Susanne og Rolf Sørensen om alkoholmisbrug scroll-down
Foto: Les Kaner "Problemet var, at jeg også begyndte at drikke, når jeg var alene. Når familien var gået i seng. Jeg prøvede at skjule det," fortæller en ærlig Rolf Sørensen i dette interview med ALT for damerne,

"Alkoholen var Rolfs bedste ven og min fjende nummer et"

I efteråret meldte Susanne og Rolf Sørensen ud, at de skulle skilles på grund af Rolfs alkoholisme. Nu fortæller de hele historien om det mareridt, de stadig kæmper med følgerne af. Om sygdommen, der løber i Rolfs familie, om det ultimative kontroltab og om at tage ansvar og forhåbentlig ende i et mere ligeværdigt parforhold.

Af Marie-Louise Truelsen
Livsstil ALT for damerne

Når Susanne og Rolf Sørensen sidder i sofaen og ser en film, falder Susanne somme tider i søvn op ad Rolfs skulder. Når det sker, sidder han fuldstændig musestille, for at hun ikke skal vågne. Han nyder, at hun slapper af. Det er nemlig noget helt nyt. Noget, som først er begyndt at ske inden for de seneste par måneder. Før i tiden var Susanne altid i alarmberedskab: Rejser Rolf sig? Skal han ud i køkkenet nu? Kan jeg høre en flaske? Hælder han vin op?

Susanne: Jeg har været den, der ofte har forsøgt at styre Rolfs alkoholmisbrug. Jeg har haft rollen som sådan en mor, der skulle kontrollere alting. Og det gjorde, at jeg altid var opmærksom og på den måde aldrig rigtig slappede af. Aldrig.

Susanne og Rolf sidder ved siden af hinanden i stuen i deres store, stråtækte gård i Sandbjerg. De har indvilget i én gang for alle at fortælle den svære historie om Rolfs alkoholmisbrug, som har været en del af deres liv, lige siden de mødte hinanden som helt unge. Et misbrug, der accelererede de senere år, og som betød, at de i efteråret 2020 offentligt meldte ud, at de skulle skilles. Men som de sidder her i sofaen, ligner de ikke et par, der skal skilles. Tværtimod.

I vinteren 1992 mødte Susanne og Rolf hinanden på Café Victor i København. De blev hurtigt stormende forelskede, og i 1994 blev de gift. Rolf havde boet i Italien, siden han var 17 år, for at dyrke cykelsporten, og Susanne flyttede ned til ham som 23-årig. Hun stod for hjemmet og de to sønner, der kom til, og for alt, hvad det indebar af praktik. Rolf cyklede. Og han var væk med sin sport 250 dage om året. Men det fungerede. De var lykkelige, forholdet var passioneret, de bakkede hinanden op, og de elskede begge at bo i Italien. I 2008 flyttede de tilbage til Danmark, Susanne blev gravid, og de fik deres datter Carla-Sofia i 2009.

Hvordan var det at komme tilbage til Danmark?

Susanne: Det var mega svært, især for Rolf. Han havde været vant til i mere end 25 år at være feteret i Italien, alle hilste på ham og talte med ham på gaden og i butikkerne, og så kom vi her til Danmark, hvor naboen dårligt nok hilste på. Danskere er ikke så udadvendte og følelsesladede som italienerne. Og så er her mørkt og koldt en stor del af året.

Rolf: Ja, jeg syntes, det var svært, specielt om vinteren. Og det var nok der, alkoholen for alvor begyndte at komme ind i billedet.

Susanne: Alkohol blev et problem med det samme, da vi flyttede til Danmark. De fleste tror, at en alkoholiker er en tandløs, stakkels mand, der sover i parken på en bænk. Men det at have et problem med alkohol handler rigtig meget om, hvordan det styrer en. Kan man styre alkoholen eller ej? Rolf har aldrig kunnet styre alkohol.

Nu siger du "aldrig"?

Susanne: Ja. Sådan har det været, siden jeg lærte ham at kende. Hver gang han drak, drak han for meget. Da Rolf var professionel cykelrytter, var vi hjemme i Danmark hver vinter, og så skulle den satme ha' en over nakken, for nu havde han ikke drukket hele året. Men hvor de fleste af os har en stopknap, når vi kan mærke virkningen af alkohol, blev Rolf bare ved med at drikke. 

Hvad tænkte du om det dengang?

Susanne: Det var en stående joke, at Rolf skulle nå alt det, vi andre prøvede i teenageårene, når han var hjemme de to måneder om året.

Rolf: Og når Susanne sagde noget om, at jeg skulle stoppe med at drikke så meget, sagde alle: "La' ham nu bare være, slap nu af, han har jo ikke noget problem, hvorfor skal du blande dig?" Men det var jo Susanne, der levede med mig.

Susanne: Min rolle var at være den sure mokke, og det var svært. Jeg blev i tvivl om min egen dømmekraft, fordi grænserne hele tiden skred ud. Og det var svært at være den, der ofte ødelagde den gode stemning, og som skulle konfrontere Rolf med, at han ikke havde styr på det. Rolf er en glad person, alle ville gerne have en bid af ham, og de syntes bare, at han blev endnu mere charmerende, endnu gladere, endnu sødere og endnu mere snakkesaglig, når han fik noget at drikke. Så hvorfor skulle jeg lukke den fest? Vi har en helt anden drikkekultur i Danmark end i Italien. Når vi havde danske venner på besøg i Italien og holdt middage sammen med italienske venner, sad de nærmest og studerede os. De var målløse over, hvor meget danskere kan drikke, og at vi ovenikøbet kan finde på at drikke både vin og øl samme aften – mamma mia! De så på os som vilde vikinger til de middage.

Rolf: Sådan drikker italienere kun, hvis de er alkoholikere.

Susanne: Da vi var flyttet tilbage til Danmark, begyndte Rolf at drikke mere og mere. Hyggelige middage med gæster hver fredag og lørdag, hvor der blev bællet en masse rødvin. Og arrangementer i haven hele sommeren, hvor der altid skulle rosé på bordet.

Rolf: Problemet var, at jeg også begyndte at drikke, når jeg var alene. Når familien var gået i seng. Jeg prøvede at skjule det, og jeg glædede mig til weekenden, hvor det var okay at drikke til selskabelige lejligheder. Jeg blev viklet mere og mere ind i selvbedrag. Løgne over for Susanne. Fortielser. Benægtelser.

Susanne: Jeg prøvede at invitere folk til brunch i stedet for til middag, for så behøvede der ikke komme vin på bordet...

Rolf: Og jeg tænkte, åh nej, brunch er noget pis, for så kan vi jo ikke få vin.

Så alkohol kørte hele tiden som et spor i dit hoved?

Rolf: Ja. Og det fyldte mere og mere for hvert år. Alkohol er en direkte vej ned i helvede for mig. Jeg har set nogle kurver, der viser, hvordan det bare kan gå nedad og nedad og ende med sygdom og død, hvis man bliver ved med at drikke som alkoholiker. Det er virkelig skræmmende.

Rolfs stemme knækker over, og han får tårer i øjnene. Den første af mange gange i løbet af interviewet. De kurver, han hentyder til, er de kurver, han blev præsenteret for på Behandlingscenter Tjele, hvor han den 4. januar i år mødte op for at begynde på den såkaldte Minnesotabehandling. En behandling af hans alkoholmisbrug. Det var Susannes ønske om skilsmisse i september sidste år, der blev begyndelsen på hans vej ud af misbruget.

Susanne: Vi var nået til et punkt, hvor jeg følte, at skilsmisse var den eneste løsning. I alt for mange år havde jeg ikke taget konsekvensen af Rolfs alkoholmisbrug og udskejelser, og det var jo, fordi det er så hård en konsekvens at skulle være den, der bryder familien op. At være den, der beslutter sig for, at ens børn skal være skilsmissebørn, fordi ens mand ikke kan styre sig. Jeg ønskede mit ægteskab mere end noget andet, men jeg blev også bare nødt til at være den stærke...

Hun holder en lille pause og kigger kærligt på Rolf.

Susanne: Jeg elsker ham så meget, så jeg blev nødt til at give ham fri. At sige, nu KAN jeg ikke længere være den, der er i kontrol, og den, der passer på dig eller finder mig i at blive behandlet så dårligt. Jeg kan ikke mere. Og jeg vil ikke mere. Der var en, der sagde til mig: "Nu har du været længe nok i kontrol, og ved du, hvad kontrol betyder, hvis man staver det bagfra? Lort nok!" Og det er præcis sådan, det er, at være pårørende til en alkoholiker. Man er i KONSTANT kontrol, og det er virkelig stressende. Så ja, jeg havde simpelthen fået lort nok. Rolf var også begyndt at have nogle blackouts, hvor han ikke kunne huske, hvad han havde lavet. Det behøver vi ikke gå i detaljer med, men det er bare en af mange konsekvenser af alkoholmisbrug. Vores drenge havde også sagt til mig: "Mor, nu skal du ikke finde dig i mere, nu må far simpelthen blive et voksent og anstændigt menneske."

Hvem er Susanne Balsløw Sørensen?

  • Født i 1969.
  • Salgschef i European Sperm Bank.
  • Driver en olivenproduktion i Italien med sin mand Rolf.

 

Hvem er Rolf Sørensen?

  • Født i 1965.
  • Cykelagent, foredragsholder, tv-kommentator og cykelekspert.
  • Tidligere professionel cykelrytter og Danmarks mest vindende cykelrytter nogensinde.

 

Susanne og Rolf har været gift siden 1994 og har børnene Jonathan, Nicholas og Carla-Sofia sammen,

Hvordan var det at sige til Rolf, at du ville skilles?

Susanne: Det var da fuldstændig rædselsfuldt. Jeg troede, jeg skulle dø af sorg. At være kommet frem til, at vores eneste redning var at gå fra hinanden, det var da... Jamen helt, helt forfærdeligt.  

Hvordan var det for dig at få den besked, Rolf?

Han får tårer i øjnene igen.

Rolf: Jeg kan ikke engang tænke på det... så bliver jeg ked af det.

Han holder en pause.

Rolf: Jeg var rystet, men jeg vil sige, at jeg godt vidste, at det ville komme. Der er jo ikke nogen, der kan leve med den opførsel.

Så på det tidspunkt kunne du godt se, at det var blevet et problem?

Rolf: Ja. Men jeg var så rystet, at jeg nærmest ikke reagerede. Jeg flyttede hen til en god ven i en periode, og ved tilfældighedernes spil fandt vi så lidt senere et sted længere henne ad vejen her, hvor jeg kunne bo.

Susanne: Det, vi havde fokus på – selvfølgelig – var, hvordan vi skulle få vores børn igennem det. Så det var noget med at sige, hør her unger, det her gør vi af kærlighed til hinanden, og vi gør det af kærlighed til jer. Vores ønske var fra starten, at vi kunne blive ved med at være bedste venner, selvom vi blev skilt.

Efter Susannes udmelding gik Rolf en overgang hos en psykolog, som dog ikke rigtig kunne hjælpe ham videre. I december tog han en samtale på Behandlingscenter Tjele, lagde kortene på bordet og fik at vide, at hvis han ville i behandling, kunne han vælge mellem et ophold på tre eller fem uger. 

Rolf: Jeg tænkte mig om i to minutter, men svaret var allerede givet på forhånd. Selvfølgelig skulle jeg i behandling. Den 4. januar tog jeg derned, og bilen blev kørt væk, så jeg ikke kunne komme nogen steder de næste fem uger. Det var den første del af erkendelsen. At tage beslutningen og træde derind. Og jeg skal ærligt indrømme, at det var det største nederlag i mit liv at træde ind ad den dør.

Stemmen knækker over igen.

Rolf: Men jeg fandt hurtigt ud af, at det var det bedste, jeg nogensinde har gjort. Det blev et ophold med mental sjæleransagelse. Jeg besluttede at leve sundt, være fysisk aktiv, når det var muligt, og simpelthen bruge det som terapi for sjæl, hjerne og fysik på en gang. Jeg kom ind i forløbet med AA-møder, personlig rådgivning og terapisessions. De bryder dig fuldstændig ned under gulvbrædderne for at give dig en forståelse for, hvad det er, der er sket. Og ret kort inde i den første uge kom der en total erkendelse: Grunden til, at jeg ikke var stoppet med at drikke, var, at jeg troede, jeg var så viljefast, at jeg kunne styre det, hvis jeg ville. Men det kunne jeg ikke. Det gik pludselig op for mig.

Rolf: Jeg har jo ikke været sådan en, der stod op om morgenen og begyndte dagen med alkohol, og jeg har aldrig drukket tre flasker vodka om dagen. Men alle de systemer, som en alkoholiker har, dem så jeg pludselig og kunne genkende mig selv i det hele. Det er ligegyldigt, om du drikker to flasker hvidvin eller to flasker vodka. Det er noget med at skjule, at du drikker. Det er noget med at drikke alene. Gemme flasker. Og det er noget med at benægte både over for dine nærmeste og for dig selv, at der er et problem.

Susanne: De fik dig for første gang nogensinde til at erkende, at ja, jeg ER alkoholiker. Og de fik også forklaret dig, at det er en sygdom.

Rolf: Ja. Vi sad i grupper en del af tiden, og jeg kunne nikke genkendende til det meste af det, de andre fortalte. Og ret hurtigt kom jeg frem til den erkendelse, at alkohol har været en djævel for mig, og at det er en sygdom. Jeg følte lidt, at det var en billig udvej at sige, nå, men det er en sygdom, men jeg måtte også bare erkende, at jeg ikke kunne styre min indre alkoholiker. Et typisk tegn på alkoholisme er, at man holder op med at drikke en måned eller to om året bare for at demonstrere, at man har styr på det, ligesom når andre holder hvid januar. Og jeg kunne også sagtens sidde til fester og ikke drikke noget. Men jeg tænkte altid på næste gang, jeg skulle drikke. Yes, nu er der gået en måned, nu må jeg drikke igen!

Susanne: Og det er også det, der har gjort, at resten af verden har stillet sig undrende an og har sagt: "Rolf... han er da ikke alkoholiker!"

Susanne: Fordi han altid har været i stand til at passe sit arbejde og har kunnet lade være med at drikke i perioder. Og fordi vi er to kendte mennesker, har jeg følt, at der har været meget få mennesker, jeg har kunnet være ærlig overfor. Jeg frygtede, at hvis jeg var det, så kunne det ende som en avisoverskrift, som vores børn skulle stå på mål for. Det har også været mærkeligt at opleve folks reaktioner, efter vi meldte ud, at vi skulle skilles på grund af Rolfs alkoholmisbrug. Rolf fik at vide, at hold kæft, hvor var det sejt, at han indrømmede det. Mens jeg var den dumme kælling, der ville gå fra ham. Jeg har stået i Irma over køledisken og er blevet klandret for, hvordan jeg dog kunne gå fra min mand "bare på grund af alkoholproblemer"? Jeg er blevet stoppet på gaden og er blevet konfronteret med det. Selv internt i familien har jeg fået at vide, at "helt ærligt, hvem drikker ikke lidt for meget her i coronatiden?" Og lille Carla har i skolen skullet svare på, hvorfor hendes mor og far skulle gå fra hinanden. Vi har heldigvis fået klædt hende godt på til omverdenens mange spørgsmål, og hun er mega sej til at svare: "Det er fordi, min far ikke kan styre alkohol." Det har været utrolig svært alt sammen, for der er bare ikke særligt mange, der forstår, hvor svært det er at leve ved siden af et menneske, der forandrer sig så meget. Stille og roligt. Men støt.

Hvordan var det at sige til børnene, at I skulle skilles?

Rolf: Det var SÅ svært, og min store søn talte jeg ikke med i...

Han bryder helt sammen. Og holder en længere pause.

Rolf: ...jeg talte ikke med ham i seks uger. Det er det værste, jeg nogensinde har prøvet. Jeg så pludselig konsekvensen af det hele, og jeg blev simpelthen så bange for mig selv. Hvad fanden var det, jeg havde gjort? Er jeg virkelig sådan her? Og hvis jeg er sådan, så har jeg intet at komme efter i min familie. Der gik noget tid, hvor jeg slet ikke kunne konfrontere det, men en dag brød jeg sammen og begyndte at græde og græde og græde. Jeg kørte hjem til Susanne, og så begyndte vi at snakke. Alt var kaos. Egentlig skulle jeg ikke have været sammen med familien i julen, men lige så stille begyndte vi at være konstruktive omkring det hele, og det endte med, at jeg var med oppe og hente juletræ, som vi plejer, og at jeg kom hjem og holdt jul. Det var den første sten, der faldt fra mit hjerte, og så tog jeg beslutningen om at komme i behandling.

Susanne: Det har været godt for børnene endelig at se en far, der har erkendt sit misbrug. De har i mange år kaldt Rolf "vores teenagefar" og har ofte følt sig mere voksne end ham. Rolf har altid været en meget, meget sød og kærlig far, og det er vigtigt at understrege, at der aldrig har været vold eller noget decideret dårligt i vores familie som følge af alkoholen. Faktisk har det største problem for familien været en ked-af-det mor og en meget barnlig og impulsivt agerende far. Men det kan børn jo meget hurtigt regne ud. Hvem det er, der har bukserne på, og som opdrager, og hvem det er, man kan se foldboldkamp og have det skide sjovt med. Men det går ikke i længden. Og i dag er børnene så glade for, hvor Rolf er nået til. Det er så dejligt, at vi nu kan tale åbent og ærligt, og at der ikke længere er fortrængning og fornægtelse. Der er ikke en stor lyserød elefant i rummet mere.

Ud over at alkoholismen er en sygdom, er den for Rolfs vedkommende også arveligt betinget. Hans farfar var kvartalsdranker, hans fars søster har været ædru alkoholiker i 30 år, og hans far, som døde i november, havde også svært ved at styre alkohol.

Når du har kigget på din familie, har du så aldrig spejlet dig og tænkt, at du måske havde samme problem?

Rolf: Jeg har bare benægtet og tænkt: Det problem har jeg ikke, for jeg kan jo godt styre det.

Fordi du kunne lade være med at drikke i perioder?

Rolf: Ja. Og der har Susanne igen være den, der har fået røven på komedie, når hun har sagt noget til venner eller i familiens skød. Hun fik at vide, at hun ikke skulle blande sig, for jeg kunne jo sagtens styre det. I dag kan jeg se, hvor hårdt det har været for Susanne. Det sted, hvor jeg står i dag, handler rigtig meget om at prøve at blive mønsterbrydere. Hvordan begynder man at skrive sin familiehistorie om? Jo, man begynder at fortæller historierne, som de er. At det faktisk ikke var sjovt, når man fortalte en historie om min farfar, som drak whisky fra tekanden, fordi min farmor ikke kunne lide te, og han derfor kunne skjule sin alkohol ved at hælde den på tekanden. Det har været en sjov familiehistorie. Men det har jo ikke været spor skægt for min farmor. Men sådan taler vi ofte om alkohol i Danmark. Det er sådan nogle ha-ha-sjove historier. Men det ER ikke sjovt, hvis det handler om et misbrug. Nøgleordet for os nu er tid. Vi kæmper sammen. Skridt for skridt. Susanne har sagt til mig i mange år: ”Hvorfor bliver du ikke mønsterbryder i det her? Bryd familiens mønster, bryd ud af familiens gener og vælg en anden vej”. Og i dag kan jeg sige, ja, jeg vil være mønsterbryder. Jeg er holdt op med at drikke. Og lad os også være mønsterbrydere i kærligheden. Vi behøver ikke være som mange andre, der går fra hinanden på grund af problemer med alkohol, selvom det måske umiddelbart var det nemmeste. Vi har valgt at kæmpe.

Så... I skal ikke skilles alligevel?

Susanne: Vi skal ikke skilles, nej.

Rolf rykker helt hen til Susanne i sofaen, krammer hende længe og kysser hende.

Rolf: Nej, vi skal ikke.

Susanne: Vi skal kæmpe for at komme et nyt sted hen i vores ægteskab. Et sted, hvor vi måske kan sige, at det ikke bare er et nyt kapitel, der skal starte, det er en helt ny bog, der skal skrives. Med nogle store, nye overskrifter. Alkoholen var Rolfs bedste ven og min fjende nummer et. Og hele familiens fjende nummer et. Nu er den fjende væk. Og nu kan vi starte på en helt ny måde. Men det kommer til at tage tid. For vi har jo oparbejdet nogle roller, som ligger helt tilbage fra dengang, hvor jeg kom til Italien som 23-årig og overtog alt det praktiske, så Rolf ikke behøvede at være den voksne. Nu skal Rolf lære at blive ansvarlig og stå på egne ben. Og jeg skal stille og roligt vænne mig til – og glæde mig til – at jeg ikke skal være i kontrol længere. At jeg ikke skal gå og måle etiketter af på flaskerne og have styr på, hvor langt vi er nået ned i rødvinsflasken. Vi har solgt huset her, og jeg har købt et nyt hus, hvor jeg i første omgang skal bo alene med Carla. Så Rolf og jeg skal i en periode leve på den der moderne måde – hvad hedder det?

Living Apart Together?

Susanne: Ja, præcis.

Hvordan er I nået frem til den beslutning?

Susanne: Det er blandt andet sket ved, at jeg har set, hvordan Rolf har tacklet hele situationen. Nu er det ikke længere mig, der skal forklare ham, at jeg synes, at han har et problem. Nu er det ham selv, der har taget handling på det. Langt om længe. Han har bevist, at han virkelig vil os. At han vil kæmpe for sin familie.  

Rolf tager igen Susanne i hånden og ser meget bevæget ud. Hun klemmer hans hånd tilbage.  

Susanne: At se den udvikling, Rolf er gået igennem, har været fuldstændig fantastisk. Som at have fået bekræftet vores kærlighed til hinanden på ny. Vi kan se, at vi kan gå gennem en krise – en virkelig voldsom krise – og faktisk komme ud på den anden side og tilgive hinanden. Vi kan forstå, at vi mennesker ikke er perfekte. Og det skal ikke forstås sådan, at jeg før har troet, at livet skulle være perfekt. Slet ikke. Jeg har en masse hår på brystet og har prøvet mange ting. Jeg har stået op for Rolf altid. Også dengang det handlede om doping, som Rolf også havde holdt skjult for mig. Men jeg er simpelthen så uendeligt glad for, hvordan Rolf har tacklet hele den her situation. Han kunne lige så godt være gået lidt i hundene og have valgt at drikke endnu mere. Men han har gjort det stik modsatte. Jeg vil super gerne med på den rejse med Rolf, men jeg tror, at det er rigtig sundt, at vi bor hver for sig i en periode. En længere periode, hvor Rolf lærer at leve uden alkohol, og hvor det ikke længere er mig, der skal fortælle ham, at han ikke skal drikke. Vi skal have vasket tavlen ren og ændre vores mønstre og roller.

Hvordan har du det med at skulle bo hver for sig, Rolf?

Rolf: Jeg har ikke stillet nogen som helst krav, det har jeg hverken kunnet eller villet. Den dag, huset blev solgt, og vi egentlig skulle fejre det, fik jeg lige pludselig ondt i maven. Der følte jeg mig fandeme lige pludselig rodløs. Men vi har en overordnet plan og et fælles mål og ønske om at komme til at bo sammen igen. Det giver mig ro i maven at tænke på. Men der er ingen tvivl om, at jeg er mega skrøbelig indimellem. Med alkoholen er det 24 timer ad gangen. Okay, nu har jeg været ædru i 24 timer, nu skal jeg prøve at være ædru de næste 24 timer. Hver dag. Der er ups and downs, men jeg kan mærke, at det er dejligt at have taget kampen op. Det er pissehårdt mange dage, men Susanne og jeg er gode til at være i det. Vi har dage, hvor vi kan være meget sammen, og hvor vi kan tage de svære snakke og omfavne hinanden en halv time efter. Og så er der dage, hvor Susanne har brug for ro, og så kører jeg hjem til mig selv. Jeg har hundrede procent erkendt, at alkohol ikke kan være en del af mit liv. Det er ikke sådan, at jeg om fem år kan sige, nå, men nu kan jeg godt drikke to glas vin. Det skal ikke ske. Der vil komme dage, hvor trangen er der, men jeg har fået gode redskaber til at håndtere den. Og jeg har lært, at hvis jeg bare kan holde mig i 15-20 minutter, så går trangen væk igen.

Hvordan står du trangen igennem?

Rolf: Ved at cykle, kysse Susanne, støvsuge. Et eller andet.

Susanne: Det er hårdt arbejde for os begge at komme videre. Jeg vil ikke – kan ikke – være sådan et menneske, der føler mig som et offer, og som er bitter eller står med den store pegefinger. Jeg vil så gerne ud af at være ked af det. Og jeg er godt på vej. Men det er en længere tilgivelsesrejse.

Tænker du, at du godt kan tilgive det hele?

Susanne: Ja, det tror jeg faktisk. Mest af alt fordi jeg kan se, at det faktisk er gået op for Rolf. Jeg kan tydeligt se den her kæmpe, kæmpe forandring, der er sket i hele hans forståelse af os to. Jeg kan nærmest se min egen smerte i Rolfs øjne.

Hun får tårer i øjnene. Det gør Rolf også.  

Susanne: Og det er faktisk det, der har gjort, at jeg tror på fremtiden. Det er først nu, jeg ikke længere skal forklare ham, hvad det er, han har gjort mod os som familie. Han ved det godt. Vores kærlighed er virkelig, virkelig blevet sat på prøve rigtig mange gange. Men hver eneste gang kommer vi tilbage til, at vi bare ER vilde med hinanden. Og det er et meget værdifuldt udgangspunkt.

Rolf:  Hver eneste dag, når jeg vågner op, tænker jeg, at nu kan jeg faktisk gøre Susanne glad. Nu kan jeg gøre hende rolig. Jeg kan gøre hende tryg. Jeg ved godt, at det kommer til at tage tid endnu, før det er helt på plads, men det er på vej. Hun har passet på mig så mange år, nu kan jeg passe på hende. Det kan jeg mærke. Og det vil jeg så gerne.

Se, hvad vi ellers skriver om: Parforhold, Kærlighed og Misbrug
Tilbage til toppen