Lise Mühlhausen Peter Mygind Parforhold Interview ALT for damerne scroll-down
Foto: Les Kaner "Hvis en begynder at føle sig ensom, så er teamet gået i stykker. Og så har man ikke den bund, som skal være der," siger Peter Mygind i dette interview med ALT for damerne.

Peter Mygind var til fest med en kæreste, da han fik øje på Lise - så satsede han alt

Han fylder rigtig meget – hun er vokset op med en stor rummelighed og evne til at fokusere på det, der er vigtigst i øjeblikket. Sammen er Peter Mygind og Lise Mühlhausen et team – og det husker de at huske hinanden på ofte. Og når lokummet brænder, slukker de ilden og finder gaven i lorten.

Af Marie-Louise Truelsen
Livsstil ALT for damerne

I 1990'erne begyndte Peter Mygind for alvor at få succes som skuespiller. Der var bud efter ham både til tv-serier, teateropsætninger og film. Samtidig havde han to små børn derhjemme og en kone, Lise Mygind Mühlhausen, der havde travlt med at opbygge sin karriere på DR. På grund af Peters arbejdstider var det ofte Lise, der stod for at hente børnene, og det medførte frustrationer og konflikter, at hendes arbejde altid måtte vige. På et tidspunkt havde Peter netop afsluttet et halvt års arbejde på tv-serien Taxa og fik straks efter tilbudt en filmrolle. Han var nogenlunde samtidig blevet klar over, at han var nødt til at gøre noget, hvis hans ægteskab skulle holde.   

Peter: – Derfor fik jeg skrevet ind i filmkontrakten, at jeg skulle gå klokken 15.30 for at kunne hente børn. Det var der ingen, der havde gjort før, men jeg var slet ikke i tvivl. Jeg skulle ikke være gift med en film eller med Det Kongelige Teater, jeg skulle være gift med Lise. Noget af det vigtigste i et ægteskab er, at man tænker på hinanden, når man tager beslutninger. Hvis man glemmer det, så skal man ikke undre sig, hvis den anden en dag siger: "Nu gider jeg ikke være sammen med dig mere, for du tænker aldrig på mig, når du tager beslutninger". Et andet eksempel var en turné med Det Kongelige Teater, hvor vi sneede inde i Viborg og måtte aflyse fem forestillinger. Vi blev spurgt, om vi ville bruge vores friweekend på at lave de manglende forestillinger, men på det tidspunkt havde jeg ikke været hjemme i tre uger. Så jeg sagde nej. Som den eneste. Men jeg har så heller ikke været ansat der siden...

Lise: – Men han er stadig hos mig, ha ha.

Det er en fest at tale med Peter Mygind og Lise Mygind Mühlhausen. Ganske enkelt. De er sådan et par, hvor kærligheden og respekten hele tiden blander sig med en rungende latter, små anekdoter og sætninger, der gøres færdige af den anden. Uden at det bliver for meget. Uden at det virker påtaget eller fordi, der lige er kommet en journalist forbi, der skal høre om, hvordan de mødte hinanden, og hvorfor de stadig er sammen og kan fejre sølvbryllup lige om lidt.

En del af forklaringen findes måske i Peters og Lises opvækst. Peter, hvis mor er skuespilleren Jytte Abildstrøm, oplevede godt nok, at hans forældre blev skilt, men samtidig kunne han også konstatere, at forældrene formåede at opretholde en god kommunikation og stor respekt for hinanden. Sammen med sin bror boede han mest hos sin far, fordi moren var mere omkringfarende med sit teaterliv. Faren lå heller ikke på den lade side rent arbejdsmæssigt, men han havde ansat en barnepige, Lis, som stadig er en vigtig del af familien. Lises forældre blev også skilt, og i dag bog Lises mor, Tove, i samme hus som Peter og Lise.    

Lise: – Jeg er vokset op med en usandsynlig stor rummelighed. Særligt fra min mors side. Der var ikke nogen, der var forkerte. Heller ikke min far, selvom han gjorde mange forkerte ting, ha ha. Mine forældre blev skilt efter 38 år, men det, der går igen i min familie og i Peters familie, det er, at folk ikke forsvinder ud af familien. De bliver. Mine forældre havde også flere plejebørn gennem årene, og min mor kunne sagtens finde på at tage en med hjem, som hun havde fundet forkommen på en bænk, for han skulle da bare ikke ligge der. Både min far og Peters far er døde, men min mor er bedste veninder med hende, der overtog min far – så at sige – og endda selvom der var et overlap! Og det siger alt om min mor. Jeg fik også en ny storebror på et tidspunkt, som var to måneder ældre end min mellemste bror...

Peter: – Ja, det var en af de helt spændende.

Lise: – Min far vidste ikke, at der var et barn, men da han pludselig kom, sagde vi alle: "Okay, ham kan du ikke løbe fra!" Og ham ser vi også i dag.

Peter: – Han ligner Lises far som en fotokopi.

Lise: – Og min mors første kommentar var helt praktisk: ”Gud, hvordan kan vi så være her alle sammen?”. Og så, som det næste, en kæmpe ærgrelse over, at han ikke var vokset op hos min mor og far. Hun ville have taget ham til sig lige med det samme. Det, som jeg har taget med mig hjemmefra, og som er vigtigt i vores forhold i dag, er rummeligheden overfor forskelligheder og tilgivelse. Tilgivelse i forhold til, at man hele tiden minder sig selv om, hvad der er vigtigst.

Lise: – Er det vigtigt til et bryllup, at vi har den rigtige serviet, eller er det vigtigste, at vi har en god fest? Var det vigtigt i sin tid, om Peter hentede børnene kl. 15, eller kunne det også godt være kl. 16? Man kan nogle gange fortabe sig i mærkelige detaljer i livet, men Peter og jeg bestræber os på at holde fokus på det, der betyder noget. Nu bor vi her i huset med min mor på toppen og vores ældste søn, svigerdatter og børnebørn på mellemste etage, og hvad er det vigtigste her? Er det, om der er fejet på trappen, eller er det, at vi har et fantastisk fællesskab? Og der er min mor med til at sætte barren højt i forhold til at holde fokus på det, der virkelig betyder noget.

Lise og Peter mødte hinanden den 1. marts 1991. Det var en fredag, der var fest, og Peter kom egentlig sammen med en anden pige, men …

Peter: – Jeg falder totalt for Lise fra det øjeblik, jeg ser hende. Jeg prøver desperat at score hende. Jeg vil have hende med ud på dansegulvet. Hun er lettere afvisende …

Lise: – Jeg står midt i køkken-diskussions-snakken, du ved. Og jeg bliver så irriteret over, at Peter bliver ved. Jeg står op ad køkkenbordet, og på et tidspunkt stiller han sig med et ben på hver side foran mig. "Skal du ikke ud og danse med min lækre krop", tror jeg, at han siger. På det tidspunkt har jeg virkelig, virkelig prøvet at afvise ham på en pæn måde, men til sidst bøvser jeg ham ind i hovedet.

De griner begge to.

Lise: – Det er en historie, jeg har det lidt svært med … men det gjorde jeg altså.

Peter: – Ja, men det vigtigste i den historie er, at jeg vil Lise, og jeg får hende overtalt til at danse og senere til at tage med hjem. Hun bliver hos mig hele weekenden, og derefter ringer jeg til den anden pige og siger, at jeg har mødt kvinden i mit liv, så tak for nu. Det tog hun enormt pænt. Lise og jeg var vilde med hinanden, og efter fem uger var Lise gravid. Og jeg oplevede, at jeg, for første gang i mit liv, ikke var et sekund i tvivl om noget som helst i en relation til en kvinde.

Hov, stop, det går for hurtigt – hvad var det, du faldt for til den fest, Peter?

Peter: – Lise så skøn ud, og jeg kunne mærke, at hun var klog. Og så kunne hun danse. Hun havde hele Los Paccos. Hele pakken simpelthen. Det var jeg slet ikke i tvivl om. Så jeg gik all in, satsede alt – jeg ville bare ha’ hende.

Lise: – Og jeg vidste altså ikke, at Peter så en anden, det fik jeg først at vide senere. Men der var stort drama i den weekend, for det var jo før mobiltelefonen, og jeg ringede ikke til nogen og fortalte, at jeg var hos Peter i to dage. Jeg skulle have sovet hos en veninde, så hun blev bekymret og ringede til min mor, som blev endnu mere bekymret. Peter havde løjet og sagt til min veninde, at vi godt nok havde taget en taxa sammen, men at jeg var blevet sat af fredag nat, så der VAR grund til bekymring.

Peter: – Det sjove er, at da jeg sender Lise ud ad døren søndag over frokost, så ringer telefonen. Det er Lises mor, som har fået mit nummer af hende, der holdt festen. Hun siger: "Hej, det er Tove, Lises mor,! hvortil jeg svarer: "Hej svigermor!"

Lise griner højt.

Om Lise og Peter

Lise Mygind Mühlhausen

  • Født i 1967.
  • Arbejder som kommunikations-performance-træner og coach for topledere, politikere og tv-værter.

Peter Mygind

  • Født i 1963.
  • Skuespiller, entertainer, konferencier, sanger, foredragsholder og i gang med optagelser af tv-serierne Borgen og Riget.

 

Lise og Peter kan fejre sølvbryllup den 10. august.

De har sønnerne Julius, 29, og Valdemar, 22, og børnebørnene Rosa på 3 år og Hugo på 1 år.

Peter: – Og Tove blev jo helt glad og lettet over, at Lise var i trygge hænder. Og jeg sagde ja, det er hun nemlig, og jeg er bare helt vild med din datter. Så Tove og jeg var like this fra day one.

Han krydser langemand over pegefinger for at illustrere sit nære bånd til den helt nye svigermor.

Lise: – Og det er de stadigvæk.

Peter: – Ja, jeg har jo rejst på ferier med svigermor og børnene uden Lise, fordi hun arbejdede så sindssygt meget på DR i 25 år.

Lise, hvorfor gik du alligevel med Peter den aften efter den lidt uheldige begyndelse på jeres bekendtskab?

Lise: – Uden tvivl bliver man jo ramt af folk, der insisterer SÅ meget! Og så havde vi en fest, altså. Vi havde det simpelthen så sjovt. Og om morgenen læste Peter H.C. Andersen for mig. Det var noget, vi faktisk gjorde i mange år – læste op for hinanden. Ligesom Peter er jeg vokset op i et hjem fuld af kunst og kultur, og det var vigtigt for mig, at det også var en del af Peter at have interesse for den slags. Og så er det nok bare sådan, at det, der altid har præget vores liv, er, at vi er rigtig gode til festen, og vi er rigtig gode til det dybe. Og spændet mellem de to ting er utrolig vigtigt for os begge.

Peter: – Og hvis man tør tage det dybe, så løser man også de konflikter og udfordringer, der er undervejs. For det er der i et 30-års forhold. Selvfølgelig.

Peter inviterede Lise til Island den følgende weekend for at vise hende, at han virkelig mente det alvorligt. Og alvorligt blev det. For fem uger efter deres første møde var Lise så gravid. Det var på ingen måde optimalt, for Lise boede i en lejlighed på Vesterbro med koldt vand og ingen bad, og Peter i en lille lejlighed på Østerbro med toilet på bagtrappen på etagen nedenunder. Og heller ingen bad. Men da Lise fik svar på sin urinprøve – sådan forgik det dengang – på Istedgade Apotek, blev hun instinktivt glad. Til stor overraskelse for apotekerdamen, der mest var vant til sørgelige skæbner og folk, der kom og hentede metadon.  

Lise: – Jeg var 23 år og gik på RUC, og Peter var 27 og gik på tredje årsprøve på Teaterskolen, hvor det ikke var god stil at få børn, fordi det var meningen, at man skulle have hovedet helt oppe i egen røv. Men på en eller anden måde var jeg meget ubekymret.

Hvordan reagerede du, Peter?

Peter: – Jeg var i Jylland på job, da Lise ringede og sagde det. Jeg skyndte mig hjem, og da jeg kom ind ad døren hos Lise, sad hun med fem piger fra RUC. De kiggede alle på mig med sådan nogle kvindeøjne, der sagde, hvad er han for en mand? Jeg havde en lille buket SU-blomster med og var bare enormt åben for det hele. Der var intet i mig, der blokerede, og det gjorde, at pigerne endte med bare at smile til mig.

­Lise: – Og så gik de. Og vi gik i seng i 24 timer og snakkede om det hele. Næste dag ringede Peters gode ven, og da Peter sagde til ham, jeg skal sgu være far, tænkte jeg, okay, så er det sådan, det er.

Boligjagten blev indledt, og den endte med, at Peters mor købte et lille hus i Vanløse, som det vordende forældrepar kunne leje af hende. Sønnen Julius kom til, og syv år senere meldte Valdemar sin ankomst. Gennem årene har Lise og Peter haft op- og nedture som alle andre, men en ting har været konstant og grundlæggende vigtig.

Lise: – Vi er er et team. Vi bruger tit den sætning. Hvis jeg for eksempel er frustreret over et eller andet, så siger Peter: "Husk nu, at vi er et team!" Og det er nemmere at være to om at bære. Det skal man huske i alle situationer, hvor kan komme til at stå i sin egen lejr. For hvis man betragter sig selv som en, der står i en lejr, så har man jo allerede tabt.

Peter: – Og hvis man ikke får snakket nok med hinanden, begynder den ene part at føle sig ensom, og det er et lille alarmsignal, man skal holde øje med i et ægteskab. Hvis en begynder at føle sig ensom, så er teamet gået i stykker. Og så har man ikke den bund, som skal være der, for at man kan stå i storm og ild og blæst og brand.

Har I prøvet af føle jer ensomme i forholdet?

Peter: – Det tror jeg, at vi begge har. Hvis man ikke føler, at man får den kærlighed, man synes, man fortjener, så kan man godt blive ensom. Men det har været i perioder, og så har vi gjort noget. Fået hjælp. Jeg har været i terapi, fordi jeg på et tidspunkt havde brug for at finde ud af, hvad jeg forventede af Lise, og hvad jeg skulle kigge ind i mig selv for at finde ud af. Jeg fandt ud af, at jeg måske ikke skulle stille krav, men i stedet give uden at forvente at få noget tilbage. Hvad ville der ske, hvis jeg gjorde det i stedet for at stille krav til Lise? Vi har også været i parterapi. Og i familieterapi, da Julius blev overfaldet.

 Julius blev overfaldet to gange som 14-15-årig. Det fik indflydelse på hans adfærd, og han udviklede et hashmisbrug, som familien har talt åbent om, og som Lise har skrevet en bog om. Julius er i dag helt ude af sit misbrug, og sammen med Lise holder han foredrag om den svære tid for at hjælpe andre i samme situation. Familien har også været hårdt ramt af sygdom. Tre gange er Peter blevet ramt af blodpropper, som var nær ved at koste ham livet, og i 2015 faldt Lise pludselig om med et epileptisk anfald i Athen. Det viste sig, at hun havde haft en autoimmun hjernebetændelse, som ikke var blevet opdaget.  

Peter: – Og når vi nu taler om, hvad det er, der gør, at man har været sammen i 30 år, så handler det også om, at man må steppe op, når lokummet vælter. Når ens bedre halvdel pludselig ligger der, så må man beslutte sig for, hvordan man skal prioritere. Jeg stod lige foran en premiere, da Lise faldt om i Athen på en venindetur, men var den premiere vigtigere, end at Lise var faldet om? Nej. Jeg tog selvfølgelig straks til Athen og var der for Lise. Ens ægteskab er det vigtigste, hvis man gerne vil blive i det.

Lise: – Et andet tema i vores forhold er, at vi er rigtig gode til at finde gaven i lorten – undskyld mit sprog. Det er ikke for at sige, at man bare skal se det positive i alt, eller at det var godt, at alle de ting skete. Men NÅR der sker voldsomme ting i ens liv, så kan der ofte dukke nogle gaver op i forlængelse af det. Det har der altid gjort for os.

Peter: – Sygdom og kriser kan få folk til at fjerne sig fra hinanden, og så er der andre, der bliver bragt sammen. Vi er gode til at klare kriser i vores familie. Julius’ overfald og det, at han røg ud i et hashmisbrug, gjorde, at Lise skrev en bog om det. På den måde er vi nogen, der tør tage vores lorte og råbe dem ud til verden. Og vi har inspireret mange andre familier til at snakke om misbrug ved selv at tale om det. Man kan være offer og lægge sig ned. Eller man tage ansvar og prøve at rejse sig igen. Da vi fandt ud af Julius’ hashproblemer, var vi et team. Vi sad ikke og anklagede hinanden. Vi rykkede sammen som en enhed. Og det er Lises og min styrke: Når verden derude brænder, så er vi den vildeste brandslukningsstation. Vi kan noget forskelligt, men vi tager hinanden i hånden, og så går vi igennem ilden sammen. Vi er også gode til at bede hinanden om hjælp og til at sige: "Jeg er lidt bange nu, honey, kom lige og fortæl mig, hvad jeg skal gøre."

Lise: – Vi er ikke bange for at dele vores sårbarhed.

Peter: – Lise ved næsten hver dag, om jeg har det godt eller ej...

Lise: – Ikke bare "næsten", ha ha. Det VED jeg!

Peter: – En anden vigtig ting er, at man skal lytte med hjertet, når ens bedre halvdel siger noget, i stedet for at se det som et angreb. Øv dig på ikke at angribe. Hvis du for eksempel synes, at I holder for lidt i hånd, så lad være at sige: "Du holder mig aldrig i hånden!" Man har jo ikke lyst til at holde en i hånden, der siger sådan. Men hvis du i stedet siger: "Jeg elsker, når du tager min hånd", så skal du bare se, hvad der sker.  

Lise og Peters yngste søn er for nylig flyttet hjemmefra. Det er de helt oppe og køre over. Af glæde. Ikke fordi de ikke havde det skønt med ham, men fordi de i den grad nyder at være alene sammen. Bare de to.

Lise: – Fundamentet i vores familie er jo Peter og mig. Det var OS, der oprindeligt blev kærester, det skal man holde fast i.

Peter: – Og det er jo så tydeligt et tegn på, at vi har det godt med hinanden. At vi er glade for at være sammen. For det er et stort alarmsignal, hvis du går i panik, når dit sidste barn flytter. Så er der noget i dit forhold, som du skal arbejde med.

Lise: – Vi har også været gode til at være alene undervejs igennem årene. Fordi vi fik barn så tidligt, indførte vi noget, der hed "Honeytours". Jeg kan huske, at der var et par, som senere blev skilt, som dengang var ret forargede over, at vi forlod vores lille barn, men hvor han bagefter måtte sige: "Ja, okay, men hvem var det, der blev sammen?" Vi har været rigtig gode til at prioritere tid med hinanden. Det er et vigtigt fundament, at man kan lide hinandens selskab.

Peter: – Vi har også en regel om, at man ikke må sige nej. Hvis den ene spørger, om vi skal gå en tur, så skal man sige ja.

Lise: – Medmindre man er syg!

Peter: – Somme tider snakker vi om nogle dybe ting, andre gange går vi bare og holder i hånd og kigger på træerne. Det er de små rutiner i hverdagen, der er med til at bevare ægteskabets styrke og kraft. 

Hvad er det dejligste, Peter nogensinde har gjort for dig?

Lise: – Årh, han gør jo noget dejligt hver dag. Det mener jeg virkelig.

Peter: – Jeg gik jo all in allerede efter en uge og inviterede Lise til Island. Det siger lidt om mig, ha ha.

Lise: – Ja, og jeg kan nævne mange ting. Peter er grundlæggende rigtig god til at ville gøre mit liv dejligt. På alle mulige måder. Han elsker for eksempel at stå op før mig og tømme opvaskemaskinen. Hver dag. Og så noget helt banalt, som betyder utrolig meget: Da jeg arbejdede på DR, begyndte jeg altid at snakke, så snart jeg kom ind ad døren, fordi jeg havde så meget at fortælle. Og så var der sådan et langt spor efter mig af sko, min jakke, min taske, som jeg bare droppede forskellige steder, mens jeg gik gennem huset. Peter bryder sig ikke om, at tingene flyder alle mulige steder, men i stedet for at skælde ud og sige, jeg har jo sagt hundrede gange, at du ikke skal smide det hele, så gik han bare efter mig og samlede det hele op. Mens han lyttede på mig. Og sådan er det stadig, når jeg gør den slags.

Peter: – Hør her, du kan vælge at gå og vrisse et helt liv, og der sker ikke en skid, eller du kan vælge at sige, okay, jeg må flytte mig en lille smule. Hvis du har det skidt med, at din bedre halvdel stiller sine sko og hænger sin jakke mærkelige steder, så kan du prøve i ti år at råbe, eller du kan bare sætte det på plads. Det betyder noget for mig, at tingene hænger i garderoben, men det betyder ikke noget for Lise. Og så er der andre områder, hvor jeg ikke er så tjekket. Lise er f.eks. god til at se, at en skuffe skal ryddes op. Det ser jeg ikke.

Lise: – Det er noget med at acceptere den anden.

Peter: – Og prøv at se et hjem, jeg har her...

Han slår armene ud mod den meget smukt indrettede stue med masser af friske blomster og fine opstillinger.

Peter: – Sådan ser her ud hver dag, og det er Lises fortjeneste. Jeg elsker, at Lise gør vores hjem til det hjem, det er. Jeg elsker det og værdsætter det. Lise kan heller ikke smøre en mad uden at smøre en mad til mig også. Jeg kan godt finde på at smøre en mad til mig selv uden at spørge Lise, om hun vil have en. Men Lise tænker generelt på andre, før hun tænker på sig selv. Så meget, at jeg somme tider må sige til hende: "Honey, du skal bare gøre, hvad DU har brug for lige nu og ikke tænke på os andre."

Lise: – Jeg vil også gerne sige, at noget, som Peter er virkelig god til i alle sammenhænge, det er at give uden en regning. Han forventer ikke noget retur, hvis han har gjort noget for mig.

Peter: – Men det er jo ikke udelukket, at der falder noget positivt af, hvis du gør noget for din bedre halvdel, men så længe du gør det med hjertet, så bliver du ikke skuffet, hvis du ikke får noget igen. Hvis jeg har lyst til at stille Lises sko derud i gangen, så gør jeg det, fordi jeg ikke gider blive irriteret over, at de står her. Jeg gør det ikke, for at hun skal gøre noget for mig.  

Er der flere ting, som du vil fremhæve ved Lise?

Peter: – Lise har et gennemgående godt humør. Hun bærer mig, når jeg er lille, og hun lader mig fylde, når jeg har brug for det. Det er en styrke, at vi kan være den lille og den store på skift. Hvis den store, stærke kvinde ikke må have lov til at være helt lille, sårbar og i tvivl, fordi man som mand ikke kan rumme det og bliver bange for det, så er slaget tabt. Men den store, stærke mand skal fandeme også have lov til at ligge storgrædende i fosterstilling, selvom han er direktør i A.P. Møller eller spiller hovedrollen i en krimi. Og det kan Lise sagtens rumme. Lise kan rumme mig, og jeg er en mundfuld. Jeg er dramatisk. Jeg græder. Jeg griner. Jeg er ikke sådan en mand, der spiller på én tone. Jeg er meget nem at aflæse, både når jeg er vildt glad og lykkelig, og når jeg har dage, hvor det hele er sort. Og så er Lise pissegod til at lave gamechangers. Til at vende situationen på hovedet, så man pludselig griner i stedet for at være sur eller ked af det. Man kan let ryge ind i sådan et tandhjul, der sætter sig fast, og som kræver, at man får et helt nyt gear, for at det skal dreje rundt igen. Hvis man ikke formår at lave de her gamechangers, så kommer der så mange ridser i ægteskabstandhjulene, at man bliver skilt. Længere er den ikke. 

Ny serie: Summer of love

"Hvordan mødte I egentlig hinanden?"

Stil det spørgsmål til ethvert par, og du er sikker på at få en anekdote igen. Så det gør journalist Marie-Louise Truelsen i denne sommer og lader kendte danskere fortælle de historier, der binder dem sammen som par.

Se, hvad vi ellers skriver om: Kærlighed, Parforhold og Interview
Tilbage til toppen