Psykisk vold er den mest udbredte voldsform herhjemme, så hvorfor snakker vi ikke om den?

Hvordan ser vold ud?

Et blåt øje og blodansamlinger på halsen? Spark og flyvende genstande gennem rummet?

Den fysiske vold, som vi kender fra fulderikkerne på gaden eller slåskampene på film, er ofte den, vi tænker på, når vi hører ordet 'vold'. Men ved partnervold – eller vold i nære relationer – forholder det sig anderledes.

Læs også: Vi taler højt om vold – tal med

Ifølge flere eksperter og undersøgelser er den mest udbredte og indtil for nyligt oversete voldsform i Danmark nemlig usynlig. Den er skjult for omverdenen – og ofte også svær at se for dem, der bliver udsat for den.

”Den sætter ikke blå mærker som den fysiske vold. Den kommer snigende, og derfor er det ikke noget, man opdager med det samme.”

Mai Heide Ottosen er seniorforsker ved VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, og har gennem mange år undersøgt vold i nære relationer. Hun er en af forskerne bag rapporten ”Psykisk vold – en kvantitativ kortlægning” fra 2018, der konkluderede, at psykisk vold er den mest ”udbredte form for partnervold” i Danmark. Den rammer ”dobbelt så ofte som fysisk vold” og går værst udover kvinder.

Knap 4 ud af 100 danske kvinder, svarende til ca. 70.000, havde ifølge rapporten indenfor et år været udsat for psykisk vold – mens det samme gjaldt 1 ud af 100 mænd, svarende til ca. 15.000.

Sammenlægger man disse tal med fysisk vold, som mindst 38 kvinder årligt vurderes at have være udsat for ifølge Lev Uden Vold, bliver over 100.000 danske kvinder hvert år udsat for fysisk eller psykisk partnervold.

Læs også: ”Jeg vidste jo godt, at jeg havde et skidt parforhold, men jeg vidste på ingen måde, hvor slemt det var”

Selvom tallene ifølge Mai Heide Ottosen skal tages med ”et gran salt”, da et område som vold er svært at gøre målbart, er der grund til at rette opmærksomheden mod dem – og kvinderne – netop nu.

For med den verserende coronapandemi, der har gjort hjemmet til det primære opholdssted, oplever mange udsatte kvinder, at volden er taget til. Flere organisationer – blandt andet Danner, Lev Uden Vold og Dansk Kvindesamfund – har siden nedlukningen i marts sidste år udtrykt bekymring, kvindekrisecentrene er blevet kimet ned, og der åbnes i skrivende stund stadig nye og midlertidige nødkrisecentre til voldsudsatte kvinder og børn.

Den situation, som verden og Danmark det seneste år har befundet sig i, giver anledning til at stille – og nærme sig et svar på – nogle af de helt centrale spørgsmål: Hvorfor er kvinder – stadig – den udsatte part i nære voldsrelationer, når samfundet kun har bevæget sig mod mere ligestilling? Hvorfor ligger Danmark blandt toppen af EU-lande, hvor flest kvinder udsættes for vold af deres partner? Og hvad skal der til for at forebygge vold mod kvinder?

Nyt fokus på psykisk vold

Først skal vi lige forstå, hvad vold i nære relationer egentlig er. Blandt fagfolk taler man om, at der findes syv voldsformer: fysisk, psykisk, seksuel, materiel, digital, økonomisk og stalking. Fælles for dem er, at volden bruges som et middel til at kontrollere og dominere modparten.

Men det er først indenfor de seneste år, at både forskere og politikere har fået øjnene op for omfanget og konsekvenserne ved den mest udbredte voldsform, nemlig den psykiske.

Uden blå mærker og tydeligere aftryk har det været svært for omverdenen og den voldsudsatte at forstå og opdage volden, og samtidig gjort det svært rent strafferetsligt at kriminalisere den. Men den 1. april 2019 gjorde et enigt Folketing psykisk vold strafbart med bøde og op til tre års fængsel.

Læs også: 30-årige Ditte Bjerregaard: Kvinder udsættes for vold, FORDI de er kvinder

Mai Heide Ottosen er en af de danske forskere, der har dykket ned i konsekvenserne ved psykisk vold. Hun forklarer, at psykisk vold kan være ”forløberen” til den ”egentlige” vold, der i de værste tilfælde fører til drab.

”Vold bliver brugt som et magtinstrument til at holde kvinder nede og kontrollere dem. Det er altså ikke kun den fysiske del, men også den psykiske del, hvor man forsøger at holde kvinder i skak ved at kontrollere dem eller behandle dem nedværdigende, der er udtryk for vold,” fortæller hun og forklarer, at den psykiske vold indimellem også optræder sammen med andre voldsformer, blandt andet den fysiske.

Hun bakkes op af Sarah Bøgelund Dokkedahl, Ph.d.-studerende i psykologi ved Syddansk Universitet og forsker i vold i nære relationer. Hun mener dog, at psykisk vold er til stede i ”alle forhold” med fysisk og seksuel vold.

”Det er svært at skille dem ad, men magt er en af de afgørende eller bagvedliggende faktorer,” siger hun.

”Hvis man skal definere den psykiske vold, kan det hurtigt lyde som noget, der kan ske i alle parforhold. Vi kan alle blive stressede, fortryde det, vi siger, tale grimt eller råbe ad vores partner, men det, der ligger i psykisk vold, er, at det er et systematisk mønster med ydmygelse og nedgørelse, der har til formål at dominere og kontrollere den anden. Mere eller mindre bevidst.”

En klassisk fortælling om stormende forelskelse

Der er en klassisk fortælling, der går igen hos de kvinder, som har været udsat for psykisk vold:

Han bliver stormende forelsket i hende. Hun bliver betragtet som den eneste ene, de flytter hurtigt sammen, og efterhånden som parforholdet udvikler mere faste rutiner, erstattes lidenskaben af en bisiddertrang. Han vil kontrollere hende og begynder gradvist at bestemme, hvad hun gør, hvem hun taler med, og hvem hun er sammen med. Hun bliver langsomt mere og mere nedbrudt og isoleret fra omverdenen, for til sidst at miste sig selv og sine egne grænser.

”Jeg har hørt mange kvinder, der kommer ind på krisecentrene, sige: Jeg ved ikke, om det er vold, jeg har oplevet...,” fortæller Sarah Bøgelund Dokkedahl:

”Og så går de ellers i gang med at fortælle om et parforholdsforløb, der er så massivt præget af kontrol og magt og ydmygelse og nedgørelse,” forklarer hun og understreger, at det netop er heri, at den psykiske vold adskiller sig fra de andre voldsformer:

Den er subtil og sker i det latente – der behøver ikke engang at blive sagt noget, fordi kontrollen og magten i de fleste tilfælde har stået på over så lang tid, at den er blevet en ”normal” del af hverdagen

Læs også: Mette blev udsat for seksuel vold: ”Jeg har været en form for prostitueret – bare uden at få penge for det”

Mai Heide Ottosen supplerer:

”Og fordi kvinderne ofte også kommer til at leve mere isoleret, så har de ikke justeret deres egen virkelighedsopfattelse i forhold til en ydre, objektiv virkelighed. Det betyder, at de ikke kan finde ud af, hvad der er op og ned – om de har ret i det, de oplever, eller ej”, siger hun.

”På den måde giver det mening at tale om den som en usynlig form for vold, fordi man ikke selv er klar over, hvilke processer man bliver udsat for, før man er meget langt henne. Før det måske udvikler sig til fysisk vold også.”

Psykisk vold er lige så skadelig som fysisk

De færreste er formentlig i tvivl om skaderne ved fysisk vold. Et blåt øje, en brækket arm eller i værste tilfælde drab forstår vi alle.

Men hvordan skader vold, der intet bevismateriale efterlader sig?

Lene Johannesson har gennem de seneste 35 år arbejdet med voldsudsatte kvinder, blandt andet som tidligere sekretariatschef og forkvinde i LOKK, Landsorganisation af Kvindekrisecentre, og medforfatter til bogen ”Så et frø – Hvad alle bør vide om vold i familien, og hvordan du kan hjælpe”.

Hun mener, at de skader, som denne ”usynlige” voldsform forvolder, er mindst lige så ødelæggende og traumatiserende som den fysiske. Ja, hvis ikke værre, for den berører kvinderne på de ”dybereliggende mekanismer” ved blandt andet at påvirke deres selvværd.

Læs også: ”Den usynlige lidelse”: Voldsramte kvinder får oftere PTSD end krigsveteraner

”Den fysiske vold heler igen, det gør den psykiske ikke,” siger hun og uddyber:

”Det blå mærke forsvinder, den brækkende arm bliver sat sammen igen. Den psykiske vold hænger ved i mange år. Selv i perioder, hvor der tilsyneladende er “stilstand” og ingen vold, lurer den under overfladen. Det betyder, at hun går i en konstant angst for, at volden bryder ud igen. Hun er aldrig klar over, hvornår han er sød og kærlig, og hvornår han udøver den psykiske vold. Denne vekselvirkning nedbryder kvindens selvværd og selvtillid. Derfor er den psykiske vold så ødelæggende.”

Følgevirkningerne af psykisk vold er stadig et nyt felt inden for forskningens verden, men det tyder på, at kvinder, der har været udsat for psykisk vold, udvikler mange af de samme følgesymptomer som ved fysisk og seksuel vold. Det drejer sig blandt andet om PTSD, depression, stress og angst.

Men fordi det er et nyt forskningsområde, er der endnu meget, man ikke ved om psykisk vold, fortæller Sarah Bøgelund Dokkedahl, psykolog og ph.d.-studerende ved SDU. Hun er i samarbejde med Danner i gang med netop at undersøge konsekvenserne ved psykisk vold.

”Det handler selvfølgelig om alvorsgraden, men som udgangspunkt er mennesket faktisk i stand til at håndtere relativt meget smerte. Men den systematiske ydmygelse og nedgørelse, der ses ved psykisk vold, og det at miste sig selv og sin egen identitet kan være ekstremt ødelæggende og have meget langvarige konsekvenser,” siger hun.

Det nordiske paradoks

Den psykiske vold er altså dominerende i parforhold med vold herhjemme, men hvordan forklarer man så, at det stadig er kvinder, det går værst udover? Også i et land som Danmark med et veludbygget velfærdssystem og stor grad af ligestilling?

I de seneste år har danske og internationale eksperter observeret det, de kalder for ”det nordiske paradoks”. Et paradoks, der udmønter sig i, at vi – i Norden – er blandt de lande i verden med størst ligestilling, men samtidig ligger – med Danmark i front – øverst i statistikkerne over partnervold mod kvinder sammenlignet med resten af EU.

Ifølge en undersøgelse fra 2016 lå gennemsnittet af kvinder i EU, der har oplevet en form for partnervold, på 22 procent, mens gennemsnittet lå på 32 procent i Danmark, 30 procent i Finland og 28 procent i Sverige.

Og selvom disse tal også skal betragtes med en vis skepsis, da vold er en svær størrelse at måle, vidner det stadig om, at vi i Norden har et problem.

Forklaringerne kan være – og er formentlig – mangesidede, hvilket kun gør det endnu sværere at komme volden til livs, men ifølge eksperter og danske og internationale studier går følgende forklaringer igen:

1. En patriarkalsk samfundsstruktur: Mænd har historisk set haft magten over kvinder – og det betyder, at magtrelationen mellem mænd og kvinder har været skæv. De strukturer tager tid at ændre.

2. Et forældet syn på køn og kønsroller: Ifølge Amnesty International florerer der stadig ”voldtægtsmyter og kønsstereotyper” i de nordiske lande, der påvirker relationen mellem mænd og kvinder – og i sidste ende påvirker det kvinders retssikkerhed i bl.a. sager om seksuel vold og voldtægt.

3. Øget indrapportering: I de nordiske lande, herunder Danmark, er vi bedre til at indrapportere volden og dermed synliggøre den.

4. Flere skiftende partnere: Et nyt studie peger på, at der ikke nødvendigvis er mere vold i de nordiske lande, men at det blandt andet skyldes, at vi har skiftende partnere. Dermed er sandsynligheden for at møde volden større – men samtidig også at komme ud af den igen.

Dertil hører desuden individuelle, sociale, kulturelle og miljømæssige faktorer, der blandt andet kan forklare, hvorfor mennesker, der selv har været udsat for vold i hjemmet, med større sandsynlighed også tyer til vold mod deres kommende partner.

Altså er forklaringsmodeller mange og afhænger af, hvem man spørger – som også Sarah Bøgelund Dokkedahl påpeger:

”Vi er alle enige i, at det er multikausalt – altså at der er mange faktorer, der spiller ind, men mens sociologer og antropologer forsker mere i det på samfundsplan, forsker jeg mere på individniveau.”

Vi har alle et ansvar

Men hvad kan vi så som samfund og individer stille op, hvis alle disse faktorer og forskellige forklaringsmodeller, der både supplerer og taler imod hinanden, spiller ind i den samlede forståelse af voldens anatomi?

Ifølge de eksperter, ALT.dk har talt med, er der ikke én løsning på problemet. Det handler om at gribe det an på flere niveauer.

Dels kan vi som individer gribe ind, når vi oplever eller har en mistanke om vold: ”Vi har alle sammen en pligt til at handle, når vi oplever vold i nærområdet,” siger Lene Johannesson.

Dels kræver det, at viden og oplysning om vold i nære relationer udbredes, så det ikke kun er eksperter, krisecentre og andre med tæt kontakt til voldsudsatte, der ved, hvordan man håndterer partnervold. Vi skal både som civilsamfund, ude i kommunerne og på uddannelsesinstitutioner blive bedre til at forstå, hvad vold er – og hvordan man kan hjælpe.

Og så skal vi have fokus på flere forebyggende indsatser: Dels så kvinder, der har været udsat for vold, ikke ender i endnu et dysfunktionelt parforhold, for ”hvis man udvikler PTSD, er der en risiko for at gå ud i et nyt voldeligt forhold, fordi evnen til at sætte grænser og vurdere farer ikke er god,” forklarer Sarah Bøgelund Dokkedahl.

Og dels skal opmærksomheden også rettes mod de mænd, der har været voldelige, så de kan få hjælp og ikke går videre ind i et nyt forhold, hvor de bruger vold som sprog:

”Traditionelt har der været fokus på de udsatte, men der er også dem på den anden side, som brug for hjælp. Vold har en funktion – og det er afmagt eller behov for kontrol, som har rod i noget dysfunktionelt hos et menneske, der ikke er i trivsel. Det skal man huske,” siger hun.

Men én ting er sikkert: Vold mod kvinder er et samfundsproblem, som vi alle har et ansvar for at løse.