Pernille Højmark: "Det kunne sagtens være gået galt undervejs"

0-10 år (1960-1970): Røg i bilen og frirum på rideskolen

"Jeg er født på Amager, og senere flyttede vi i en villa. Det var opsvingets tid, hvor de voksne drak en masse bajere og røg Prince i bilen for lukkede vinduer, for ellers syntes de, det trak. Jeg tror, min barndom lærte mig ikke at være skrøbelig. Jeg har lige læst, at halvdelen af alle unge har en depression. Jeg tror, det er noget, der hører teenageårene til, og jeg var da selv totalt fortvivlet indimellem. Er du da sindssyg, ja."

"I min generation var vi meget overladt til os selv, fordi vores forældre havde travlt med at realisere sig selv. Mange af os havde mærkelige forældre, der glimrede ved deres fravær. Men vi havde også frihed under ansvar. Min far døde, da jeg var 13 år, og i den periode var jeg meget på Artellerivejens Rideskole, hvor vi var 14 piger, der alle havde mere eller mindre ballade derhjemme. Jeg tog typisk derud efter skole og var hjemme klokken 22. I alle de timer var der ingen, der helt vidste, hvor man var, og rideskolens leder sad inde på sit kontor og røg Cecil, mens vi piger passede hans rideskole."

LÆS OGSÅ: Almira flygtede fra krig som teenager: "Den følelse af angst er svær at beskrive"

"Det var fantastisk at have det frirum, for ingen kunne jo ringe efter os. Det var et helle, der var så vigtigt for mig. Jeg forstår ikke alle de børn, der skal hentes og bringes i dag. Jeg tror, man gør sine børn en bjørnetjeneste ved altid at være der og hele tiden aktivere dem. Hvorfor skal en fire-fem-årig pige selv have lov at bestemme, hvilken yoghurt hun vil have, som jeg så i et supermarked forleden? Børn skal kunne mærke grænser. Men de skal også have hår på brystet, hvis de skal klare den verden, vi har bragt dem ind i med krig, covid og klimakrise. Det er en barsk verden."

10-20 år (1970-1980): Store drømme

"Da jeg var ung, var der ingen, der pacede mig. Mine forældre nåede ikke at have ambitioner på mine vegne, de ville bare have, at jeg skulle gøre noget med mit liv. Min mor nåede dog at se mig komme ind på skuespillerskolen, inden hun døde, og det var hun stolt af. Jeg havde sunget, siden jeg var lille, men jeg gik også med en drøm om at blive instruktør, så jeg søgte ind på skuespillerskolen. Don’t go for the little dreams, go for the big ones, som der stod over min seng. Jeg overvejer at holde foredrag for de unge, og mit hovedbudskab vil være, at hvis du synes, der stilles for høje krav til dig, så sig fra. Lad være! Hvorfor skal de unge skynde sig så meget at blive ligesom os andre med overforbrug og stressfremkaldende arbejdsliv? Sig dog nej tak."

20-30 år (1980-1990): Her kommer jeg

"Jeg blev færdig på skuespillerskolen som 23-årig, hvorefter jeg tumlede ud i den danske teaterbranche på sådan en ”wåw, her kommer jeg”-måde. Jeg startede med at være med i en forestilling på Gladsaxe Teater, der hed Plys og Plastik – totalt 80’er. Alt, hvad der kunne krybe og gå fra dansk teater, kom til premieren, og vi spillede forestillingen i fire måneder. Så skete der ikke mere. Skulle jeg bare gå og vente på, at nogen ringede til mig? Men sådan er det: Uanset hvor stor du er, er der perioder, hvor der ikke er noget at lave."

"Så dannede jeg Sweethearts, som egentlig var ment som en engangsting, hvor vi købte noget sjovt tøj i en genbrugsbutik og tegnede en mærkelig plakat, og lønnen var alle de fadøl, vi kunne drikke.  Vores debut var på spillestedet Stengade 30 med Søs Fenger og Benedicte Hansen, hvor vi spillede dansktop-sange. Dengang i 1980’ernes København blev den type musik først sat på til festen klokken et om natten, men vi trængte til fest og farver, og selv om mange syntes, at dansktop var det værste i verden, så virkede det."

"Jeg skrev også en bog og et filmmanuskript, men det blev desværre aldrig til noget. Jeg blev gift som 26-årig med en mand, jeg havde kendt i fem år. Jeg tror vist endda, det var mig selv, der bad ham om at gå på knæ."

30-40 år (1990-2000): Kaffe, Treo og blå dråber

"Det var succesens årti for mig. Det gik vildt godt med Sweethearts, og vi varmede blandt andet op for Whitney Houston i både København og Kolding. Første koncert var i Parken, og fordi vi var det første opvarmningsband, stod der måske 3-4.000 mennesker, da vi spillede, men da vi så kom til Kolding, stod der 40.000, for jyderne skulle fandeme have noget for pengene. Jeg tænkte bare: ”Yes!”"

"På et tidspunkt havde vi en lynhurtig omklædning backstage, da en af Whitneys folk kom over til mig og spurgte: ”What kind of music is this”, og jeg svarede: ”It’s Danish pop”, inden jeg løb tilbage på scenen. Vi spillede på alle de store festivalscener, og vores rekord var at spille fire job på en dag. Vi sluttede først klokken fem om morgenen. Det ville jeg aldrig kunne holde til i dag – eller gide."

LÆS OGSÅ: Natasja Crone: ”Det har jeg sjovt nok altid oplevet en stor tryghed i”

"Det var også, da jeg var i 30’erne, at Taxa kom og gav det hele et ekstra boost. Der var gang i den, og jeg syntes, det hele var skidesjovt. Dengang havde man jo uanede kræfter. Når jeg mødte i sminken, bad jeg bare om en kop kaffe, et par Treo og nogle ”blå dråber”, som fik øjnene til at være mindre røde.
Jeg tænkte ikke så meget over det, da det skete, men jeg er taknemmelig for, at jeg ikke blev stjerne overnight som 20-årig, for jeg kan se rundt omkring, hvor svært det er.

"Jeg har haft en mere glidende overgang, men jeg må da også konstatere, at det glider lige så stille ud igen, ha-ha. Men jeg er taknemmelig for den karruseltur, det har været. For nylig holdt jeg et foredrag, og der kom en dame hen til mig bagefter og sagde: ”Pernille, du kan godt klappe dig selv på skulderen”. Og ja, det kan jeg. Det kunne sagtens være gået galt undervejs. Jeg kunne være endt på en bænk med en bajer, mens jeg sad og råbte ”idioter” efter alle, der gik forbi."

40-50 år (2000-2010): Alting forfra

"Jeg blev skilt som 43-årig, fordi vi simpelthen skændtes for meget. Det gik ikke. Men jeg havde jo forestillet mig, at det var Kim og mig forever, som jeg sagde til min veninde, da jeg lå der og græd. Så svarede hun: ”Måske blev det ikke den store roman, men noveller”. Før i tiden når folk blev skilt og gik og lignede døden fra Lübeck, tænkte jeg: ”Slap dog af, der er ingen, der er døde”. Men det er der på en måde. Man skal starte alting forfra."

"Samtidig havde jeg brug for at foretage en hård opbremsning, for mine branderter klædte mig ærlig talt ikke så godt mere. Ja, det har faktisk været en lang opbremsning siden, jeg bestræber mig stadig på den mere friske og veludhvilede version af mig selv. Jeg var desuden i en langstrakt terapiforløb, da jeg trængte til at få ryddet op efter i mange år at have danset på æg. Jeg havde prøvet at løbe fra arven fra mine forældre. Begge mine forældre var skønne mennesker, og jeg var aldrig i tvivl om, at de elskede mig, men de kunne ikke finde ud af en skid, så der var meget at rydde op i."

"Jeg mødte hurtigt min anden store kærlighed, Jesper, så jeg blev lykkelig igen."

50-60 år (2010-2020): En mors ansvar

"Jeg havde en gedigen krise, da jeg blev skilt fra Jesper. På det tidspunkt havde jeg haft kæreste på konstant, siden jeg var 17 år, og pludselig blev jeg spyttet ud på markedet som 52-årig. Det er en hård alder. Jeg besluttede mig for at tage på en længere rejse."

"Jeg troede, jeg skulle til Buenos Aires og danse tango, tale spansk og skrive en ny bog, men jeg havnede oppe i det nordlige Brasilien, hvor jeg tænkte: ”Hvad skal jeg i en brasiliansk ferieby?” Der var kun én mulighed, og det var baren, og der skulle jeg i hvert fald ikke hen. Så ringede Kim og spurgte, om jeg ikke kom til Tanzania i stedet for. Han kendte nogen, der havde en hytte, hvor jeg kunne sidde i syv uger og skrive. Det var syv fantastiske uger, hvor jeg blev healet af Afrika og Det Indiske Ocean. Jeg græd, da jeg lettede i den lille propelflyver og begyndte rejsen hjem til Danmark, men jeg var som et nyt menneske, da jeg kom hjem igen. Jeg var i hvert fald gennem det værste."

LÆS OGSÅ: Klumme: "Tænk hvis det er os med hedeturene, der ender med at løse klimakrisen"

"Det var også, da jeg var i 50’erne, at jeg fik Hafiz. En 18-årig afghansk flygtningedreng, som boede på gaden i København. Det var, mens jeg gik til prøver på musicalen Midt om Natten, at en af Venligboerne ringede og spurgte, om jeg kunne tage ham til mig. Jeg tog ham med til en Sweethearts-koncert, og derefter brugte jeg tre døgn på at tænke mig om. Kunne jeg det? Men jeg ryddede et værelse til ham, og det var et stort øjeblik for os, da jeg overdrog nøglen til ham."

"Nu er han snart færdig som portør og så småt ved at flytte hjemmefra. Jeg føler mig som hans mor med det ansvar og den ængstelighed, det indebærer. Jeg skulle virkelig tage mig sammen, da han fik kørekort, for ikke at forestille mig alt muligt, der kunne ske med ham. Sådan har jeg aldrig følt før."

60- (2020-): Ikke længere udødelig

"Jeg så virkelig min egen dødelighed i øjnene, da jeg fyldte 60. Det var ikke bare et tal, men at jeg pludselig kunne se en udløbsdato. Jeg havde altid følt mig udødelig indtil da. Det var lidt af en gulvtur, men jeg måtte jo også erkende, at der ikke var så meget at gøre ved det. Der sker sikkert det samme, når jeg begynder at nærme mig de 70."

"Jeg fyldte 60 under corona, og det var jo ikke lige det, jeg havde regnet med, men vi var ti mennesker, og det var en vidunderlig dag."

"Nu venter jeg på at skulle sætte et show op på Aalborg Teater, og jeg glæder mig til også at lave musik til mennesker, der sidder ned. Sweethearts findes endnu, og i disse tider er der mere end nogensinde brug for et festorkester. Men det er stadig sådan, at jeg ikke ved, hvor næste års indkomst skal komme fra. Sådan er freelancelivet."