'Mumbai er en blanding af skøn indisk kultur og totalt indisk kaos'

"Mumbai er en blanding af skøn indisk kultur og kaos"

"Jeg elsker Mumbai for at være fuldstændig fantastisk og fuldstændig umulig på én og samme gang. Byen er en blanding af skøn indisk kultur med de fineste ting og ind i mellem totalt indisk kaos."


1. Skæv indretning

En af mine yndlingsbutikker i den sydlige del af byen er Bungalow 8, som ejes af en sjov ældre dame, der har en fortid hos Coco Chanel. Butikken i tre etager er en blanding af Indien og fransk 20'er stil og har skæve køb til hjemmet og fantastiske art deco replica smykker. Det tog mig to et halvt år at overtale damen til at sælge mig mine store pengeskabe, som jeg nu bruger til vin og porcelæn.

2. Klassisk indisk

Ensemble har tre butikker i Mumbai, og ingen af dem er til at finde, hvis man ikke kender dem. De har et udvalg af nogle af de bedste indiske designere, og det er klassisk indisk: Broderier, sten og pailletter. Hvis du skal til indisk bryllup og gerne vil møde op i det sidste nye uden at vide, hvad det er, så finder du det her.

3. Uslebne diamanter

Jaipur Gems er et skatkammer af diamanter. Smykkehandleren har et godt rygte blandt mine "Mumbai ladies" for at lave super designs. Både klassiske skårne diamanter og de traditionelle indiske polki diamonds, der er uslebne. Og så har de det fineste udvalg af guldsmykker.

2, Dharam Palace, Hughes Road, Mumbai 400007

Jaipurgems.com

4. Drinks og retromusik

Shiro er en super hyggelig bar, som især er et besøg værd fredag aften. Atmosfæren i det skønne gamle pakhus er helt unik. Stedet er supertjekket og indrettet med smukke statuetter, og så serverer de fantastiske drinks, mens retromusikken runger fra højtalerne i det 15 meter høje pakhus.

Bombay Dyeing Mills Compound, Pandurang Budkar Marg, Mumbai 400025

5. Ekstravagant restaurant

Indisk mad har ry for at give ondt i maven, men det er kun, hvis man ikke spiser det rigtige sted. Jeg lægger altid vejen forbi Veda, som serverer traditionelle indiske retter lavet superlækkert. Restauranten er ekstravagant indrettet af den kendte indiske tøjdesigner Rohit Bal, og det er en oplevelse i sig selv.

2nd Floor, Palladium Mall, Phoenix Mills, Lower Parel, Mumbai 400013

Vibe Skov Bjerrehuus

Vibe Skov Bjerrehuus, 34, er indehaver af accessory-mærket Stylesnob. Hun har boet i Mumbai i fire år, hvor hun bl.a. etablerede en smykkefabrik og selv designede en smykkekollektion under navnet "My lovebite".

Vedarestaurants.com