Din mobil bliver en digital pengepung

Din mobil bliver en digital pengepung

Snart er det ikke længere nok at efterlade dit dankort hjemme på bordet, når du tager ud, hvis der er lavvande i skatkisten. Fire danske teleselskaber er gået sammen om at udvikle muligheden for at betale med mobiltelefonen, og det varer ikke længe før en rødglødende smartphone bliver en shopaholics bedste ven og bankkontoens værste fjende.

Det er de fire store teleselskaber i Danmark, Telenor, TDC, 3 og Telia, der er gået sammen om at udvikle den nye teknologi. Det skriver EPN.dk.

Med et vift med telefonen over en sensor, vil du altså inden længe kunne købe dagligvarer eller betale for middagen på en restaurant.

Bekvemmelighed fremfor alt

Den seneste udvikling går godt i spænd med den convenience-bølge, vi for tiden ridder på, hvor det gælder om at skære overflødige forhindringer fra i vores dagligdag. Som eksempelvis at grave efter pungen, der har det med at blive væk i Bermudatrekanten, de fleste kvinder kalder en taske. Det forklarer Daniel Ord Rasmussen, senioranalytiker ved det digitale konsulenthus Seismonaut:

- Vi vil gerne gøre alting lettere og lettere, og det må man sige, at det er at samle flere ting i en enhed, som vi kommer til at se med den nye chip i telefonen. Det bliver en form for digital tegnebog. Vi lever i en tid, hvor tendensen "ubiquitous computing", der kort sagt betyder 2IT i alting", fylder meget, siger Daniel Ord Rasmussen til ALTfordamerne.dk.

Forbrug uden omtanke

Det betyder altså, at vi i fremtiden bare kan stille håndtasken ovenpå en sensor og slippe for at stå på hovedet i den. Hvad denne nemme betalingsmulighed får af betydning for vores forbrug, ved vi endnu ikke. Men Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom i Nordea og fast klummeskribent på ALTfordamerne.dk, vurderer, at det kræver mere kontrol hos telefonens ejermand.

- Rigtig mange gør en masse små køb i løbet af dagen, når de lige skal have en latte på farten eller et magasin til turen. Og det kan sagtens betyde, at vi med denne form for betaling, der er lige ved hånden, klatter endnu flere penge væk, siger hun.

LÆS OGSÅ: Har du styr på de tre pengetyve?

Men hun mener også, at det er en god nyhed, at det bliver lettere for forbrugerne. Det handler bare om, at vi husker, at fordi det bliver lettere at bruge penge, får vi ikke flere mellem hænderne af den grund.

- Det behøver jo ikke være dårligt. Der findes en masse muligheder for at bevare overblikket. Mange har allerede netbank på telefonen, og man kan få en daglig saldostatus tilsendt på SMS hver morgen, hvis man vil. Så er det jo en rigtig god ting, siger hun.

Vi er glade for mobilbetaling

Indtil videre er teleselskaberne nået til første fase i udviklingen, og den kender de fleste til. Den benytter du dig eksempelvis af, når du køber en billet over din telefon eller afgiver en stemme via SMS i eksempelvis X Factor. Beløbet bliver herefter trukket via din mobilregning.

Næste fase bliver, at det er over din bankkonto. Samtidig vil det være muligt at betale med telefonen på hjemmesider, hvor du benytter dig af dit mobilnummer og en pin-kode. Sidste og mest interessante trin bliver chippen i telefonen, som du vifter foran en sensor. Ifølge EPN.dk vil vi kunne bruge teknologien i supermarkeder og på restauranter indenfor det kommende år.

Hvad konsekvensen bliver i det store billede er svært at spå om, men undersøgelser viser, at når den nye teknologi bliver udbredt, vil vi ende med at stå kortere tid i kø. Det forklarer Daniel Ord Rasmussen:

- Det tager kun otte sekunder at betale med den nye teknologi, NFC. Derimod tager det 14 med pinkode og 19 med underskrift. Det lyder ikke af meget, men på den lange bane får det altså betydning, siger han.

Ifølge EPN.dk har de fire teleselskaber ambitioner om, at også pas, sygesikringsbevis, kørekort og eksempelvis medlemskab til fitnesscenteret skal integreres i mobiltelefonen.

Pludselig virker håndtasken næsten overflødig.

LÆS OGSÅ: Vi tester: dagligvareindkøb på nettet