Mette Skibby Interview Hjemmet Jesper Skibby
SPONSORERET indhold

Mette ventede barn med Jesper Skibby efter 2 måneder: "Under overfladen var han misbruger"

Da Mette forelskede sig i den tidligere cykelrytter Jesper Skibby, var han kendt som den glade dreng i pressen. I virkeligheden stod han midt i et misbrug, men sammen fik de ham på ret køl igen.

Af: Marie Varming Foto: Sara Skytte
15. apr. 2021 | Livsstil | Hjemmet

Da Jesper Skibby skulle hjem og spise hos sin nye kæreste for allerførste gang, anede han ikke, at det var hendes mor, der havde gjort hele lejligheden ren og lavet al maden. Faktisk var det sådan de næste mange gange, kæresteparret skulle ses. Når Jesper gik ind ad lejlighedens ene dør, forsvandt Mettes mor ud af den anden. 

– Jeg snød ham, griner Mette Skibby i dag, når hun tænker tilbage på deres første uger sammen.

LÆS OGSÅ: Corona har smadret vores forhold

På det tidspunkt var Jesper Skibby tidligere professionel cykelrytter og midt i et enormt stormvejr, fordi han var med i Vild med Dans. Onde tunger vil sige, at han slet ikke kunne danse, men seerne stemte ham videre uge efter uge. Mette derimod var en karrierekvinde med fuldtidsjob og en forkærlighed for vilde byture med rige og kendte mennesker. Men Jesper og Mette passede sammen.

– Jeg var træt af alle de spil, der var mellem mennesker, og Jesper var ofte bange for, at folk kun ville møde ham på grund af hans navn. Men mellem Jesper og mig var der ingen spil. Jeg skulle hverken spille kostbar eller smart, og der var intet overfladisk mellem os.

– Vi snakkede sammen hver dag, og han flyttede faktisk ind i min lejlighed en uge efter vores første date.

Derfra gik det stærkt. Jesper havde i forvejen datteren Nikoline på 13 år, men sammen med Mette drømte han om at få et barn til. To måneder senere var Mette gravid, og de skulle være forældre i en alder af henholdsvis 26 og 42 år. Men der stopper den lyserøde historie også.

– Udadtil virkede Jesper som en glad dreng med gang i den. Han havde jo nok adhd, for han havde altid gang i projekter, sport, velgørenhed og events. Men under overfladen var han misbruger, fortæller Mette åbenhjertigt.

Hårdt mod hårdt

Mette Skibby tager imod i parrets hus i Gilleleje. Jesper er på arbejde i et containerfirma, så hun har huset for sig selv, bortset lige fra hunden Jacks og datteren Elisabeth, som i mellemtiden er blevet 14 år og er ovenpå. Mette har sørget for croissanter og kaffe, for der er altid tid til hygge hos hende, og hun taler gerne åbent om sit forhold til Jesper Skibby, selv om det ikke altid har været nemt. 

– Vi tog på ferie til Zanzibar, og på den tur gik det op for mig, at han misbrugte sin epilepsimedicin, noget beroligende og alkohol. Han har dog aldrig kørt bil påvirket. Han var en betænksom misbruger, forklarer Mette. 

– Men det var en mand med et misbrug, og jeg blev gravid, da hans misbrug var på sit højeste, og det var ikke udpræget sjovt. Alle, jeg kendte, rystede på hovedet og sagde: "Mette, er du nu sikker?" husker den i dag 42-årige kvinde, som manglede opbakning fra sine venner og bekendte dengang. 

Men Mette var sikker.

LÆS OGSÅ: Laura Drasbæk: "Det har forstyrret mig hele mit liv"

– Jeg var træt af fest og farver. Nu var jeg gravid, og selv om folk sagde, at jeg ikke kendte Jesper godt nok, tvivlede jeg aldrig. Jesper besidder en enormt stor kærlighed, som han altid er parat til at give af. Han havde ikke kunnet være der ret meget for Nikoline, og det var en stor sorg for ham, men nu var han klar til et nyt barn, og det kunne jeg mærke, husker hun.

Efter Elisabeth blev født i 2006, fik Jesper hjælp. Han fik også mange tilbagefald til pillerne og alkohol, og der var aftener, hvor Mette kunne konstatere, at hendes datters far knap nok kunne holde sig vågen, fordi han var så påvirket. Til sidst måtte Mette sætte hårdt mod hårdt: Det var hende og Elisabeth eller pillerne.

– Jeg kunne ikke være der 100 procent for mit barn, og min mor gik med en konstant angst på grund af Jespers misbrug. Derfor lagde vi et massivt pres på ham.

Siden Elisabeth var tre år, har hendes far været clean, og de seneste ti år har han endda også været i balance, som Mette siger. 

Mette tøver på spørgsmålet, om det var ved at ende i en skilsmisse undervejs.

– Alle normalt tænkende kvinder havde jo givet op. Men jeg har selv haft en hård barndom med en brutal og alkoholiseret far som udøvede psykisk vold på mig. Jesper var derimod en kærlig mand, og jeg kunne se ind bag hans facade. 

Et roligt liv

I dag har parret været sammen i 16 år. Der er kommet ro på hjemme i Gilleleje. Jesper passer sit arbejde, og Elisabeth går i skole. Så er der Mette tilbage, og hun passer hus og hjem. Det gør Jesper nemlig ikke. 

– Der er mange mænd, der siger, at de ikke er den huslige type. Men Jesper laver INTET, griner Mette.

LÆS OGSÅ: Helle Fragalid: "I den situation blev jeg nødt til at sige fra"

– Han er et barn på fem år, der smider sit tøj, og han ved ikke, hvordan man tænder komfuret eller vasker tøj. Han kan ikke engang lægge tøjet sammen, når jeg har vasket det, griner hun. 

– I starten troede jeg, det var stjernenykker, fordi han som professionel rytter var vant til, at folk gjorde alt for ham. Men jeg tror faktisk mere, det handler om, at han har epilepsi og har brug for lige så meget hvile som et barn. Derfor er jeg en slags alenemor, som lader mig forsørge af min mand. Det er nok lidt gammeldags.

Mette Skibby har fuldt ud accepteret, at det er sådan, det er. Kun få dage drømmer hun sig tilbage til den lille lejlighed på Frederiksberg og tiden med karrieren og byturene.

– Vi lever stille i dag. Vi har begge to levet det udadvendte liv og omgivet os med overfladiske mennesker – du tror, det er løgn! Vi har festet, rejst og været i byen. Det liv, jeg har med Jesper og Elisabeth i dag, giver mig ro og plads til fordybelse og ægte venner.

Anbefalet til dig