Mor-bloggeren Trine blev forladt af faren til sin søn - nu blogger hun om at være enlig mor

Af Kicki Thomsen

De hvidmalede hylder under vindueskarmen i det lille spisekøkken buer − tynget af vægten fra mågestel, glaseret keramik, kaffekopper, krus og kander. Foran sidder Trine Maria Larsen og ser lige så tynget ud. Hendes spinkle skuldre hænger nedad ligesom de på én gang robuste og skrøbelige hylder i baggrunden. Hun slæber rundt på tunge sager for tiden. Sorg. Kærligheden er bristet. Hendes kæreste gennem seks år har sagt stop. Han kan ikke mere. Det er hårdt. Det er altid hårdt at miste ham, man stadig elsker. Men det er ikke det, der gør, at Trines hjerte er lige ved at sprænges af smerte. Det er det, fordi han også er far til hendes to et halvt år gamle søn, Alfred. Trines drøm om den sammentømrede familie er styrtet sammen.

LÆS OGSÅ: "Hvis vi havde ventet til kl. 11, havde hun været død"  

– Vi har ikke sagt det til Alfred endnu. Han er for lille til at forstå, at mor og far ikke er kærester mere. Han ved ikke engang, hvad kærester betyder. Vi kan heller ikke sige, at mor og far ikke er sammen mere, for han kan jo se os begge to lige her. Familielivet kører videre, selvom der er blevet slukket på kærlighedskontakten mellem os. Det er virkelig underligt, at det kan det.

Det er fire måneder siden, at hendes kæreste gjorde det forbi på en dejlig solskinsdag i juni. En af den slags dage, hvor det nærmest føles hånligt, at vejret kan være så fint. Hjemme i stuelejligheden havde stemningen været tung længe. De var begge ved at drukne i den pøl, der er deres liv. Alligevel kom det som et chok for Trine, da han trak stikket.

LÆS OGSÅ: Så meget skal du tage dig af dine forældre, når de bliver gamle og syge

− Det er, som om jeg har haft blackout. Jeg tror, det var onsdag. Eller måske torsdag... Alfred sov, og vi var trukket ind i sofaen for at snakke igen. Han ville ikke mere. Kunne ikke mere. Han sagde, at jeg var vred på ham for flere år, og han ikke vidste, hvad han skulle gøre med det, for han kunne ikke gøre det om. Han har sagt det før. Men denne gang, kunne jeg høre, at han var løbet helt tør. Jeg sagde vist ikke noget. Jeg græd bare. Og så gik jeg ud på toilettet og brækkede mig. Det blev fysisk overvældende.

Hver for sig, sammen

Alt er fra den ene dag til den anden anderledes. Og alligevel stadig det samme. Den lille trekløver bor fortsat sammen i den fireværelses drømmelejlighed med have, der skulle have været deres nye begyndelse. Det gør de, fordi de ikke har råd til at flytte hver til sit. Alle deres penge står i lejligheden, som de er enige om, er det helt rigtige sted for Alfred at vokse op. Det er en af grundene til, at hun har brug for at sige højt, hvor svært det er, at være i hendes sko lige nu. En anden er, at hun synes, at der er alt for mange fortællinger om brud, som er
fortalt fra den anden side. Hvor man er landet godt igen.

− Jeg ved da godt, at det hele nok skal gå, og at jeg, uanset om det bliver sammen, alene eller med en ny mand, bliver lykkelig igen på et tidspunkt. Men det gør bare ikke sorgen mindre nu.

Trine har siden 2012 været vant til at dele både sine og familiens op- og nedture på sin hudløst ærlige blog, Lortemor.dk. Det gør hun også nu, mens hun knuger sig krampagtigt til ekskæresten og familien. Hun er ikke klar til at give slip på det hele. Endnu.

− Vi så en parterapeut lige efter bruddet. Han sagde noget virkelig essentielt til mig: "Jeg kan se, at du har det rigtig slemt, og at du slet ikke er enig i de ting, som han ser og føler. Du skal huske, at du godt må sige: Det er okay, at du går fra mig, men jeg går ikke fra dig. Det er jeg ikke klar til."

De ord fik Trine til at stoppe med at hulke, blinke tåretågerne væk og tænke: "Kan man virkelig det?".

−Ja, det kan man faktisk godt! Det er jo det, der er problemet. Han er længere i processen end jeg. Den sætning gav mig lov til at være ked af det og skar det ud i pap, at vi er nødt til at samarbejde om, at jeg også skal nå til det punkt, hvor han er. For vi er en familie, og det skal vi også være på den anden side af det her.

LÆS OGSÅ: Skal jeg være bange for at gå sukkerkold? 

Smertens barn

Trine er stadig lige der, hvor følelserne vælter rundt, og hvor man både kan være forstående og ikkeforstående. Både klar og ikke-klar til, at det skal slutte. Være ked af det, skuffet og vred, men også fyldt med respekt, omsorg og kærlighed.

− Den ene dag kan jeg godt se, at det ikke går. Så tænker jeg, at det også bliver fedt at male døren den støvede, grønne farve, han aldrig har gidet have, når han engang flytter. Men næste dag føler jeg igen en kæmpe afmagt. Hvordan fanden kan han bare træffe en beslutning på alles vegne?! Én ting er, at jeg mister min kæreste... øv, men fair nok. Men når man er to et halv år, så er alt, hvad ens verden rummer jo, mor og far og Alfred. Og det gør pisseondt at tænke på, at vi er ved at bryde dét op.

Selvom Alfred er lille og endnu ikke lader til at ænse så meget af det hele, så har Trine med stik i hjertet alligevel lagt mærke til nogle små reaktioner.

− Nogle dage kommer han og tager vores hænder og fører dem sammen og siger, at vi skal kramme. Det rammer mig som en kæmpe mavepuster. Men vi prøver virkelig vores bedste på, at hans trygge hverdag skal køre videre, indtil vi har fundet en god og permanent løsning. Vi er de voksne. Det er vores ansvar at æde den.

Derfor fortsætter familielivet, næsten som om intet er hændt. Helt ned til at Trine og ekskæresten stadig sover i samme dobbeltseng med produktet af deres kærlighed trygt imellem sig. En ambivalent følelse for Trine, som på den ene side er glad for, at det kærlige familiesamvær lever videre, men på den anden side er det en daglig påmindelse om, at kærlighedshistorien er smækket i.

− Vi vågner op i den samme seng alle sammen og smiler. For der findes ikke noget bedre, end at vågne op til Alfreds lille, glade ansigt. Men det er også ekstremt hårdt. For jeg ville jo gerne vågne op til et andet glad ansigt også og få kys og starte dagen sammen.

Faktisk kan Trine ikke huske, hvornår de sidst var kærester i mere end bare glimt ad gangen. Måske var det helt tilbage, før Alfred blev født. Før udfordringerne regnede ned over dem, og alt, de orkede at gøre, var at træde vande og kæmpe desperat for familiens overlevelse.

– I så lang tid, har det været en kamp, som har taget alle vores ressourcer. Så mange ydre omstændigheder, har revet og flået i os, og samtidig har vi haft et barn, som nærmest ikke sov det første halvandet år af hans liv. Vi har været udmattede. Vi har ikke orket at kæmpe for én ting mere, og det har betydet, at vores forhold har været fuldstændigt underprioriteret. Det er sørgeligt, og det er en falliterklæring. Nu går begge dele i stykker. Og jeg er en panisk andemor, der prøver at holde sammen på sin rede.

LÆS OGSÅ: Maria er fedmeaktivist: "Det værste, man kan være i vores samfund i dag, er at være tyk"

Før stormen

Det begyndte ellers så godt dengang i 2009, da de mødte hinanden i Magasin i Lyngby, hvor de begge arbejdede. I lang tid var Trine slet ikke interesseret i den ihærdige fyr nede fra Joe and the Juice, men sidst på sommeren kunne hun alligevel ikke sige nej, da han, bævrende af nervøsitet og med tre kollegaers øjne
klistret til nakken inviterede hende ud.

− Det var overhovedet ikke kærlighed ved første blik. Men da først jeg åbnede op for det, fejede han jo benene væk under mig. På første date var vi i biografen, og bagefter lå vi i gården under åben himmel hele sensommernatten og drak vin, snakkede og kyssede. Det var rigtig, rigtig fint. Og så blev vi kærester, var mega nyforelskede og knaldede som kaniner. Ikke noget nyt der...

Men den ubesværede kærlighed blev brat noget andet, da Trine i foråret 2012 pludselig stod med en graviditetstest med to blå streger på til trods for at have været på p-piller de sidste ti år. Timingen var elendig. Kæresten var kommet ind på drømmestudiet på Journalisthøjskolen i Aarhus, hvor de var flyttet til, og var på ingen måde parat til en far, mor og børn-tilværelse. Heldigvis vendte alt, da de kom til den første scanning, da Trine var 12 uger henne.

− Jeg tror, han havde regnet med at se en lille død bønne, der bare lå derinde og ikke var noget håndgribeligt endnu. Men på det tidspunkt er det allerede et lillebitte menneske med både arme, ben og rygsøjle, som spræller rundt. Der skete et eller andet med ham dér. Fra da af var han hundrede procent på.

Optræk til uvejr

Kort før nytår 2012 flyttede parret tilbage til København efter en opslidende boligjagt og en presset periode med praktiksøgning for kæresten, som endte på DR. De nåede lige akkurat at lande i den nye lejlighed, før Trine en uge efter fødte Alfred på terminsdagen. Tre uger senere startede praktikken, og deres hverdag blev på alle måder vendt op og ned.

− Han arbejdede sindssygt meget fra dag ét, og oven i var der en masse sociale arrangementer med redaktionen, som han som 26-årig ung mand overhovedet ikke kunne eller ville sige nej til, for det var også netværksmuligheder. Det betød, at jeg var meget alene med Alfred. Og han sov aldrig. Når man sidder og ammer hele dagen og bare er så træt, så føles hver eneste arbejdsdag som 14 dage.

Folk tæt på påpegede igen og igen over for Trine, at praktiktiden var en meget vigtig og hård tid for kæresten. Det gjorde, at hun konstant havde en følelse af, at hun bare skulle stramme sig an.

− Jeg er født pleaser, og da jeg tilpas mange gange fik at vide, at det her år var vigtigt, og at han var nødt til at få frihed til at gøre de ting, han ville, tog jeg det til mig. Det gav mig dårlig samvittighed over, at skulle bede om hjælp. Så jeg fik nok aldrig formidlet ud til ham, hvor umenneskeligt hårdt det var for mig.

Trine følte sig ensom og træt. Dødtræt. Og når kæresten kom hjem, var han også udkørt. Rutinen blev hurtigt, at han tog Alfred om natten mellem amningerne
for at hjælpe, så Trine kunne få lidt fred. Alligevel gik Trine rundt i nærmest
konstant nedtrykthed, og ni måneder efter Alfreds ankomst blev hun sygemeldt med en depression.

– Jeg kunne ikke overskue noget som helst og begyndte at få angstanfald. Jeg var simpelthen så presset, fordi der var rod i så mange ting, at det spredte sig som fysiske symptomer i min krop. En dag står jeg ude i Føtex på Nørrebro, og kan ikke huske, hvorfor jeg er der. Lægen sagde senere, at jeg havde fået en moderat depression.

Udsultet kærlighed

Fem flytninger – tre med Alfred − med dertilhørende læge- og institutionsskift, indkøring i nye vuggestuer, flyttekasser, flytterod, økonomisk kaos, lange dage, hvor Trine var alene og følte sig boltet til sofaen med en tung dyne af tristhed over sig. Forældreskab på godt og ondt. Dates og tosomhed var en mangelvare, overskud og søvn deciderede fremmede begreber. Til sidst blev det bare for meget...

− Jeg tror, at vi begge to har haft det sådan, at vi bare lige skulle derhen, og så skulle det nok blive bedre. Da vi købte lejligheden i december 2014, troede vi virkelig, at det hele ville vende. Nu havde vi endelig et permanent sted at bo – endda det perfekte sted. Problemet var bare, at vi troede, at de andre ting løste sig selv.

− Det sidste halve år, hvor det er gået rigtig dårligt, er det gået op for os, at vi har savnet hinanden forfærdeligt meget. I flere år. Men vi har ikke formået at vokse sammen. Vi er nogle andre i dag. Og det er svært at se en kærlighed til en, man ikke rigtig kender mere. Det er megatrist. Det er jo meningen, at man skal vokse sammen.

− Jeg har en kæmpestor respekt for, at han ikke er skredet før. Det har ikke været sjovt for nogen af os, men man skal ikke underkende, hvor hårdt det er, når ens kæreste er syg af depression, og man skal være sikkerhedsnet under både partner og et lille barn. Men jeg er også vildt bitter over, at han skrider lige, når det skulle til at gå godt. Vi var der næsten...

Trine er i dag ude på den anden side af depressionen. De har fast plankegulv under fødderne. Alfred stortrives på Troldestuen i sin nye institution, og de har begge fået drømmejobs, som både giver ro i økonomien og sjælefred.

− I fortvivlelse, har jeg sagt til ham, at det er lige før, jeg ville ønske, at jeg havde haft kræft. Så kunne han se, at jeg havde været rigtig syg. At jeg havde tabt mit hår, og måske ligget på hospitalet. Så var han ikke gået nu. Så ville han forstå, at jeg ikke havde haft chancen for at give det mit bedste forsøg. Vi har ikke haft en chance. Jeg synes, at det er uretfærdigt.

I bakspejlet kan Trine se nogle af deres fejl. Det virker som simple greb, der skulle til, men nu er tiden forpasset.

− Det lyder grimt, men jeg har tit været dødmisundelig på Alfred, for det jo er ham, der har fået al kærligheden. Hvorfor pokker var vi ikke sådan over for hinanden? Man deler så ufatteligt mange kys og kram ud til sine børn. Hvis man bare delte halvdelen af det ud til sin partner, så tror jeg, at de fleste af os ville være lykkelige mennesker. Alfred har også fået al overskuddet: "Hey Alfred, er du sulten?" Før var det jo den slags omtanke, vi viste hinanden. "Skat, skal jeg lave en kop kaffe til dig?". Nu laver jeg en kop kaffe til mig selv. Fordi jeg er dødtræt. Ingen af os tænker på at lave to kopper. Og så spørger man, om det er okay, man lige tager fem minutter med kaffen alene, fordi man sådan trænger til en pause, i stedet for at bruge fem minutter på at flette tæer. Men jeg tænkte ikke over det imens... 

LÆS OGSÅ: Hvorfor har vi kvinder så travlt med at dømme hinanden? 

LÆS OGSÅ: 5 spørgsmål du kan stille dig selv for at få en bedre økonomi 

LÆS OGSÅ: Fortæller du for meget?