Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Foto: Henrik Adamsen Sangerinden Pernille Rosendahl fortæller om vigtige punkter i hendes liv.

Pernille Rosendahl: ”Guderne skal vide, at Johan og jeg prøvede at kæmpe os udenom en skilsmisse”

Som barn måtte Pernille Rosendahl flygte fra sin voldelige, alkoholiserede far med sin mor og søskende. Det bragte hende fra Aalborg til Falster, men allerede som 16-årig droppede hun ud af gymnasiet og flyttede hjemmefra for at gå sine egne veje. Siden har bump på vejen været noget, der skulle forceres – og efter 20 års terapi har sangeren sluppet vreden og lært at slå igen, når verden er dum og uretfærdig.

Udgangspunkt

– Når nogen spørger til min barndom i dag, ville jeg synes, det var mærkeligt ikke at være ærlig. For jeg ER vokset op i livsfare, indtil jeg var ti. Med en voldelig, alkoholisk far. Men indtil sidste år, hvor min søster, Christina, havde premiere på sin film "Vold i kærlighedens navn", havde jeg aldrig tidligere snakket om min opvækst ude i det offentlige rum.

– Christinas film følger Danner-huset, som er et krisecenter for voldsramte kvinder og børn, og idéen var at skabe opmærksomhed på det her problems omfang og skabe en reel lovgivningsmæssig forandring i forhold til vores måde at kigge på psykisk vold. Da filmen skulle ud, besluttede Christina sig for at stille sig frem og fortælle sin egen personlige historie. Vi har ikke i familien tidligere haft noget behov for, at nogen skulle vide, hvordan det har været hjemme hos os. Vi har nok alle sammen været bevidste om at være offentligt kendte personer, og i det lys ville det være en rigtig guf-historie for pressen. Men præcis i forhold til denne her film gav det rigtig meget mening, at Christina gik ud og fortalte sin historie, og det endte med, at jeg sagde ja til at stille op sammen med hende i et 21 Søndag-interview på TV-Avisen. Jeg vidste jo godt, at folk, i det øjeblik Christina åbnede munden, ville regne sig frem til, at det selvfølgelig også havde været sådan for mig.

– Indtil jeg var ti, boede vi, mine forældre og mine to søskende, i Aalborg og var en velstillet, kristen købmandsfamilie med et meget stærkt familiesammenhold og nogle ret stolte værdier på den ene side – man opførte sig ordentligt, var flittig. Sunde, klassiske og lidt gammeldags værdier, klart patriarkalske. På den anden side havde vi så hele denne her dysfunktionelle side. Og når det er sagt, så er jeg vokset op med en mor og far, som jeg ved har elsket mig. Og mine forældre elskede hinanden, selvom det kan lyde mærkeligt. Det var selvfølgelig en lidt speciel form for kærlighed, hvor min far også slog min mor.

– Jeg troede jo, det var sådan, alle familier levede, indtil jeg startede i skole og kom hjem hos legekammerater og så et andet liv der. En sommeraften spidser det til og ender med, at min storesøster, min lillebror og jeg må gå under jorden med min mor i tre uger i Aalborg. Gemme os for vores far, fordi min mors liv rigtig meget var i fare.

– Vi kunne have sparet os selv utroligt meget livssmerte, hvis der havde været myndigheder inde over vores familie. Vi snakkede om det os søskende imellem, men jeg har aldrig haft lyst til at sige det til nogen. Er du sindssyg! Min angst var jo: Hvad sker der med mor og far, hvis nogen ved det? Det er også derfor, det er så vigtigt for mig at sige, at det aldrig nogensinde er børnenes ansvar. Det er omgivelsernes ansvar at træde til, når de kan mærke, at noget ikke er, som det skal være. Som barn er du taget som gidsel i en situation, du ikke aner noget om. Og lige meget hvor dårligt din familie fungerer, så ønsker du ikke, at den går i opløsning.

Pernille RosendahlFoto: Henrik Adamsen.

– Da min mor og far gik fra hinanden, vidste vi godt, at der skulle ske noget, for det var så farligt for os at bo i det hjem. Så vi endte med at flytte så langt væk som muligt – til Falster, hvor min mor kommer fra. Dengang var Danmark forbundet af færger, så det ville tage min far ret lang tid at komme derned, og dermed var der også god tid til at nå at blive adviseret. Her åbnede der sig et helt nyt liv for os. Med en alenemor til tre på SU. Så fra at have haft alle livets goder i Aalborg, var det pludselig noget trangt med finanserne, men det var også et livligt og meget favnende hjem, hvor der var plads, hvis nogen havde det svært. Her så vi en anden side af samfundets sociale rangstige, hvilket har reddet os fra at blive nogle frygtelige, forkælede møgunger. Men allervigtigst så var der fred og ro i hjemmet, og min mor blev gradvist gladere. Omvendt var vi ret bekymrede for min far. Vi vidste jo godt, at det var svært for ham at være alene. Vi har været, som børn er: Man bekymrer sig rigtig meget om sine forældre, selvom de gør ting mod en, som ikke er hensigtsmæssige.

Tyngdepunkt

– Det er klart, at begge perioder i min barndom har været livsdefinerende for mig. Det kræver selvsagt en masse arbejde efterfølgende at blive et helt menneske som voksen. Rigtig meget terapi af forskellig art særligt i de perioder, hvor jeg møder udfordringer. Det der med at tro, at man kan klare det hele selv, opgav jeg allerede som 22-årig, og det gav en kæmpe ro. I dag har jeg den samme skønne psykolog, jeg fandt i telefonbogen dengang. Jeg har lært, at jeg selv kan være med til at påvirke mit liv i en positiv retning. Vi lever jo i en masse systemer, vi skal passe ind i, nogle gange har jeg bare erfaret, at systemerne ikke passer til mig, og så må jeg skabe mit eget system. Gå mine egne veje. Som f.eks. dengang i Swan Lee, hvor ingen ville give os en pladekontrakt, og vi derfor måtte gå vores egne veje for at få projektet til at lykkes. Det resulterede i, at vi lavede vores eget pladeselskab og dermed stod med hele arbejdsbyrden selv. Den lærdom, jeg har med fra min mor – det skift, hvor jeg så, at livet kan ændre sig så markant, og at det er så drevet af, hvad vi putter i det – har været som en katapult inden i mig. At jeg i en eller anden grad er min egen lykkes smed.

LÆS OGSÅ: Aura: "Det er en del af livet at blive slået ud af kurs. Og du skal selv slå dig tilbage"

– Min mors tilgang til min håndtering af min barndom har været helt essentiel for, at jeg er der, hvor jeg er i dag. Hun har støttet mig utrolig meget. Jeg har et meget tæt og stærkt forhold til min mor, hun er en helt utrolig kvinde.

– Reaktionerne på de foredrag, Christina og jeg holder, har været fortrinsvis positive. Der har måske været et billede af mig som den der kønne sangerinde, der har gjort en masse stærke ting. Men måske har det her åbnet op for, at jeg har fået en lille smule mere kant som kunstner. Cementeret, at der faktisk er noget i bagbutikken, som ikke er lige, som det synes. Vi skal være varsomme med at kategorisere hinanden og have forudindtagede holdninger.

– Det vil altid være et ar, jeg kan kigge ned på, og der vil være situationer i livet, hvor jeg opfører mig uhensigtsmæssigt, fordi jeg stadig ikke altid har koderne helt på plads. Sådan kommer det til at være resten af mit liv. Vi så filmen sammen, min mor, mine søskende og jeg, hjemme hos min søster, inden den kom ud. Det var voldsomt, for det bringer jo en masse minder frem, vi ikke går rundt og snakker om til daglig. Det har lukket op for det kammer, hvor jeg har gemt alle følelserne, og det kammer bliver også lukket op, hver gang Christina og jeg tager ud og holder foredrag om det her. Men allervigtigst for os er at være med til at nedbryde tabuet om det at leve i meget dysfunktionelle familier. Det er stadig et så stort problem, at det godt tåler at blive snakket om. Og for det andet handler det om at angribe hele offertanken, så du ikke ender i et liv levet i vrede og bitterhed og manglende fremdrift, men i stedet åbner op for det bløde sted, der handler om at kigge på de mennesker, der har gjort dig ondt, på grundene til, at de har gjort det, og finde et sted i dig selv, hvor du kan finde tilgivelse. Det er der, du finder nøglen til selv at komme videre. Min far ved jo ikke, at jeg har tilgivet ham. Han døde, da jeg var 23. Men det har givet mig enormt meget energi, som jeg har haft brug for i alle de udfordringer, jeg har haft og får fremadrettet, at jeg har tilgivet ham.

Lighedspunkt

– Mine søskende og jeg ligner hinanden på mange måder. Vi har samme retfærdighedssans, vi stiller os lidt ude i siden og betragter verden og vores omgivelser. Ikke at vi nødvendigvis blander os. Min søster er nok den, der, i de her år, har blandet sig mest i den offentlige debat i kraft af sit virke som formand for danske filminstruktører og hele den proces, de har været inde i med nye medier, ligestilling osv. Virkelig sejt. Jeg er meget, meget stolt af min søster og det, hun gør. Jeg ved, hvor meget det har kostet som kvinde at stille sig derud på øretævernes holdeplads. Vi snakker en del om, at meget ofte, når man gør ting som kvinde, der larmer, så kan man få en helt enorm følelse af at være alene og af, at der er ekstremt koldt, når man står derude med sin sag. Derfor prøver jeg så meget som muligt at elske hende meget i de her år, for hun har virkelig brug for at vide, at hun ikke er alene, og at jeg er stolt af hende, for det, hun gør, er en kæmpe bedrift. Hun er et mega forbillede for mig.

– Og så er vi alle hardcore familiemennesker, vi har et utrolig stærkt familiebånd. Både til den medfødte familie og til den valgte – de venskaber, vi har, bliver meget tætte. Og så er vi alle endt i kunstens verden. Det er rigtig godt med søskende. Siger jeg og har ét barn. Sådan ville livet det så bare med mig.

Vendepunkt

– Efter et år på kostskole flyttede jeg som 16-årig til København for at tage gymnasiet færdigt på Ingrid Jespersens Gymnasieskole, hvor jeg kunne dyrke musikken mere. Så i en tidlig alder har jeg lært at smøge ærmerne op. Jeg arbejdede i alle weekender og skulle selv sørge for morgenmad, madpakker, aftensmad – have et household og tjene penge ved siden af min SU. Der var ingen kære mor, jeg blev voksen fra den ene dag til den anden. Jeg har stået i bagerbutikker, gjort rent på hoteller, serveret på restauranter.

LÆS OGSÅ: Sara Bro: "Jeg beundrer min lillesøster for disse ting"

– Men tre måneder før studentereksamenen valgte jeg at gå ud af gymnasiet. Det var der ikke den store opbakning til – bortset fra min musiklærer, som opfordrede mig til at dyrke min sang. Dengang var jeg hende den generte, der stod henne i siden, og jeg havde på ingen måde selv set, at jeg skulle være sangerinde. Jeg startede i stedet på en sangskole, hvor jeg mødte Billie Koppel, og på den måde kom jeg til at synge kor i Savage Rose. Det var fantastisk bare at stå bag Annisette og suge til mig af alle de vilde ting, hun gjorde!

Pernille RosendahlFoto: Henrik Adamsen.

Kontrapunkt

– I 1995 mistede jeg min far til kræft. Det var jeg enormt ked af. Fordi han var min far. Når det er sagt, så var han rigtig svær at have i live, fordi han var et ekstremt svært menneske. Og det kan lyde virkelig hårdt at sige, men det var også en befrielse, da han døde, for det gjorde ligesom, at jeg kunne træde i karakter. Det frisatte noget energi og gjorde det lettere for mig at være mig selv. Og det er sagt med en kæmpe dualisme, for der går ikke en dag, uden at jeg går og håber, at han er her. Og at han kunne se Tristan vokse op. Selvom han var svær. Det er meget udfordrende at vokse op med sådan en som min far, det er nogle sindssygt komplekse følelser, jeg stadig kæmper med. Jeg har ikke så meget vrede mere. Mine følelser er blandet af, at det var hårdt, da han var i live – helt op til hans død, men også et kæmpe savn og en lyst til, at han var her. At han kunne komme her og spise aftensmad i mit køkken. Det gad jeg da godt. Og så måtte jeg jo tage de udfordringer, der måtte komme – som voksen – hvilket jeg er langt bedre rustet til i dag efter godt tyve års terapi.

– Da min far døde, mistede jeg lysten til at synge, så i nogle år arbejdede jeg forskellige steder – på café, restaurant og for Stimorol i Frankrig, hvor jeg sang reklamefilm ind – indtil jeg begyndte at skrive mine egne sange. Jeg mærkede, at jeg skulle musikken, men at jeg skulle den på en ny måde. Det mundede ud i bandet Swan Lee, som debuterede i 2001 og blev et kæmpe opgør med tingenes tilstand og et stort behov for at gøre tingene på vores egen måde. Det var en god tid.

Omdrejningspunkt

– Den dag, vi valgte at opløse Swan Lee, havde jeg samme morgen fået at vide hos lægen, at jeg var gravid. Den dag var virkelig et skæbnenedslag. Jeg tror meget på, at universet kigger ned på os mennesker, og når vi gør de rigtige ting for os selv, er der så meget energi i det. Det handler om at søge derhen, hvor energien bor. Og lige dér, selvom jeg ingen forudanelse havde om det, for jeg var ligesom på p-piller, skulle jeg altså være mor. Det var dekretet oppefra.

– Jeg tror ikke, jeg havde den store lyst til eller behov for at få børn. Men heldigvis havde jeg en rigtig god mand, Johan (Wohlert, red.), som tog over og var så dejligt positiv, da jeg stod og var allermest forvirret: "Hvad fanden snakker du om? Selvfølgelig skal vi have det!". Jeg var i fuld gang med karriere og havde alle de tanker, en ung kvinde gør sig: "Hvad ville det betyde? Ville det sænke tempoet? Ville jeg blive forbigået?". Særligt i min verden, som er så sindssygt ungdomsfikseret, føltes det meget modigt at turde stå lidt af og køre mit eget tempo. Det skulle jeg lige lære. Men efter jeg har fået Tristan, ved jeg, at jeg kun er blevet mere struktureret, og jeg føler, at jeg har meget mere at byde på.

– Det var sundt for mig på mange planer at blive gravid og tvunget ned i gear. Jeg havde knoklet meget stædigt i mange år, fra jeg gik ud af gymnasiet, til jeg var 35. Jeg fik en masse eftertænksomhed: "Skal jeg lave noget helt andet? Pyh, det er også så skide overfladisk, det musikliv...". Og fordi jeg har haft den barndom, jeg har, var det bare mega healende selv at få et barn. I forholdet til mig selv og til min mor. Shit, min mor havde haft tre børn og en voldelig mand, der var alkoholiker! Jeg kan slet ikke forstå, hvordan hun har kunnet klare det. Jeg fik en fuldstændig øjenåbnende, nyvunden respekt for hendes rolle som kvinde. Hun er virkelig, virkelig stærk. Og så er hun verdens bedste mormor. Pludselig kunne jeg huske, hvordan hun også var meget legende med os, da vi var små. Hun er så mega kær til at gå i niveau med børnene. Pludselig så jeg min søster og mig for mig, siddende ved vores lille barne bord, hvor vi fik serveret små staniolpakker med kogt torsk, vi kunne lægge en lille smørklat på. Det var så optur. Hun var god til at gøre det til en lille fest at være barn – midt i noget, der var rigtig svært. Heldigvis husker jeg ikke kun min barndom som hård og voldsom, den var også fyldt af en masse skægge ting. Den ånd lever i alle os tre søskende.

– Jeg elsker det stille og rolige liv, jeg har her med Tristan. Der er meget faste rammer og ingen slinger i valsen, det er mig, der er the boss. Men det største er nok at lære ham at kende i den udvikling, et barn nu engang gennemgår. Børn fødes med en personlighed og en åndfuldhed, og jeg har stået på sidelinjen og følt, at jeg skal røre så lidt som muligt, så han kan få lov at være sig selv så meget som muligt. Han har en stor musikalsk begavelse, men det bliver ikke det, han kommer til at vælge. Han har altid haft en meget byggeteknisk tilgang til tingene, en lidt ingeniøragtig hjerne, og det har jeg bakket op om. På grund af mit eget udgangspunkt, hvor der måske ikke var så meget plads til mig, er det vigtigt for mig, at der er plads til Tristan, præcis som han er. At han har en følelse af, at hans rum er vigtigt, og det respekterer jeg. Jeg respekterer, når han lukker døren, og når han bliver teenager lige om lidt, ved han, at han kan komme med alt. Vi er rigtig gode sammen, os to. Vores personligheder spiller enormt godt sammen.

Pernille RosendahlFoto: Henrik Adamsen.

Bristepunkt

– I forhold til skilsmisse synes jeg, at man skal kæmpe med hver en fiber i sin krop for at holde sammen, men der kan være forhold, hvor man som mennesker har nogle grundlæggende udfordringer, som bliver ved at stå i vejen for en fælles udvikling, og at man derfor ender med at gå hver til sit. Man skal prøve at kæmpe sig udenom, og det skal guderne vide, at vi også gjorde, Johan og jeg. Vi havde også nogle år efterfølgende, hvor ærgrelsen fyldte en del. Vores kultur er bare stadig meget bundet op på, at det rigtige er at være far, mor og børn. Så det at skulle finde sine ben i ikke at føle sig rigtig har taget tid, og anerkende, at jeg ikke ved, hvordan og i hvilken struktur jeg skal leve mit liv fremadrettet – om der skal være en kæreste, der flytter ind... det ved jeg faktisk ikke lige nu. Jeg kunne sagtens forestille mig at bo med nogle venner. Folk, der havde flere børn.

LÆS OGSÅ: Coco O om kærestesorg: "Jeg er liiige ved at komme over det. Det tager bare sindssygt lang tid"

– Nu er Johan og jeg på bagkanten af det, og Johan er et af de mennesker, jeg har levet en stor del af mit liv sammen med, og som jeg stadig elsker højt. Det er jo ham og mig, der kan dele ting omkring Tristan, jeg ikke rigtig kan dele med andre. Vi spiser indimellem sammen og har et meget nært forhold til hinanden i dag. Jeg har hele tiden vidst, at ligegyldigt hvad der sker, så skal vi nok lande på fødderne.

Lavpunkt

– Jeg har oplevet, at det indimellem kan være en stor udfordring at være kvindelig musiker. Da jeg udgav "Dark Bird" i 2016, fik jeg kun mulighed for at spille en enkelt festival, nemlig Claus Meyers Apple Flower Festival på Fejø, for det var et album, som udfordrede lytterne og var meget båret af en stærk kvindestemme. Jeg havde følelsen af, at der ikke var plads til mig. Og det var da en stor frustration for mig at stå og kigge på radio- og airplaylister, festivaler, musikprogrammer – og se mig selv forbigået. Det første år, efter pladen var udkommet, skulle jeg lige synke rigtig grundigt, for jeg var på kanten af at blive oprigtigt frustreret. Jeg kunne bare se, at "det her er ikke en karriere, det kan jeg ikke leve af, det fører ingen vegne, for der er ingen energi i det".

– Jeg følte en kæmpe magtesløshed over for et system og en verden, som jeg havde en fornemmelse af, at jeg ikke kunne gøre noget ved – indtil jeg kom over på den anden side og tænkte, at jeg jo kunne starte med mig selv. Så for halvandet år siden tog jeg sagen i egen hånd og sagde: "Okay, hvis ingen vil booke mig, så skal jeg sørge for at lave et rum, som folk har lyst til at gå ind i". Dér tog jeg en beslutning om, at jeg enten kunne lægge mig ned og pibe, eller jeg kunne slå igen. Det var nok en blanding af en uretfærdighedsfølelse og følelsen af, at jeg simpelthen ikke kan bære, hvis der bliver sat en mur op for mig, så får jeg en enorm kraft til at gøre noget ved det. Der MÅ være et rum til denne her type kvalitet, som jeg står for! Så der begyndte jeg at udvikle mine egne koncertformer og måder at være omkring musik på. Et alternativ, hvor man skal være mere end velkommen. Jeg interesserer mig for intimiteten og for, at vi har god tid – at vi sommetider bliver præsenteret for noget, som ikke bare er let at lytte til. Nogle gange skal vi investere noget tid, noget af os selv, før vi når hen til en glædesfølelse. Jeg vidste godt, at jeg ville kræve noget af mit publikum, men når vi gjorde det sammen, ville der være et kæmpe payoff. Jeg har lavet kirkekoncerter, museumskoncerter... Nu går koncerterne rigtig godt, og vi har tit fuldt hus. Det vokser og breder sig stille og roligt. Men det har satme krævet blod, sved og tårer at nå dertil for mig og mit team.

– Overlevelse i denne her branche kræver en solid kerne – at turde stå fast og ændre lidt, også selvom det betyder, at man dermed skifter publikum ud undervejs. Det har krævet en enorm indre vilje at tro på, at det var det rigtige at gøre. Især i perioder, hvor ingen har gidet at høre på mig. Denne gang har jeg virkelig hevet mig selv op ved nakkehårene, og nu skriver vi på livet løs og har næste soloalbum klar til foråret. Sangskrivning er den rene magi, jeg får så meget forærende derigennem. Det er virkelig noget af det, der har været med til at holde mig oppe i svære perioder. 

Hvem er Pernille Rosendahl?

Pernille Rosendahl

Pernille Rosendahl, 46

  • Aktuel i "Toppen af Poppen" på TV2 og i gang med sit andet soloalbum.
  • Tidligere forsanger i Swan Lee og The Storm.
  • Ambassadør for hudplejeproduktet Imedeen.
  • Dommer i X-Factor 2010-2012.
  • Søster til den godt et år ældre filminstruktør Christina Rosendahl og den fire år yngre bror og musikproducer Vagn Luv.
  • Bor i København med sin 12-årige søn, Tristan, som hun har sammen med Johan Wohlert.
Se, hvad vi ellers skriver om: Kvinder du skal kende, Musik, Forældre og Skilsmisse