talte du med Jane Aamund om din bog, mens hun stadig levede?

– Faktisk, da du før spurgte, hvad jeg har fortrudt, kom jeg bagefter til at tænke over, at det lige præcis er en af de ting, jeg fortryder allermest. At jeg ikke nåede at fortælle Jane om det projekt, inden hun døde. Vi skrev ret mange breve og e-mails til hinanden til sidst, og jeg har altid været meget tæt på hende. Så det ærgrer mig. 

Hvorfor fortalte du det ikke? 

– Inden hun døde, var jeg bare ikke begyndt at fortælle nogen om min bog, og jeg fortryder virkelig, at jeg ikke fik det gjort i forhold til hende. Hun ville have syntes, at det var en fest. Hun gik meget op i kvinderne i vores familie og deres fortælling. Hun talte altid meget om Juliane, min oldemor. Hvordan hun var en stærk kvinde, og hvordan hendes styrke er gået ned gennem generne i familien. 

Hvad har Jane givet dig med i livet? 

– Hun var det naturlige samlingspunkt i familien. Den, der altid inviterede til alle mulige arrangementer, og den rolle har jeg overtaget. Det er mig, der inviterer til julebag og fætter-kusinefester, og det er mig, der kommunikerer mellem alle led i familien. Der er nogle fællestræk der. 

Hvad ville hun have sagt, hvis hun havde vidst, at du havde skrevet en roman?

– Jeg tror, hun ville have været vildt begejstret. Og så ville hun sikkert også have syntes, at jeg var lidt skør. Skør på den gode måde. Jeg synes, at det er morsomt, at vi kommer til at stå ved siden af hinanden på bibliotekshylden. Hun med en laaang række bøger, og jeg med en enkelt, ha ha.  

Janes bror og din far, Asger Aamund, er mest kendt fra erhvervslivet. Hvad siger han til, at du har skrevet en roman? 

– Han synes, det er sjovt. Og han siger, at det sgu er godt klaret, at jeg allerede to måneder før bogens udgivelse havnede i min første shitstorm. 

Hun slår en høj latter op. 

– Men han tager det nu i stiv arm. Og som jeg sagde til ham, så har jeg ikke været ude i en shitstorm, jeg har været genstand for en shitstorm. Og det har da været en helt ny oplevelse, for jeg er ikke vant til, at der er nogen, der har sympati med mig som offeret, ha ha. 

Har din far læst bogen? 

– Nej, jeg tog manuskriptet med til ham, men han ville hellere vente, til han kunne få den som en rigtig bog. Så jeg er ret spændt på, hvad han synes om den.  

Se, hvad vi ellers skriver om: Kvinder du skal kende, Livsstil, Bøger og Interview
Tilbage til toppen