Sara Omar: Kære modige kvinder, lad os starte en bølge

Mit navn er Sara Omar. Jeg kan nu kalde mig forfatter. Selv om jeg har været forfatter det meste af mit liv, er det først nu, jeg udgiver en rigtig bog, som møder den store verden uden for mit hjerte.

LÆS OGSÅ: Sherin Khankan: "Det er egentlig paradoksalt, at jeg i Danmark bliver omtalt som en kontroversiel person"

Jeg fandtes ikke rigtigt, inden min roman "Dødevaskeren" kom til verden. Jeg var i min egen verden. En verden, hvor kroppen kæmpede for at overleve. En fysisk kamp, der gjorde ondt. Men der var også en indre kamp. En kamp, som gemte sig der inde i mit allerinderste. Og denne kamp føltes som giganternes kamp. En kamp for at leve. Jeg vidste under denne indre kamp, at hvis jeg vandt den, ville jeg kunne løfte hovedet for atter at se mig selv komme til verden.
Vi kommer ingen vegne, hvis ikke vi vinder disse indre kampe i vores liv. Men først måtte jeg bestige mit indres store bjerge. Jeg måtte stå på toppen af det hele og derfra skrive med mit blod. Jeg skrev og skrev og skrev samtidig med, at jeg kæmpede med og mod mig selv. Og tanken om, at jeg kunne gøre en forskel ved at blive ved med at leve – at blive ved med at eksistere, gjorde mig stærkere. For jeg vidste, at der var andre som mig derude. Og jeg mærkede det i mit hjerte, at hvis jeg vandt mine indre krige, at jeg måske på den måde kunne inspirere andre til at gøre det samme.

Og her starter min kamp. En ny kamp, som kommer efter kampen derinde. Kampen for lighed, ligestilling og menneskerettigheder. Kampen for mine medsøstres frigørelse fra patriarken og midlerne, de bruger som våben. Jeg kunne mærke ilden inde i mig brænde igennem alle de barrierer, som mænd fra min kultur havde sat for os kvinder og piger. Jeg vil ikke længere finde mig i det. Jeg vil bryde tavsheden. Jeg vil gøre det med "Dødevaskeren". Det er min begyndelse – den første streg. Og det er uden nogen tvivl ikke slutningen på det hele.

LÆS OGSÅ: Emma Holten: "Feminisme må aldrig blive din lækre selvhjælpsløsning"

Jeg håber og drømmer om, at jeg sammen med en masse andre modige kvinder kan starte en bølge, der en gang for alle kan få jorden til at skælve under fødderne på undertrykkerne. Og at de vælter omkuld for så at vågne igen til en ny selvforståelse af dem selv som mennesker og deres religion. Jeg vil kæmpe denne kamp med værdighed, integritet og visdom.

I dag står jeg her på dansk jord. Og pludselig går det op for mig, at jeg står med min egen bog i hånden. Jeg har jo kærlighed til bøger. De er mine bedste venner. Alle de bøger, jeg har læst gennem tiden, og som jeg har holdt i mine hænder, bor inde i mig. Og nu ser jeg andre sidder med "Dødevaskeren" i deres hænder. Det er mit ydmyge håb, at jeg inspirerer læserne på samme måde, som andre forfattere gennem tiden har inspireret mig. Og jeg vil kæmpe med alt, hvad jeg har, for at være med til at skabe en forandring, der er sund og vedvarende.

Jeg og vi, som har brudt tavsheden, har til opgave at kæmpe denne kamp med respekt. Vi må tænde et lys i mørket og oplyse. Det er vores vigtigste opgave – at oplyse. Koste hvad det vil...