Martin Jensen X Factor
SPONSORERET indhold

Martin Jensen om sin forlovelse: "Derfor har jeg selv designet ringen"

"X Factor"-dommer Martin Jensen om aldrig at stille sig tilfreds, om at skulle fri til sin kæreste gennem fire år og om at give alle en chance.

Af: Juliane Nyborg Foto: Jack Alexander
22. jan. 2021 | Livsstil | ALT for damerne

Hvad er det vigtigste, din mor har lært dig? 

– Det vigtigste, min mor har lært mig, er at behandle andre mennesker, som man selv vil behandles, men også at være positivt indstillet over for nye ting. Og så har hun lært mig, at man skal tro på det bedste i folk, indtil det modsatte er bevist. Det gælder i den forstand, at selvom andre måske har en dårlig oplevelse med en person, så betyder det jo ikke, at den person er dårlig for alle mennesker i hele verden. Alle skal have en chance – altid!

Hvad er du mest stolt af?

– Jeg er stolt af, at jeg kan leve af min hobby. Det er så stort, at jeg ikke skal gå på arbejde og give mit liv til en eller anden boss, der aldrig er tilfreds med det, jeg laver alligevel. Jeg er stolt af at kunne leve mit liv, som jeg vil. Lige nu er jeg på Maldiverne for at lave et online-show og et photoshoot … Og så er jeg hernede for at fri til min kæreste.

LÆS OGSÅ: Tobias Dybvad frygtede særligt én ting, da han var single

Hvordan ser dit kærlighedsliv ud?

– Jeg skal fri til min kæreste her på Maldiverne, så det er jeg meget spændt på. Hun designer sine egne smykker, så hun går selvfølgelig meget op i sådan noget. Jeg har det personligt sådan, at når jeg går meget op i en ting eller noget, jeg laver, så skal det være det bedste af det bedste, og sådan har hun det også. Derfor har jeg selv designet ringen.

Hvornår bliver man voksen?

– For mig er det at blive voksen at blive kedelig og gammel og få et hus og et fast arbejde fra 7-16. Så det er ikke noget, jeg har lyst til. Jeg har lyst til at leve livet hver eneste dag. Vi ved ikke, om vi dør i morgen. Lige nu er der krig og coronavirus – alt muligt, som man kan dø af. Så for mig er det vigtigt at tage nogle chancer, imens jeg er her. Man skal ikke ærgre sig så meget over, man er blevet lidt corona-tyk eller har begået en fejl, det gavner ikke nogen.

Hvornår vidste du, at du var god til det, du laver?

– Det ved jeg ikke, om jeg har fundet ud af endnu. Når man finder ud af, at man er god til noget, så er det, fordi man har nået målet, og der ikke er mere, du kan arbejde på. Men som dj er der så supermange områder, man kan gøre sig dygtig på. Der er en masse dj’s i verden, der er mere teknisk dygtige end jeg, og så er der områder, hvor jeg er bedre end dem. At der er nogen, der er bedre end mig, betyder ikke, at jeg er dårlig, det betyder, at jeg kan forbedre mig. Jeg er god til at vende det om til noget positivt.

LÆS OGSÅ: Mattias Hundebøll: Min mor havde én regel, som har betydet ufattelig meget for mig

Hvad er det vigtigste, du har lært om dig selv? 

– Jeg stiller mig aldrig tilfreds med det, jeg laver. Havde det her interview fundet sted for fire år siden, hvor jeg lige var startet, så havde jeg da tænkt, at det var fuldstændig urealistisk, at jeg skulle komme til at sidde som dommer i ”X Factor” ved siden af Blachman og Oh Land. Men nu er det faktisk realiteten, og igen sidder jeg og tænker: hvad er det næste, og hvordan kommer jeg derhen? Hvordan kan jeg udvikle min musikalske karriere? Jeg stiller mig aldrig tilfreds, for jeg har altid nye mål. Det er måske til tider lidt usundt for sjælen, men virkelig godt for min karriere.

Hvad er dit livs største nedtur?

– Ikke noget. Der er ikke rigtigt nogen nedture for mig, jeg er ikke bange for at gribe muligheder og springe ud i ting – også meget spontant. Jeg tror alt sker af en grund, og det er aldrig nedtur at lære noget.

LÆS OGSÅ: Jakob Oftebro: "De længste minutter var, da min datter skulle fødes, og lægen stormede ind..."

Hvilken egenskab bryder du dig ikke om ved andre mennesker?

– Mig og nærige mennesker passer ikke ret godt sammen. Jeg lever livet, og hvis jeg dør i morgen, så skal jeg ikke dø med mange millioner på min konto, der skal være så lidt på den konto som muligt – hvis det betyder, at jeg har levet det bedste liv med de mennesker, jeg har omkring mig. Nærige mennesker har en tendens til at tøve med at springe ud i ting. De skal altid lige overveje, om det nu er bekosteligt nok og en god økonomisk beslutning.

Anbefalet til dig