"Vi bekymrer os om miljøet, mens vi køber endnu en yogamåtte i plast på nettet"

Jeg er splittet. Mellem den store fortælling, hvor tiden udvider og vrider sig, har rod i historien og peger frem, og den ekstremt lille, der bor i min egen navle. Så der er klimaet og nye dagsordener på den ene side og min aversion mod at vaske kødbakker til affaldssortering på den anden. En uendeligt kompleks verden og min lille, personlige navle.

Jeg vil tro, at de fleste af os har det på samme måde. Selv Gandhi og Greta Thunberg har vendt blikket indad i ny og næ og tænkt på noget andet end den større sag. Det er mere os andre, der skal hanke op i os selv for at svinge os op på de høje nagler. Der er så rart hernede på det jævne, vi skal jo også have os selv med og passe på hverdagen og sådan. Jeg tror på, at balancen findes, men jeg er ikke sikker på, at vi altid er så gode til at opnå den. At vi tror, det er enten/eller.

LÆS OGSÅ: Beas vilde livsstil: Gør kun rent i eddike og laver sin egen mascara og tandpasta

For nylig læste jeg en engelsk artikel, der var stærkt kritisk over for mindfulness-bølgen. At al vores vestlige fokusering på at vende blikket indad for at optimere os selv ikke alene er en klæg og kapitalistisk fidus, der netop bliver solgt til os i dyre domme, så vi føler, at vi kan holde ud at leve i den globale konkurrencestat. En pseudofilosofi, en blanding af videnskab og evangelisme, der
siver ind i tidsånden.

Så galt tror jeg immervæk ikke, at det går. Men jeg synes stadig, at mindfulness og alt det, der er en form for eskapisme på linje med midaldrende mænd i lycra (og manner, de skal så meget have deres egen klumme snart!) er en flugt, der får særligt kvinder til at vende sig helt væk fra verden for en stund, så de kan holde ud at være i deres hverdag, deres job og sig selv. Fremfor at ændre på tingene. Turde sprænge rammer og forventninger. Det er selvfølgelig også nemmere at melde sig til pilates og power-meditation end at vælte patriarkatet. Vi bekymrer os om vandmiljøet, mens vi køber endnu en yogamåtte i plast på nettet (selvom vi går ind for at købe lokalt), som vi vil svede på, gnubbe mikroplast af, som vi skyller af os, når kroppen er blevet rettet ud og sindet renset. Namasté og never mind.

Men hvad skal vi så? Jeg magter ikke at være så bevidst hele tiden, at hvert eneste valg i min dagligdag skal vejes på en form for moralsk vægt, hvor miljø og andre mennesker konstant indgår i en ligning, der ikke går op. At være så bevidst, at det er svært at udrette noget uden at blive handlingslammet. Og jeg orker ikke at blive lammet af skyld. Over at jeg ikke optimerer mig selv og er vred, ked eller i hvert fald ikke mindful. Over at jeg ikke lige påtager mig at redde verden ene kvinde.

LÆS OGSÅ: Rejs klimavenligt: ”Der er ingen grund til at lægge hjernen på hylden, bare fordi vi holder ferie”

Jeg vil gerne slappe lidt af, inden jeg går ind i kampen igen. Jeg gider bare ikke sidde i rundkreds med mig selv blandt andre for at gøre det. Jeg køber en flybillet, men undgår phtalater. Jeg tror stadig på ”retail therapy”; at jeg bliver lidt lykkeligere af en ny kjole, og fortæller mig selv, at kvindelige syersker i sweatshops i fjerne lande jo også skal tjene penge, og at bomulden er økologisk (så skidt med at bomuldsdyrkning kræver store mængder af vand).

Jeg er splittet, som sagt. Og kun ved at sige det højt og være sammen med andre om det, kan jeg, kan vi, gøre noget.