Signe Egholm
SPONSORERET indhold

”Når vi alligevel ikke kunne blive fra hinanden, måtte det jo være meningen, at vi skulle være sammen”

Skuespillerparret Signe Egholm Olsen og Jimmy Jørgensen havde et langt og turbulent indløb, inden de blev kærester – men derfra gik det så til gengæld stærkt. Det fortæller Signe Egholm Olsen i denne uges Hendes Verden.

Af: Freja Bech-Jessen og Emma Fjalland Lund Foto: Trine Bukh
21. mar. 2022 | Livsstil | Hendes Verden

Da de endelig valgte hinanden til, fik de fart på. Men inden da var der meget frem og tilbage mellem skuespillerparret Signe Egholm Olsen og Jimmy Jørgensen.

Det fortæller Signe Egholm Olsen i et stort interview i denne uges Hendes Verden.

”Der var et langt og turbulent indløb, før vi blev kærester. Men til sidst blev vi ligesom enige om, at når vi alligevel ikke kunne blive fra hinanden, måtte det jo være meningen, at vi skulle være sammen,” fortæller skuespilleren, der mødte Jimmy Jørgensen på Aarhus Teater. Udover at være skuespiller er han også forsanger i Hotel Hunger, og de medvirkede hver især på daværende tidspunkt i to forskellige forestillinger.

Og herfra gik det stærkt. Efter tre års kæresterier var parret, selvom de knap var flyttet sammen, klar til at tage næste skridt – og næsten på slaget, som Signe Egholm Olsen fyldte 30, viste to streger sig på en graviditetstest.

”Det ville være fedt at fortælle en fortælling om sådan et glamourøst rock and roll-forældrepar, der bare skrider nemt og overlegent ind i forældreskabet. Men sådan er virkeligheden jo overhovedet ikke. Og sådan var det heller ikke for os,” siger skuespilleren, der er er kendt for sine roller i bl.a. tv-serier som Den som dræber, Pagten og Borgen.

”Det er heftigt at flytte sammen og tage imod et lille nyt menneske på samme tid, og det var fuldstændigt overvældende og udmattende at få et barn. Men det var først og fremmest en enorm kærlighed på en måde, jeg aldrig havde oplevet kærlighed før. Vildt og lykkeligt og kaotisk. ”

Op til overfladen

I dag har parret børnene Billie og Morgan på henholdsvis ti og fem år – og det, at børnene er blevet lidt ældre, har gjort, at den par-”undtagelsestilstand”, der ofte findes i småbørnsfamilier, nu er blevet lidt lettere for de to forældre, fortæller Signe Egholm Olsen.

”Vi er dukket op til overfladen igen efter at have driftet familie i nogle år, og det er lidt som at vågne og se på hinanden for første gang i lang tid. Vi skal genopdage hinanden, men faktisk også os selv.” siger hun til ugebladet og tilføjer:

”Der sker noget med alderen og moderskabet og den omfordeling af kroppen, der kommer med graviditet, jeg ved ikke rigtigt, hvad, jeg synes, er flot længere: 'Kan jeg lide at gå i glimmertøj?' Jeg er ægte i tvivl, og det er faktisk ret sjovt, at skulle finde ud af det hele igen.”

Læs hele interviewet med Signe Egholm Olsen i Hendes Verden, der udkommer den 21. marts. Her fortæller hun bl.a. mere om sin opvækst i et kollektiv, og hvordan hun først på skuespillerskolen, følte hun passede ind. 

Du kan desuden læse endnu et stort interview med populære skuespiller i denne uges ALT for damerne, der udkommer den 24. marts. Her kommer hun bl.a. nærmere ind på, hvordan hendes temperament har hjulpet hende som skuespiller, men også hvordan det har ændret sig, efter hun fik børn.

Anbefalet til dig