Musiker Dopha: "Jeg har stor respekt for folk, som ikke har det fundament, og som stadig tør"

"Jeg går ofte den her tur. Min indre country girl har brug for at mærke naturens pust en gang imellem," siger Sofie Daugaard Andersen, der går ved siden af mig på stien på Christianshavns Vold.

Solen skinner, og her dufter af vand og forsommer, men det er alligevel langt fra den natur, som Sofie Daugaard Andersen var nabo til, da hun voksede op i den lille by Romalt sydøst for Randers, hvor hun som barn sang for træerne, og fra sit ungpigeværelse med Aqua og Britney Spears på repeat drømte om en dag at kunne leve af at lave musik. En drøm, hun er godt på vej til at udleve.

LÆS OGSÅ: Musiker Mekdes: "Jeg kan blive helt bange for, at jeg er den eneste, der kan lide det, jeg laver"

For to år siden byttede Sofie Daugaard Andersen nemlig den jyske landsby og sin barndoms landskab ud med København, hvor hun er i gang med at indtage den danske musikscene. I januar udkom Dophas første album, The Game, til stjerneregn, et hav af tilkendegivende beskeder fra fans i hendes DM på Instagram og interviews i aviser og magasiner. Hun har været P3's Uundgåelige med sangen The Game, som blev nomineret til Årets Sang ved årets Steppeulven, er blevet spået en stor musikalsk fremtid og blandt andet blevet sammenlignet med Taylor Swift, Lana Del Rey og Billie Eilish, hvilket hun er henrykt og overvældet over.

På overfladen er Dophas musik poppet, let og legende, men samtidig er den dybt personlig og rummer en verden af følelser, drømmende billeder fra opvæksten i Romalt og tanker om afskeden med barndommen og om at vende blikket mod nye højder.

"Det er angstprovokerende at stå nøgen og på bar bund, men jeg er glad for, at jeg turde at kaste mig ud over kanten – som det at flytte alene fra Romalt til København en gang imellem føles som. Det giver et helt særligt fokus og en nerve, som jeg tror, smitter af på min musik. At satse alt gør, at du lægger hele din sjæl i det, du laver," siger hun.

Barndommens kreative rum

Sceneskiftet fra Romalt til København har været som at træde direkte ind i sin egen drøm, forklarer Sofie Daugaard Andersen.

"Jeg savner naturligvis mine venner, mine forældre og den natur, der har formet mig, men jeg har fundet det, jeg gerne vil bruge mit liv på. Jeg er blevet meget bevidst om, hvad jeg kommer fra, at det er vigtigt, at jeg er fra Romalt, og hvad jeg har brug for for at kunne være kreativ," siger hun.

Romalt er omkranset af mark og skov. Der er stille, og der sker ikke voldsomt meget.

"I Romalt går man for eksempel ikke tur med sin kaffe, som vi gør nu. I Romalt går man tur med sin hund eller sin hest,” siger Sofie Daugaard Andersen.

Dophas første single, "September till June", handler netop om at sidde i Romalt og drømme sig væk og om at få lov at udleve sine drømme, forklarer hun. En følelse, som tydeligt fornemmes i den langsomme og udtrukne rytme, som strømmer gennem sangen.

"Som barn tilbragte jeg mine dage med at lege i skoven og synge med mit karaokeanlæg. Det var faktisk en af grundene til, at jeg fandt ud af, at jeg ville være musiker. Roen og stilheden i Romalt gav mig en kæmpe indre verden, som jeg er glad for at kunne tage med mig videre i livet. Legen og det rum, der opstår omkring legen, er utrolig inspirerende for mig," siger hun.

Romalt har stadig den samme effekt på hende. Under den første nedlukning besøgte hun sine forældre, som stadig bor i det hus, hun voksede op i. På det tidspunkt var det meningen, at Dopha skulle have optaget musikvideoen til sangen "Happy For Me", men på grund af corona blev optagelserne aflyst. Det stoppede dog ikke Sofie Daugaard Andersen, som gik i gang med at lave en hjemmelavet version af den planlagte video med Bratz-dukker i stedet for levende dansere og med Romalts 'bjerge' i baggrunden.

"Nok har jeg byttet Romalt ud med København, men det er stadig i det legende, sprudlende og umiddelbare rum, som jeg skabte fundamentet til, da jeg var lille, at min kreative legeplads er," siger hun grinende.

"Men det er selvfølgelig blevet en lidt mere seriøs leg, nu hvor der skal komme noget konkret ud af det."

LÆS OGSÅ: Josefine Winding bruger ofte sine lørdage her: "De laver byens hårdeste vegetarservering"

At turde blotte sig

En af de kunstnere, Dopha er blevet sammenlignet med, er sangerinden Lana Del Rey, hvis musikalske bagkatalog er præget af poppede og dybt melankolske toner og tekster. En melankoli og en sårbarhed, som også er tydelig i mange af Dophas numre. For eksempel i sangen "Naked", som handler om mødet med en gammel ven en sommeraften i juni, at løbe nøgen omkring, og hvor meget af din barndom, du kommer til at kunne huske, når du bliver 80 år.

"For mig står de barndomsminder for ren frihed, som jeg er bange for at glemme. Når du flytter til et nyt sted, følger der altid en sorg over det, du forlader, selv om det er noget, du gerne vil," siger hun.

Sorg, kærlighed, minder, glæder, det hele fylder i Dophas musik. For det er vigtigt at vise, at der skal være plads til alle dine følelser – også de svære og hårde, synes hun.

"Vi bearbejder alle sammen vores følelser på forskellige måder. Jeg gør det ved at skrive musik. På den måde er min musik lidt som at sige: "Værsgo, her er min dagbog! Læs den, brug den til noget." Det er selvfølgelig lidt nervepirrende, men de seneste to år har vist mig, at satser du 100 procent, får du 200 procent igen," siger hun.

Det betyder meget for Dopha at skabe forbindelse til sine fans gennem sin musik. Når hun for eksempel får beskeder på Instagram med tilkendegivelser som "Jeg kunne virkelig genkende mig selv i den sang," bliver hun helt varm om hjertet.

"Hvis der er nogen, der kan bruge mine oplevelser, min fantasiverden, og den måde jeg dealer med ting på til noget, er det det hele værd. Jeg synes ikke, der er nogen skam i at blotte mig selv, dele mine oplevelser og erfaringer og have brug for anerkendelse og genkendelse," siger hun.

"Jeg håber bare, at min musik kan hjælpe dem, der lytter til den og gøre en lille forskel."

Rollemodeller

Vi har sat os på en bænk med bilernes susen på Amager Boulevard som lydtæppe. Da Sofie Daugaard Andersen var barn, så hun en optagelse af en af sine idoler, Norah Jones, som spillede på en rød Fender Mustang-elguitar. Det var noget af det sejeste, hun havde set, og i dag ejer hun selv en rød elguitar. At have kvindelige rollemodeller at se op til har været afgørende for, at Sofie Daugaard Andersen selv turde tro på, at hun kunne blive musiker.

De seneste år har #MeToo-bølgerne rullet og bragt mange og voldsomme historier om sexchikane, forskelsbehandling og diskrimination med sig, også i musikindustrien. En debat, Sofie Daugaard Andersen selvfølgelig også har fulgt med i og har en holdning til.

"Det er virkeligt godt, at der har været så meget fokus på sexchikane og diskrimination. Der er helt klart strukturer, der skal ændres og belyses og ikke kun i musikbranchen. Jeg er heldig, for jeg føler ikke, at jeg er blevet behandlet anderledes, fordi jeg er kvinde. Men jeg er også kommet ind i branchen på et tidspunkt, hvor der var begyndt at komme fokus på de her ting," siger hun.

LÆS OGSÅ: Opråb fra Annika Aakjær: "I skal alle vide, at vi har tænkt os at holde sammen, og at vi ikke længere holder kæft"

"Hvis jeg fokuserer på at lave god musik, skriver mine egne sange, øver mig og er mig selv, håber jeg, at det er det, der betyder noget, og ikke, hvordan jeg ser ud, eller hvilket køn jeg har. Jeg håber, at det er musikken, der får lov til at bane vejen frem, at det er det, jeg bliver bedømt på," siger hun og sender en kærlig tanke til de idoler, der har været med til at smøre hendes stemme og givet hende troen på, at pigeværelsedrømmen kunne blive til virkelighed.

"Jeg står, hvor jeg står i dag, takket være mine rollemodeller. Derfor håber jeg, at jeg kan være med til at inspirere andre piger og unge kvinder til at forfølge deres drømme, skrive deres egne sange og huske dem på, at de skal omgive sig med mennesker, der styrker dem, og gerne må sige nej til folk, der ikke gør."

I den sammenhæng har Sofie Daugaard Andersens forældre spillet en vigtig rolle. De har altid støttet hende og er det sikkerhedsnet og fundament, som gør, at hun tør bevæge sig ud på usikker grund.

"Jeg har stor respekt for folk, som ikke har det fundament, og som stadig tør. Jeg føler mig sindssygt privilegeret, fordi jeg har fået medvind, siden jeg begyndte at lave musik, og er lykkelig for, at jeg overhovedet har muligheden for at gå efter mine drømme. Alene af den grund bliver jeg nødt til at prøve. Også for alle andre drømmere derude, som ikke har muligheden," forklarer hun, mens hun drikker det sidste af sin to go-kaffe.

Indtil nu har det været minderne fra Romalt, rejsen til København og alle de følelser, der følger med sådan en livsforvandling, der har fyldt i Sofie Daugaard Andersen sangunivers. Mens vi går tilbage mod Christianshavns Torv, spørger jeg hende, hvilke minder og stemninger fra tiden, efter hun kom til København, der kommer til at præge hende og hendes andet album.

"Lige nu glæder jeg mig til at komme ud og leve livet som ung kvinde, gøre farlige ting, knuse nogle hjerter og skrive en masse sange om det. Og så håber jeg ikke mindst, at jeg kan komme på tour med mit band," siger hun og tilføjer:

"Men som man siger: Nissen flytter jo med. Jeg er stadig en rastløs sjæl, der lever for at drømme, og drømmene bliver kun større. Så mon ikke også det kommer til at smitte af på det nye album?"

Betyder det udlandet?

"Ja, det er svært ikke at håbe på."