Sådan styrer du angsten for at føde

Man vidste jo godt, at det en dag ville ske. Man ville blive gravid, og så skulle man føde. I min vennekreds har der altid været stemning for groteske, billedskabende udtryk og beretninger. Således er fødslen siden min spæde ungdom blevet sammenlignet med at skide en vandmelon og at tisse en kokosnød, og intet var så frydefuldt som skrækhistorierne om sprængte ringmuskler og flerdøgnsfødsler – altid fulgt af rædsel og lidt sammenkrybning af de kvindelige tilstedeværende. Siden blev de fleste forældre. Alle som én sagde de, at det gjorde virkelig nas. Enkelte, at man aldrig skulle gøre det. Men de fleste gjorde det igen.

Smerte-pivskid

Da jeg selv blev gravid, var jeg 37, og da jeg fandt ud af det, var angsten for fødslen langt væk. Da var det angsten for, om det lillebitte liv derinde ville sætte sig fast. I 12. uge var det nakkefoldsscaningen, i 20. uge misdannelsesscanningen. Jeg havde slet ikke tid til at tænke over at være bange for fødslen. Dybest set fordi jeg et eller andet sted havde en følelse af, at det jo ikke var mig, der skulle ligge der på fødegangen om X antal uger. Det var alligevel for surrealistisk. Men omkring 25. uge var der pludselig plads til den. Ikke galopperende, men snigende.

”Men hvad er det, du er så bange for?”, spørger visse typer, eventuelt med hovedet på skrå og et lidt overbærende smil.

Det skal jeg fortælle dig. Jeg er bange for smerten. Og lige meget hvor mange gange kvinder (gerne på min mors alder) siger ”Så slemt er det overhovedet ikke”, så tror jeg ikke på dem. Det må i sagens natur jo gøre virkelig ondt at mase et menneske, om end så lille, ud af et meget lille hul. Og jeg har en lav smertetærskel. Jeg kunne godt finde på at blære mig med, at jeg var sej og modig til alt muligt, men jeg ved, at jeg er en værre pivskid, når noget gør ondt. Og det synes jeg bare hurtigt, at noget gør. Jeg er det eneste voksne menneske, jeg kender, der hos tandlægen bliver bedøvet med creme på tandkødet, inden tandlægen skal sprøjte den rigtige bedøvelse ind. For et par uger siden fik jeg skåret en skønhedsplet væk, og hudlægen stirrede skeptisk på mig og min gravide mave, da jeg forklarede, at jeg er lidt sensibel i forhold til smerter, som for at sige ”Og hvordan har du så tænkt dig at klare dén der?”.

Bange for at miste kontrollen

Faktisk er jeg også bange for angsten for smerte. På samme måde, som når jeg ligger i tandlægestolen og er bedøvet op til næsen, men der alligevel løber en tynd, men konstant strøm af tårer ned ad min kind, hvis jeg bliver boret. På grund af lyden, lugten, det fysiske pres, men mest af alt angsten for, hvad der kan ske. For hvad bliver det næste? Omsæt det til forestillingen om en fødsel, om hvilken alle folk hele tiden siger ”Ja, der kan du godt droppe alt om at have kontrol”…

Jeg er bange for at miste kontrollen. For at min krop løber løbsk, uden jeg selv følger med. Jeg er bange for at skide (ja, jeg har prøvet at finde et pænere ord for det, men hvem prøver vi at narre. Det er jo det, man gør) foran min kæreste, foran fremmede mennesker, der oven i købet skal sørge for at fjerne det igen. Velmenende, søde og rare mennesker har fortalt mig, at det er man helt ligeglad med, når det sker, men det synes jeg bare bekræfter, at min frygt for smerte og kontroltab er ubetinget berettiget.

Jeg er bange for at sprække. Briste, som de kalder det. Fra ende til anden. At ligge der som en sprængt oksesteg og blive rimpet sammen på slagter-manér, for ”Hvor forfængelig kan man tillade sig at være i det område”. Jeg har hørt masser af skrækhistorier fra kvinder, og jeg har ikke glemt en eneste. Ikke den om hende, der liiige fik et sting for meget og derfor fik syet lidt af ballerne sammen og ikke kunne sidde ned uden smerte. Først ugevis senere opdagede hun, at det ikke bare var efterveer af hele sprængt underliv-situationen, men faktisk krævede, at hun skulle op og snittes lidt op igen. Eller hende, der blev rimpet sammen af, hvad hun forestillede sig er en mand, der hader kvinder – skævt og upræcist, som et patchwork-tæppe fra et fritidshjem. Hun var så ulykkelig, fordi hun faktisk syntes, hendes nedre regioner var virkelig pæne. Før.

LÆS OGSÅ: Tjek de 16 tegn på graviditet

Ja, det gør ondt!

Så er det ligesom på plads. Og ganske som alle andre ting, jeg har erfaret som gravid, er jeg helt ligesom de fleste, fortæller Camilla Gry Temmesen, der er jordemoder og sammen med Mette Radmer ejer Mom To Be, der afholder fødselsforberedelseskurser ud fra deres eget koncept, Fantastisk Fødsel.

– Det er de samme ting som dig og andre gravide kvinder fortæller, de er bange for. Og ja, det gør ondt at føde et barn! Men man kan gøre rigtig meget, for at det gør mindre ondt: Man kan øve sig i konkrete metoder som f.eks. dem, vi underviser i, og man få medicinsk smertelindring, siger Camilla Gry Temmesen, der også forklarer, at man er bange, fordi man aldrig har prøvet fødselssmerter, som hun i øvrigt ikke mener kan sammenlignes med noget som helst andet. Hun mener endda, at det er den eneste form for smerte, der næsten er positiv – det er jo ikke en angstbetonet smerte, hvor du frygter at have fået mavekræft eller mavesår. Du ved, at når babyen er ude, så stopper den, den har et godt formål, og der kommer godt du af det. Det kan hun jo sådan set have ret i.

– De fleste fødende har jo gået og sukket efter dette øjeblik. Husk dig selv på: Du kan ikke føde dit barn uden de her veer, og hver eneste ve bringer dig ét skridt tættere på barnet, siger Camilla Gry Temmesen, der råder mig til at tage det ve for ve, ligesom man tager træ for træ, når man løbetræner.

Hav tillid til din krop

– Nogle siger, sikkert i bedste mening, ”Der er jo milliarder af kvinder før dig, der har født børn, det er det mest naturlige”, men det kan de fleste kvinder altså ikke bruge til en dyt. (Her bliver jeg nødt til at afbryde Camilla Gry Temmesen og advare enhver besserwisser: Sig det, og bered dig på at miste alle dine tænder. Især hvis du er en mand.)

– Det gælder om at have tillid til din krop, fortæller Camilla Gry Temmesen. – Den kan godt klare det, og det skal du stole på. Men det kræver, at du lærer nogle konkrete teknikker for at finde ud af, hvordan du giver din krop og din psyke de rigtige redskaber. Jeg tror, det er det mentale, der bærer dig igennem, når det fysiske bliver allerværst. Selv om du fra naturens side er mentalt stærk, er det ikke sikkert, du er det i denne situation – det kræver god forberedelse at ruste dig til en god fødselsoplevelse.

Jeg er åbenbart heller ikke den eneste, der er bange for at skide midt i det hele – de fleste af os frygter, at vores kæreste skal synes, man er klam.

– Det er bare en lille ting, som kun du tænker over. Det plejer at hjælpe at vide, at du slet ikke selv kan styre det – det er jo ikke noget, du selv vælger at gøre, og du får et lavement inden fødslen, så det er minimalt, hvad der kan komme. Men det med afføringen er jo en del af det større med at miste kontrollen som sådan. Jeg tror ikke, kvinder for 30 år siden var lige så bange og havde samme kontroltrang, som vi har – i dag kan vi kontrollere mange flere ting, men lige din fødsel kan du altså ikke kontrollere. De fleste er bange for at komme ud i overdrevet, hvor de slet ikke har kontrol over noget, og vi kan mærke, at mange kvinder får ro ved at få en planlagt dato for, hvornår de vil blive sat i gang eller får et planlagt kejsersnit. For det kan i vores verden være angstprovokerende ikke at vide, hvornår alt det, man ikke kender, går i gang, siger Camilla Gry Temmesen, der stadig har rædselshistoriernes årsag nummer ét i ærmet: Sprængt underliv. Og hun erkender, at det ikke er tosset at gå ud fra, at man brister. Det er der mange, der gør.

– Men nu taler du jo om de der skrækhistorier om kvinder, der brister helt om i endetarmsmuskulaturen, men det sker jo altså for under to procent. Vævet dernede er meget taknemmeligt, det heler nemt op igen, og de færreste har gener bagefter. Og nu skal du også huske på, at en bristning kan svare til en hudafskrabning eller en lille rift, der ikke skal syes. Og du har ikke nødvendigvis mere smerte ved en bristning.

Og så begynder Camilla Gry Temmesen at tale om det, jeg ikke engang tør at være bange for. Eller i hvert fald at tale om. Hun fortæller, at næsten alle gravide er bange for, om noget går galt under fødslen, der skader deres barn. Og for, at noget er galt med det allerede inden.

– Man får ikke ro, før man holder barnet i sine arme og kan se, at alt er godt. Det var der en større naturlig forklaring på tidligere, hvor man ikke havde set på eller undersøgt barnet, før det kom ud i verden. I dag har man så stor kontrol over det, fordi gravide bliver scannet så meget, at man ved, at alt, man kan se, ser godt ud – både på hospitalet og på de private scanningsklinikker, der findes.

Ja, dem kender jeg godt. Jeg har, hvad nogle lidt fordømmende typer vil kalde en form for scanningsafhængighed. Til gengæld må jeg jo hverken ryge eller drikke, og alle ved, at summen af laster er konstant.

LÆS OGSÅ: Derfor tænder mænd på gravide

Forberedelse, teknik og mentalt fokus

Efter at have talt med Camilla Gry Temmesen i telefonen, er jeg faktisk en smule beroliget. Måske har min frygt for fødslen også at gøre med, at jeg ikke har forberedt mig, så jeg beslutter at tage på Camilla Gry Temmesen og hendes makker Mette Radmers Fantastisk Fødsel-workshop. Det er en enkelt aften, tre timer, hvor vi er ca. 12 gravide, hvoraf tre har deres mænd med. Camilla Gry Temmesen og Mette Radmer er begge praktiserende jordemødre på fuld tid og kører så deres hjertebarn ved siden af. De oplever begge dagligt kvinder, som de mener kunne have fået en bedre fødselsoplevelse, hvis de havde forberedt sig bedre. En fødsel bliver ofte sammenlignet med en maraton, siger de (åh gys), og ingen ville vel gå uforberedt hen og bede om et nummer til dét.

Igen føler jeg mig truffet, truet og ærgerlig over ikke at have trænet regelmæssigt, for jeg har skrevet alskens artikler om, hvor mange goder, der er for både mor og barn, hvis man motionerer jævnligt. Men jeg har haft kvalme (og har det stadig i skrivende stund i uge 31). Jeg har været absurd træt. Jeg har haft alskens heeelt ordinære gener som mit livs første blærebetændelse, stakåndethed, halsbrand, ligamentsmerter, og helt ærligt har jeg bare ikke orket. Nå, nu kommer jeg til at betale prisen på fødestuen, tænker jeg, indtil de fortæller, at en god fødsel ikke handler om fysisk styrke, men om teknik og mentalt fokus. I’m back in business.

Vi starter med at få gennemgået, hvad der egentlig sker ved en fødsel – før, under og efter, fysisk og helt praktiske oplysninger, og jeg kan mærke, at overblikket alene giver en anelse mere ro. Fantastisk Fødsel-konceptet bygger på fem forudsætninger, forkortet F.A.K.T.A.: Forberedelse, Ansvar, Kontrol, Teknik, Afspænding. Logisk nok, egentlig (og det er det, jeg kan lide), skal du forberede dig på en så stor præstation og begivenhed. Tænk, læs, sæt dig ind i tingene, opfordrer damerne os til. Ansvar handler om, at vi ikke bare møder op og siger ”Nå, hvad gør jeg så?” til jordemoderen. Den er nem nok. F.eks. har du ved at vælge et øvelsesprogram taget ansvar. Kontrol går ud på, at du tager kontrol over din vejrtrækning, mens du lader din krop gøre det, den er programmeret til: At føde dit barn. Teknik er naturligvis de øvelser, der er en stor del af det hele. Afspænding handler igen om, at du kan slappe af i alt andet end livmoderen og af og til mavemusklerne, så de kan arbejde mest målrettet på at få dit barn ud.

Det skal nok gå…

De gennemgår de forskellige fødestillinger og smertelindring og forklarer fordele og ulemper, kommer med tip til alt fra tasken til hospitalet til, hvad man som par skal tale om, inden fødslen går løs. Alt det, jeg selv har gået og spekuleret over, og virkelig mange ting, jeg enten ikke havde skænket en tanke eller vidst, at jeg skulle tænke over.

Til slut bliver vi lagt ned på måtter og øver de forskellige former for øvelser, der findes i konceptet, som vi hver især skal øve op til vores termin. Det er nemt og forståeligt, og de er lavet som små MP3-filer, man kan lægge direkte på sin iPod eller telefon og nemt øve med. Vi får også hele Fantastisk Fødsel-manualen, så vi kan læse detaljeret om det hele igen. Jeg tager klogere og meget mere beroliget derfra med en følelse af, at hvis jeg øver mig og tænker og forbereder mig, så skal det nok gå. Måske jeg endda kan være god til det. Jeg er stadig bange for at sprække, men ikke panisk (masserer dog løs med mandelolie), jeg er stadig angst for groteske smerter med min lave smertetærskel, men jeg prøver virkelig at tænke det der med positiv smerte, og at hver ve får mig tættere på min lille dreng. Og Camilla Gry Temmesen beroliger mig lige lidt mere.

Det er mange gange dem, der siger, de har lav smertetærskel og siger ”Giv mig bare alt smertestillende!”, der slet ikke får brug for dem. Og når du kommer ud på den anden side, er det med en enorm styrke.

Okay, så. Så prøver vi.

LÆS OGSÅ: Gravid? Her er motionen du må dyrke

Tilmeld dig ALT for damernes nyhedsbrev, og hold dig opdateret på artikler, opskrifter og konkurrencer på hjemmesiden