Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Maria Gerhardt
Foto: Rasmus Weng Karlsen

Maria Gerhardt

Maria Gerhardt: “Når jeg at blive 40?”

Maria Gerhardt sov ind d. 16. marts efter lang tids kræftsygdom. En kamp, hun så ud til at vinde, da hun blev erklæret rask i 2014, men som hun året efter blev trukket brutalt tilbage i. Her kan du læse interviewet fra Eurowoman, da vi mødte hende til en snak om, hvad det vil sige, at vide at man skal herfra langt før, end man håbede (Opdateret d. 17. marts, 07:53)

Forfatteren Maria Gerhardt, 38, går rundt med et ur, der går hurtigere end de flestes. Men hun drømmer om, at det går i stå. For hun er uhelbredeligt syg af kræft, og med et ønske om at udgive en bog om året, se verden med sin kæreste og sin søn vokse er tiden kostbar.

Det var en af de få junidage, hvor solen brændte igennem i sommeren 2015. Maria Gerhardt, kæresten Rosa og sønnen Bjørnstjerne var på vej til stranden, da Maria Gerhardts telefon ringede i sommerhuset. Det var en læge fra Rigshospitalet, der gerne ville se dem til en samtale hurtigst muligt. En uge forinden havde forfatteren og dj'en fundet en knude ved halsen og var blevet sendt til scanning, og nu var svaret kommet. Den lille familie vendte ryggen til sommerlandet og kørte tilbage mod byen.

LÆS OGSÅ: Eksperter: Sygt at superslanke instagrammere poster burger-billeder

Maria Gerhardt fik konstateret brystkræft i januar 2013 med en knude på 8 cm i det venstre bryst, gik i behandling, fik, for symmetriens skyld, fjernet begge bryster og blev erklæret rask i september 2014. Men at blive erklæret rask er ikke en garanti. Siden var hun to gange til tjek, hvor en læge strøg og trykkede på hende uden at finde noget, men fingrene kunne ikke nå ind til knoglerne. Ovre fra den anden side af bordet fortalte lægen nu Maria og Rosa, at kræften var blusset op, at den havde spredt sig med metastaser i skulder, rygsøjle, lunger og kraveben, og at den var uhelbredelig.

"Nå, der brast korthuset," sagde lægen. "Det er vildt sagt, ikke?" siger Maria Gerhardt. "Det er altså vildt sagt."

Det blev juli og august, og hun kunne ikke sove. Hver morgen gik hun ned til vandet for at se solen stå op.

"Jeg havde den der: "Er det så nu?" Nu er det ikke en fin lille lyserød pigekræft, nu er det voldsomt, nu er det sådan noget, mænd kan forstå. Jeg prøver at sige til mig selv, at jeg er sej, men det lykkes ikke hver dag. Jeg bliver ramt af selvmedlidenhed, hvor jeg bare synes, det er synd for mig. Det er en heftig besked at få, og jeg har ikke vænnet mig til den endnu."

LÆS OGSÅ: 21 søde måder at afsløre sin graviditet på via sociale medier

Maria Gerhardts blik hviler på de nøgne træer ude på den anden side af vinduet. Vi sidder ved spisebordet i villalejligheden. Der kan være meget stille på en lille vej i Hellerup på en novemberdag.

"Måske skulle jeg alligevel have bedt dig om at tage en kaffe med," siger hun så, gaber og suger den grønne juice i sig, som hun har bestilt.

Hun får hormonkure på Riget. De giver hende hedeture, så hun må knappe denimskjorten op og løfte og vifte den hvide T-shirt ud fra brystet. Så længe metastaserne bliver holdt i ave eller skrumper, vil hun ikke få kemo. 85 % af alle brystkræftpatienter bliver helbredt. 15 % får tilbagefald. Lægerne har ikke fortalt, hvor lang tid Maria Gerhardt har igen, og hun har ikke spurgt.

"Jeg er med i et Facebook-forum for folk med kronisk brystkræft. Det svinger lidt, hvordan det er at være derinde, men jeg kan se, at der er nogle, der fik tilbagefald i 2005, og de har levet med det i 10 år, så de findes jo. Og så er der andre tilfælde, hvor der står sådan noget som: "Vi har mistet fire siden jul." Jeg ved ikke, om man vænner sig til det, men det virker, som om de der damer er meget afklarede. Jeg er ikke afklaret."

Selv om Maria Gerhardt ikke er afklaret med den uhelbredelige kræft, kom det ikke som en overraskelse, at hun var syg. På intet tidspunkt havde hun følt sig helt rask, let, fri. For hun var træt og svimmel. Men mængden og størrelsen af metastaserne, der som ildkugler lyste op i hendes krop på scanningsbilledet fra 21. juni, chokerede hende.

"Det er klart, at der er blevet klippet i min uovervindelighed. Jeg tænker: "Når jeg at blive 40 ...?", "Er det her den sidste jul ...?", "Burde vi bare hæve alle pengene og tage på en lang rejse ...?", sådan noget. Lige da jeg fik det at vide, var min første tanke, at Rosa skulle sige sit job op. Men det er også vigtigt at have en hverdag, tror jeg. Det er en erkendelse af, at det ikke er lige nu. Måske kan jeg sagtens have 10-15 år. Det er hele tiden en blanding af, at jeg godt kan glæde mig og sige til mig selv: "Det skal vi nok nå, der skal vi nok komme hen, det sted skal vi nok få at se." Samtidig med at jeg er i tvivl, om vi når det hele. Jeg går rundt med det her specielle ur, der går enormt hurtigt, men som jeg prøver at få til at gå i stå og slå koldt vand i blodet," siger hun.

Ingen sukker og ingen hvede. Meget lidt alkohol og meget lidt kaffe. Grøntsager i alle farver, et hav af kosttilskud og cannabisolie. Maria Gerhardt spiser sundere end nogensinde.

"Og jeg spiste altså ret sundt i forvejen." Hun har gang i flere forskellige alternative behandlinger, og hendes venner har, i skrivende stund, samlet næsten 350.000 kr. ind til hende, så hun kan få immunterapi i Tyskland.

"Jeg ved ikke, hvor mange coaches og ernæringseksperter jeg har besøgt. Jeg er ret godt med i forhold til, hvad der findes på det alternative marked. Jeg tror, det er vigtigt at gøre en masse ting selv. Det er farligt at lægge hele sit liv i lægernes hænder, og det er farligt at tænke for mange opgivende tanker. Det er vigtigt at tænke, at man ikke vil gå hjem endnu. Man er ikke færdig."

Minder om Amager
Amagermesteren er titlen på Maria Gerhardts anmelderroste digtsamling, der udkom i november. Digtene tager udspring i Amager og har fået næring af forfatterens barndom på øen og hendes passion for fodbold og tennis. Digtene kredser om ingenmandsland, ståstedet mellem mand og kvinde, køns-identitet og -forvirring. Selv om Maria Gerhardt selv har haft titlen Amagermester i bordtennis – "bordtennis er bare ikke ret godt at skrive på" – er hun ikke hardcore amagerkaner. Hun er fra Dragør, en lille by på Amager med selvstændig kommune. Men Maria Gerhardt syntes, at Amager var en bedre scene, mere rå og lige på end den pittoreske lilleputby.



"Det kan godt være, det er, fordi jeg er uhelbredeligt syg, at jeg skriver på mine minder. Jeg kunne godt have ventet 20 år med at skrive en digtsamling om min barndom, men jeg ved ikke, om jeg har de 20 år," siger hun.

"Jeg læste et interview med Helle Helle. Hun kan huske alt fra sin barndom, hvad hun havde på og sætninger tilbage fra 80'erne. Det kan jeg ikke. Men jeg kan huske mange stemninger og situationer. Hvis de har været akavede, mærkelige eller voldsomme. Minder er et skatkammer. Der er to ting, som er helt afgørende for en forfatter. Dels at tage noter – jeg går rundt med en notesbog og bruger et noteprogram på telefonen – dels at kunne huske. Men det har ikke været superlet at huske. Jeg har taget et par glimt fra min barndom, og så har jeg fyldt på. Med Hollywoodstjerner var det mere selvbiografisk."

Der bor Hollywoodstjerner på vejen er Maria Gerhardts debut, der udkom i 2014, og som også modtog store roser. Det er kærlighedshistorien om Maria, der på afstand er forelsket i Rosa, mens hun dj'er og fester sig igennem københavnske nætter. Efter 15 år vinder hun Rosas kærlighed, men lykken er lunefuld. Kort tid efter får Maria konstateret brystkræft og går igennem et hårdt behandlingsforløb.

"Jeg har gennemskrevet mine to bøger, indtil jeg blev helt syg. Jeg har virkelig skullet tvinge mig selv til at slippe dem."

To dage inden interviewet med Eurowoman sad Maria Gerhardt over for sin ven Mads Nørgaard i Politikens Boghal, hvor de talte om Amagermesteren. Forfatteren fortalte om det bedste øjeblik i sit liv. Da hun driblede rundt med en fodbold efter skole og satte bolden hårdt ind. I samme nu, udenfor fodboldbanen, hvinede nogle bremser på parkeringspladsen. En fodboldtræner løb ud af bilen og hen til Maria Gerhardt. Han ville have hende til at spille på sit hold. Oplevelsen giver genlyd i et af digtene i Amagermesteren.

Den største
den bedste
den stærkeste
det er min brist
min unge mund der taler

Vil du stadig være den bedste?
"Ja, det vil jeg stadig gerne. Det der med, at det er min unge mund, der taler, den taler jo stadigvæk, det står i nutid. Men samtidig er det der med at være den bedste noget, der hører barndommen til. Verden er mere sort-hvid. Det var den i hvert fald for mig. Verdens bedste fodboldspiller, verdens bedste hold. Hvis det hold, man holder med, vinder, bliver det en god uge. Men hvis de taber, bliver det en dårlig uge. På et tidspunkt blev det for meget for mig. Jeg kunne ikke overskue at have en dårlig uge."
Det blev tid til at gå op i noget andet.

LÆS OGSÅ: "I dag har jeg det udmærket. I går var et rent helvede og i forgårs var endnu værre"

Hattrick i fest
Maria Gerhardt brugte sine unge år på den yderste venstrefløj, til politiske demonstrationer, i kollektiv på Nørrebro, i grupper med andre lesbiske. Som 19-årig søgte hun ind på Forfatterskolen, men kom ikke ind. I stedet læste hun dansk på Københavns Universitet. Hun droppede ud efter to år og byttede skrivepulten ud til fordel for den med pladerne. De københavnske klubber, musik- og modebranchen ville have Maria Gerhardt, under dj-navnet Djuna Barnes, til at lægge soundtrack til fester og catwalks en masse. Hun kunne noget, inden andre dj's kunne. Hun kunne være intellektuel, mens hun festede. Og det gjorde hun.

"Den fik hele armen, og det skulle den også have, tror jeg. Jeg ville drikke drengene under bordet og være den, der stod til sidst. I nogle år hed det et hattrick, hvis man lukkede den klub, der hed Dunkel, torsdag, fredag, lørdag. Den lukkede klokken fem fredag morgen, klokken syv lørdag morgen og klokken otte søndag morgen. Jeg lavede tit et hattrick i den periode."

Så var man lidt træt søndag?

"Ja, så var man lidt træt søndag. Hvis man var hjemme."

"Jeg sidder og tænker på, om jeg skulle have slappet lidt af. Nej, jeg tænker, at det var sjovt. Det var sådan, det skulle være. Jeg tror ikke på fortrydelse, det kan jeg ikke bruge til noget. Når jeg går ind i noget, går jeg rigtigt og helt ind i det."

Med sin ekskæreste ejede og drev Maria Gerhardt baren Jolene i Kødbyen i slutningen af 00'erne. Maria Gerhardt var ansvarlig for musikken og stod for at booke dj's, de bedste inden for de danske grænser og på den internationale musikscene. Målet var klart: Jolene skulle være det bedste sted at feste.

"Det blev det bedste sted, men det var også et stort pres, for det skulle jo være det bedste sted hver weekend. Jeg hadede, hvis det havde været en dårlig aften. Jeg blev god til at gå i byen. Sikkert også for god, jeg var jo professionel i at feste. Men det tærede, at jeg brugte mig selv som attraktion for Jolene."

Det tærer også på Maria Gerhardt at gå ud nu. Hun gør det sjældent.

"Jeg kan godt mærke en social fobi i forhold til at tale med fremmede. Det er fint nok at sidde og signere bøger, men jeg bryder mig ikke om det, når folk vil snakke. Det værste er, hvis folk kommer og fortæller kræfthistorier, som har haft fatal udgang. Jeg bryder mig virkelig ikke om, når de fortæller sådan en rigtig grum kræfthistorie, men det gør folk. Under mit første sygdomsforløb syntes jeg også, det var irriterende at stå på en natklub og blive konfronteret af folk, der hele tiden ville vide, hvordan jeg havde det. Da jeg blev raskmeldt, glædede jeg mig til, at det var overstået. Nu ved jeg, at det er et livsvilkår, at folk spørger."

Maria Gerhardt har altid været bevidst om, hvor meget hun skulle bruge sig selv og sit navn, og hvornår hun skulle glide ubemærket ud af spottet, som aktivist, som dj, som klummeskribent og som aktiv bruger af de sociale medier. På Facebook og Instagram deler hun ud af sit liv som forfatter, kæreste, forælder, eventyrer og kræftramt.

"Når man bliver meget syg, er der nogle filtre, der ryger. Det bliver meget nøgent, og det har været meget vigtigt for mig at få det med. Der er meget berøringsangst over for sygdom og især over for kræft. De sociale medier er gode, når jeg har brug for medlidenhed. Ja, der er faktisk dage, hvor medlidenhed kan give én lidt mod. Jeg er nu heller ikke særlig god til at holde på hemmeligheder. Det ville være mærkeligt, hvis man kun brugte Facebook og Instagram til succeserne. Der er nogle ting, der ikke behøver at se så perfekte ud, og det er rart at være ude over det. Sådan har jeg vel altid haft det."

Forfatteren kigger på nutidens unge med en anelse rynkede øjenbryn, men ingen løftede pegefingre, for hun har ikke lyst til at være sådan en, der belærer andre om, hvordan de skal leve.

"Jeg håber da, at der er sket et skred, når min egen søn bliver teenager. På et eller andet tidspunkt må brugen af de sociale medier toppe. Måske har det toppet. Jeg kan ikke se, hvordan det skal blive vildere. Det er overvældende, hvordan man skal performe og få flere og flere følgere, og alt handler om at være populær på internettet. Jeg kan sagtens se, at det at sende snapchats har overtaget telefonfis. Omvendt er Facebook også en stor tabuknuser, fordi vi taler om problemer over nettet, og fordi like-generationen støtter op omkring hinanden."



Lærer sin søn træernes navne
Og så kommer Maria Gerhardt i tanke om det. Det, hun gerne vil sige til ungdommen nu til dags.

"Husk naturen," udbryder hun.

"Naturen er en kilde til at putte sig selv i et eller andet større system. Det er en god modvægt til selfie-bølgen."

Maria Gerhardt gør, hvad hun kan, for at hendes fireårige søn bliver et naturbarn. Sammen med Rosa lærer hun Bjørnstjerne om naturen og at sætte pris på den.

"Sådan er det. Jo mere du kender til noget, jo sjovere bliver det. Det er ligesom med et fodboldhold."

Maria Gerhardt er vokset op med Hollænderhallens vinylgulv, Rosa er vokset op med skovbunden. Det skal Bjørnstjerne også, så de går rundt i skoven og peger på svampene, blomsterne og træerne og lærer deres navne. Maria Gerhardt er selv først nu i gang med at øve sig i naturleksikonet. Det kan være svært at holde styr på træernes navne.

"Ved du, hvad træerne hedder?"

Spørger hun så og vender for første gang blikket fra trækronerne på den anden side af vinduesglasset og over mod mig. Jeg ved, at træet med den hvide stamme hedder birk. Det er vist det. Jeg sparker bolden tilbage.

Hvilke værdier skal din søn ellers opdrages med?
"Vi empati-træner ham, det skal man vel, når man har et drengebarn," griner hun let.

"Jeg læste et eller andet sted om en mor, der gik op i, at det blev en god morgen, og at det blev en god aften. Det kunne jeg bruge til noget. Så når jeg står op, går jeg op i, at det bliver en god morgen. Selvfølgelig kan der være ballade med en fireårig om morgenen, men man kan lige så godt gøre sit bedste for, at der er god stemning, inden man bryder op. Vi er i en situation, hvor der ikke altid er vildt stort overskud, fordi jeg er syg, så jeg er rigtig glad, når hverdagen bare kører. Det er et godt tegn herhjemme," siger Maria Gerhardt.

Det er godt for hende, at der render et barn rundt på de marokkanske tæpper og ikke aner, hvad der foregår oppe i voksenhøjde. Det er godt for hende, at han skal have mad og et bad. Det er godt for hende, at Rosa taler med hende, og "hun er god til at sige gode ting."

Og det er godt for hende at skrive. Det gør Maria Gerhardt helst hver dag, men ikke når hun har smerter, er svimmel, har kvalme eller er meget træt, og det er hun ofte. Så forsøger hun at give sig selv lov til at blive liggende i sengen. På gode dage cykler hun ind til sit kontor i Kødbyen, eller hun bliver siddende ved spisebordet med den bærbare, efter de har spist morgenmad sammen, og Rosa, der er arkitekt, er taget ind på tegnestuen og Bjørnstjerne afleveret i børnehaven.

Prøvelsen er at vente med at tjekke sociale medier til efter frokost, så hovedet møder papiret på ubeskrevet grund. Nogle dage skriver hun, andre dage researcher hun, eller hun sampler musik til modeshows, bl.a. Soulland, til forretninger, bl.a. Mads Nørgaard, og til DR's Radiodrama. Ved tretiden henter hun sin søn i børnehaven.

"Det har været en god dag, hvis jeg har glemt tiden lidt. Når jeg forsvinder ned i teksten eller musikken. Det er mest udfordrende for mig, når jeg skriver. Det er ikke udfordrende nok for mig at dj'e. Jeg dj'er ikke meget mere. Det er tit om aftenen eller natten, og det kan jeg ikke længere holde til."

Den fineste titel
Maria Gerhardt skrev allerede i barndommens poesibøger, at hun ville være forfatter, når hun blev stor. Der var dog en periode, hvor hun hellere ville være professionel fodboldspiller og så journalist.

"Men jeg ville ikke bo i Aarhus."

"At være forfatter er det fineste, man kan være," siger hun.

For at være helt sikker på sin egen udmelding trawler hun de kreative og kunstneriske fag igennem og afleverer argumenterne.

"Hvis du er designer, er det efterhånden sjældent, at navnet på mærket i nakken også er dem, der laver tøjet. Hvis du er filminstruktør eller manuskriptforfatter ... Det forstår jeg slet ikke. Det tager så lang tid, fra man får en idé, til filmen er færdig, og det er jo så dyrt. Det er til gengæld meget smart at være billedkunstner. Man kan gå rundt i sit fede atelier med malerpletter på tøjet," siger hun og maler penselstrøg ud i luften.

"Men der er også mange assistenter tilknyttet en billedkunstner. Med en forfatter, dér er det værket og kunstneren. De to ting er tæt, tæt, tæt forbundne. Der er ikke noget for mig, der slår at læse en god bog. Den kan få én til at forstå verden og blive klogere på sig selv."

De danske lyrikere Henrik Nordbrandt, Inger Christensen, Søren Ulrik Thomsen og Hans-Jørgen Nielsen står på boghylden og er blevet læst igen og igen. Senest har hun opdaget den canadiske forfatter Alice Munro, der kan beskrive livet, så Maria Gerhardt kan spejle sig så godt i det, at det chokerer.

"Det har taget mig nogle år at synes, at jeg har en stemme. Men nu synes jeg også, at jeg har en, som er sin egen. Jeg bruger originalitetstesten: "Har jeg set det før, har jeg læst det før?" Hvis ikke, er det godt," siger Maria Gerhardt.

Maria Gerhardt har afprøvet originalitetstesten på sin næste roman. For forfatteren vil gerne udkomme med en bog hvert år, "ligesom Woody Allen og Prince." Det bliver en fiktiv fortælling. Med den selvbiografiske Der bor Hollywoodstjerner på vejen havde hun kortlagt, hvad der skulle ske. Med den nye bog er der frit valg.

"Hvis man ved alt, hvad der skal ske, kan man lige så godt blive krimiforfatter, for så bliver det meget stramt. Men hvis sproget skal være levende og stikke lidt af, er det godt, at der ikke er noget dogme. Jeg vil gerne blive bedre til at fortælle en historie, og omvendt er sproget min styrke. Jeg ved godt, når det flyder. Jeg får optur over mig selv, når jeg har skrevet noget godt," siger Maria Gerhardt.

Overflødige ord skærer hun fra. Hun vil ind til materien, dér hvor ordene står stærkest, for sig selv, alene. Fyldord er heller ikke velkomne i hendes tale. Det er pauser til gengæld. Hun leder efter ordene i stilhed, indtil de rette er fundet.

Hvad drømmer du om?
Tænkepause.
"At blive international forfatter, at få mine bøger oversat til mange sprog og sidde i en boghandel i New York og signere bøger, mens køen strækker sig ud på gaden. Vi skal rejse rundt til de steder, bøgerne udkommer."

Hvad skal du nå?
Tænkepause.

"At skrive flere bøger, besøge de steder i verden, jeg drømmer om, se min søn vokse op og blive gammel. Jeg vil gerne blive gammel sammen med Rosa." 

LÆS OGSÅ: 25-årige Sofie indretter luksushjem i London

LÆS OGSÅ: "Jeg har det med at hige efter alt det, jeg ikke har"

LÆS OGSÅ: Christina og Regitze lever af is

Maria Gerhardt

Den 37-årige forfatter og dj under navnet Djuna Barnes, Maria Gerhardt, har for nylig udgivet sin anden roman, Amagermesteren. Nu kan hun også kalde sig årets kvindelige kulturikon i 2015

Very Clicquot Award
Maria Gerhardt vandt prisen som årets kvindelige kulturikon ved Very Cliquot Award 2015 i november. Prisen lægger vægt på pionerånd, talent, moderne sind og kreativitet.

Til prisoverrækkelsen talte komitémedlem Leonora Christina Skov til Maria Gerhardt og sagde bl.a. følgende:
"Igennem årene har du jongleret med beats, holdninger og ord som dj under aliasset Djuna Barnes og som skribent ved Dagbladet Information, Cover og Københavner. Du er blevet kaldt nattens dronning og lesbisk ikon. Med din selvbiografiske debutbog Der bor Hollywoodstjerner på vejen og din netop udkomne digtsamling Amagermesteren er du trådt i karakter som kunstner. Din digtsamling er noget så sjældent som sportsdigte, der udforsker tvetydig seksualitet og kønsidentitet. Som når du skriver: "I bad / med et hold / nøgne piger / der lugter af / jord og parfume / starter jeg / øvelsen / kunsten / at kigge ingen steder hen / det er en / gentlemans sport". Det er ikke erfaringer, man ofte ser beskrevet i dansk litteratur, og som en, der deler dem, er jeg taknemmelig for, at du findes. Du får mig og mange andre, der skiller os ud, til at føle os mindre alene, og du inspirerer alle, der drømmer om at skille sig ud, til at turde gøre det."


Der bor Hollywoodstjerner på vejen er Maria Gerhardts debutroman, som udkom i 2014. I november 2015 udkom hendes første digtsamling Amagermesteren. Begge har modtaget store roser.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Kræft